”Rollespil” fjernede uro og stress før jobsamtalerne

Udgivet d. 15. august 2022 af Velkommen Hjem

Efter 13 år i Forsvaret ogén udsendelse til Irak, besluttede Jonas Søndergaard sig for at skifte til en karriere i det civile erhvervsliv. Men som mange andre veteraner havde også Jonas svært ved at se, hvilke civile job, der kunne passe til hans profil.  Han fik hjælp i et forløb i VELKOMMEN HJEM og af mentor Liselotte Hyveled, Vice President i Novo Nordisk. Herefter kom der indtil flere jobsamtaler i spil, og sparringen blev konkretiseret i ”jobsamtale-rollespil. Det var med til at fjerne uro og stress, så Jonas kunne performe optimalt under samtalerne. Her kan du læse historien om et stærk parløb, der resulterede i, at Jonas nu har landet en drømmestilling som teamleder hos Novo Nordisk. 

Den primære grund til, at jeg valgte at forlade Forsvaret var min familie. Jeg havde svært ved at se, hvordan en eventuel ny udsendelse ville kunne forenes med det familieliv, som jeg ønsker, fortæller Jonas og tilføjer:
– Derudover kunne jeg mærke, at jeg var et sted i min militære karriere, hvor jeg ikke længere blev udfordret på samme måde som tidligere. Jeg havde svært ved at se for mig, hvilken anden stilling i Forsvaret, der ville kunne udvikle mig.

Jonas var, som mange, veteraner, usikker på, hvordan han skulle komme videre fra Forsvaret og over i en civil karriere. 

Min største udfordring i forbindelse med mit skifte var, at jeg havde svært ved at se, hvilke stillinger, der passede til min profil. Jeg følte, at det var svært at oversætte mine kompetencer fra militært til civilt sprog. Så da jeg gennem en kollega hørte om VELKOMMEN HJEM, og hvad foreningen kunne hjælpe mig med, skyndte jeg mig at kontakte dem i håb om, at de ville kunne hjælpe mig, fortæller Jonas.

Jonas Søndergaard, veteran

Fandt retning og fik ord på spidskompetencerne

Det kunne VELKOMMEN HJEM, og Jonas kom med i et forløb, der starter med to dages kickoff, hvor de deltagende veteraner får nye indsigter og en bredere viden om erhvervslivet igennem oplæg, diskussioner og foredrag af erfarne, dygtige erhvervsfolk og erhvervseksperter. Herefter bliver veteranerne matchet med en af foreningens mentorer efter personlighed og faglige interesserer. Mentor vil de næste seks måneder guide, hjælpe og støtte veteranen i transitionen. Jonas blev matchet med en af foreningens dygtige mentorer, Liselotte Hyveled, der til daglig er Vice President i Novo Nordisk. 

Jeg har fra starten af følt, at jeg var i gode hænder. Det engagement som Liselotte har haft i min udvikling og den åbenhed/ærlighed, der har været i vores samtaler, har været helt fantastisk. Det er meget prisværdig; den tid og energi som hun har lagt i det, siger Jonas og fortsætter med at uddybe samarbejdet:

Liselotte har hjulpet mig med at afklare, hvad det egentlig er jeg kan, og hvilken vej det er, jeg gerne vil gå. Samtidig har Liselotte hjulpet mig med at klarlægge, hvad det er, at jeg skal slå på som min spidskompetence, når jeg skal søge stillinger i det civile. Derudover har Liselotte været en kæmpe hjælp i forbindelse med at læse og rette CV og ansøgninger igennem, inden jeg har sendt dem afsted. Det har betydet, at jeg i dag står med et super skarpt CV og en bredere forståelse af, hvad et CV skal indeholde. Liselotte stod også klar til at gennemføre en prøvesamtale, inden jeg skulle til min første jobsamtale. Det var med til at fjerne det sidste stress og uro inden jeg til samtalen.
 

VELKOMMEN HJEM har været med til at give mig et skub i den rigtige retning. Fra start til slut, er jeg blevet mødt at inspirerende ildsjæle, som kun ønsker at hjælpe en med at komme godt videre. 

Veteran Jonas Søndergaard

Soldater kan noget særligt inden for ledelse og styring

Liselotte Hyveled har valgt at bruge tid på at hjælpe veteraner i transition i VELKOMMEN HJEM, dels fordi hun ved, at her er en gruppe mennesker, der har brug for hjælp til at oversætte deres kompetencer, så de kan forstås i en civil kontekst, hvis de ønsker at forlade Forsvaret en dag. Også dels fordi hun oplever, at det er lærerigt at møde mennesker, der kommer fra en helt anden verden, end hun selv. Hun oplever, at folk fra Forsvaret generelt har særlige kompetencer inden for ledelse og samarbejde, og at de desuden er udstyret med evnen til at træffe hurtige beslutninger og foretage risikovurderinger i en fart. Som mentor for Jonas handlede en stor del af forløbet om oversættelse af kompetencer og forberedelse til samtaler og et civilt arbejdsliv. 

Jeg oplever, at jeg har bidraget til at få min mentees kompetencer oversat til noget, som vil være attraktivt i det civile liv, samt at blive skarp på, hvilke jobs som er relevante med de erfaringer, som min mentee kommer med og få en afklaring omkring, hvordan et civilt arbejdsliv kunne se ud. Ligeledes har jeg kunne bidrage med ”jobsamtale-rollespil”, hvilket måske har givet lidt mere tryghed omkring det at gå til jobinterview i det civile, forklarer Liselotte Hyveled og tilføjer:

Jeg er, underligt nok, blevet overrasket over, at den relativt lige karrierevej i Forsvaret samt ”jobsikkerheden” måske naturligt forhindrer, at man tænker over, hvad ens erhvervede kompetencer ville kunne bruges til uden for Forsvaret, og hvordan man måske forbereder et liv i det civile.

Varme anbefalinger

For Liselotte Hyveled har forløbet med Jonas på flere måder været lærerigt og hun har nydt timerne i selskab med Jonas.

Jeg har fået indsigt i, hvad man oplever og lærer i Forsvaret, og vi har haft det sjovt undervejs. Man kan altid lære af alle mentee/mentor-forløb, og det har jeg også gjort i dette forløb – særligt omkring, hvordan man kommunikerer, når man kommer fra to meget forskellige verdener. Det har været et godt forløb, som jeg kan anbefale andre at deltage i. De bedste oplevelser i forløbet var, da Jonas skrev, at han nu var blevet indkaldt til flere samtaler efter en del ansøgninger, hvor han ikke nåede så langt – og så selvfølgelig, da han fik landet et job, siger Liselotte Hyvedled. 

Måske intet job uden forløbet

For Jonas har forløbet i VELKOMMEN HJEM og hjælpen fra Liselotte Hyveled været afgørende for, hvor han er landet i dag. 

– Uden VELKOMMEN HJEM tror jeg ikke, at det var lykkedes mig at være der, hvor jeg er nu. I sidste ende er det selvfølgelig mig selv, der er blevet tilbudt et job. Men jeg er overbevist om, at det er VELKOMMEN HJEM og min mentor Liselotte, der har givet mig de nødvendige redskaber til, at jeg har kunnet søge de rigtige job og lægge fokus på de rigtige kompetencer, fortæller han. 

Uden VELKOMMEN HJEM ville jeg stadig ikke vide, hvad mine militære kompetencer kan i den civile verden. 

Veteran Jonas Søndergaard

Forløbet er for Jonas’ vedkommende resulteret i noget af et ønskejob som teamleder i Novo Nordisk. Et job, som han glæder sig til at udvikle sig i fremover.

Jeg skal i gang med at lære et nyt fagområde, en ny organisation og en masse nye mennesker at kende. Jeg glæder mig rigtig meget til at fortsætte min udvikling som leder og som menneske i Novo Nordisk. Er sikker på at det bliver en fantastisk rejse, slutter Jonas.

Den korte soldaterhistorie om veteran Jonas Søndergaard

  • 2009 Startede i Forsvaret som værnepligtig i Ålborg
  • 2010-2011 Sergent ved Den kongelige livgarde
  • 2011-2014 Grundlæggende officersuddannelse
  • 2014-2017 Delingsfører ved Gardehusarregimentet, både på Bornholm og i Slagelse
  • 2017-2018 Udsendt som delingsfører til Irak, OIR hold 6
  • 2018-2019 Næstkommanderende kompagni ved Gardehusarregimentet
  • 2019-2020 Fungerende kompagnichef ved Gardehusarregimentet
  • 2020 Sagsbehandler i S7 ved Gardehusarregimentet
  • 2021 Chef for operations- og uddannelsessektionen i uddannelsesbataljonen ved Gardehusarregimentet. (Udnævnt kaptajn)
  • 2022- Stabschef ved uddannelsesbataljonen.