Om at lande på rette hylde
Udgivet d. 26. juni 2019 af Velkommen Hjem
Af erhvervskommentator Jens Chr. Hansen, Berlingske
Måske du kender udtrykket “rette hylde.” En venligt råd fra dengang du var ung. En venligt, men også insisterende råd fra din mor, din far, din onkel, din klasselærer eller en anden i den nære omgangskreds om at finde et godt job. Og så ellers blive der.
Et håb fra dine omgivelser om at komme ind i en sikkert job, hvor man så kunne blive lige til pensioneringen. Så skidt med, om man trivedes i jobbet.
Men glem det med den “rette hylde.” For der findes nemlig ikke kun en af slagsen men flere “rette hylder.” Og glem i øvrigt også omgivelsernes forventninger og drømme på dine vegne om den “rette hylde.” Det er dit valg, dit job.
Det gælder ikke kun, hvis man som ung skal ud på arbejdsmarkedet, men også senere, når man skifter job og i mange tilfælde også helt skifter branche og jobprofil.
Den “rette hylde” er først og fremmest, hvad du forstår ved den “rette hylde.” Og det gælder hele livet igennem. Så glem alt om titler, kendte firmaer, flotte omgivelser og andet der giver prestige udadtil. Hvis det ikke giver mening for dig, er du ikke på din “rette hylde.”
Jeg ved godt, at det lyder lidt floskelagtigt at tale om at gøre en forskel med sit arbejde. Men det er jo, hvad det handler om. Der hvor du føler at gøre en forskel, hvor der er en mening for dig.
Nu har jeg fulgt arbejdet i Velkommen Hjem i et par år, sådan lidt fra sidelinjen. Og talt med en del veteraner, og også med en del mentorer. Både meget interessant og lærende.
Og ja, der er da nogle barrierer, der skal overvindes, nogle fordomme, der skal nedbrydes og nogle forventninger, der skal tilpasses virkeligheden.
Men som jeg ser det, er der i hvert fald een stor fællesnævner, der ligger som en altafgørende overligger hele vejen igennem.
Nemlig en enorm vilje fra både virksomheder og mentorer på den ene side og veteraner på den anden til, at det skal lykkes. Og hvorfor? Fordi der er en stor gevinst for begge parter, hvis det lykkes.
Veteranen får det job, han eller hun har jagtet, virksomheden får en professionel, engageret og pensioneret medarbejder.
Som jeg også har forstået, er en af opgaverne i Velkommen Hjem-forløbet gensidigt at afstemme forventningerne. Jo bedre forventningerne er afstemt jo større er sandsynligheden for et succesfuldt arbejdsliv, både for virksomheden og for veteranen.
Jeg er klar over, at det eksempelvis kan være svært at forstå, at man som veteran ikke bare gå lige ind i en lederstilling i det civile erhvervsliv, når man har haft masser af lederansvar på sine skuldre i forsvaret.
Men jeg vil sige; fortvivl ej. Talent kan ikke holdes nede.
Dansk erhvervsliv over en bred front sukker efter arbejdskraft generelt og i høj grad også medarbejdere med energi, engagement samt evnen og viljen til at tilegne sig ny viden og dermed medarbejdere, som på et tidspunkt kan indgå i lederfunktioner. Hvis det altså er det, man vil.
Udtrykket den “rette hylde” er et gammeldags udtryk, som vi bør smide ud af sproget. Tiderne er skiftet.
Jeg synes, at det er en positiv udvikling, at mange i dag i højere grad taler om, hvad de arbejder for, end hvad de arbejder med eller hvilken titel de har. Altså en tanke om, at arbejdslivet også skal være en integreret del af det mere langsigtede mål med livet.
Efter næsten 50 år på arbejdsmarkedet i finans- og medieverdenen – i øvrigt i en række forskellige funktioner – er jeg helt og fuldt klar over, at “den højere sags tjeneste” for den enkelte ikke kan måles og vejes hver dag.
Og dog. Hvis man står glad op om morgenen og passioneret fortæller sin familie og omgangskreds om sit arbejde, jamen hovsa, så er man sandsynligvis på “rette hylde.”