Veteraner netværker og hjælper hinanden i job 

Udgivet d. 11. januar 2019 af Velkommen Hjem

Soldaterveteran Jakob Brade var slet ikke i tvivl om, at han skulle anbefale en anden veteran til en ledig stilling på sin arbejdsplads. Anbefalingen resulterede i en ansættelse. Læs historien om de tidligere soldaters tro på hinandens kompetencer – og om det stærke netværk, som veteranerne opbygger gennem VELKOMMEN HJEM.

Jakob Brade startede sin Forsvarskarriere i 2011 og kom hurtigt på sergentskolen. Herefter blev han udsendt til Afghanistan. Da han kom hjem til Danmark igen, et par år efter, tog han orlov for at studere på fuldtid og søge et civilt job. Det sidste gik dog ikke helt som forventet i første omgang.

– Dengang vidste jeg ikke, hvad der egentlig skulle til for at kickstarte en civil karriere. Så efter et lille år, hvor min orlov udløb, fandt jeg tilbage til de trygge rammer i Forsvaret. Game changeren for mig blev for mig, at jeg fik min søn, og samtidig fandt ud af, hvad en vuggestueplads koster. Der sagde både min lyst til noget nyt og budgettet, at det var på tide at gøre alvor af at søge civil. Jeg fik et hint fra en daværende kollega om VELKOMMEN HJEM. Samme dag ringede jeg til dem, og mit forløb startede i maj 2017. Præcis et år senere takkede jeg ja til min første civile stilling hos ISS, fortæller Jakob Brade.

Jobbet var som skabt til en soldaterveteran

På det tidspunkt var soldaterveteranen Michael Duris i gang med sit forløb i VELKOMMEN HJEM. De to mænd kendte ikke hinanden, men foreningen etablerede kontakt mellem dem efter, at Jakob Brade havde henvendt sig med en forespørgsel om en dygtig veteran.

– Jeg var blevet ansat i en stilling i ISS, hvor jeg hurtigt kunne fornemme, at der var brug for at få sat struktur på en masse opgaver og procedurer. Det er noget, jeg mener, de fleste veteraner og soldater generelt er gode til. Efter et par måneder blev der en lignende stilling ledig, og jeg fik grønt lys fra min chef til at finde en kandidat til stillingen. Den første – og i øvrigt eneste – jeg kontaktede, var Helene Djursø. Det var der, jeg første gang hørte om Michael Duris, fortæller Jakob Brade, og Michael Duris fortæller videre …

– Jeg blev kontaktet af Helene Djursø om en ledig stilling som GxP koordinator ved ISS. Hun satte mig i kontakt med Jakob, som sad i tilsvarende stilling, så jeg kunne få flere oplysninger om selve stillingen og dens indhold. Jakob og jeg talte sammen flere gange i de efterfølgende måneder under rekrutteringsforløbet, fortæller Michael Duris.

Værdifuld sparring fra en veteran til en anden

Som allerede ansat i ISS havde Jakob Brade viden og indsigt til at råde og hjælpe Michael Duris i forhold til det mulige job hos ISS.

– Vi diskuterede stillingen, hvor jeg prøvede at give et klart billede af, hvad den gik ud på. Samtidig diskuterede vi også ISS og den organisation, som Michael muligvis ville blive en del af. Det var i bund og grund en masse sparring i forhold til, hvad den civile verden havde givet mig indtil videre, fortæller Jakob Brade.

Michael Duris fik jobbet som GxP koordinator hos ISS – til glæde for ikke alene kandidaten, men også for Jakob Brade:

– For mig personligt har det været en god oplevelse at kunne hjælpe en af de mange veteraner, der arbejder hårdt for at opfylde et ønske. I VELKOMMEN HJEM er der stort fokus på netværket, og pludselig indgår man selv i netværket på den side, hvor man kan hjælpe andre veteraner, fortæller han.

Var sikker i sin anbefaling

Velvidende, at dine anbefalinger falder tilbage på dig selv, var Jakob Brade aldrig i tvivl om at anbefale en soldaterveteran som Michael Duris til jobbet hos ISS. Desuden havde han en forventning om, at deres fælles baggrund også ville sikre dem et godt samarbejde, hvis Michael Duris fik jobbet.

– Det, at vi begge har en baggrund fra Forsvaret, har betydet, at vi ikke først skulle se hinanden an. Den direkte kommunikation gør, at man hurtig finder frem til, hvad man hver især står for. Som veteran har man en masse faglige kompetencer som netop at opbygge struktur og procedurer, skabe klare roller, teamudvikling og meget mere. Det er alt sammen noget, som kan overføres mere eller mindre direkte til i hvert fald ISS, og efter min overbevisning også mange andre organisationer, siger Jakob Brade.

Michael Duris deler Jakob Brades betragtninger omkring samarbejdet og tilføjer desuden:

– På trods af, at Jakob og jeg ikke arbejder side om side i hverdagen, gør vores fortid og uddannelse i Forsvaret, at vi lynhurtigt kan fornemme, i hvilken retning den anden vil og vigtigst af alt; vi siger tingen lige ud til hinanden, siger Michael Duris.

Største styrke er ydmyghed

Soldaterveteraner kan det samme som alle andre – men de har derudover nogle helt særlige egenskaber, som kan være en fordel i en lang række sammenhænge, mener Jakob Brade.

– Når man som virksomhed ansætter en veteran, så køber man en masse fagligheder, som man også kan finde mange andre steder – for eksempel i en konsulentverden. Det er den del, som alle kan lære. Men man køber til gengæld også en mentalitet, som jeg ikke tror på, kan findes mange andre steder. Her tænker jeg på ydmyghed, disciplin og handlekraft. Hos Forsvaret er det helt almindelige og forventelige dyder, men i mit tilfælde hos ISS har det hurtigt bragt mig videre og to skridt frem. Da jeg landede min stilling hos ISS, havde jeg en kæmpe ærgerrighed for at vise, hvad man som soldat er lavet af. Jeg havde på ingen måde haft en ny stilling i sigte, for der var endelig faldet ro på hjemfronten, hvad angår økonomi og fritid. Men efter 5 måneder er jeg nu blevet tilbudt en ny stilling som Contract Supporter, hvor jeg bliver udfordret endnu mere analytisk, fortæller Jakob Brade og fortsætter:

– Jeg ser, at Michael er i gang med præcis samme proces. Om muligt noget hurtigere, end jeg selv gjorde det. Det kan skyldes vores løbende sparring, vores tid sammen under hans oplæring, eller at han bare er langt klogere end mig. Det må vi lade stå hen i det uvisse, slutter Jakob Brade med et smil.

VELKOMMEN HJEM har startet et netværk for veteraner, der har været igennem foreningens forløb – eller skal til at starte på et.

På netværksmøderne kan veteraner, med samme baggrund fra først Forsvaret og siden VELKOMMEN HJEM, bruge hinanden aktivt i deres civile karriere.

Næste netværksmøde finder sted i maj 2019 i København og i Jylland.