”Mine mentees udgør i mine øjne en guldgrube for dansk erhvervsliv”
Udgivet d. 9. september 2020 af Velkommen Hjem
Christian Lindstrøm Lage, der er mentor i VELKOMMEN HJEM og indtil for ganske nylig direktør i PFA, ved, hvad han taler om, når han hylder danske veteraner. Han har netop afsluttet endnu et succesfuldt forløb med sin fjerde mentee, Martin Gonzalez. Efter mere end ti år i Flyvevåbnet og to udsendelser, har Martin valgt en civil karriere. I jobsøgningen var det afgørende for ham, at der var et match på kultur, menneskesyn og udvikling. Nu har han landet drømmejobbet hos LEGO.
– Efter mere end 10 år i Forsvaret, to udsendelser og en ny titel som far, stod jeg ved en skillevej og reflekterede over, hvad de næste 10 år skulle bringe, fortæller Martin Gonzalez.
Forsvaret havde på den ene side givet ham karrieremæssige, fantastiske udfordringer og oplevelser, og hjalp ham som leder med at udvikle sig som følge af den tillid, der blev vist ham. Og netop det blev afgørende for hans valg af fremtid.
– Jeg var meget drevet af den ledelsesmæssige udviklingsrejse, jeg havde været på og overvejede derfor meget nøje, hvilket skridt som kunne udfordre mig mest som leder og i den retning, som passede bedst overens med mine værdier – en tanke, som samtidig fik mig til at overveje mine muligheder i det civile erhvervsliv.
For det andet var der familien, som den seneste tid var blevet endnu mere betydningsfuld end nogensinde.
– Jeg havde været glad for mine udsendelser og de oplevelser, som de havde bragt med sig, men efter at være blevet far, så blev det mere og mere utænkeligt at være væk fra familien, forklarer Martin.
Det var ikke en nem beslutning at kontakte VELKOMMEN HJEM, men foreningen gjorde det nemt efterfølgende
I forbindelse med beslutningen om at forlade Forsvaret, bemærkede Martin tilfældigt en dag VELKOMMEN HJEM på LinkedIn, fordi en tidligere kollega fra Forsvaret fremstod i en artikel her. Den tidligere kollega havde fået civilt job og fortalte, hvordan foreningen havde hjulpet med overgangen.
– Det var ikke nogen nem beslutning at kontakte VELKOMMEN HJEM, men VELKOMMEN HJEM gjorde det nemt, da jeg endelig tog kontakt. Jeg blev ringet op af en fra foreningen. Han stillede spørgsmål og kunne relatere til min historie, da han selv havde lavet den samme overgang et år før. Jeg mærkede fra start, at der var fokus på mennesket, og at man i foreningen havde et kæmpe hjerte og ønske om at hjælpe, fortæller Martin.
Martin begyndte sit forløb i VELKOMMEN HJEM. Det starter altid med to dages kickoff, hvor de nye veteraner møder tidligere veteraner og relevante erhvervsfolk, herunder mentorer og andre fra foreningen. Det er ofte de to dage, der af veteranerne opleves som en øjenåbner.
– Kickoff varede to dage på Bernstorff Slot. Omgivelserne og indlæggene fra foredragsholderne var fantastiske. Gennem foredrag og samtaler med erhvervspsykolog, headhunter og karriererådgiver blev jeg her klogere på mig selv og mine kompetencer. Jeg fandt for eksempel ud af, at jeg var alt for ydmyg omkring mine egne evner, siger Martin.
Selv om der er øget konkurrence om de ledige jobs, gælder de samme ting stadig
Christian Lindstrøm Lage, tidligere direktør i PFA
”Det kan godt være, at spillepladen i arbejdsmarkedet ikke byder den samme balance som tidligere, men spillereglerne er de samme. For de, der går med spørgsmålet om et potentielt sceneskift, fra militær til civil, kan jeg kun anbefale at tage kontakt til VELKOMMEN HJEM. Det er jo uforpligtende og tjener også som afklarende. Det, at få hjælp til sproget uden for hegnet, oplever jeg, er til stor gavn, uanfægtet om eller hvornår man tager skridtet. Jeg glæder mig over, at ikke blot PFA, men også mange andre store, ansvarlige virksomheder har fået øjnene op for det win-win, som VELKOMMEN HJEM tegner.
Mentorskab til begges fordel
Som et fast led i VELKOMMEN HJEMs forløb bliver veteranerne under kickoff matchet med en mentor efter faglighed og interesser. Martin blev matchet med Christian Lindstrøm Lage, der er yderst aktiv i foreningen som mentor. Det kræver tid i en ellers travl hverdag, men han pudser ikke glorien med sit engagement.
– Jeg ville elske at udnævne mig selv til nutidens Moder Teresa. Det er jeg bestemt ikke. Jeg har valgt at engagere mig som mentor i VELKOMMEN HJEM, fordi det giver mig en masse, forklarer han og fortsætter:
– Igennem mit arbejde som mentor har jeg nu mødt fire fantastiske mentees, som har haft en masse til fælles, men også store forskelligheder. Fælles for alle samtalerne har været, at de har beriget mig med følelsen af at gøre en meningsfyldt forskel for andre.
Kompetencerne er de samme – men de kaldes noget forskelligt!
Ofte fremhæves veteraners militære kompetencer som noget helt særligt. Christian Lindstrøm Lage er enig i, at veteraner er særdele kompetente, men han anfægter begrebet ”militære kompetencer”.
– Fair nok, naturligvis findes der “militære kompetencer”. Jeg vil dog gerne anfægte begrebet lidt i den her sammenhæng. Veteranerne kommer med en fælles kulturel baggrund og heraf lidt stereotyp adfærd og dyder. Det, oplever jeg, tjener dem på den positive side godt udenfor hegnet. Der er måske lidt kanter, der skal slibes, men intet der ikke også ville gælde for os andre i en ny rolle. Min pointe er, at det handler om kompetencer. Hvorvidt de anvendes til at løse militære mål eller som virkemiddel for at nå en virksomheds mål, er ikke det centrale. Jeg oplever, at veteranerne nyder god gavn af foreningens hjælp til at få italesat deres kompetencer i et sprog, der også kan anvendes udenfor for hegnet. Kompetencerne er de selv samme, forklarer han, og tilføjer:
– Jeg tror, at det for os alle opleves utrygt at foretage sceneskift i det uvisse. Derfor har mit bidrag til flere af mine mentees været at skabe et trygt afsæt. Mange er fantastisk reflekteret og belært omkring deres ledelse. Derfor har vi igennem samtalerne brugt en del tid på at udforske; hvor kommer jeg fra? Hvad er det, jeg tror på? Og ikke mindst; hvad er det, der betyder meget for mig? Helt generelt har jeg oplevet, at det har givet mine mentees en god ballast og tro på, hvad det er, de kommer til arbejdsmarkedet med.
Det overrasker mig, hvor empatiske, reflekterede og moderne ledere mine mentees er. Nogen mangler måske lige den direkte faglige oversættelse af de kompetencer, der ikke handler om ledelse, men det er jo i mange sammenhænge et spørgsmål om at få “læst bogen”. Mine mentees udgør i mine øjne en guldgrube for dansk erhvervsliv.
Christian Lindstrøm Lage, mentor for fire veteraner i foreningen
Martin bliver verdens fedeste kollega
Christian Lindstrøm Lage oplever Martin som en fantastisk spændende profil og faktisk nok den af hans mentees, der ligger længst væk fra det militære stereotyp.
– Jeg har været meget imponeret over Martins evner til at reflektere og “mærke efter” igennem vores samtaler. For den organisation, der evner at spille Martin rigtigt, får de ikke bare verdens fedeste kollega, men også en super dygtig én af slagsen. Martin blev far undervejs i vores samtaleforløb, hvilket bidrog – som for os alle – til at sætte tingene lidt i perspektiv. Martins evne til at koble det professionelle og det private og være tro mod det, han inderst inde føler for, har jeg oplevet særdeles positivt. Jeg er ikke to sekunder i tvivl om, at det vil Martin og LEGO få stor gavn af fremadrettet, siger mentoren.
Martin er enig med sin mentor i, at man skal koble det private og det professionelle, og træffe sine valg også med udgangspunkt i de såkaldte bløde værdier.
– Christian indgød fra start selvtillid og hjalp mig med at reflektere over, hvad der betød noget for mig i livet – ikke kun i arbejdet, men generelt. Vi snakkede bredt om familie, arbejde og fritidsinteresser. Jeg fandt Christian meget nem og behagelig at snakke med, og det gjorde, at jeg meget hurtigt og naturligt blev klogere på mig selv i projektet, forklarer Martin og tilføjer;
– Noget, som overraskede mig, var, hvor meget Christian brugte familien i mentorsamtalerne. Det handlede ikke kun om karriere, men om en god og fortrolig relation. Mange af vores snakke tog jeg derfor meget naturligt med hjem, hvor jeg vendte mine refleksioner med min meget støttende kæreste, da skiftet ikke ville være muligt uden hendes opbakning. Familiens opbakning betyder generelt meget under udsendelser, men absolut også i en civil transition.
Grundstenene for min rejse blev skabt i de første refleksioner og denne afklaring har været essentiel for at finde den rette karriereudvikling for mig. Men Christian var også særdeles optimistisk omkring min rejse, hvilket gav mig fornyet energi og tro på egne evner.
Tålmodighed og tro viste sig at være den helt rigtige strategi
Christian og Martin havde mødtes et par gange inden lock-down. På dette tidspunkt var Martin i proces til en stilling ved LEGO, men så lukkede Danmark ned. Det var skidt – men også godt.
– Christian og jeg havde diskuteret meget, hvilke værdier jeg søgte i en virksomhed. Det var afgørende, at det var et match på kultur, menneskesyn og udvikling. På den måde blev jeg skarpere og målrettet på drømmestillingen. De skulle vide, hvem jeg var og hvorfor jeg havde søgt netop dem. Desværre betød lock-down, at processen til stillingen i LEGO for en tid stoppede.
Men coronaen gav også en uventet tænkepause, hvor jeg værdsatte den ekstra tid, jeg havde sammen med min kæreste og vores nyfødte søn. Jeg valgte ikke at gå på kompromis med de værdier, jeg søgte i en virksomhed, selv om usikkerheden omkring corona-situationen fik mig til at genoverveje planerne flere gange. Men jeg gik ikke på kompromis, og derfor blev det heller ikke til en eneste ansøgning under lock-down, siger Martin og tilføjer:
– Til gengæld holdt jeg løbende kontakt med LEGO og næsten fire måneder efter lock-down ringede de og fortalte, at de havde fået grønt lys til at fortsætte processen, og at jeg var stadig med i feltet af ansøgere. Herfra gik det stærkt og inden for ganske få dage havde jeg meddelt Forsvaret, at jeg stoppede. Tålmodighed og troen på processen viste sig at være den helt rigtige strategi.
En perlerække af gode valg
I det hele taget har Martin været på rette vej i et stykke tid og har undervejs truffet mange gode valg i forhold til det sted, han ønskede at lande. Han fremhæver selv forløbet i foreningen, som et af de valg, der gjorde en afgørende positiv forskel i hans søgen fra Forsvaret til den helt rigtige civile stilling.
– Jeg er meget taknemmelig overfor de frivillige ildsjæle i VELKOMMEN HJEM, som gennem årene har hjulpet så mange veteraner. Forløbet i foreningen gav mig ikke kun værktøjerne til at oversætte og forstå mine kompetencer i den private sektor, men introducerede mig også for et netværk af fantastiske personer – både foredragsholdere, initiativtagere og mentorer. Hele organisationen omkring VELKOMMEN HJEM har fokus på den enkelte person, og det nærvær – gennem samtaler og mentorskab – har givet mig et fantastisk afsæt for at få succes i det civile, slutter Martin Gonzalez.
Den korte historie om Martin Gonzalez
I 2005 blev Martin Gonzalez værnepligtig i Hæren.
I 2010 startede han Flyvevåbnet og blev sergent. Han arbejdede som gruppefører ved Flyvevåbnets Basis Uddannelse frem til 2012 hvor han startede på Flyvevåbnets Officersskole. Under officersuddannelsen skiftede Martin Gonzalez kortvarigt operativt speciale da han blev optaget på pilotuddannelsen, men han genoptog specialet, da han ikke klarede testen til soloflyvningen.
I 2015 blev han udnævnt Premierløjtnant med en Professionsbachelor i Militær Ledelse inden for specialet Kontrol og Varsling.
Han arbejdede som Fighter Allocator i Air Control Wing i Karup, hvor han havde ansvaret for afviklingen af F-16 luftoperationer styret fra operationsrummet i Karup.
I 2016 blev Martin Gonzalez første gang udsendt til Operation Inherent Resolve med Air Control Wing Hold 5, hvor hans team ledte luftoperationerne over Irak.
I 2017 blev han udsendt igen til Operation Inherent Resolve med Air Control Wing Hold 8 – denne gang midlertidigt udnævnt som Kaptajn og leder af operationer for det danske operatørbidrag.
I 2018 startede han på VUK og blev Kaptajn i Flyvevåbnet.