”I den civile verden er det nogle gange som om, at vi alle står og danser om den varme grød …

Udgivet d. 24. oktober 2019 af Velkommen Hjem

Sådan siger tidligere soldat Tommy Nielsen. Han fortæller, at man ”i Forsvaret opdrager folk på alle niveauer til at tage ansvar, handle og eksekvere på ting”. Det er kvaliteter, som han ikke altid oplever er til stede i det civile erhvervsliv i samme grad. Læs historien om, hvordan netop disse kvaliteter hjalp Tommy på hans rejse fra Forsvaret over USA, tilbage til Danmark – og direkte ind i et stærkt mentorforløb med Søren Thorup, der resulterede i et drømmejob hos Demant. 

Tommy Nielsen forlod Forsvaret af flere grunde, men primært fordi han ønskede nye udfordringer. Og som mange andre soldaterveteraner med mange udsendelser var beslutningen også forankret i et hensyn til hjemmefronten. Da beslutningen således var truffet, tog Tommy Nielsen kontakt til VELKOMMEN HJEM, og det blev starten på en længere rejse – helt bogstaveligt.

– Jeg hørte om foreningen gennem en kollega, der lige havde været igennem forløbet. Faktisk var det lidt specielt, da min hustru netop havde fået job i USA, og vi havde besluttet at flytte derover i en periode. Men min kollega anbefalede, at jeg skulle snakke med foreningens leder, Helene Djursø, alligevel. Det betød da også, at jeg i første omgang kom jeg med i et grundforløb med henblik på at hjælpe mig i USA. Desværre rakte netværket ikke helt derover, men jeg fik meget ud af den første del af forløbet – blandt andet masser af nye indsigter, forklarer Tommy Nielsen og fortsætter:

– I de to år, hvor vi var i USA, havde jeg orlov for Forsvaret, og jeg kunne derfor afprøve forskellige civile jobs. Et par måneder før vi skulle returnere til Danmark, tog jeg atter kontakt til VELKOMMEN HJEM, fordi jeg gerne ville prøve den anden halvdel af forløbet, hvor man har sin egen mentor. Og godt, at jeg gjorde det….

Tommy Nielsen, soldaterveteran

Mentor arbejder for den gode sag

Foreningens mentorer kommer fra foreningens medlemsvirksomheder. Fælles for mentorerne er, at de føler et ansvar, er ekstremt dedikerede og dygtige til at lytte og rådgive. Det er til gengæld ret forskelligt, hvad der motiverer mentorerne til at bruge deres ofte travle hverdag på også at hjælpe soldaterveteranerne. Søren Thorup, der på daværende tidspunkt arbejdede som NPI Project Manager i Demant, har netop afsluttet forløbet med Tommy. For Søren Thorup er der indtil flere fordele ved at være mentor i foreningen.

– Først og fremmest synes jeg, at det er en god sag. For mig giver det utroligt god mening, at jeg kan bruge min erfaring til at hjælpe et andet menneske. Og så er det en spændende personlig udfordring at få lov til at arbejde så direkte med at skabe større indsigt og et personligt resultat hos en anden. Det står i kontrast til min professionelle hverdag, hvor vi ofte har fokus på forretningsmæssige mål. Det har også været inspirerende at arbejde med et menneske med en anden referenceramme. På min arbejdsplads går jeg op ad folk med et relativt fælles udgangspunkt og samtalerne med Tommy har fået mig til at se udfordringer i et andet lys, forklarer Søren Thorup

Søren Thorup, mentor

Enorm ballast på den gode måde

På spørgsmålet om, hvilke militære kompetencer, Søren Thorup især oplever, at soldaterne tilegner sig i Forsvaret, svarer han:

-Soldater er rigtigt gode til internationalt samarbejde, håndtering af pressede situationer og evner at få opgaven løst med de forhåndenværende værktøjer. 

Det er præcis nogle af de kompetencer, som mentoren også fremhæver, at Tommy Nielsen er i besiddelse af – og mere til. 

– Derudover har Tommy specifikt nogle stærke kompetencer inden for logistik og træning, siger Søren Thorup og uddyber:

– Det blev hurtigt tydeligt for mig, at Tommy havde overset en tydelig kompetence indenfor logistik, som i høj grad er efterspurgt i erhvervslivet. Her opstod der en interessant opgave med at forstå Tommys erfaring og skabe et link til de opgaver, der bliver løst i erhvervslivet. En del af opgaven var at finde eksempler og relatere dem til erfaringer fra mit eget arbejde. Samtidig kommer Tommy jo med en enorm ballast omkring at håndtere pres og levere i kritiske situationer og han har stor erfaring med at koordinere og planlægge komplekse opgaver på tværs af forskellige nationaliteter og kulturer. Alt sammen kompetencer, der helt sikkert vil komme i spil på en international arbejdsplads.

Et svært valg 

Meget af den tid, som mentor og mentée har brugt sammen, har været brugt på at diskutere Tommys motivation for, hvorfor han ville “noget andet” end Forsvaret, og hvad der motiverede ham i forhold til det valg. 

– Det har ikke været et sort/hvidt valg for Tommy at forlade Forsvaret, og der ligger store overvejelser og en lang proces bag. Det at hjælpe Tommy med at belyse ”hvorfor” og ”hvad” på en objektiv måde og lade Tommy selv vurdere, hvad der på baggrund af hans svar ville være rigtigt for ham, det har været sjovt, udfordrende og inspirerende for mig, fortæller Søren Thorup.

For Tommy har Søren Thorups sparring også været meget inspirerende og ikke mindst afgørende for hans endelige beslutning.

– Jeg har haft et rigtig fint forhold til Søren, min mentor. Han var rigtig god til at lytte og stille de rigtige spørgsmål, så jeg kunne reflektere over forskellige ting. Vi brugte meget tid på at se på min karriere som helhed. Hvad var det jeg ville om 5-10 år, og hvordan kom jeg derhen: Var det gennem et civilt job eller var det faktisk bedre med flere år i Forsvaret? Til sidst hjalp hans netværk med at skaffe mig drømmejobbet, fortæller Tommy.

Tro og mentor kan flytte bjerge

Der gik kun 6 måneder, før Tommy fandt sit drømmejob, der både udfordrer og giver ham anledning til at bruge de kompetencer, han har med fra sin karriere i Forsvaret.  

– I dag er jeg ansat som Global Freight Manager inden for Supply Chain Development hos Demant. Det er et drømmejob, hvor optimering, innovation og udvikling er i højsædet. Igennem VELKOMMEN HJEM fik jeg troen på, at jeg kunne finde noget derude. Igen var min rejse jo lidt speciel, da jeg tog til USA og derved fik afprøvet den civile verden lidt først – om end i en noget anderledes kontekst i. Men troen og mentorforløbet har helt klart hjulpet mig dertil, hvor jeg er i dag – og givet fodfæste hvor jeg er nu, slutter Tommy Nielsen.

Den korte historie om Tommy Nielsen

Tommy Nielsen startede i Forsvaret i 2004 som værnepligtig. Han blev herefter sergent i Den Kongelige Livgarde og senere uddannet officer. Han har brugt størstedelen af sin militære karriere med operativ logistik hos 4 NSBTN i Vordingborg. Blev udsendt til Kabul i Afghanistan i 2014 og efterfølgende til adskillige andre brændpunkter rundt om i verden. Fik orlov under turen til USA og arbejdede som Operations Control Center Manager i Swissport og en kort tid som Analyst under Vaco i Google i USA. Tommy er gift og bruger en del af sin fritid på Det Danske Krigsveteranlandshold i fodbold.