Hvad gør man, når 200 km tur/retur arbejde ikke giver mening længere?
Udgivet d. 27. september 2024 af Velkommen Hjem
Livet igennem ændrer vi vores prioriteter, og det var præcis det, der skete for veteran og Kaptajn, Søren Plejdrup Jensen, da et nærtstående familiemedlem døde. Timerne på landevejen blev holdt op mod tid, der ellers kunne bruges med familien, og det førte Søren fra 15 års karriere i Flyvevåbnet videre til et andet meningsgivende job på civil grund. Selve transitionen fra Forsvar til erhvervsliv gik relativt nemt for Søren, der i et forløb i VELKOMMEN HJEM fik faglig rådgivning og personlig sparring – blandt andet af en af foreningens engagerede mentorer, Preben Bech fra KMD.
– Jeg er far til to, og drømmen om at kunne løbe eller cykle til arbejde og tilbringe mere tid med familien trak allerede lidt i mig, da jeg stod midt i en personlig omvæltning efter min mors død, og det føltes det som det rigtige tidspunkt at tage springet, fortæller Søren, der gennem årene har jeg kørt mellem 200-250 km om dagen til og fra arbejdet i Forsvaret.
– Det gav nu ikke så meget mening at tilbringe så mange timer i bilen, når man har små børn, og når livet kan være kort, fortæller veteranen, som på den baggrund tog beslutningen om en anden karriere.
– I Forsvaret taler man ofte om “den anden side af hegnet”, og jeg har altid vidst, at jeg på et tidspunkt skulle prøve kræfter med det civile. Jeg ønskede at se, hvordan min uddannelse og erfaringer fra Forsvaret kunne anvendes i en anden kontekst for at fremme min egen personlige udvikling kombineret med en bedre balance i privatlivet, siger Søren og tilføjer:
– Mine snart 15 år i Forsvaret har primært handlet om ledelse af specialister – et område, jeg virkelig elsker at arbejde med. Forsvaret er en kanon fed arbejdsplads og tilbyder så fantastiske oplevelser, personlig udvikling og ikke mindst et mindset og kammeratskab man skal kigge længe efter. Forsvaret kan opsætte en passende variation mellem udvikling, læring og praksis – det giver nogle knalddygtige medarbejder, der vil gøre alt for at nå i mål inden for aftalt tid, sted og omkostning.
Der er en mening med det vi laver i Forsvaret; det er vigtigt, og det kan man mærke. Folk gør deres allerbedste hver dag for, at vi alle kommer i mål og kan være trygge.
Søren Plejdrup Jensen
Kickoff gav inspiration og energi
Søren har for nogle år siden selv forsøgt sig på civil grund, men dengang landede han i et job, som viste sig at være langt fra det, han drømte om, og han vendte tilbage til Forsvaret og fik yderligere fire gode år i Flyvevåbnet. Da Søren således denne gang efterspurgte en afklaring, søgte han hjælp til dette og alt, hvad det indebærer hos VELKOMMEN HJEM, i håb om at finde den rigtige vej denne gang.
– Kickoff gav mig motivationen til at arbejde mere målrettet med mine ønsker og fremtidsplaner. Det var utroligt inspirerende at møde andre, der stod med de samme overvejelser, høre foredragsholdere, der allerede havde taget springet og opleve mentorerne, som delte deres perspektiver på, hvad en veteran kan bidrage med. Det var virkelig en fed oplevelse, siger Søren.
Værdifuld sparring fra den anden side af bordet
Efter de to dages kickoff, gik Søren videre til den næste del i forløbet, hvor den enkelte bliver matchet med en mentor efter faglige interesser og personlighed.
Mentor blev en af foreningens erfarne mentorer, nemlig Preben Bech, Markedsdirektør i KMD, der tidligere har haft andre veteraner igennem forløb med succes.
– Preben har fra vores første møde udstrålet en ro og venlighed, der gjorde det nemt at åbne op, forklarer Søren og fortsætter:
– Med hans erfaring og stillinger i erhvervslivet har han kunnet give mig værdifuld indsigt fra ‘den anden side af bordet’, hvilket har været utroligt nyttigt for mig. Han har især hjulpet mig med at forbedre mit CV, jobansøgninger og tilgangen til jobopslag. Jeg er meget taknemmelig for hans hjælp!
Preben udfordrede mig især på længden af mit CV, hvilket var en hård proces i de sene aftentimer, men resultatet blev rigtig godt.
Søren Plejdrup Jensen
– Hvis jeg skulle anbefale VELKOMMEN HJEM overfor andre i samme situation som jeg selv, så vil jeg sige, at foreningen gennem deres forløb, hjælper med at skabe struktur og klarhed omkring ens karrierevalg, og det gælder uanset om man ønsker at blive i Forsvaret eller udforske nye muligheder i det civile. Forløbet, især mentorordningen, giver en uvurderlig støtte til at tage det næste skridt – uanset retningen. For mig personligt gav det motivationen til at finpudse mit CV og LinkedIn, og det hjalp mig med at træffe en velovervejet beslutning om min fremtid. Uanset om man beslutter at blive i Forsvaret eller at skifte spor, tilbyder VELKOMMEN HJEM en stærk platform til at forfølge ens mål, siger Søren, der netop er startet i sit nye job som Personale- og driftsleder ved Aarhus Vand.
De danske soldater har bragt nogle ofre og sætter i situationer ALT på spil for at beskytte alle os andre og sikre eller genskabe freden rundt om i verden. Det er for alvor blevet aktuelt de seneste år, men de har løst opgaver gennem årtier til gavn for os alle.
Mentor Preben Bech, KMD
”En stor gevinst”
Preben Bech, der til daglig er Markedsdirektør i KMD, og som gennem de seneste måneder har fungeret som mentor for Søren, er sikker på, at Søren bliver ”en stor gevinst” for Aarhus Vand. Han oplever forløbet som relativt ukompliceret, fordi Søren har været afklaret og målrettet lige fra start.
– Søren har i forløbet været meget bevidst om egne styrker og præferencer – såvel personlige som professionelle – i forhold til et kommende job uden for Forsvaret. Det har derfor været en forholdsvis let opgave at coache Søren i arbejdet med at finde den helt rigtige jobmæssige udfordring. Søren har selv haft de fleste svar, så min opgave har primært været at prøve at se på Søren (som kandidat) fra en arbejdsgivers synsvinkel. Jeg tror derfor primært, at Søren har fået nogle tips til udformning af ansøgning og ikke mindst CV, som har gjort ham endnu mere interessant i et ofte stort felt af ansøger til de jobs, han har søgt, forklarer Preben Bech.
Mentor giver et UG!
En mentor er typisk primært den givende part under forløbet, men som mentor for veteranerne får man som regel også en del igen.
– Det er altid en positiv oplevelse at være mentor for dygtige og dedikerede folk, som gerne vil forandringen. At opleve en Søren, som er gået målrettet ind i kampen for at skabe forandringer i eget arbejdsliv samtidig med, at han har været på orlov med 2 mindre drenge og prioriteret et aktivt fritidsliv, har været spændende. Det har fra starten været klart for Søren, at det var ham der skulle ”spille kampen”, og det har han gjort til UG, slutter Preben Bech.
De danske soldater har bragt nogle ofre og sætter i situationer ALT på spil for at beskytte alle os andre og sikre eller genskabe freden rundt om i verden. Det er for alvor blevet aktuelt de seneste år, men de har løst opgaver gennem årtier til gavn for os alle.
Mentor Preben Bech, KMD
Kort om VELKOMMEN HJEMs forløb for kompetente veteraner
Et forløb starter med to dages kickoff, hvor de deltagende veteraner får indsigt og en bredere viden om erhvervslivet igennem oplæg og foredrag af erfarne, dygtige erhvervsfolk og erhvervseksperter. Veteranerne bliver desuden inddraget igennem gruppeforløb og 1:1 samtaler med erhvervspsykologer og karriererådgivere. Efter kickoff bliver hver enkelt veteran matchet med en af foreningens engagerede mentorer efter personlighed og faglige interesserer, og i de følgende seks måneder vil mentor guide, hjælpe og støtte veteranen i transitionen.