Har man lært at gå på arbejde med livet som indsats, er man nok også ret god til at eksekvere under pres på en civil arbejdsplads.
Udgivet d. 20. januar 2023 af Velkommen Hjem
Der er en verden til forskel på Forsvaret og det civile erhvervsliv. Men alligevel er der masser af sammenlignelige kompetencer og de veteraner, der træder ud af Forsvaret bør være yderst attraktive for erhvervslivet, hvis du spørger mentor Tom Karlebo, CFO i ISS Danmark. Han oplever, at veteranerne passer utroligt godt ind i erhvervslivet. De skal blot have hjælp til at omstille sig til en anden kultur. Tom Karlebo har som mentor netop afsluttet et forløb i VELKOMMEN HJEM med veteran Alexander Kapsch-Tuxen, hvor en af de vigtigste opgaver var at hjælpe Alexander med at omformulere sine forsvarserfaringer til erhvervskompetencer, så enhver arbejdsgiver ville kunne se Alexanders kvaliteter. Det kunne de hos Nexel, hvor Alexander i dag er landet i et godt job som afdelingsleder. Læs historien om endnu en veteran, der er blevet klogere på, hvor langt de militære kompetencer faktisk rækker på det civile arbejdsmarked.
– Mit indtryk af veteraner fra Forsvaret er, at flere af dem, besidder solide ledelsesmæssige kompetencer med afsæt i en enorm teoretisk og praktisk værktøjskasse. Herudover besidder de en evne til at kunne håndtere stressede og omskiftelige forhold, som kræver hurtige og gode beslutninger, fortæller Tom Karlebo.
Tom Karlebo er en af de fantastiske mentorer i VELKOMMEN HJEM, som har valgt at bruge tid på at hjælpe veteranerne gennem transition.
– Jeg mener, at det er vigtigt at anerkende vores veteraners indsats for Danmark. At være mentor i VELKOMMEN HJEM er min mulighed for at vise min anerkendelse ved konkrete handlinger, siger Tom Karlebo.
Kulturkløft, der skal bygges bro over
Tom Karlebo har gennem et halvt års tid været mentor for veteran Alexander Kapsch-Tuxen, der efter 11 år i Forsvaret og en udsendelse til Afghanistan valgte at søge nye udfordringer på civil grund. Veteranen opsøgte VELKOMMEN HJEM og kom med i et forløb, hvor han fik Tom Karlebo som mentor. At der er stor forskel på de to verdener, har Tom Karlebo tydeligt kunne mærke. Der er meget, der skal forklares og forstås – både af mentor og veteran.
– Det er overraskende, hvor stor kulturkløft, der er mellem Forsvaret og det civile. Der er tale om to forskellige verdener med forskellige sprog, rammer og strukturer. Herudover er et job som soldat markant anderledes end et job i det civile, da jobbet i højere grad er et spørgsmål om liv eller død, siger Tom Karlebo og fortsætter:
– Jeg har fungeret som Google Translate mellem det civile og Forsvaret. Undervejs har jeg også brugt mit netværk, så Alexander kunne møde forskellige profiler fra det civil. Jeg har hjulpet med sparring omkring fokus på målet og på at styre utålmodigheden og frustrationer ved jobafslag. Og så har jeg sat udfordringer op i forløbet for at teste af, hvad der virkede for Alexander.
Alexander har en fantastisk energi og sult på, at skulle lykkes – krydret med en stor portion utålmodighed. Han har konstant lært af sine erfaringer og brugt dem til løbende forbedringer.
Mentor Tom Karlebo
Snitfladerne mellem Forsvar og civil blev tydelige
Den viden, sparring og hjælp, som Alexander har fået gennem VELKOMMEN HJEM og af Tom Karlebo, mener veteranen selv, er helt afgørende for det sted, han nu er landet i sin civile karriere.
– VELKOMMEN HJEM har været med til at skabe en masse gode relationer. De har også været særdeles støttende i forhold til, hvordan man skal tilgå denne transition. Jeg har været meget begejstret for og har virkelig værdsat processen, siger Alexander og fortsætter:
– Jeg vil især fremhæve den hjælp, jeg har fået af min mentor til at forstå, hvilke snitflader, der er ens mellem Forsvaret og den civile verden. Tom har hjulpet mig alt fra at gennemføre samtaler, udarbejde CV og skabe gode relationer til at åbne sit eget netværk. Jeg har nydt godt af hans evne til at oversætte mine kompetencer til et sprog, der fungerer væk fra Forsvaret. Og så har han hjulpet med at opbygge en fornyet selvtillid, som har betydet, at tror på, at jeg kan være konkurrencedygtig i det civile erhvervsliv. Han har været en sparringspartner, jeg aldrig ville have kunnet undværet.
Tom har hele vejen igennem været hjælpsom og en stor støtte i mit forløb. Jeg ville aldrig have nået så langt uden hans råd og vejledning.
Alexander Kapsch-Tuxen
Glæde i begge lejre
I det hele taget er Alexander ret glad for, at han af en kollega fik anbefalet VELKOMMEN HJEM, dengang han besluttede at søge nye udfordringer udenfor hegnet.
– Mit forløb i VELKOMMEN HJEM har gjort, at jeg i dag står med et civilt arbejde, hvor jeg trives og er tryg. Det har også skabt mig et helt nyt netværk og en forståelse af, hvad vi i Forsvaret kan bidrage med. Hvis jeg skulle anbefale VELKOMMEN HJEM overfor andre veteraner, der søger videre fra Forsvaret, så ville jeg især fremhæve, at foreningen skaber transparens i en proces, der virker uoverskuelig.
Og den hjælper alle deltager med at få nye relationer, og at man finder nogen at dele sine erfaringer med på en måde, som man ikke finder andre steder, siger Alexander.
For mentor Tom Karlebo har forløbet med Alexander også givet indtil flere gode oplevelser, og en af de bedste kom på mobilen:
– Jeg fik en tekstbesked fra Alexander på Flagdagen, hvor han beskrev, hvor meget det betød for ham og hans familie, at jeg var hans mentor i hans overgang fra Forsvaret til et civilt job, slutter Tom Karlebo.
Den korte soldaterhistorie om veteran Alexander Kapsch-Tuxen
-
2011–2022 Har arbejdet som befalingsmand, og størstedelen af tiden som officer (delingsfører, næstkommanderende og chef).
-
2017-2018 Udsendt til Afghanistan som stabsofficer på RS hold 7.
PRIVAT
Alexander er vokset op i Gentofte. Han er i dag gift med Alexandra og sammen har de en datter, Leonora, på 3 år. Alexander bruger størstedelen af sin fritid aktivt sammen med familie og venner på hhv. fodboldbanen, legepladsen og i træningscenteret. Og indimellem hygger han sig med forskellige forbedringer på familiens nyindkøbte hus.
Kort om VELKOMMEN HJEMs forløb for kompetente veteraner
Et forløb starter med to dages kickoff, hvor de deltagende veteraner får indsigt og en bredere viden om erhvervslivet igennem oplæg og foredrag af erfarne, dygtige erhvervsfolk og erhvervseksperter. Veteranerne bliver desuden inddraget igennem gruppeforløb og 1:1 samtaler med erhvervspsykologer og karriererådgivere. Efter kickoff bliver hver enkelt veteran matchet med en af foreningens engagerede mentorer efter personlighed og faglige interesserer, og i de følgende seks måneder vil mentor guide, hjælpe og støtte veteranen i transitionen.