Fejrede 25-års jubilæum i Forsvaret, før kursen blev sat mod en ukendt horisont

Udgivet d. 13. februar 2024 af Velkommen Hjem

Peter Sønderkjøge-Hansen følte sig aldrig alene eller på dybt vand under sin transition, selv om nærmest alt ved erhvervslivet var nyt for ham. Årsagen var VELKOMMEN HJEM og ikke mindst hans mentor Peter Kirkegaard, HR-direktør i Topsoe, der fungerede som både trygt anker og kompas på den hurtigt fremadskridende rejse mod en ny livsstil og et helt nyt arbejdsliv. Og det lykkedes. I dag er Peter Sønderkjøge-Hansen ansat som Team Manager for General Support på Coloplasts Pilot Plant, og mentor er ikke overrasket over, at det er gået så godt, for endnu engang oplevede han på tæt hold, hvor dygtige forsvarsfolk er. I dette tilfælde blev han især ”imponeret over dybden af den ledererfaring, Peter har tilegnet sig som chef for en fregat”. Læs hele historien om, hvordan en lang karriere i Søværnet nu fører til en ny lovende karriere på civil grund.

For Peter Sønderkjøge-Hansen var der fysisk blevet for langt mellem arbejdet i Forsvaret og hjemmet, og samtidig blev lysten til at skabe sig en ny karriere på civil grund stadig stærkere. 

– Jeg havde behov for at skabe bedre sammenhæng mellem mit arbejdssted og vores bopæl i Nordsjælland, og afstanden til de for mig spændende opgaver som chef i Forsvaret – den konkrete, praktiske opgaveløsning – var i stadigt stigende grad blevet større. Helt nært, så ville jeg også meget gerne skabe mig en ny karriere, hvor der er god sammenhæng mellem et højt fagligt ambitionsniveau og de medfølgende ressourcer, forklarer Peter Sønderkjøge-Hansen, der dog stadig er meget positiv overfor Forsvaret og de kompetencer, man kan få med herfra.

– Der er så mange fordele – blandt andet den store dedikation, der er blandt alle medarbejdere i Forsvaret. Uanset tjenestested og opgaver. Dedikation til den konkrete opgave, dedikation til kollegerne, dedikation til Forsvarets overordnede formål.  Som helt ung leder (jeg var 23 år gammel i min første stilling) er det fantastisk at blive betroet et konkret ansvar for opgave, medarbejdere og udstyr. Man dummer sig, man lykkes, og man bliver mange, mange erfaringer rigere undervejs. I det hele taget er det en fantastisk lære- og læringsplads, da der konstant er uddannelses- og udviklingsopgaver. Det gælder på alle niveauer, tror jeg, men i hvert fald for mig som leder og chef. 

Hjælp til at navigere i ukendt farvand 

Peter Sønderkjøge-Hansen har tilbragt hele sit voksne arbejdsliv i Forsvaret, og hans viden om det civile erhvervsliv var derfor ikke stor. Derfor kontaktede han VELKOMMEN HJEM, og for Peter Sønderkjøge-Hansen blev kickoff og mentorskabet et vigtigt afsæt i forhold til hans jobsøgning.

– Som ansat i Forsvaret så længe er det tydeligt ukendt farvand at skifte til en civil karriere. VELKOMMEN HJEM kastede lys over mange for mig ukendte elementer og dynamikker, som jeg enten slet ikke kendte, eller først langt senere i min proces ville have opdaget. PÅ den måde har VELKOMMEN HJEM i meget høj grad bidraget til, at jeg nu er startet i en stilling, som er så tæt på mine kompetencer og motivation, at jeg har det allerbedste udgangspunkt for at lykkes i min nye stilling. Samtidig er det en utrolig stor opbakning, at alle i foreningen støtter op og ønsker at bistå med alt, hvad der er muligt, siger Peter og uddyber: 

– Alle de mennesker, som jeg har mødt i min proces, – blandt andre Jakob Riis, Niels-Jørgen Andersen, Tonny Heelsberg, Per Schrøder, Michael Holm m.fl. har i en travl hverdag prioriteret at investere deres tid og energi, stille de rigtige spørgsmål og bistå med brugbare erfaringer og gode råd, uden at forvente noget igen og gøre overgangen til det civile arbejdsmarked så meget bedre for mig. Det har virkelig været værdifuldt både helt konkret, men også at kunne mærke fremskridt undervejs i processen.

Alle i VELKOMMEN HJEM gør alt, hvad de kan for at støtte. De tager udgangspunkt i den enkelte person og dennes situation, og efterfølgende kan man sammen med sin mentor arbejde realistisk på at opfylde sine mål og ønsker for sin karriere.

Peter Sønderkjøge-Hansen

Aldrig alene eller på dybt vand

Oftest efter kickoff bliver deltagerne matchet med en mentor, som gennem personligt engagement vejleder den enkelte og hjælper med at åbne døre til det civile arbejdsmarked. 

Peter Sønderkjøge-Hansen gik direkte i mentorskab med Peter Kirkegaard, der er HR-direktør i Topsoe A/S. Han har gennem mange år været engageret som mentor i VELKOMMEN HJEM og har ført flere veteraner godt videre i gode civile job. 

– Min mentor Peter Kirkegaard har både givet fantastisk mange praktiske råd og indsigter i alle de forhold og dynamikker, som jeg ikke vidste, at jeg havde brug for at tænke over eller forberede mig på. Der bliver i VELKOMMEN HJEM-regi talt en del om ”sprog” i fx oversættelsen af kompetencer fra det militære til civile arbejdsmarked, men jeg har oplevet det som meget mere. Mine samtaler med Peter har også givet mig en bedre forståelse for organisering af virksomheder, værdikæderne i forskellige brancher, og hvordan jeg vil kunne bidrage til dem – og så selvfølgelig om ansættelsesprocessernes do’s and dont’s, fortæller Peter og fortsætter:

– Vi har også haft gode samtaler om, hvorfor en proces gik, som den gik, og hvordan jeg kunne komme konstruktivt videre. Peter har også været rigtig god til at udfordre mine tanker og spørge ind til min bagvedliggende motivation og samtidig se alle mulighederne i de enkelte stillinger. Ikke bare i det konkrete job, men i forhold til, hvordan det kunne give afsættet til min fortsatte udvikling. På det personlige plan har mine samtaler med Peter betydet, at jeg aldrig har følt mig ”alene” eller ”på dybt vand”. Jeg har haft mange mennesker omkring mig i processen, men jeg har med Peter kunne drøfte både håb og bekymringer konkret og åbent. Jeg håber at kunne fortsætte med at søge råd og vejledning hos Peter på mere ad hoc basis i fremtiden, siger den taknemmelige veteran. 

Veteran Peter Sønderkjøge-Hansen & mentor Peter Kirkegaard

Lidt en gave at være mentor

På den anden side af bordet, sidder mentor Peter Kirkegaard, det oplever også selv at få en masse ud af sine forløb med veteranerne. 

– Jeg sætter stor pris på, at VELKOMMEN HJEM støtter vores veteraner og hjælper dem med at fortsætte deres arbejdsliv udenfor Forsvaret. For mig personligt er det en mulighed for at anerkende vores veteraner og den store indsats, de gør for vores samfund og demokrati. Det fortjener de i den grad anerkendelse for, siger Peter Kirkegaard og forsætter:

– Jeg oplever desuden rollen som mentor som enormt givende. Det er jo en gave at få indblik i, hvordan livet er som ansat i Forsvaret – og hvilke kompetencer veteranerne kan tilbyde virksomhederne. 

Der er et rigtig godt match mellem de kompetencer, man udvikler i Forsvaret og de kompetencer, der er behov for i erhvervslivet. Bl.a. målrettethed, ledelse, talentudvikling, struktur. Men jeg oplever dog også, at alt for få arbejdsgivere har kendskab til disse kompetencer og det potentiale, der er i kandidater, som ikke passer ind i de gængse kasser.

Mentor Peter Kirkegaard

Afmystificering af erhvervslivet

Peter Kirkegaard har indtil nu haft 4 veteraner gennem forløb – og alle forløb har resulteret i gode job på det civile arbejdsmarked.

– Jeg tror, at det vigtigste for mig som mentor altid er at afmystificere livet i det private erhvervsliv. Der er forskelle, men også mange lighedspunkter. Min sparring har fokuseret på alle de erfaringer og kompetencer, som veteranerne kan bruge i erhvervslivet – og introducere dem til de ting, der trods alt er forskellige, fortæller Peter Kirkegaard.

Endnu et godt match

Hver veteran har sine styrker, og hvad angår Peter Sønderkjøge-Hansen har det især været hans lederevner, som mentoren har været imponeret over.

– Jeg er virkelig imponeret over dybden af Peters ledererfaring. Han har været chef for en fregat i flere år – i min bog har han været CEO for en mindre virksomhed. Han har sat retning for virksomheden, mobiliseret mandskabet og samarbejdet med en lang række stakeholders for at nå ambitiøse mål. Det er det, ledelse handler om – og han har endda demonstreret sit lederskab under vanskelige forhold, forklarer Peter Kirkegaard og tilføjer:

– Det har over hele linjen været en positiv oplevelse at arbejde sammen med Peter. Det er min opfattelse, at VELKOMMEN HJEM er rigtige dygtige til at matche mentees med mentorer.                      

Forsvaret er dygtige til at udvikle deres medarbejders kompetencer – og et af fællestrækkene er stærke tekniske, ledelsesmæssige og personlige kompetencer. Det er jo et ganske godt udgangspunkt. De veteraner, jeg har mødt, er også meget ambitiøse, men går ydmygt til opgaven.

Mentor Peter Kirkegaard

Selvindsigt glæder og gavner

Peter Sønderkjøge-Hansen oplever også, at matchet med Peter Kirkegaard har været fantastisk godt – og at han takket være mentorforløbet har fået en selvindsigt og et stærkt ståsted, som ikke alene kommer ham selv til gode, men også hans nye arbejdsplads, 

– Resultaterne af mit forløb kan koges ned til, at jeg har fået et meget sikrere og for mig tydeligere sted som udgangspunkt for min fortsatte karriere og arbejdsliv. Det bliver jeg en bedre medarbejder og leder af, hvilket klart er en lykke for mig, men også en fordel for Coloplast, hvor jeg som Team Manager får ansvar for de understøttende aktiviteter til produktionen og udviklingsprojekterne på fabrikken, slutter Peter Sønderkjøge-Hansen. 

Den korte soldaterhistorie om veteran Peter Sønderkjøge-Hansen

  • 1998 Startede i Forsvaret på Officersuddannelsen i Søværnet.
  • 2003 Udnævnt Premierløjtnant og derefter sejlende tjeneste, inkl. to internationale missioner
  • 2012 Tjeneste i land, herunder det sidste udbudte stabskursus ved Forsvarsakademiet.
  • 2019 Genoptaget sejlende tjeneste som næstkommanderende og chef for fregatter.


”Jeg har i stor udstrækning haft sejlende tjeneste på kampenheder – dvs. på missilfartøjer, korvetter og fregatter i Søværnet. De sidste to år var jeg chef for en fregat og i et halvt års tid for to fregatter.

Min tjeneste i land har blandt andet været som sagsbehandler og fungerende sektionschef ved Forsvarsakademiet og som militærassistent (PA på "civil'sk") for chefen for Operationsstaben i Forsvarskommandoen.”  

Kort om VELKOMMEN HJEMs forløb for kompetente veteraner

Et forløb starter med to dages kickoff, hvor de deltagende veteraner får indsigt og en bredere viden om erhvervslivet igennem oplæg og foredrag af erfarne, dygtige erhvervsfolk og erhvervseksperter. Veteranerne bliver desuden inddraget igennem gruppeforløb og 1:1 samtaler med erhvervspsykologer og karriererådgivere. Efter kickoff bliver hver enkelt veteran matchet med en af foreningens engagerede mentorer efter personlighed og faglige interesserer, og i de følgende seks måneder vil mentor guide, hjælpe og støtte veteranen i transitionen.