Det føles som frit fald at forlade Forsvaret. Men hvad gør det, når faldskærmen er pakket ordentligt og udsigten er god.

Udgivet d. 23. november 2020 af Velkommen Hjem

”Når man er opdraget i Forsvarets organisering, hvor uddannelse, tjenesteplaner og dermed næste stilling altid er skemalagt, kan det føles lidt som frit fald at træde ud i et liberalt uddannelses- og erhvervsliv. Min oplevelse med VELKOMMEN HJEM og min mentor Jens Gammelmark har ikke blot bestået i at opbygge den selvtillid og indsigt, der skal til for at tage springet, men i lige så høj grad at nyde spændingen og udsigten velvidende, at faldskærmen er pakket rigtigt.” 
Sådan beskriver en veteran samarbejdet med mentor Jens Gammelmark, og det er godt eksempel på den følelse, som VELKOMMEN HJEMS mentorer skaber blandt veteraner i transition. De føler sig trygge på trods af, at de bevidst har taget skridtet ud i usikkerhed.

VELKOMMEN HJEM har en lang række virksomheder tilknyttet, der arbejder med at hjælpe og støtte veteraner i overgangen fra Forsvaret til det civile erhvervsliv. Fælles for virksomhederne er, at de ønsker at tage et samfundsansvar med aktiv involvering af virksomheden ved at føre kompetente veteraner og dansk erhvervsliv tættere på hinanden til gavn for samfundet, virksomheder og selvfølgelig veteraner. Virksomhederne tilbyder blandt andet mentorer til de veteraner, der er med i et forløb i foreningen. PFA er en aktiv virksomhed i foreningen, der deltager med indtil flere dedikerede og dygtige mentorer. En af dem er Jens Gammelmark, der til daglig er direktør i Product & Digital Offering. 

– Jeg blev opfordret til at være en del af foreningen som mentor, og da jeg hele tiden har synes godt om formål og program, tilsluttede jeg mig. Jeg har desuden altid været optaget af og troet på, at gensidig sparring, vidensdeling og udvikling altid giver værdi – for begge parter, forklarer Jens Gammelmark. 

Man må bringe sig selv i spil på begge sider af bordet

I en tid med øget konkurrence om de ledige jobs er gode råd og vægtig erhvervserfaring forståeligt nok meget velkommen blandt veteranerne. Mentor Jens Gammelmark har tilmed en stærk vilje i forhold til at forstå sin mentee som menneske, så han bedre kan udfordre vanetænkning og mentale begrænsninger. Og det virker ifølge en af Jens Gammelmarks mentees, der beskriver samarbejdet således: 

– Jeg har fra starten – og er det stadigvæk – været utrolig glad for samarbejdet med Jens! Han er dedikeret, og jeg har en stor tiltro til den erfaringsbank, han udgør. 

Foruden aktivt at bringe sig selv og sit netværk i spil, har den største hjælp været Jens’ evne til at udfordre mig på mine egne begrænsende overbevisninger. 

Modige valg på baggrund af vigtige drøftelser

Den sparring og rådgivning, som mentorerne i foreningen tilbyder soldaterveteranerne, bliver stort set altid fremhævet som helt afgørende for den udvikling, som veteranen gennemgår. Men der er udbytte på begge sider af bordet. 

– Jeg synes, at det er svært at sige, hvornår min rådgivning og sparring gør en forskel. Jeg har oplevet min sidste mentee som utrolig målrettet og fokuseret – og dermed også med en plan for sig selv. Overraskende for os begge, blev det vigtige i dette her samarbejde, de spørgsmål og meget afgørende ”livs-valg”, som min mentee skulle eller kunne foretage. Her synes jeg, vi havde værdifulde drøftelser, og veteranen tog nogle meget modige valg – blandt andet et valg om at få en civil uddannelse først. Det var både en spændende og udbytterig proces for mig, fortæller Jens Gammelmark.

Parker de begrænsende tanker!

– Som veteran skal du tro på, at du som militærperson kommer med langt mere, end du måske selv aner. Og du skal tro på, at der kan være mange flere scenarier og muligheder i spil, end du selv aner, siger Jens Gammelmark.

Folk er forskellige – så det er et mentorforløb også

Mennesker er forskellige og derfor er der heller ikke to forløb i foreningen, der er ens. Det er præcis en af de ting, mentorerne i foreningen fremhæver som givende og interessant. Men det bedste er selvfølgelig at opleve sin mentee få større selvtillid, indsigt og viden til faktisk at tage springet og turde tro på sin egen proces fra militær til civil – for til sidst at lande på begge ben i det nye terræn. Jens Gammelmark beskriver processen med sin sidste mentee således:

– Det har været spændende at opleve de forskellige faser, som min mentee skulle igennem, og de mange forskellige usikkerheder, der var i spil. Fra den reelt lange horisont, som vi drøftede indledningsvis, til i løbet af kort tid få klarhed over mulighederne, analysere dem og så tage en meget modig beslutning. Og så herefter opleve min mentee som glad for sine valg, slutter han.