Mentor: Det handler også om at skabe gode historier om Forsvaret
Udgivet d. 27. september 2026 af Velkommen Hjem
Man bliver aldrig for gammel til at blive omskolet. Men det kan kræve en ekstra indsats at skifte karrierevej i en moden alder. Det fik mentor Søren Schaldemose Lønbæk bekræftet i løbet af et grundigt og givende mentorforløb med en veteran, der ønsker at forblive anonym.
I begyndelsen af forløbet var Sørens mentee ikke helt klar over, hvor værdifulde hans militære kompetencer reelt var på det civile arbejdsmarked. Som mange andre i samme situation lå udfordringen derfor i at oversætte hverdagen og erfaringerne fra Forsvaret til et sprog og en kontekst, som civile chefer og rekrutteringsansvarlige kunne forstå. Det lykkedes, og i dag er den anonyme mentee landet i et job som teamleder.
Når han ikke rådgiver veteraner, arbejder mentor Søren Schaldemose Lønbæk som Director i Norlys. Men han har også en fortid i Forsvaret, og han har selv været gennem et lignende mentorforløb hos VELKOMMEN HJEM. Samarbejdet mellem mentor og mentee er derfor noget, som Søren sætter stor pris på:
– VELKOMMEN HJEM har en helt særlig betydning for mig. Som tidligere mentee er jeg utrolig taknemmelig for, at jeg tog springet i sin tid. Det er dybt inspirerende at være omgivet af stærke kræfter, der brænder for at løfte andres udvikling og karriere. I dag giver det mig enorm faglig og personlig tilfredsstillelse at give noget tilbage og hjælpe andre veteraner mod nye horisonter.
Små bump på karrierevejen
Sørens mentee nåede blandt andet at være udsendt i Kosovo, inden ønsket om en civil karriere fik ham til at kontakte VELKOMMEN HJEM. Han gik ind i mentorforløbet med et klart og veldefineret mål:
– Jeg håbede på, at VELKOMMEN HJEM kunne hjælpe mig med at finde vejen ud på den anden side af Forsvaret og lande i et lederjob. Mit mål var at få hjælp og sparring gennem forløbet og min mentor, så jeg på relativt kort tid kunne finde en civil virksomhed, hvor jeg kunne bruge mine kompetencer fra Forsvaret.
Både mentor og mentee erkender dog også, at det i første omgang var en udfordring at få sat ord på erfaringerne fra Forsvaret. Det var en øvelse, der var afgørende for at kunne skabe tydelig værdi for relevante virksomheder. Søren beskriver sit mentorarbejde:
– Min vigtigste opgave var konkret at hjælpe min mentee med at se og formulere sit eget potentiale. Han havde masser af værdifuld erfaring fra Forsvaret, men vidste ikke, hvordan det skulle oversættes til en civil kontekst.
– Gennem vores sparring har min mentee opnået en ny indsigt i egne styrker. Vi har arbejdet intensivt med hans kompetenceudvikling, så han bevidst og målrettet kunne søge specifikke lederstillinger. I dag ved han, hvordan hans praktiske ledelseserfaring skal i spil i en civil virksomhed. Den læring er unik, fordi han er blevet omskolet i en moden alder. Det er derfor også utrolig værdifuldt, at han kan gå ind til et nyt arbejde med stor motivation og tro på egne evner.
Den anonyme mentee fortæller, at han sammen med sin mentor fik omsat det militære fagsprog til et solidt CV, men også at de to forberedte sig grundigt på hver samtale og hver ansøgning. Undervejs blev han udfordret af sin mentor, der hele tiden prøvede at få ham til at forstå og se tingene fra virksomhedens perspektiv. På den måde kom dialogen med mulige arbejdsgivere ikke kom til at handle om fortiden i Forsvaret, men om den værdi, han kunne skabe for virksomheden. Kompetencerne var der altså allerede, men det handlede om at videreudvikle og tydeliggøre dem:
– Jeg har især sat pris på det engagement, som Søren har vist i vores forløb. Han har brugt rigtig meget tid på at gennemgå ting med mig, også selvom han ikke nødvendigvis havde behøvet det. Han har været meget insisterende på, at jeg skulle levere kvalitet hele vejen igennem, så virksomhederne fik mulighed for at se det i mig, som han selv havde set.
Mange værktøjer med i bagagen
Det hårde arbejde og de mange samtaler bar frugt, og i dag er Sørens mentee ansat som teamleder. Menteen fortæller desuden, at han agter at fortsætte den ledelsesuddannelse, som han begyndte på under mentorforløbet. På den måde kan han bygge videre på den praktiske ledererfaring med en civil lederuddannelse.
Ifølge den anonyme veteran er det særligt disciplinen, evnen til at eksekvere og træffe beslutninger samt professionalismen i arbejdet, som han har taget med fra Forsvaret og har stor gavn af i det nye job:
– Disciplin hjælper mig med at skabe struktur, følge op på opgaver og sikre, at tingene bliver gjort ordentligt, også når der er travlt. Evnen til at eksekvere og træffe beslutninger er vigtig som leder, hvor jeg ofte skal kunne vurdere en situation hurtigt, prioritere og handle frem for at vente på, at andre tager beslutningen. Min professionalisme bruger jeg i tilgangen til medarbejdere, kvalitet og arbejdsopgaver. Jeg er vant til at tage ansvar, være grundig og have fokus på at levere et godt resultat.
Fra veteraner til ambassadører
Med mentor Sørens egne ord er forløbet et godt eksempel på, hvordan veteraner kan finde nye karriereveje – også selv om det kan kræve ekstra uddannelse:
– Forsvarets stærke fællesskabskultur opbygger en helt særlig evne til at løfte i flok. Det gør veteraner til et stærkt aktiv i civile virksomheder, der i dag har brug for netop de ledelsesmæssige og menneskelige kompetencer, som militær erfaring skaber. I Forsvaret får du tidligt ansvar for andre mennesker og konkrete opgaver – ofte under pres og i skiftende rammer. Hvor civile uddannelser primært berører ledelse på et teoretisk plan, afprøver du det i praksis i militæret, hvilket civile virksomheder værdsætter højt.
Afslutningsvis sætter Søren nogle ord på vigtigheden af det arbejde, der udføres i VELKOMMEN HJEM og mellem mentor og mentee:
– VELKOMMEN HJEM er med til at synliggøre værdifulde kompetencerm, som soldater erhverver sig i Forsvaret. Det gælder for eksempel ledelse, struktur, samarbejde og robusthed. Ved at vise, at militær erfaring åbner døre i det civile erhvervsliv, fremstår en uddannelse og karriere i Forsvaret som et attraktivt og værdifuldt valg – også på lang sigt. Når tidligere soldater får en god overgang til det civile liv og har succes bagefter, bliver de gode ambassadører for Forsvaret. Det skaber en god historie, som kan motivere andre til at søge ind i militæret.
På det personlige plan har samarbejdet også været givende for mentoren:
– At kunne bidrage direkte til min mentees tanker, tvivl og endelige valg har krævet stor gensidig tillid. Det har været helt unikt at mærke det afkast og den tilfredsstillelse, der ligger i at se ham lande trygt og stærkt på den anden side. Jeg ønsker ham alt det bedste for fremtiden og vil sige tak for de mange samtaler, møder og lange overvejelser.
Veteranens korte soldaterhistorie
- 2018: Startede som værnepligtig i Forsvaret.
- 2019: Uddannet til konstabel. Gjorde herefter tjeneste som konstabel i Transportkompagniet.
- 2021: Udsendt til Kosovo med den NATO-ledede KFOR-styrke, hold 45A.
- 2022: Startede på sergentskole og blev uddannet til sergent.
- 2023: Blev transportbefalingsmand og herefter gruppefører i Hærens Basisuddannelse.
Afsluttede sin tid i Forsvaret i en oversergentstilling som næstkommanderende for en deling.
