At gøre tjeneste i Forsvaret behøver ikke være en livslang beslutning

Udgivet d. 21. maj 2025 af Velkommen Hjem

Mange unge ser en karrieremulighed i Forsvaret efter endt værnepligt og det skal vi være meget taknemmelige for. Det er derfor også vigtigt, at vi som virksomhed og som personer fra det private erhvervsliv står klar til at gribe og hjælpe, når nogle vælger at stoppe efter en karriere i Forsvaret, mener Jørgen O. M. Laursen. Han er SVP i Terma Manufacturing, 

der er medlemsvirksomhed i VELKOMMEN HJEM og er engageret i foreningen som mentor. Sidst har han haft Nikolaj Munk gennem et mentorforløb. Nikolaj er netop et af de mennesker, som har skabt sig en 5 år lang karriere i Forsvaret og nu havde behov for at prøve kræfter med nye udfordringer på civil grund. Men hvor starter man jobsøgningen, hvordan omformulerer man kompetencerne og hvad kan man egentlig? Nikolaj håbede på, at ”blive matchet med en stærk mentor, som kunne guide mig sikkert ind i mit nye kapitel”. Det blev til fulde opfyldt, for Nikolaj er landet godt på civil grund som leder hos Umove med ansvaret for driften af 40 busser og 80 chauffører.

– Da jeg kontaktede VELKOMMEN HJEM, var det med et klart håb om at få bedre indsigt i det civile arbejdsmarked og dets mekanismer. Jeg vidste, at mine militære kompetencer rummede stor værdi – men jeg havde brug for hjælp til at oversætte dem til et sprog, der gav mening for civile arbejdsgivere. Derudover ønskede jeg at blive matchet med en stærk mentor, som kunne guide mig sikkert ind i mit nye kapitel, forklarer Nikolaj, der så alle jobmulighederne som lidt af en jungle. 

– Den største udfordring var i begyndelsen at finde fokus i det enorme landskab af jobopslag. Jeg famlede lidt efter ”den rette hylde” – den stilling, der både matchede mine kompetencer og mine drømme. Samtidig var det svært at balancere oversættelsen af mine militære erfaringer til et civilt sprog, uden at de mistede deres substans og tyngde.

Veteran Nikolaj Munk

Hjælp på flere konkrete fronter

Nikolaj fik mentor Jørgen O. M. Laursen, der er SVP i Terma, som sin guide, støtte og sparringspartner i transitionen. Og det var et helt perfekt match, som gav Nikolaj præcis det, han havde brug for.

– Jørgen bidrog på flere konkrete fronter: Han hjalp mig med at skærpe mit CV og forstå jobmarkedets muligheder. Han åbnede døren til Terma i Grenå, hvor jeg gennem to dages virksomhedsbesøg fik mulighed for at mærke stemningen i forskellige afdelinger og undersøge, hvilke roller der kunne passe mig. Derudover arrangerede han feedback på min DISC-profil fra Termas HR-afdeling – og ikke mindst gav han uvurderlig sparring op til både første og anden samtale hos Umove, forklarer Nikolaj. 

Jeg er sikker på, at sammenslutningen mellem virksomhederne og VELKOMMEN HJEM bidrager til tilliden om, at man godt kan forfølge en karrierevej i Forsvaret, når man er opmærksom på og ved, at danske virksomheder står klar til at hjælpe veteranerne videre efter endt tjeneste. Derfor er jeg overbevist om, at dette kan bidrage til at styrke tilgangen til Forsvaret.

Mentor Jørgen O. M. Laursen

En stærk grunduddannelse 

Mentor Jørgen O. M. Laursen har haft flere veteraner gennem forløb de senere år og han er bevidst om både de udfordringer, som veteranerne står overfor ved deres skifte, og om de styrker, som veteranerne har med fra Forsvaret og som kan bringes i spil til deres fordel, 

– Mange veteraner ved ikke helt, hvordan de kan bruge de i Forsvaret opbyggede kompetencer i det civile erhvervsliv, og det er her, at vi som mentorer kan hjælpe veteranerne, fortæller Jørgen O. M. Laursen og forsætter:

– Jeg oplever, at alle de veteraner, jeg har arbejdet sammen med, er meget stålfaste og målrettede på at finde nye veje i det private erhvervsliv – og de er alle villige til at arbejde meget hårdt for at finde de nye veje. Det er helt sikkert en styrke, der er tillært i Forsvaret. Der er rigtig mange kompetencer og discipliner, der kan overføres og gøres gældende på civil grund. Den stærke grunduddannelse med fokus på gensidig respekt, loyalitet, disciplin, udholdenhed og ikke mindst samarbejdsevner er helt fundamentale færdigheder, som også gør sig gældende hos virksomheder. Derudover kan færdigheder og kompetencer fra Forsvarets Officersuddannelse også bruges på civil grund. Her har jeg oplevet udprægede færdigheder som strategi, taktisk planlægning, logistik, ledelse, ERP systemer etc.

Veteraner har mange færdigheder. 
Jeg synes tydeligt, at jeg kan mærke et meget stærkt fundament omkring generel disciplin, ordentlighed, loyalitet og arbejdsomhed – noget alle virksomheder kan bruge.

Mentor Jørgen O. M. Laursen

Mentor Jørgen O. M. Laursen

Et job, man altid har lyst til at stå op til

Gennem forløbet med Nikolaj Munk fik Jørgen O. M. Laursen igen bekræftet, at folk fra Forsvaret kan noget særligt. Nikolaj havde bare brug for hjælp til at finde vej i junglen af muligheder på det civile marked.

– For min mentee var det sværeste nok at pejle sig ind på hvilke jobs, der findes, hvad de kræver og hvordan kan man bedst bruger uddannelsen fra Forsvaret, forklarer mentoren og tilføjer: 

– Jeg vil tro, at Nikolaj fik meget ud af at se en virksomhed indefra og bruge tid med nogle af mine funktionsledere for at forstå forskellige virksomhedsdiscipliner. Tilsammen var det med til at give Nikolaj en mulighed for selv at pejle sig ind på, hvilken retning han skulle tage i en fremtidig karriere i det civile erhvervsliv. Vi har brugt meget tid på at tale om selvforståelse og om, at det er vigtigt, at man finder et job, som man virkelig har lyst til at stå op til hver morgen, så man ikke blot vælger det første og bedste.  

Godt klædt af Forsvaret til det nye job 

Forløbet i VELKOMMEN HJEM resulterede i, at Nikolaj fandt lige præcis det job, som han gerne vil stå op til hver morgen. Han er nu startet som driftsleder hos Umove, Danmarks største privatejede operatør inden for kollektiv trafik. 

– Jeg har ansvaret for driften af 40 busser og 80 chauffører i Randers og omegn. Det er en stilling med stort ansvar – og jeg føler mig både klar og motiveret til opgaven. Som driftsleder er det altafgørende at kunne planlægge og bevare overblikket – og det er præcis de kompetencer, jeg har trænet i Forsvaret, fortæller Nikolaj og uddyber: 

– Forsvaret har givet mig evnen til at lede mig selv – en afgørende færdighed, både professionelt og personligt. Jeg har lært at arbejde effektivt i teams og mod fælles mål, og jeg har opbygget en stærk sans for planlægning, handlekraft og overblik. Det er egenskaber, jeg sætter enormt stor pris på i dag. I mit nye job trækker jeg naturligt på min erfaring med ledelse, når jeg nu har det daglige personaleansvar for mine chauffører. Min baggrund gør, at jeg føler mig klædt på til at lede med både struktur og empati, slutter Nikolaj. 

Den korte soldaterhistorie om Nikolaj Munk

  • 2017 Min rejse i Forsvaret begyndte med værnepligt.
  • 2020 Hærens Officersskole. 
  • 2022 Delingsfører i den middeltunge morterdeling ved Slesvigske Fodregiment, hvor jeg gjorde tjeneste frem til 2024.

Derfor er Jørgen O.M. Laursen mentor i VELKOMMEN HJEM

– Jeg har valgt at være mentor i VELKOMMEN HJEM, fordi jeg syntes, at jeg som person, og at vi som virksomheder har en forpligtigelse til at hjælpe alle veteraner med at finde job i det civile erhvervsliv, hvis de ønsker det. Vi er forpligtiget til at hjælpe, fordi de jo alle har ydet en vigtig indsats i det danske beredskab, som er i alles interesse. Eller vi kan med andre ord sige at ”de har taget en for holdet”, så må vi også sørge for at veteranerne kommer godt videre efter endt tjeneste.