5 hurtige til Kristian Stevad Paugan

Udgivet d. 6. november 2024 af Velkommen Hjem

Kristian Stevad Paugan, Senior Manager og Head of Security Operation & Development i Copenhagen Airports, oplever mest sig selv som tolk, når han hjælper veteraner fra Forsvaret til det civile erhvervsliv. Med udgangspunkt i erfaringer fra sin egen transition, støtter og rådgiver han som mentor veteraner i forløb i VELKOMMEN HJEM. Og som alle de andre mentorer i foreningen arbejder Kristian Stevad Paugan frivilligt – og gør det fantastisk. Han forventer ikke andet til gengæld end et seriøst engagement fra de veteraner, som han hjælper med at lande godt på civil grund. Men hvorfor gør han det?  Hvor får han tiden fra? Vi har stillet Kristian Stevad Paugan 5 hurtige spørgsmål om mentorrollen.

Alle soldater har jo arbejdet med stakeholder management og compliance og har været agile, men i Forsvaret har de bare kaldt begreberne noget andet.

1. Hvorfor har du valgt at være mentor i netop VELKOMMEN HJEM?   

– I 2018 da jeg selv forlod Forsvaret brugte jeg meget tid på transitionen fra officer i Forsvaret til at være ansat i en privat virksomhed. Jeg var erfaringsløs med mange ting, for eksempel med ansøgningsprocessen, de termer, som man brugte i ansøgningerne, og de vilkår man kunne forhandle sig til som ny medarbejder. Jeg brugte uforholdsmæssigt meget tid på at læse mig ind i den her nye verden uden uniform og Dannebrog på skulderen, og den proces havde uden tvivl været nemmere, hvis jeg havde haft en sparringspartner at vende mine udfordringer med.

– Årsagen til, at jeg har valgt at være mentor i VELKOMMEN HJEM er, at jeg har et håb om, at andre som ønsker at prøve sig selv af i en privat virksomhed, får et nemmere forløb, hvor de ikke i samme grad skal prøve sig så meget frem, som jeg gjorde.

2. Hvordan får du tid til at mentor i en ellers travl hverdag?

– Det er vel sådan, at man må sætte tid af til de ting, som man gerne vil opnå. I det her tilfælde handler det om at hjælpe andre videre med noget, som de gerne vil opnå i deres liv og jeg oplever gang på gang, hvor meget værdi det tilfører et andet menneske, så selvfølgelig finder både jeg og mentee tid til det. 

3. Hvad oplever du er den største udfordring for veteranerne, når de søger civilt arbejde?

– Der er en begrebsverden og et sprog, som ofte føles fremmed for de mentees, jeg har arbejdet sammen med. Alle soldater, jeg har arbejdet sammen med i et mentorforløb, sætter spørgsmålstegn ved de corporate terminologier, som altid optræder i stillingsopslagene. Alle soldater har jo arbejdet med stakeholder management, compliance, og været agile, men i deres arbejdsliv i Forsvaret har de bare kaldt begreberne noget andet. Jeg ser egentlig min rolle som mentor som en slags tolk, som kan hjælpe med at oversætte de kompetencer som jeg ved, at man besidder som soldat til nogle termer, som jeg ved bliver anvendt i erhvervslivet

4. Hvilke af veteranernes militære kompetencer ser du især, at erhvervslivet har brug for?   

– Som leder i Forsvaret har man jo først og fremmest praktisk ledelseserfaring. Mange militære ledere har skulle indfri svært opnåelige mål under meget vanskelige omstændigheder sammen med og igennem deres medarbejdere. Jeg oplever generelt, at militære ledere er gode til at omsætte deres praktiske ledelseserfaring til erhvervslivet og opnå stor succes med deres måde at lede på. Det er bare nemmere at opnå resulter sammen med sine medarbejdere, når omstændighederne er gode i et kontormiljø, end når de er vanskelige i regn og mørke, og hvor det er mange timer siden, at man sidst har sovet.

– I Forsvaret er en af kerneleverancerne at uddanne og træne soldater, og derfor oplever jeg også, at soldater generelt lykkes med at udvikle andre mennesker igennem et fokus på træning. Det oplever jeg som en meget efterspurgt kompetence i erhvervslivet, der ofte søger at udvikle og skabe forandringer for at tilpasse sig nye krav.

5. Hvad er den bedste og mest positive oplevelse, du har haft? 

– Jeg var mentor for en ung sergent, som allerede ved første møde var bemærkelsesværdig i sin omgang med andre mennesker. Han havde et vindende væsen og kunne simpelthen opnå følgeskab fra andre mennesker bare ved at være sig selv. Hans ansøgning og CV var så godt, at han kom til samtale på den første stilling, han søgte, og efter samtalen blev han tilbudt jobbet og var lykkelig over at have landet sit første civile job! 

– Der kunne vores samarbejde være stoppet, men jeg udfordrede ham på, om han synes, at vilkårene i den nye stilling var gode, eller om vi måske skulle fortsætte jagten sammen? Det endte med, at han blev tilbudt et helt andet job, som var forbundet med mindre transport, som ikke krævede natarbejde og hvor lønnen var højere og fremtidsudsigterne for forfremmelse var langt bedre. Det var en meget givende oplevelse for både ham og selvfølgelig også for mig, slutter Kristian Stevad Paugan.

Mentor Kristian Stevad Paugan