Springet fra Forsvaret til erhvervslivet var ikke var en flugt, men derimod et retningsbestemt valg
Udgivet d. 29. juli 2022 af Velkommen Hjem
… fortæller veteran Alexander Sørensen, da han forlod Forsvaret efter 8 år og en udsendelse til Kabul. For ham krævede det, at han skulle igennem en proces, hvor han turde være ærlig overfor sig selv og samtidig vise tålmodighed med situationen. Han fik hjælp til transitionen fra en af VELKOMMEN HJEMs yderst engagerede mentorer, Per W. Hallgren, som er adm. direktør i Jeudan A/S. Forløbet har resulteret i, at Alexander den 1. august starter som Head of Training hos Guardian Security Risk Management og til næste forår begynder på en HD ved CBS sideløbende med arbejdet. Det bliver virkelig interessant at se, om det man har med sig, og den opfattelse man har af sine egne evner, kommer til live på den anden side, siger Alexander.
Min arbejdsmæssige opvækst har været i Forsvaret, og det er en tid som har været med til at definere, hvem jeg er som person, fortæller Alexander og fortsætter:
Forsvaret samlede mig egentlig op et sted, hvor jeg stod uden uddannelse og retning. Siden har jeg haft utallige oplevelser og fået mange værktøjer med i bagagen. Forsvaret og Hæren har derfor en virkelig stor betydning for mig. Jeg kom imidlertid til konklusionen om at skulle søge noget andet end Forsvaret, fordi den berømte gnist var væk. Derfor følte jeg mig nødsaget til at prøve andre muligheder af for at finde glæden og gnisten igen. Yderligere havde jeg svært ved at indfri mine ambitioner i Hæren og på hjemmefronten samtidig, hvilket fik mig til at række ud til VELKOMMEN HJEM.
Fik hjælp til at trække i bremsen og tænke efter
Alexander kom med i et forløb i VELKOMMEN HJEM, der starter med to dages kickoff, hvor de deltagende veteraner får nye indsigter og en bredere viden om erhvervslivet igennem oplæg, diskussioner og foredrag af erfarne, dygtige erhvervsfolk og erhvervseksperter. Herefter bliver veteranerne matchet med en af foreningens mentorer efter personlighed og faglige interesserer. Mentor vil herefter i de næste seks måneder guide, hjælpe og støtte veteranen i transitionen.
Forløbet har betydet for mig, at efter jeg har forladt Forsvaret er jeg gået fra frustration til at have følelsen af, at have taget et tålmodigt og bevidst valg henimod et arbejde, der matcher mine værdier og evner. Det har været en nødvendig læring for at have en større chance for at ramme rigtigt i ens næste spring. Derudover har jeg fået hjælp fra netværk og personer, jeg ikke kender, der har brugt timer på at tale og sparre med mig. Det har overrasket mig positivt, og det er jeg meget taknemmelig for.
Alexander Sørensen
Alexander blev matchet med en af foreningens mest erfarne og dygtige mentorer, Per W. Hallgren, der til daglig er adm. direktør i Jeudan A/S. Det blev et match, som Alexander fik både gavn og viden af.
Forholdet til min mentor, Per, beror på stor tillid og en gensidig respekt. Det har for mig været en sund udfordring, og samtidig angstprovokerende på den rigtige måde, at have Per som min mentor, både grundet hans person og erfaring, samt hans tunge position i erhvervslivet. Jeg føler, at jeg har kunnet være helt ærlig om min situation både privat og arbejdsmæssigt. Det har betydet, at vi overfor hinanden har en direkte og åben dialog – og har haft det fra første møde, siger Alexander og forklarer videre om processen:
Jeg har ikke løbende benyttet mig af at skrive til Per eller sendt jobopslag for sparring. Derimod har vi været meget fokuseret om vores møder, hvor vi har forholdt os til mine og Pers tanker, refleksioner og den mere bæredygtige proces. Når jeg har taget nogle valg i processen, har jeg ringet til Per, og vi har derfra kunne tale om, hvad der giver mening i den videre proces, og hvilket muligheder, der ligger foran mig. Per har konkret hjulpet mig med at trække lidt i bremsen og vælge en retning, før jeg tog nogle valg eller søgte nogle jobs, når jeg til tider nok alligevel blev grebet af stemningen. Det var vigtigt for Per og mig, at det ikke var en flugt, men derimod et retningsbestemt valg. Det kræver, om man vil det eller ej, en proces, hvor man tør være ærlig for sig selv og have tålmodighed med situationen. Og der var jeg lidt mere på bar bund, end jeg først havde antaget.
Som Danmarks største børsnoterede ejendoms- og servicevirksomhed ser Jeudan en forpligtelse i at bidrage til at løse nogle af samfundets udfordringer. Jeudan har valgt at sponsere VELKOMMEN HJEM, fordi veteraner, der ønsker at tage springet fra Forsvaret til det private erhvervsliv, har brug for en håndsrækning – og fordi, at vi i de private virksomheder kan gøre brug af deres gode kompetencer.
Per W. Hallgren, mentor og adm. direktør i Jeudan
Situationen skal ses fra begge sider
Det er generelt altid klogt at prøve at sætte sig i modpartens sted – ikke mindst, når man er jobsøgende. Man bør gøre sig klart, hvad arbejdsgiver efterspørger og forsøge at forstå den kontekst som vedkommende arbejder og ansætter ud fra. Den indsigt kan også være definerende for, i hvilken retning, man selv vil søge job.
Jeg er blevet klogere på, hvordan man kan opfatte min person som ansættende virksomhed, samt hvilke personlige kompetencer jeg har. Det er jeg blandt andet blevet igennem test og samtale med HR-direktøren i Jeudan. Det hjalp mig konkret til at forstå, hvad mit næste job bør indeholde, og hvor jeg skal lægge min tyngde.
Yderligere har jeg sammen med Per sparret omkring mit behov for at styrke min faglige side, samtidigt med, at jeg fastholder en god balance mellem arbejde og privatlivet, fortæller Alexander.
Det, at være en del af VELKOMMEN HJEM, har været med til at holde flow i processen. Det har givet meget at være med til kick-off, og at der løbende har været en mentor og kontakt til VELKOMMEN HJEM. Jeg føler ikke, at jeg er blevet båret igennem, men at det har været min egen proces, hvor VELKOMMEN HJEM og min mentor har været en afgørende medspiller. Det har for mig været den helt rigtige måde at gøre det på.
Veteran Alexander Sørensen
Store kulturforskelle mellem Forsvar og erhvervsliv
Per W. Hallgren har haft 3 veteraner igennem forløb i foreningen, og der tegner sig for ham et klart billede af, hvad det er for styrker veteranerne generelt set har og hvilken type udfordringer, de typisk møder på den anden side af hegnet.
Det er min opfattelse, at vi i det danske Forsvar har nogle meget dygtige soldater. Men faktum er også, at mange af dem har meget lidt erfaring fra det private erhvervsliv, og at der er store forskelle. Det kommer blandt andet til udtryk i ledelsesopgaven. Som leder i Forsvaret stilles der som hovedregel ikke spørgsmålstegn ved de ordrer, der udstikkes. Det er en slående kontrast til det private erhvervsliv, hvor medarbejderne naturligt vil vide, hvorfor og hvordan en opgave skal løses. Jeg ser det som en af mine opgaver at klæde min mentee på det at forstå de kulturforskelle, der ligger i det, forklarer Per W. Hallgren.
Det er ikke uden komplikationer at skifte branche, men i mange tilfælde for veteranernes vedkommende berører det også deres eksistensgrundlag. Det kræver derfor en usædvanlig motivation, hvilket jeg absolut oplever hos alle veteraner.
Mentor og adm. direktør i Jeudan, Per W. Hallgren
Man skal kunne navigere målrettet i en omskiftelig verden
Ifølge Per W. Hallgren er veteranernes evne til at gå målrettet til en opgave – og få den løst – et af deres stærkeste kort.
I en omskiftelig verden som vores, så fylder afbrydelser og prioritering mere og mere. At kunne holde øjnene på de konkrete opgaver er en stærk kompetence i den sammenhæng. Det er ikke uden komplikationer at skifte branche, men i mange tilfælde for veteranernes vedkommende berører det også deres eksistensgrundlag. Det kræver derfor en usædvanlig motivation, hvilket jeg absolut oplever hos alle. En udfordring er som sagt ofte forskellen på Forsvarets kultur og virksomhedskultur. Det kan naturligvis løses, men forudsætter en del samtaler og korrektioner i hverdagen, forklarer han.
Denne målrettethed oplevede Per W. Hallgren også hos Alexander ovenikøbet i en særlig høj grad.
– Alexander har været usædvanligt motiveret og fast besluttet på at gennemføre denne proces. I den tidlige fase testede jeg, om han nu var helt klar til skiftet. I den del af processen oplevede jeg Alexanders beslutsomhed, da han vedholdende stod fast på beslutningen, trods en nylig familieforøgelse og kommende start på en krævende uddannelse. Alexander skal nu starte nyt job i en privat virksomhed, og jeg er sikker på, at denne virksomhed vil være tilfredse med ansættelsen af Alexander. Jeg var imponeret over Alexanders tilgang til processen, ligesom alt andet ved Alexander var denne også målrettet. Det er altid lærerigt at møde et dedikeret menneske bag en så anderledes hverdag, som Alexander har haft i Forsvaret, og som skal igennem en omstilling, som de færreste vil kunne gennemføre, siger Per W. Hallgren.
Bygger videre på meningsfuldheden fra Forsvaret
Når Alexander starter i sit nye job om kort tid som Head of Training hos Guardian Security Risk Management og efterfølgende kobler uddannelsen på CBS på, så er det med en god fornemmelse af også at kunne bruge sine erfaringer og viden fra Forsvaret og samtidig blive ved med at udvikle sig indenfor sit felt og i den retning, han ønsker.
Det betyder for mig, at jeg kan fastholde en berøringsflade med nogle meningsfyldte, og virkelig interessante emner inden for sikkerhed samtidigt med, at jeg kan bygge på fagligt. Rammerne og organisationen er anderledes, og ens egen indflydelse og kommunikation skal tilpasses. Her har jeg sammen med min mentor snakket og forholdt mig til, at den første periode og derigennem sat mig nogle fokuspunkter. Det bliver virkelig interessant at se, om det man har med sig, og om den opfattelse man har af sine egne evner, kommer til live på den anden side, forklarer Alexander og slutter:
Fremadrettet vil vi stadig holde kontakt, hvor Per støtter mig i at blive klar til bl.a. min videre uddannelse. Jeg er meget taknemmelig for samarbejdet. Forhåbentlig har det også givet Per noget, det var i hvert fald min intention fra starten.