Selv en sej veteran kan frygte ”at springe over hegnet”
Udgivet d. 17. august 2018 af Velkommen Hjem
For Bjarne Thomsen, som for mange andre veteraner, er det en stor beslutning med mange overvejelser at skifte fra Forsvaret til det civile arbejdsmarked. Det er ikke “piece of cake”, og det kræver en stærk indsats. Læs Bjarne Thomsens historie om, hvordan han til sidst besluttede sig og forlod Forsvaret efter 25 års tjeneste. Og hvordan det lykkedes ham at lande i et drømmejob.
Hvis man er rigtig glad for sit job og sin arbejdsplads, er det noget af en beslutning at vælge at stoppe. Og det bliver ikke nemmere, hvis den verden, man er på vej ind i, adskiller sig markant fra den, man kommer fra. Ikke desto mindre traf Bjarne Thomsen det valg, da han for nylig forlod en lang karriere i Forsvaret til fordel på en ny start på det civile arbejdsmarked.
”Forsvaret har betydet utroligt meget for mig personligt. Min beslutning om at forlade Forsvaret skyldtes flere ting. Blandt andet har jeg været udsendt 5 gange, samt mange mindre rejser og et valg om at gøre tjeneste i Jylland (bor på Sjælland), hvilket har betydet et stort fraværende i forhold til min familie. Det har kostet nogle ofre og krævet stor forståelse fra min ægtefælle og mine børn” fortæller han.
5 udsendelser og lige så mange uddannelser
Bjarne Thomsen startede i 1993 som værnepligtig ved Gardehusarregimentet. Allerede et år efter blev han udsendt til Kroatien, hvor han arbejdede som konstabel. Efter to år blev han udsendt til Bosnien, hvor han først arbejde som konstabel i hovedkvarteret og derefter i militærpolitiet. Fire år senere blev Bjarne Thomsen udsendt til Kosovo. Da han efter et år kom hjem igen, gik han på sergentskole og blev færdig som sergent ved logistiktropperne, hvor han arbejde som gruppefører, bjærgningskommandør og forsyningsbefalingsmand. Han uddannede sig derefter på Hærens Officersskole til Premiereløjtnant, og arbejdede som delingsfører for værnepligtige og Hærens reaktionsstyrke. Så bankede endnu en udsendelse på – denne gang til et andet af verdens brændpunkter på det tidspunkt; Afghanistan, hvor han var delingsfører, ved en logistisk enhed placeret i en lufthavn, som havde hovedparten af sine transporter med fly. Godt hjemme igen gik Bjarne Thomsen videre med sin uddannelse, og blev kaptajn. Han arbejdede hjemme i Danmark et par år og blev så udsendt til Afghanistan. I 2015 vendte han hjem og fik arbejde som projektleder og sagsbehandler ved Værnsfælles Operative Kommando i Karup, hvor han har været til den dag for ikke så længe siden, hvor han begyndte at overveje, om han skulle forlade Forsvaret.
Skal – skal ikke springe over ”hegnet”?
Beslutningen om at tage skridtet over på civile arbejdsmarked var ikke helt modnet, da Bjarne Thomsen første gang tog kontakt til VELKOMMEN HJEM.
”Jeg fandt VELKOMMEN HJEM på Facebook og tænkte, at dette var en mulighed, som jeg blev nødt til at undersøge nærmere. Jeg oplevede en utrolig imødekommenhed fra start hos VELKOMMEN HJEM, men blev også stillet overfor svære spørgsmål – for eksempel om jeg var sikker på min beslutning om at ville forlade Forsvaret. Og det var virkelige skræmmende at skulle forlade en verden, som var kendt og “tryg”, og samtalerne med Helene Djursø fra VELKOMMEN HJEM var i starten ret hårde for mig. Det var en stor og svær beslutning” fortæller han.
”Verden på den anden side af “hegnet”, har ikke været et sted, som jeg tidligere har skullet tage stilling til. Men da jeg startede i forløbet i VELKOMMEN HJEM, og under introduktion-modulet fik sat tingene i det rette perspektiv, fik det også verden på den anden side af “hegnet” til at virke mindre uoverkommelig. I et hele taget var introduktions-modulet en rigtig god måde at starte min rejse på. Især hjalp det mig at høre andres historier og være sammen med ligesindede, som var det samme sted som mig. Efter intromodulet fik jeg udpeget en mentor, Hvilket har betydet, at min rejse blev meget nemmere end forventet” fortæller Bjarne Thomsen. Under forløbet i VELKOMMEN HJEM blev han matchet op med mentor Morten Albin Olsen, der til daglig arbejder som Senior Director i William Demant. Det skulle vise sig at være et perfekt match.
Overgangen kræver oversættelse
En karriere i Forsvaret er i sagens natur temmelig forskellig fra en civil erhvervskarriere, men alligevel er der mange ligheder mellem de faglige kvalifikationer og erfaringer, man tilegner sig. Det glæder bare om at finde de rigtige ord og begreber at forklare kompetencerne med. Og det er netop her mentor kommer ind i billedet.
”Mit forhold til min mentor Morten Albin Olsen har været perfekt! Han har været god til at få oversat mine kompetencer til noget, som en civil arbejdsgiver kan forstå og se værdien i. Vores mange samtaler om alt mellem himmel og jord har givet mig ro og refleksion til at kunne forberede mig til det civile arbejdsmarked. Vi har brugt mange timer på at rette ansøgninger og CV således, at dette gav mening for modtageren, men uden at gå på kompromis med, hvem jeg er og hvad jeg står for. For eksempel svarer en næstkommanderende i hæren til en souschef i erhvervslivet, og delingsfører kan oversættes til teamleder/områdeleder, hvilket er simple ting, men betyder utroligt meget i en udvælgelsesproces og kampen om at komme til samtale” fortæller Bjarne Thomsen.
Mentor var en kæmpe hjælp og fornøjelse
”Jeg vil rose min mentor for at være en kæmpe støtte og altid være klar til at svare på mine mange spørgsmål. Han har været god til at holde fast, når tingene virkede lidt sorte, og der kun kom afslag på mine ansøgninger. Hans mange års erfaringer med at se på ansøgere til stillinger, har gjort processen hurtigere og meget nemmere” siger Bjarne Thomsen, og fortsætter: ”Jeg tror, at jeg kommer til at savne vores samtaler, hvor vi har vendt mange “sten” og emner, som ikke blot har relateret sig til jobansøgningsprocessen. Det har blot været en kæmpe fornøjelse og virkeligt en KÆMPE hjælp at have Morten som mentor. Jeg vil gerne give noget tilbage og selv en dag stå som mentor, men dette ligger ude et sted i fremtiden”
Erhvervslivet har brug for veteranerne
Ifølge Morten Albin Olsen er mange af dem, der kommer fra Forsvaret generelt rigtig gode til analyse og risikovurdering. De er dygtige til at opstille alternativer, analyser, beregninger og konsekvenser ved en given opgave, og så træffe det ”sikre valg”. Det er en kompetence som dansk erhvervsliv kan drage stor nytte af specielt inden for projektledelse og strategi.
En anden vigtig kompetence er den internationale erfaring, som mange tager med sig fra militæret, både i forhold til at kunne begå sig i andre kulturer og at kunne arbejde på tværs af mange nationaliteter og sammen opnå resultater, mener Morten Albin Olsen. Derfor hjalp han Bjarne Thomsen med at fremhæve netop disse sine internationale erfaringer i sine jobansøgninger.
”Bjarne har været udsendt for Danmark over fem omgange, og har flere gange indgået i internationale koalitioner på tværs af mange nationaliteter. Bjarne har med andre ord en stor international erfaring, og han har været vant til at arbejde sammen med mange nationaliteter og kulturer. Det giver ham en klar ledelsesmæssig styrke i en international sammenhæng, som mange danske virksomheder kan nyde gavn af. Ligeledes har Bjarne arbejdet med mange højpolitiske opgaver, og han kan derfor navigere i et politisk miljø med mange dagsordner. Det er også en kompetence, som han kan bruge i mange stillinger, ikke blot i forhold til politik, men generelt i forhold til de mange forskellige interne agendaer, der kan være i danske virksomheder – og det styrker klart hans kompetencer inden for stakeholder management” forklarer Morten Albin Olsen.
Mentor var på en nem opgave
Som mentor oplever Morten Albin Olsen, at hans hjælp har hjulpet Bjarne, men omvendt synes han også, at det var en nem opgave.
”Jeg har været positivt overrasket over, hvor modtagelig og åben Bjarne har været gennem hele forløbet, og det har været en nem opgave at være mentor for ham. Jeg oplever, at min sparring har gjort en forskel på flere områder. For det første igennem dialog omkring Bjarnes kompetencer. Han har ikke været vant til at udtrykke sine kompetencer og færdigheder i et civilt sprog, og vi har derfor været igennem en længere proces i forhold til at finde ud af, hvad han har arbejdet med og hvilke stærke sider, han har. Vi brugt en del tid på at finpudse hans CV og ansøgninger, skære ind til benet i et civilt sprog samt sikre, at især hans CV adskiller sig fra andres. Vores ønske var at lave et stærkt CV, som virksomhederne skulle kunne huske blandt de mange andre, både for indholdet og det visuelle” forklarer Morten Albin Olsen, og fortsætter:
”Vi har jo også brugt tid på at tale om, hvad Bjarnes drømmejob var, og hvorfor det måske var en god ide at søge lidt bredere i starten. Bjarne havde en ide om, at drømmejobbet nok skulle dukke op, og så vil han søge det. Men vi fik talt lidt om at ”åbne op for flere muligheder” og acceptere, at der er en vis læring i at skrive ansøgninger, CV og gå til samtaler – og bruge denne læring når drømmejobbet så dukkede op.
Alt faldt i hak
Drømmejobbet dukkede op, og af alle de job, som Bjarne Thomsen søgte, så blev det netop det job, han endte med at få. Nu glæder han sig til at tage hul på et nyt kapitel af sit liv.
”Forsvaret er en god arbejdsplads, som jeg kommer til at savne, men jeg har fundet en ny, som uden tvivl vil give mig det samme, som jeg har haft. Jeg glæder mig til at starte i CPH Facility Service, hvor jeg kan anvende alle de kompetencer og værdier, jeg har fået med fra mine mange år i Forsvaret” siger Bjarne Thomsen.
Hvorfor meldte du dig som mentor i VELKOMMEN HJEM?
”Jeg har valgt at engagere mig i VELKOMMEN HJEM, fordi jeg synes, at foreningens formål er utrolig relevant og samtidig spændende. Det at kunne hjælpe andre mennesker med at realisere et markant erhvervsskifte, for en beskeden indsats, efter de har givet mange år af deres liv som udsendt for Danmark, føles bare som en naturlig ting. Jeg har selv nydt godt af sparring og gode råd fra flere fronter gennem min erhvervskarriere, og derfor føles det også godt, at man kan få lov at give tilbage igen.
Det er desuden en god, personlig udfordring at arbejde med en person fra Forsvaret, som for mig er en ukendt og meget anderledes branche. At skulle sætte mig ind i den forretning, som Bjarne har været en del af, og forstå de arbejdsprocesser og opgaver, han har arbejdet med, for dernæst at omsætte dem til civile kompetencer og opgaver, har været rigtig interessant. Og så er det jo altid spændende at høre om så stor en arbejdsplads, hvis formål er noget anderledes end det, jeg selv arbejder med til hverdag.”
Morten Albin Olsen, Senior Director, i William Demant og mentor i VELKOMMEN HJEM