Selv et længere forhindrings-forløb kan ende godt, når motivationen holdes oppe

Udgivet d. 12. februar 2025 af Velkommen Hjem

At nå et mål kræver noget. Det kommer ikke af sig selv, og det er oftest hårdt.
Om det er piratjagt i Guinea-bugten, at komme igennem en personlig stor sorg eller at gennemføre en årelang transition trods mange forhindringer. Det tager tid, overskud og ihærdighed at nå et mål. Og motivationen skal holdes hele vejen. Især det sidste fik veteran Jeppe Weber hjælp til af mentor Anders Gooseman Hove, Novo Nordisk, på den sidste distance i veteranens lange forløb i VELKOMMEN HJEM. Nu er han nået i mål – selvfølgelig, for det er det, veteraner kan. Jeppe er landet i det job, som han drømte om, hvor han skal arbejde med teamledelse i virksomheden AJ Vaccines. Her kan du læse om Jeppes forhindringsforløb og om, hvordan ikke alene to, men flere mentorer har bakket op og hjulpet Jeppe på vej. 

– Jeg har haft et lidt særligt forløb og været i VELKOMMEN HJEM som jobsøgende i mere end to år. Det har været to turbulente år for mig. Både i mit arbejde i Søværnet og ligeså i mit familieliv, fortæller Jeppe Weber. Han startede sit forløb tilbage i oktober 2022, hvor han kom på kickoff og fik tildelt en af foreningens dygtige mentorer. Men de nåede kun at mødes kort, så blev Jeppe beordret til søs af Søværnet og måtte afbryde sit forløb. 

– Jeg var væk, on/off i syv måneder, og der var ikke energi i de korte hjemmeperioder til at følge op på de ting, som min mentor og jeg havde snakket om. Da der var faldet lidt ro på hjemmefronten og min hustru og jeg havde fundet ordentligt sammen i parforholdet og forældrerollen, kontaktede jeg igen VELKOMMEN HJEM og kom med i et nyt forløb med en ny mentor – Anders Gooseman Hove fra Novo Nordisk. Han var fra start meget støttende og sendte mig straks til en jobsamtale for at få mig trænet lidt – det var en god oplevelse, siger Jeppe.

Jeppe Weber, veteran

Der kom fokus på jobsøgningen igen

Jeppe kom denne gang rigtig godt i gang med det nye mentorforløb med Anders Gooseman Hove, der satte stor pris på samtalerne med Jeppe.

– Jeppe er et ærligt menneske med smittende energi og entusiasme… en gennemført vidunderlig gut. Hans baggrund er en vildt spændende kombination af skolelærer med alle kompetencerne fra militæret og nu videre til det private erhvervsliv. Denne kombination krævede til tider en ekstra indsats i kommunikationen under jobsamtalerne og kastede lidt gode gnister af sig, fortæller Anders Gooseman Hove med et smil.

Møderne mellem mentor og mentee fungerede perfekt og Jeppe fik masser af sparring, hjælp og gode råd – blandt andet om jobretning i forhold til ambitionerne og drømmene. 

– Anders og jeg havde meget fokus på at lande et job, så vi snakkede meget om mine drømme og mine kompetencer og om hvilke stillinger, der kunne passe til det. Han støttede mig specifikt med at skrive CV og ansøgninger. Vi havde mange snakke om, hvad erhvervslivet kunne tilbyde mig og det var også der, at Anders sørgede for, at jeg blev på den hylde, som jeg helst ville være på, nemlig ledelse i en organisation, som var noget helt andet end Forsvaret, forklarer Jeppe.

En svær tid

I Jeppes privatliv gik det også godt, og Jeppes hustru blev gravid, men ulykkeligvis endte det i en abort, hvilket naturligvis slog familien ud. Mentor Anders Gooseman Hove var den første til at råde Jeppe til at slippe transitionen og passe sin familie i den periode. 

– Det tog hårdt på familien. Mere end jeg egentlig havde forventet, og Anders var ham, der faktisk stoppede mig i at søge stillinger og opfordrede mig til at fokusere på familien. Det var det helt rigtige råd. Anders er jo meget erfaren, og da de uforudsete problemer opstod, var han hurtig til at finde roen og trække stikket for mig i den svære tid. Det var livsomvæltende ting, som vi i familien oplevede, og det var enormt trygt at have Anders til at lytte til ting, man aldrig havde troet, at man skulle opleve, fortæller Jeppe og fortsætter:

– I den periode blev jeg pludselig kaldt til en 2. samtale på et job, jeg tidligere havde søgt – og den samtale gik dårligt. Jeg var ikke god nok til at svare på spørgsmål om mig selv, og mine tanker var ikke fokuseret om nyt job, men mest om alle mulige andre ting … om livet og familien. 

Den dårlige jobsamtale sad i kroppen

Den dårlige jobsamtale blev siddende i Jeppe lang tid efter, men Anders Gooseman Hove var med på sidelinjen og hjalp med både at genopbygge Jeppes selvtillid og holde motivationen oppe. 

– Det var en hård tid herefter, fordi jeg ikke følte, at jeg var noget, man kunne bruge andre steder. Derfor brugte Anders og jeg en del energi på at få mig på den anden side af den jobsamtale. Vi fortsatte vores planmæssige møder, og jeg kom op på hesten igen og blev indkaldt til nye jobsamtaler. 

Anders var en kæmpe faglig såvel som personlig støtte- og holdt mig på sporet om mine drømme hele vejen.

Veteran Jeppe Weber

Anders Gooseman Hove, mentor

I VELKOMMEN HJEM løfter man i flok

Sommeren 2024 skulle Anders Gooseman Hove starte i ny stilling i Irland og Jeppe besluttede, at det var tid til at afslutte sit forløb i VELKOMMEN HJEM. 

– Anders ville meget gerne hjælpe mig, men måtte også sande, at tiden i den nye stilling ville tage al hans fokus. Jeg følte i forvejen, at jeg havde været på overtid hos VELKOMMEN HJEM, så et ophør var på sin plads, forklarer Jeppe, der herefter benyttede det netværk, som han havde fået igennem foreningen.

– Jeg tog selvstændigt fat i forskellige mentorer, som jeg fandt på VELKOMMEN HJEMs hjemmeside, og alle ville gerne støtte mig med snakke og møder og sende mig videre til andre. Men i sidste ende blev det faktisk min barndomsven, der gav mig et tip om en medicinalvirksomhed, som søgte en teamleder.

Min mentor støttede mig meget i at holde fast i min første prioritet. I sådan et langt forløb kommer man rundt om mange overvejelser og mange hårde tider. Men Anders holdt mig til ilden, og det endte også med, at jeg fik indfriet min drøm.

Veteran Jeppe Weber

– Jeg er nu landet i det job, som jeg drømte om – i et job med teamledelse i en helt anden branche end Forsvaret. For mig har det aldrig handlet om at komme væk fra Forsvaret men lysten til at prøve noget andet. Forsvaret var endda gode til at tilpasse min arbejdsbyrde og var meget støttende, da vi i familien gennemlevede aborten. Der skal lyde en stor tak til alle mine kollegaer i 2ESK. I sådan et forløb tænker man mange tanker og nogle gange overvejer man at gå på kompromis med sin drøm. – Skulle jeg i stedet gå med noget projektstyring i en anden virksomhed, eller skulle man prøve at finde noget i Forsvarsindustrien osv. Men nu arbejder jeg i AJ Vaccines og sammen med min nuværende leder Susanne, er det et super godt match, slutter Jeppe.

Den korte soldaterhistorie om veteran Jeppe Weber

  • 2003-04 Værnepligt i Livgarden i 12 måneder. Forlod Forsvaret, men den helt særlige arbejdsplads forblev i kroppen.
  • 2016-19 Optaget på Søværnets Officersskole. Sejladser overalt i Kongeriget Danmark. Fantastiske tre år med venskaber der holder resten af livet.
  • 2019-21 Efterretningsofficer på Fregatten Niels Juel:
    • Udsendelse under Fransk Hangarskib Charles De Gaulle.
    • Udsendelse som skibschef til FRONTEX i Grækenland.
    • Chef for testteam under COVID i Københavns Lufthavn.
  • 2021-23 Navigationsofficer på Fregatten Absalon:
    • Udsendelse til piratjagt i Guineabugten.
    • Forbindelsesofficer på ARK DANIA under transport af militær til Letland
    • Udsendelse til gaslækage I Østersøen.
  • 2023-24 Sagsbehandler i 2ESK Stab

Kort om VELKOMMEN HJEMs forløb for kompetente veteraner

Et forløb starter med to dages kickoff, hvor de deltagende veteraner får indsigt og en bredere viden om erhvervslivet igennem oplæg og foredrag af erfarne, dygtige erhvervsfolk og erhvervseksperter. Veteranerne bliver desuden inddraget igennem gruppeforløb og 1:1 samtaler med erhvervspsykologer og karriererådgivere. Efter kickoff bliver hver enkelt veteran matchet med en af foreningens engagerede mentorer efter personlighed og faglige interesserer, og i de følgende seks måneder vil mentor guide, hjælpe og støtte veteranen i transitionen.