Rækken af standardafslag blev pludselig afløst af hele tre jobsamtaler på to dage, hvoraf to resulterede i konkrete jobtilbud.
Udgivet d. 16. marts 2022 af Velkommen Hjem
Veteran Sten Ettrup havde 12 års militærerfaring, 3 udsendelser og flere udenlandske operationer samt en kandidatuddannelse fra Aalborg Universitet med i bagagen, men det var alligevel svært at komme ind på det civile jobmarked. Han kom med i et forløb i VELKOMMEN HJEM, med dygtige Lone Vilstrup, Director fra KPMG som mentor, og fik sparring og gode råd blandt andet om, hvordan han kunne gøre sit CV skarpere, sin jobsøgning mere fokuseret og i øvrigt udnytte sine sociale kompetencer endnu mere aktivt. Det virkede. For pludselig fik han indtil flere jobtilbud på en gang og endte med at sige ja til lidt af et job som teknisk projektleder hos Norlys.
Beslutningen om at forlade Forsvaret blev truffet i forbindelse med, at Stens kontrakt var ved at udløbe. Han kunne mærke, at han havde brug for forandring og valgte derfor at benytte sin opsparede CU som et led i en forandringsproces.
– Jeg blev optaget på idrætsstudiet på Aalborg Universitet og læste her en bachelor, hvorefter jeg tog min kandidat i Læring og Forandringsprocesser. Mellem bachelor og kandidat oprettede jeg mig ved siden af med CVR-nr. Det gav adgang til at have en indtægt ved siden af SU´en (CU ´en udløb efter de første 2,5 år på UNI), og jeg brugte det til at skabe en vekselvirkning mellem de teoritunge elementer fra kandidatstudiet og primært praktiske arbejdsopgaver inden for forskellige dele af håndværksbranchen, fortæller Sten.
Fik ingen svar på ansøgningerne – kun standardafvisninger
Kort tid efter, at Sten havde afsluttet sit studie og afleveret sit speciale, kontaktede han VELKOMMEN HJEM, fordi det ikke gik så nemt med jobsøgningen, som man kunne drømme om.
– Jeg tog kontakt til foreningen, da jeg måtte erkende, at det gennem tre måneder med jobsøgning gik trægt med at få svar på mine ansøgninger (læs ingen svar – kun standardafvisninger). Så jeg tilmeldte mig. Ud fra en retrospektiv betragtning skulle jeg måske have grebet fat noget før, men jeg fandt det lidt for komplekst at indarbejde i specialeskrivning samt pasning af job, siger Sten.
Kickoff satte gang i en intensiveret og fokuseret jobsøgning
Formålet med VELKOMMEN HJEMs forløb er at hjælpe veteraner godt igennem transitionen til det civile erhvervsliv. Et forløb starter med to dages kickoff, og det virker stort set altid i bogstaveligste forstand som et kick i den rigtige retning. Både hvad angår motivation, selvtillid og afklaring om retning. Således også for Sten.
– Gennem mit forløb har jeg i stor grad fundet fokus ved at tilgå min jobsøgning ud fra noget af dét, som jeg gennem kickoff arbejdede mig hen imod. I min proces efter kickoff gav det meget mening for mig at arbejde med de af mine kernekompetencer, som jeg samtidigt havde en erfaring med ville give mig energi og arbejdsglæde. En stor del af det var i relationen om at samarbejde med mange forskellige mennesker hen mod løsninger af de respektive opgaver. Heri var det også naturligt for mig at integrere mine tekniske og praktiske interesser og erfaringer fra mit studiearbejde med håndværk, teknik etc. siger Sten og tilføjer:
– I kombinationen med LinkedIn-undervisningen på kickoff gav det mig en mere fokuseret jobsøgning og profilindtastning, så jeg var mere tunet ind på, hvad jeg søgte efter. Samtidig gav det mig, via Internettet (platformens algoritmer), også flere og bedre forslag til, hvad jeg kunne sigte i retningen af. Sideløbende med dét intensiverede jeg telefonopkaldene og havde flere ”netværkssamtaler”, hvor jeg kunne be- og afkræfte forestillinger om jobtyper og ligeledes få andres feedback på, hvordan de oplevede mig – dette såvel ud fra præsenteret CV-materiale som i min fremtoning ved samtalerne.
Mentor med erfaring i rekruttering
Det er foreningen, der sørger for at matche mentor og mentée i starten af veteranens forløb. Sten fik Lone Vilstrup som mentor. Hun er til daglig director i KPMG – en virksomhed, der har været engageret i VELKOMMEN HJEM i længere tid. Lone Vilstrup har været mentor flere gange, og samtidig fuld forståelse for, at det kan være svært at skifte fra Forsvaret til det civile erhvervsliv, og derfor vil hun gerne være med til at støtte veteraner i transition. Lone Vilstrup har selv, som leder i en del år, opnået indsigt i, hvad der lægges vægt på, når virksomheder rekrutterer nye medarbejdere. Det er en erfaring, som er oplagt at bruge i forhold til veteranerne.
– Hvis den erfaring, jeg har oparbejdet, kan hjælpe et andet menneske, så synes jeg, at det er meningsfuldt at bruge den her. Det er også spændende at møde mennesker med en anden baggrund og en anden tilgang til livet. Veteraner kommer med en spændende bagage, som jeg også selv kan lære noget af. Ingen mennesker er ens, så for mig handler det også om at prøve at forstå det menneske, man sidder overfor og finde ud af, hvordan er det lige, at jeg kan hjælpe her. Det handler om at få lagt den rigtige strategi og få eksekveret på den, siger Lone Vilstrup.
”I Forsvaret lærer man meget om ledelse, styring og logistik, men man kender ikke nødvendigvis de konkrete fagligheder, som kræves i de private job. Det handler om at få oversat disse kompetencer. Så udfordringerne handler meget om at oversætte ens kompetencer til et sprog, som virksomhederne forstår.”
Lone Vilstrup, mentor
– I Stens tilfælde havde jeg mødt et menneske med en meget positiv energi og et stærkt drive. Derfor var det ret tydeligt for mig, allerede efter første møde, at hér skulle jeg have fokus på at få Sten til nogle samtaler, så han kunne brænde igennem overfor en potentiel arbejdsgiver. Derfor arbejdede vi en del med ansøgningen og at få oversat Stens kompetencer til dét, som arbejdsgiver søgte. Med mange kompetencer i bagagen kan det være svært at prioritere, hvad der skal lægges vægt på i en ansøgning. Derfor handlede det om at skære til og fokusere på den værdi, Sten kunne bringe ind i stillingen, fortæller Lone Vilstrup.
”Sten og jeg talte en del om, hvordan man kan forberede sig til en samtale og hvad man skal være forberedt på at blive spurgt om. Det er i samtalen, at man vinder eller taber, så selv om ansøgningen er vigtig som en adgangsbillet, så er samtalen mindst lige så vigtig. Det er her, hvor man finder ud af, om kemien er der, og hvor du kan overraske positivt ved at brænde mere igennem.”
Lone Vilstrup, mentor
”Vi skal bare have dig til samtale”
For Sten betød forløbet med Lone Vilstrup og de handlinger, det affødte fra hans side, at der for alvor kom hul igennem til det civile erhvervsliv. En af de ting, han især fik feedback på fra mentor, var hans udstråling, og derfor blev fokus også, at Sten skulle arbejde med ansøgningerne, så han kunne komme til jobsamtalerne.
– Lones og mit første møde gik fint og i samstem med den feedback, som jeg havde fået i kølvandet på mine tidligere beskrevne ”netværkssamtaler”, beskrev Lone, at jeg udstrålede go´ energi, så hendes fokus var, at ”vi bare skulle have mig til en samtale”, for var hun sikker på, at jeg nok skulle få hul igennem til et godt job. Så vores samarbejde var fokuseret omkring, at Lone hjalp mig med feedback på og vejledning i, hvordan jeg i mine jobansøgninger skulle få udtrykt, hvad jeg konkret kunne byde ind med og skabe hos de respektive virksomheder, fortæller Sten og fortsætter:
– Et par uger efter vores første møde blev jeg med relativt lang varsel indkaldt til en jobsamtale tre uger senere. Så vidt så godt – det var jo spændende endeligt at få et svar fra den anden side af bordet. I ventetiden op til den respektive samtale hjalp tidligere nævnte algoritmer fra LinkedIn mig med at blive mødt af endnu flere spændende jobopslag, og jeg fortsatte med at sende ansøgninger hen over Jul og efter nytår. En uges tid henne i det nye år fik jeg så pludselig svar fra yderligere to virksomheder, som var interesserede i mit nu endnu mere gennemarbejdede ansøgningsmateriale, så pludselig stod jeg til at skulle gennemføre tre jobsamtaler inden for to på hinanden følgende dage. Jeg måtte sågar anmode om at flytte det ene for at undgå overlap. Udfaldet af disse tre samtaler blev, at jeg blev tilbudt to af de tre jobs og med positiv feedback blev kaldt til anden samtale hos den tredje virksomhed, hvor den første samtale af de tre havde fundet sted. I dagene omkring disse jobsamtaler skrev og talte jeg en del med Lone, som var sød at være ”hot-line” med spørgsmål om personlige overvejelser samt løst og fast i forhold til ansættelsesforhold etc.
Det bedste fra begge verdener i et job
Sten stod således overfor et valg mellem to ønskejob – og han valgte jobbet som teknisk projektleder hos Norlys.
– Her skal jeg i Projektledelse Nord lede projekter omkring fiberetablering (Internet, red.). Både udrulning til endnu ikke dækkede områder, men også tilslutning til eksisterende infrastruktur med fiberetablering i eksisterende ejendomme eller ved udstykning/nybyg. Det er mange interessante elementer, og inden for dette virke får jeg kontakt med en masse mennesker både administrativt og håndværksrelateret. Der er fart på firmaet, og det bliver en spændende rejse at være med på. Så tak til alle i VELKOMMEN HJEM og tak til Lone for at sætte tid af til mig og være min solide ”hot-line”. Jeg er blevet væsentlig klogere på mig selv i forhold til vigtige elementer omkring et job for mig og kan varmt anbefale VELKOMMEN HJEM, slutter Sten.
Lone Vilstrup er også glad for og tilfreds med processen og naturligvis især med resultatet.
– Sten og jeg har haft et rigtig godt samarbejde. Som mentor ender man jo med at være tæt på processen, og derfor var det også en stor glæde for mig, da Sten landede jobbet i Norlys. Så på den måde kan man jo også mærke, at det kommer til at betyde noget for en, siger Lone Vilstrup.