Når man forstyrrer et indgroet mindset, skabes positive forandringer

Udgivet d. 27. december 2024 af Velkommen Hjem

”Du kan ikke ikke-kommunikere”, sagde mentor Christian Dahl, Salling Group til sin mentee, veteran Mark Persson, der var i forløb i VELKOMMEN HJEM. Mark var bevidst om, at han måske var blevet lidt for formel og direkte i Forsvaret, så han tog det konstruktivt til sig sammen med al den anden sparring og hjælp han fik fra sin mentor. Mark blev blandt andet grundigt forberedt til jobsamtalerne, hvilket førte ham til et ønskejob allerede efter første jobinterview. Og selv om det gik meget hurtigt med at lande et job, så blev Mark udfordret til at reflektere en masse undervejs. Læs historien her om det effektive samarbejde, ført an af en erfaren mentor, der selv tidligere har haft en årrække i forsvaret.

– Jeg tror, vi er mange soldater, som tænker tanken: “Hvad er det lige, at en civil virksomhed kan bruge mig til?”, siger Mark og fortsætter: 

– Ja, jeg ved, hvordan man slår ihjel, eller står skydeleder på en skydebane, men det er der jo ingen civil virksomhed, der kan bruge til noget… men jeg blev hurtigt klogere i mit forløb i VELKOMMEN HJEM, forklarer Mark, der på forhånd havde en ide om, hvad han havde mest brug for hjælp til i sit forløb.

– Jeg vidste godt, at den største udfordring ville være at få oversat mit “hær-sprog” til “civilsk”. Hele mit voksenliv har jeg været soldat, hvilket jeg er stolt af, men samtidig så gav dette også store udfordringer i forbindelse med at få oversat mine kompetencer til et sprog, som en civil arbejdsgiver ville forstå – og det var langt fra så nemt, som man skulle tro! Særlig efter min første samtale med min mentor gik det virkelig op for mig, at slet ikke var dygtig nok til at sælge mig selv, og tale i et sprog, som man forstår i det civile. Det krævede i bund og grund af en masse timer begravet i et word-dokument, hvor jeg sad og oversatte diverse termer som kunne bruges i for eksempel mit CV. 

En arbejdsgiver i det civile har ingen ide om, hvad en deling er, men en af-deling forstår de åbenbart godt.

Veteran Mark Persson

Veteran Mark Persson

Forstyrrende spørgsmål gav stof til eftertanke

Veteraner, der kommer med i et forløb i VELKOMMEN HJEM, får tildelt en mentor, som de kan spørge til råds, sparre med og søge støtte hos i deres transition. Mark fik en af foreningens erfarne mentorer – Christian Dahl, der er Group Senior Director i Netto, Salling Group, og som selv har en baggrund fra forsvaret.

– Jeg har stået i samme situation, da jeg selv besluttede for år tilbage at forlade Forsvaret. Der kan man godt følge sig meget alene i en svær proces, forklarer Christina Dahl, der så det som sin væsentligste opgave i forhold til Mark at hjælpe ham med at oversætte sine militære kompetencer til civilt og gøre sin kommunikation skarp. 

– Min opgave var at hjælpe Mark med afklaring og kommunikation på skrift og til samtaler. I processen har det været vigtigt at skabe forstyrrelser og stille spørgsmål, så det blev Marks løsning og ikke min løsning. Vi har haft nogle gode møder, hvor Mark er blevet ”forstyrret” og derefter har gået hjemme og arbejdet med de input, han har fået, forklarer Christian Dahl, der også prioriterede at bruge tid på at forberede Mark før jobsamtalerne. 

– Inden Marks 1. jobsamtale løb vi sammen igennem, hvad Mark kunne forvente – og til 2. samtale lavede vi en lille generalprøve, hvor jeg stillede mange af de spørgsmål, jeg selv bruger under en ansættelsessamtale, fortæller Christian Dahl.

Mark er nysgerrig, spørgende og hurtig til at tilpasse til en ny situation. Det er en fordel i et civilt job.

Mentor Christian Dahl

Veteran Mark Persson & mentor Christian Dahl

Blev skilt ad og sat sammen igen

Mentorens forstyrrende spørgsmål virkede efter hensigten i forhold til Mark.

– Jeg havde en fremragende mentor i Christian. Efter vores første møde var jeg fuldstændig rundtosset, fordi han havde sat så mange tanker i gang. Han skilte mig nærmest ad i hoveddele (på en positiv og fin måde), og dette hjalp mig virkelig med at få øjnene op for, hvor jeg havde mangler/svagheder, som jeg så kunne gå i gang med at arbejde på, fortæller Mark og tilføjer, at han også fik hjælp til det, som han selv følte, at han havde mest for – nemlig oversættelsen af kompetencer. 

– Specielt det med at få oversat sproget blev meget nemmere efter nogle gode snakke med Christian.

Blev godt forberedt 

Da Mark blev indkaldt til sin første jobsamtale, lagde Christian Dahl vægt på at forberede Mark grundigt omkring selve jobsamtalen og på, hvilke spørgsmål han ville kunne få. 

– Da jeg fik min første jobsamtale, fik jeg hjælp af min mentor til at blive klar til samtalen. Dette inkluderede, at vi havde nogle gode snakke, hvor han stillede mig en masse spørgsmål, som han mente, at jeg kunne blive stillet til jobsamtalen. Det var givet rigtig godt ud, for jeg var ikke forberedt godt nok på mange af spørgsmålene min mentor kom med, og samtlige spørgsmål han stillede mig, dukkede op til jobsamtalen. Heldigvis var jeg nu forberedt rigtig godt på dem, og kunne svare fornuftigt på stort set samtlige spørgsmål. Så samtalerne med min mentor sikrede sig, at jeg netop mødte op mere klar og forberedt, end jeg ellers ville have gjort.

Du kan ikke ikke-kommunikere

En god mentor støtter og hjælper, men skal også pege på de udfordringer, der kunne komme til at stå imellem veteranen og en eventuel jobmulighed. 

– Christian sagde noget under vores første møde, som jeg sent glemmer: Mark, du kan ikke ikke-kommunikere. Den sætning spillede jeg gennem mit hoved konstant til jobsamtalerne. Jeg havde, helt ubevidst, en vane med at virke meget formel og direkte (formentlig en arbejdsskade fra Hæren), og det, at min mentor pointerede det gjorde, at jeg forhåbentlig virkede mere imødekommende og måske endda lidt mere “civil” til jobsamtalerne. Det gav i hvert fald pote – og resulterede det i, at jeg landede det første job, jeg kom til samtale til – nemlig stillingen som Teamleader Fulfillment Operations hos Ikea Odense.

VELKOMMEN HJEM gjorde det klart for mig, at hvis jeg kan holde hovedet koldt i Afghanistan, eller administrere 40 soldater + 50 heste til et tronskifte – mon ikke, at jeg så også kan holde overblikket hos en civil virksomhed.

Veteran Mark Persson

Erkend både styrker og udviklingsområder

For Mark blev VELKOMMEN HJEM en øjenåbner i forhold til at forstå, hvor mange kompetencer man som soldat egentlig har, som kan bruges civilt. Og samtidig er han blevet bevidst om, at det også kan være en fordel at vedkende sig sine ”mangler” i en civil kontekst, for kun af den vej kan man udvikle sig. 

– Jeg ved godt, at evnen til at føre en gruppe infanterister i kamp eller være god til at slå ihjel ikke direkte giver faglige kompetencer, som bruges særlig mange steder i det civile. Men de personlige kompetencer man så kan drage ud af det, som for eksempel evnen til at lede og koordinere på tværs af afdelinger samt evnen til at holde overblikket med mange opgaver og interessenter er bare nogle af de kompetencer, som man kan trække ud af at have været befalingsmand i Hæren – og dét har været et stærkt aktiv for mig i jobsøgningen at vide det. Men man skal samtidig være opmærksom på, hvilke mangler man også kan have, hvis man, ligesom jeg selv, “kun” har prøvet at være soldat. Således kan man gå ind til en jobsamtale med en god forståelse for, hvilke ting man skal arbejde på. Jeg oplevede også, at min kommende arbejdsgiver værdsatte ærligheden. Heldigvis udkonkurrerede mine kompetencer så mine mangler i sidste ende, slutter Mark, der den 1. december startede i sit nye job. 

Min rolle har været at give noget tryghed støtte og forstyrre hans mindset – også har Mark gjort resten selv.

Mentor Christian Dahl

Den korte soldaterhistorie om veteran Mark Persson

  • 2017 Værnepligtig i 2017 ved Antvorskov kaserne. Herefter uddannelsen til konstabel. 2018 Stod ”GEFION” (vagt ved synagoger i København).
  • 2020 Stående Styrke som kampsoldat med en udsendelse til Kabul, Afghanistan.
  • Efter hjemkomst ved Gardehusarregimentets hesteskadron (dem, der rider eskorter med kongehuset). Blev herefter befalingsmand og fik en masse uforglemmelige oplevelser som fx tronskiftet. 
  • 2024 Uddannede almindelige værnepligtige i en oversergent stilling i en mere almindelig uddannelsesenhed.