Når kort og terræn ikke stemmer, så følger man terrænet
Udgivet d. 12. februar 2022 af Velkommen Hjem
Soldater er utroligt gode til at justere ind i forhold til virkeligheden ifølge mentor Michael Myhre Solvang Erichsen, Head of Operations i PFA. Han fortæller, at i Forsvaret er man klar til at skrinlægge sin omhyggeligt udarbejdede plan, hvis det er det, der kræves for at nå formål og overordnet hensigt: At eksekvere og levere på en stillet opgave, uanset forholdene, er en evne som indkodes helt fra dag 1 i Forsvaret. Det er guld værd i et privat job. Mentoren har netop haft veteran Lasse Gahrn gennem et forløb i VELKOMMEN HJEM, hvor der blev skabt rum til både frustrationer og glæde. Nu er Lasse Gahrn endelig landet i det helt rigtige job som i sin eksisterende virksomhed som Sales Director Europe – Document Services.
Veteran Lasse Gahrn havde selv søgt og fundet forskellige civile job, da han forlod Forsvaret. Men der manglede noget. Han følte ikke, at han fik udnyttet de erfaringer og kompetencer, som han havde med fra 10 år i Forsvaret og 2 udsendelser. Da Lasse kontaktede VELKOMMEN HJEM for at få hjælp, var han ansat hos CIBT – en virksomhed, som han var meget glad for at være en del af. Han havde derfor ikke lyst til at forlade CIBT, men syntes samtidig, at han havde mere at byde på.
– Jeg kunne bidrage med meget mere til den organisation, jeg er ansat i. På den baggrund tog jeg kontakt til Velkommen Hjem, siger han.
Lasse kom med i et af foreningens forløb, der har til formål at hjælpe veteraner i transition fra Forsvaret til et civilt job. Veteranen får blandt andet tilknyttet en af foreningens mange engagerede og dygtige mentorer, som guider, hjælper og støtter veteranen i transitionen. En transition Lasse havde lavet, men manglede den rigtige landing. Lasse blev matchet med mentor Michael Myhre Solvang Erichsen. Et match, som Lasse var meget tilfreds med.
– Min proces med Michael omhandlede afklaring og sparring omkring at få mine mange års militære kompetencer sat bedre i spil i forbindelse med mit job. For at støtte mig i dette, strukturerede Michael de behov og kompetencer, som jeg ønskede at få udfoldet bedre. Det resulterede i en lang række samtaler og sparring med folk fra Michaels netværk, som kunne byde ind med erfaring, der var relevant for min afklaring, forklarer Lasse.
Veteran kan spejle sig i mentor
Mentor Michael Myhre Solvang Erichsen tog selv springet ud af Forsvaret efter 26 år i trøjen. På egen hånd søgte han over i det private erhvervsliv og fik job i PFA Pension i 2017. To år efter valgte han at sige ja til selv at hjælpe veteraner fra Forsvaret over i det civile erhvervsliv.
– Jeg havde ikke hørt om VELKOMMEN HJEM fra min tid i Forsvaret eller i den fase, hvor jeg aktivt søgte stillinger i det private erhvervsliv. Jeg lærte derfor først VELKOMMEN HJEM at kende, da jeg var startet i PFA. Efter en orientering fra Jens Peter Udsholt i PFA, der er langvarig mentor i foreningen, kastede jeg mig ud i det som mentor i 2019. Jeg havde en del overvejelser, inden jeg sagde “ja tak” til at være mentor, for jeg var selv i en kraftig læringsfase med at forstå kultur og spilleregler i det private erhvervsliv. Så, hvordan skulle jeg kunne vejlede andre mentées i overvejelser om en karriere i det private erhvervsliv, når jeg selv var en “nybegynder”, spørger Michael Myhre Solvang Erichsen og forklarer videre:
– Jeg havde dog selv netop været igennem alle de overvejelser, man har i forbindelse med et valg om en karriere ud af Forsvaret, såsom; tvivl om egne kompetencer kunne slå til, hvilken stilling, hvilket niveau, hvilken virksomhed, hvilken faglighed …….etc. Så mit rationale var, at jeg måske kunne bidrage med sparring om mine egne oplevelser og erfaringer med et “civilt” CV, kaffesnakke, jobansøgninger og alt det, der er en del af processen. Jeg kunne måske netop være “et spejl” for en mentée, da jeg også kendte sproget og den verden, som veteranerne kommer fra efter mine 26 år i Forsvaret. Så det endte med et “ja” til mentor-virket.
Soldater justerer planen efter virkeligheden
Som tidligere soldat har Michael Myhre Solvang Erichsen et godt indblik i de relevante fordele, soldater har, når de søger ind på det civile arbejdsmarked.
– Jeg synes særligt, at det at have et konstant forandringsberedskab er en kompetence, der er relevant. Man bliver opdraget til at kunne skifte beslutning og retning under hele sin uddannelse fra rekrut og via senere stillinger i Forsvaret. Det, at man fra starten af uddannes til at være omhyggelig med at udarbejde sin plan og optimere denne til det yderste. At man koordinerer og samordner med naboenheder, der selv har deres selvstændige opgave at varetage, men hvor man tænker på tværs af egne opgaver med henblik på at nå foresattes mål og hensigt. Det er helt centralt i at lave en holdbar og troværdig plan. Og så, når planen skal eksekveres, så ved man, at den kun holder til første møde med “virkeligheden” – dvs. modstanderen – og man justerer med det samme, således at man når målet, nemlig foresattes hensigt, forklarer Michael Myhre Solvang Erichsen, der også ser den fordel som yderst værdifuld, men samtidig også svær at erkende og bruge i jobsøgning:
– Det, at man er klar til at skrinlægge sin omhyggeligt udarbejdede plan for at nå formålet og overordnet hensigt, og dermed “eksekvere” og “levere” på en stillet opgave, uanset forholdene, er en evne som indkodes helt fra dag 1 i Forsvaret. Det er “guld værd” i et privat job. Her måles der i høj grad på eksekvering og levering – og det er noget som ligger helt naturligt for Forsvarets uddannet personel. At justere ind til virkeligheden – “når kort og terræn ikke stemmer, så følger man terrænnet” – er en kompetence man ikke selv ligger mærke til, når man kommer fra Forsvaret. Derfor kan det være svært både at erkende det som en kompetence og dermed også kunne fremhæve det i en jobansøgning eller til jobsamtalen. Og det kræver også, at modtageren – her en potentiel kommende arbejdsgiver – forstår, at det er en generel kompetence, man kommer med fra Forsvaret, og dernæst også vægter denne generelle kompetence over en faglig kompetence. Det er netop i disse situationer, at en samtale med en VELKOMMEN HJEM-mentor kan være med til at få en mentée til at forstå og udtrykke denne kompetence i en civil kontekst.
Fantastisk at være mentor for en veteran som Lasse
Michael Myhre Solvang Erichsen oplever, at hans sparring især har virket, fordi Lasse har været både meget åben og meget selvreflekterende.
– Som mentor tager det et par samtaler, førend man selv og mentée har sporet sigind på hinanden og mærker efter, om der er en “kemi”. Jeg oplevede i dialogen med Lasse først og fremmest en meget åben mentée, der havde godt indblik i egne styrker og udfordringer og som ikke var bange for at sætte ord på dette. Det hjælper en mentor gevaldigt, siger Michael Myhre Solvang Erichsen og fortæller videre om samarbejdet:
– Lasse havde allerede været i det civile erhvervsliv i noget tid, så områder som CV, erhvervslivets “sprog”, oversættelse af egne kompetencer havde Lasse allerede helt styr på. Dialogerne gik derfor mere på det personlige plan og navigering i forskellige situationer. Og det er jo fantastisk, at man kan få lov til at være mentor for en mentée med det afsæt, som Lasse har.
Knap et års forløb med plads til refleksioner på begge sider
Michael Myhre Solvang Erichsen oplevede, at Lasse var igennem en række meget konkrete overvejelser og tanker om eget job og fremtiden. Og den slags tanker kan nemt skifte retning, når forhold og rammer omkring én også skifter. Af samme grund har forløbet med Lasse også varet næsten et år, modsat det normale halve år, som de fleste mentorforløb varer.
– Det har vitterligt været rollen som lyttende sparringspartner, der har været i centrum, i stedet for at lave et “quick-fix” og en beslutning, der måske så alligevel ikke ville være rigtig. Så det med at være til stede i samtalerne og prøve at forstå, om man “blot” skal lytte, så der kan gives luft for frustrationer med videre? Eller om der er brug for at få mere konkrete anbefalinger og råd? Det er noget, jeg har forsøgt at give meget plads til. Derfor har det også været et forløb over ca. et års tid. Og så har oplevelsen med Lasse blot bekræftet mig i, at man lærer utroligt meget om sig selv og sine egne valg, overvejelser, frustrationer med videre i samtalerne. Man sidder ej heller nødvendigvis med “guldkornene”, der får alt til at falde i hak til første samtale, så man skal turde give noget at sig selv hver eneste gang. Turde rådgive et andet menneske, der har givet en sin tillid, og så være klar til at tage et par runder mere, såfremt man ikke lige oplevede, at det var “spot on” for eksempel med den første sparring, siger Michael Myhre Solvang Erichsen og tilføjer:
– Processen med Lasse har ikke altid været snorlige, og igennem forløbet har Lasse i meget stor grad vist forandringsparathed til at tale i nye retninger, inden for nye rammer og nye muligheder for så igen vende tilbage til hans udgangspunkt i nuværende rolle. Det, synes jeg vidner om rigtig stor selvindsigt og ærlighed i dialogen, og det har gjort samtalerne meget forskellige i karakter, slutter Michael Myhre Solvang Erichsen.
Blev inden for pladen, men rykkede til nye udfordringer
Mentorforløbet endte rigtigt godt for Lasse. Da han startede i VELKOMMEN HJEM, var han ansat i CIBT som Key Account Manager. Og da han var færdig med forløbet, havde han rykket sig hele uret rundt og sluttede i en ny stilling fortsat hos CIBT.
– Vores forløb endte med, at jeg fik tilbudt en ny stilling i samme organisation, hvor jeg har langt mere direkte ledelse og en afgørende stemme i forhold til produktudvikling og markedsføring. Herved får jeg i dag i langt højere grad brugt alle mine kompetencer fra Forsvaret og bliver udfordret på en masse nye, spændende områder, fortæller Lasse og slutter:
– Efter jeg overgik til min nye stilling, har Michael faciliteret sparring og hjulpet med, at de præmisser, jeg indgik i den nye rolle på, blev overholdt. Desuden har han givet mig praktiske råd omkring, hvordan jeg kunne forholde mig til nye arbejdsområder og tvivlsspørgsmål. Hans hjælp og sparring har været fuldstændig uvurderlig.