Med undtagelse af “krudt og kugler”-kompetencerne, så er alle andre militærerfaringer anvendelige i erhvervslivet

Udgivet d. 21. juni 2023 af Velkommen Hjem

– I Forsvaret forventer alle ærlighed, og at man tør sætte sig selv på spidsen. Det er både udviklende og motiverende, forklarer veteran Johan Birkdal. Han var med på det første hold, der blev udsendt til Letland som en direkte konsekvens af krigen mellem Rusland og Ukraine. Det blev en lærerig uddannelse og selv om Johan var glad for sin tid i Forsvaret, så gav en tvungen pause efter udsendelsen ham tid til at reflektere over, hvordan han gerne vil leve sit liv. Det førte ham ind i det civile erhvervsliv i en ønskestilling i SAS Ground Handling. Men vejen dertil var brolagt med selvrefleksioner og masser af ærlige og personlige samtaler med mentor Jan Christian Rasmussen, senior facilitator hos Novo Nordisk. Her kan du læse hele historien om, hvordan mentorsamarbejdet gjorde veteran Johan Birkedal helt skarp på, hvad der giver energi, og hvad der er vigtigt for ham, når han går på arbejde.

– Jeg forlader Forsvaret, fordi jeg er mere end mit arbejde. Som officer får man et enormt ansvar og en masse muligheder for at udvikle sig selv og sine kompetencer. Det var nemt at fokusere 100% på mit arbejde og de opgaver, der var i forbindelse med min udsendelse. Men da jeg kom hjem, tvang jeg mig selv til at reflektere over de valg, jeg har taget i forbindelse med mit arbejde i Forsvaret. Jeg kunne mærke en ubalance indeni, hvor jeg savnede mine venner og familie og at dyrke nogle af mine andre interesser. Samtidig gik det op for mig, at jeg under min udsendelse fokuserede på at være noget for mine soldater og kolleger, men glemte mig selv undervejs. Jeg kan ikke være noget for nogen, hvis jeg ikke er noget for mig selv, forklarer Johan og tilføjer:

– Min tid i Forsvaret og min udsendelse har vist mig, at jeg, som soldat, leder og officer, er noget for andre. Derfor skal jeg også passe på mig selv og trykke på bremsen, før jeg kører galt. Dette handler ikke om stress, men en ubalance i mig, forklarer Johan. 

Man finder sine egne styrker

Selv om Johan nu har forladt Forsvaret, så har han været meget glad for både årene, uddannelserne, sin udsendelse og kollegerne.

– Selve uddannelsen til officer trykker en på maven, og man finder ud af ens styrker og svagheder. Jeg blev presset til at være ærlig overfor mig selv og tage ved lære af det. Samtidig møder man også rigtig mange dygtige, passionerede og intense mennesker i Forsvaret. Der, hvor alle forventer ærlighed og at man tør bruge sine kompetencer og sætte sig selv på spidsen. Det er udviklende og motiverende. Forsvarets struktur, og dermed den klare skildring mellem, hvem der har hvilken rolle, gør det desuden nemt at finde andre, man kan spejle sig i som ungt menneske og leder, forklarer Johan. 

Johan Birkdal, veteran

Mentorforløbet er en hjørnesten  

Da Johan besluttede at starte sin transition fra Forsvaret, kontaktede han VELKOMMEN HJEM, hvor han kom med i et forløb. Her fik han senior facilitator Jan Christian Rasmussen, fra Novo Nordisk som sin mentor, hvilket har været udslagsgivende for den udvikling og de indsigter og erkendelser, som Johan er nået til.

– Det er specielt arbejdet med min mentor, der har hjulpet mig til at tage de første og sværeste skridt. Min mentor, Jan, var kritisk og nysgerrig på mig, og det jeg fortalte. Dette førte også til nogle meget givende samtaler, hvor Jan kom med sit syn på nogle af de observationer, han gjorde sig, imens jeg fortalte om mig selv, om hvad der er vigtigt for mig og om det jeg selv mente, jeg ville. Jan hjalp med at skære helt ind til benet og klarlægge, hvad der var vigtigt for mig i et nyt arbejde, forklarer Johan og tilføjer:

– Under alt dette boede jeg stadig i Aalborg og derfor foregik alt over telefonen. Jan var altid til rådighed og jeg kunne altid ringe til ham, hvilket jeg også gjorde. Derfor ser jeg specielt, at tildelingen af en mentor som en af hjørnestenene i det, som VELKOMMEN HJEM bidrager med til os veteraner. 

Man får et meget stort motivations-boost af at deltage i kickoff, hvor man både møder veteraner, der er i gang med transitionen og veteraner, der har lavet den. For man er ikke alene med alle sine tanker og overvejelser.

Veteran Johan Birkedal

På trods af, at sparringen og dialogen med Jan Christian Rasmussen primært foregik over telefonen og altså ikke ofte med personlig kontakt, udviklede relationen sig til at være både tillidsfuld og personlig. 

– Igennem mentorforløbet fik jeg et meget personligt forhold til Jan. Jeg kunne mærke, at Jan gav noget af sig selv og derigennem opbyggede tilliden til, at jeg kunne være ærlig sammen med ham. Derfor har jeg et personligt, men fokuseret forhold til Jan, siger Johan, og roser sin mentor for hans ærlighed og den coachende tilgang, mentoren har haft i forhold til samarbejdet helt fra start.

Mange veteraner føler, at de svigter Forsvaret

Jan Christian Rasmussen har valgt at engagere sig som mentor i VELKOMMEN HJEM for blandt andet at bruge sine erfaringer til gavn for veteranerne. 

– Jeg har arbejdet med mennesker i mange år. Hvis mine erfaringer kan bruges af veteranerne til at komme videre i deres arbejdsliv, så er det for mig en stor tilfredshed og glæde, siger Jan Christian Rasmussen, der mener, at de militære kompetencer, som veteraner generelt tilegner sig i Forsvaret, alle kan bruges i erhvervslivet. Og når veteranerne kan have svært ved at komme igennem på det civile arbejdsmarked efter Forsvaret, mener han, at det især skyldes veteranernes egen loyalitet. 

– De føler, at de svigter den tillid, der er vist dem i Forsvaret – i kraft af en uddannelse, en karriere, spændende opgaver og ofte et stort ansvar. Når de så når til, hvad der ligner enden på deres karriere i Forsvaret – eller når de oplever, at Forsvaret i dag ikke er det Forsvar, de meldte sig til oprindeligt, fordi værdierne ændrer sig, eller de møder ledere højere oppe i hierarkiet, som ikke er de rollemodeller, som veteranerne vil spejle sig i – ja, så opstår ønsket om at finde en ny arbejdsgiver. Men de føler, at de svigter noget grundlæggende i tillidsforholdet mellem Forsvaret og dem selv – og måske også i forhold til de folk, som de har ledelsesansvaret for i Forsvaret, siger Jan Christian Rasmussen. Og fortsætter:

– Desuden har de veteraner, jeg har mødt, været vældigt i tvivl om, hvilke af deres militærkompetencer, der er anvendelige i erhvervslivet – og hvilken type jobs de derfor kan/skal søge udenfor Forsvaret. Min erfaring er, at det kræver en smule “oversættelse” af begreber og kompetencer for at erhvervslivet forstår, hvad veteranerne har af erfaring. Og på nær “krudt og kugler”-erfaringen, så er alle andre militærerfaringer anvendelige i erhvervslivet, 

Jan Christian Rasmussen, mentor

Agilitet gør veteraner til stærke projektledere

Selv om veteraner er forskellige, så kan man generelt godt fremhæve en række af deres styrker, mener Jan Christian Rasmussen:

– Jeg ser, at veteranerne oftest har en bedre kombination af teori og praksis, når det kommer til ledelse. Mange ledere i erhvervslivet savner ofte den tætte kobling mellem, hvad de har læst eller lært på et lederkursus, og hvordan de så omsætter det til praksis. De veteraner, jeg har mødt, har desuden haft rigtig fine erfaringer med projektledelse i den bredeste forstand – planlægning, risikostyring, målsætning, logistik, og tilpasninger til ændrede forhold … det mange i dag kalder “agilitet”.

Når det specifikt gælder Johan, så er der endnu flere gode sider, som Jan Christian vil fremhæve:  

– Johan har vist utroligt initiativ – både med hensyn til kontakten til mig og med selv at søge efter jobs. Jeg har udelukkende været sparringspartner, når Johan selv havde behov for at vende en jobmulighed, eller havde været til en jobsamtale og havde brug for at reflektere. Jeg hjalp også Johan med hans CV og ansøgninger, men det var i småtingsafdelingen, da vi først havde fået “oversat” militærsproget, fortæller Jan Christian Rasmussen og tilføjer:

– Johan virker som en meget nysgerrig og søgende person, der hele tiden ser muligheder åbne sig (snarere end døre der lukker sig). Det tror jeg, at alle, der møder Johan, oplever, og det tror jeg ganske sikkert har været med til at lande det job, som Johan har fået hos SAS, hvor han som en af de første skal være med til at definere de fremtidige ledere hos SAS Ground Handling. Jeg er overbevist om, at SAS har valgt Johan, fordi han kommer med ledelseserfaring (teori og praksis) samt at han har den nysgerrige, søgende personlighed, der kan være afgørende for at definere og opbygge lederforløbet for ledere i SAS, siger Jan Christian Rasmussen.

Et sammensurium blev udslagsgivende 

Spørger man Johan, hvad der er primær årsag til, at det er lykkedes ham at lande drømmejobbet hos SAS, siger han selv, at det skyldes den sparring og de samtaler, han har haft med især to personer.

– De ærlige samtaler, som jeg har haft med Jan, vil jeg fremhæve som værende afgørende for, hvor jeg er i dag. I Forsvaret har jeg fået lov til at udvikle mig som menneske og leder. Jeg er blevet udfordret fysisk og mentalt, og har fået et enormt ansvar som relativt ung leder. Efter min udsendelse blev jeg befalet til at holde fri i en længere periode, hvor jeg brugte tiden til at arbejde med mig selv, samtidig med at jeg begyndte på et forløb hos Velkommen Hjem, hvor Jan hjalp mig til at stille skarpt på mine kompetencer. Dette har været afgørende for der, hvor jeg er i dag, slutter Johan. 

Den korte soldaterhistorie om veteran Johan Birkedal

20  – Jeg startede på Sergentskolen i Varde. Mange af mine med-kadetter havde en værnepligt i bagagen, hvor jeg ikke havde taget værnepligten. Derfor var det også lidt af et kulturchok, da jeg startede i Varde, hvor jeg skulle lære alt militær håndværk fra bunden. Jeg lærte en masse af min tid på skolen, men jeg glædede mig til at komme ud i “virkeligheden”, hvor man er delingsfører og arbejder med rigtige mennesker og soldater, frem for skolescenarier og fiktive taktiske og ledelsesmæssige problemstillinger. 

2021 – Da jeg blev færdig på skolen, blev jeg tildelt en transport-deling fra stående styrke i Aalborg. Det er i høj grad disse soldater, der har været med til at forme mig som officer og leder. De udfordrede mig ledelsesmæssigt, for hvordan løser man sin opgave, når man ikke altid har det materiel eller personel, der er nødvendigt for at til at løse opgaven til 100% perfektion? Her lærte jeg, hvordan en 80% løsning også kan være nok. De lærte mig at skabe mening i situationer, hvor meningen var svær at finde. Det var nødvendigt, at jeg som deres delingsfører kunne skabe mening for dem og skabe rammerne for, hvordan vi løste en opgave. 

2022, feb. – Efter et år som delingsfører invaderede Rusland Ukraine, og jeg blev tildelt en ny deling med meget erfarne soldater, idet vi skulle være klar til udsendelse, hvis det blev nødvendigt. Her skulle jeg inden for 3 måneder gøre en deling klar til en eventuel udsendelse, samtidig med at jeg skulle skabe tillid til min nye deling. For man skal bevise ens viden, faglighed og kompetencer for at gøre sig fortjent til den tillid, ens soldater giver en. 

2022, april – Jeg var udsendt som det første hold til Letland – NFT hold 1. Vi var 19 soldater og fik tildelt 2 x 20-mands telte på 25 kvm, vi skulle bo i de næste 6 måneder. Dette var både en udfordring og en gave. Jeg blev rigtig tæt med den enkelte soldat i min deling. Jeg skulle balancere mellem at være deres delingsfører og mig selv, når vi kunne slappe af i teltene. Denne balance lykkedes og af mangel på bedre ord, så var jeg autentisk og lærte at være Johan, leder og officer under min udsendelse. 

2022, nov. – Da jeg kom hjem fra udsendelsen med mine soldater, kunne jeg mærke det bånd, vi havde opbygget, og at jeg havde deres fulde tillid, og de havde min. Under udsendelsen var vi så klar, som vi kunne blive med de ressourcer vi havde til rådighed, og nu skulle vi skilles ad. Jeg skulle starte i en anden stilling og min deling skulle give deres viden til nye soldater. Samtidig skulle vi alle holde fri i en længere periode, hvor jeg reflekterede over mit virke i Forsvaret og min hverdag udenfor Forsvaret.

 

Privat
Jeg er vokset op ude på landet i Nordvestsjælland ved Havnsø, hvor jeg også brugte mange år på vandet med kapsejlads. Jeg har to søstre, en lillesøster og en storesøster. Mine forældre bor stadig i det hus, jeg er vokset op i, og det har været dejligt at kunne have så mange minder fra det samme sted. Jeg har en bachelor i Idræt og Sundhed fra Syddansk Universitet og har boet i Odense, København og Aalborg. Jeg er i forbindelse med mit jobskifte ud af Forsvaret, flyttet tilbage til København, hvor jeg bor hos en rigtig god ven, indtil jeg finder min egen lejlighed. 

Kort om VELKOMMEN HJEMs forløb

Et forløb starter med to dages kickoff, hvor de deltagende veteraner får indsigt og en bredere viden om erhvervslivet igennem oplæg og foredrag af erfarne, dygtige erhvervsfolk og erhvervseksperter. Veteranerne bliver desuden inddraget igennem gruppeforløb og 1:1 samtaler med erhvervspsykologer og karriererådgivere. Efter kickoff bliver hver enkelt veteran matchet med en af foreningens engagerede mentorer efter personlighed og faglige interesserer, og i de følgende seks måneder vil mentor guide, hjælpe og støtte veteranen i transitionen.