Målrettet veteran fik pludselig brug for en ny plan for sit liv
Udgivet d. 13. marts 2020 af Velkommen Hjem
Alexandre de Azevedos militære karriere kørte på skinner, da livet ramte ham. Han mødte kærligheden og skulle pludselig være far. Og hvad gør man så, når man synes, at et familieliv ikke er foreneligt med Forsvaret? Han valgte at lægge en ny plan for sit liv med hjælp fra VELKOMMEN HJEM og mentor Jutta Baltodano fra Nets. Læs historien om veteranen, der efter 11 års målrettet karriere i Forsvaret skulle omstille sig fra at være soldat og single til at blive civilist, far og ægtemand på bare 9 måneder. Han starter som teamleder lager hos Øland om kort tid.
Alexandre de Azevedo havde styr på sin karriere i Forsvaret, da han blev hårdt ramt af Amors pil – og så ændrede alle hans tidligere planer og prioriteter sig.
– Jeg har hele min tid i Forsvaret vidst, at jeg ville på Hærens Officersskole en dag. Jeg fik en K35 i sin tid, og da jeg ikke har en studentereksamen, var min plan, at jeg ville optjene nok CU til at tage en HF og så tage på Officersskolen. Inden jeg nåede at optjene nok CU, ændrede Forsvaret på optagelseskravet og åbnede op for at få en betalt akademi-uddannelse.
Pludselig stod jeg så med en akademi-uddannelse og en adgangsbillet i hånden – alt lå lige til højrebenet. Men så ramte livet mig. Jeg mødte en sød pige, som blev gravid med det samme. Jeg har altid sagt til mig selv, at et job i Forsvaret ikke er noget for mig den dag, jeg får et barn. Så jeg stod pludselig ved noget af en skillevej.
I 11 år havde jeg arbejdet på at få den adgangsbillet i hånden, og nu skulle jeg vælge mellem min lange drøm eller en fremtid uden for Forsvaret som civil, far og ægtemand. Jeg valgte heldigvis det sidste og ville aldrig gøre noget om, fortæller Alexandre.
Svært at skifte retning fra en plan til en ny
Alexandre traf hurtigt sin beslutning om at kontakte VELKOMMEN HJEM. Han vidste jo, at han maximalt havde 9 måneder til at omstille sig fra at være soldat og single til at blive civil, far og ægtemand, så det hele skulle gå stærkt.
– Jeg synes faktisk det var rigtig svært at tage springet og tage kontakt til VELKOMMEN HJEM. Det havde taget mig 11 år at få nok soldatermæssig erfaring til, at jeg selv syntes, at jeg var klar til Officersskolen, men nu skulle der pludselig laves en helt ny plan for livet. Hvordan kunne jeg bede nogen om hjælp, når jeg ikke vidste, hvad jeg selv ville uden for Forsvaret? Men jeg tog kontakt, og jeg var ærlig omkring alle mine udfordringer og tanker vedrørende arbejde og privatliv.
Og i VELKOMMEN HJEM blev jeg mødt med åbne arme – og de tog mig ind og hjalp mig igennem processen lige fra start til slut, fortæller Alexandre, og begrunder desuden sit valg af foreningens forløb:
– Utrolig mange af mine tidligere kollegaer fra Vordingborg Kaserne har fundet et nyt arbejde igennem foreningen, så jeg – og alle andre på kasernen – havde jo både hørt om VEKOMMEN HJEM og vidste, hvad de kunne hjælpe med.
Kickoff var et kanon startskud
Alle veteraner, der begynder i et forløb i VELKOMMEN HJEM, starter med et to dages kickoff. Her møder soldaterveteraner og foreningens mentorer hinanden og der er blandt andet en række oplæg fra relevante erhvervsfolk samt tidligere veteraner, der er kommet videre i civile jobs. De fleste deltagende veteraner beretter efterfølgende om kickoff, som noget af en øjenåbner og et seriøst spark i den rigtige retning – således også Alexandre.
– Kickoff var et kanont startskud på hele min rejse. Jeg mødte en masse spændende mennesker, og det har åbnet mine øjne for, at jeg skal begynde at skabe mig netværk og pleje det jeg allerede har – for det kan måske en dag hjælpe mig, siger han, og tilføjer generelt om sit forløb:
– VKH har hjulpet mig til at finde en ro omkring min fremtid. Jeg lærte hurtigt, at jeg ikke har ”spildt” 11-12 år af mit liv på at være soldat. Jeg kommer faktisk ud med nogle bundsolide kompetencer, som er eftertragtet på jobmarkedet og så har VELKOMMEN HJEM lært mig at skrive et CV og en jobansøgning.
Stærk mentor med en baggrund i rekruttering
Alexandre blev af foreningen matchet, på baggrund af interesser og faglighed, med en af foreningens kompetente mentorer, Jutta Baltodano. Hun arbejder som Senior Recruitment Consultant i Nets Denmark, og har masser af relevant erfaring med planlægning af karriereforløb. Hun var gift med en tidligere amerikansk soldat, og har boet i USA, hvor hun fortæller, at man gør meget mere for soldaterveteranerne. Det er da også derfor, hun har meldt sig under fanerne som mentor hos VELKOMMEN HJEM. Om sin mentée Alexandre siger hun:
– Da jeg mødte Alex første gang, stod han et sted i sit liv, hvor der skete en masse forandringer. Han var blandt andet lige blevet far, og derfor skulle han lige finde sit ståsted. Alex havde hidtil haft en plan for sig selv i militæret, men nu hvor han skulle være far, ønskede han at kigge på muligheder uden for Forsvaret. Han var meget åben i sin kommunikation omkring sin prioritering. Der var ingen tvivl, om han er en ansvarsbevidst mand med masser af gå på mod, som var opsat på at få en plan. Han skulle bare lige finde ud af, hvad det skulle være.
Igennem forløbet mødtes mentor og mentée en gang om måneden, hvor fokus derfor var på at have konstruktive samtaler, om hvilke forestillinger Alexandre havde gjort sig om sit fremtidige liv, og hvad der var vigtig for ham i den forbindelse. Jutta Baltodano oplevede en reflekterende mentée, der var meget modtagelig for sparring og hjælp.
– Jeg oplevede, at min rådgivning og sparring med Alex gjorde en forskel i forhold til at give ham en større indsigt i egne styrker. Da jeg til dagligt arbejder med rekruttering og er certificeret i personligheds- og evne-test, tilbød jeg Alex at teste ham. Han takkede ja til alle tests, og det blev meget givende i vores videre dialog og betød, at jeg fik bedre indsigt i, hvem Alex er som person. Jeg fik her igennem også mulighed for at belyse de styrker i hans personlighed, som Alex var mindre bevidst om. Han var i den forbindelse meget modtagelig og reflekterende over for den feedback, jeg gav ham. Jeg er overrasket og imponeret over, hvor hurtigt Alex har udviklet sig fra at være et menneske, der lige skulle finde et nyt ståsted i livet til et menneske, der nu er bevidst om egne evner både på det faglige og personlige plan. Alex er meget handlekraftig og spilder ikke tiden, så da først han blev klar på, hvad han ville, tog han action og inden for ganske kort tid blev han tilbudt job, fortæller Jutta Baltodano.
Mentor bankede selvtillid ind i sin veteran
Alexandre siger også selv, at han har haft meget stor glæde og gavn af de evner, Jutta Baltodano har som mentor.
– Juttas og mit match, har været helt perfekt! Vi valgte begge at spille med helt åbne kort overfor hinanden fra starten af. Vi brugte efteråret på en masse gode og konstruktive samtaler, og jeg fik taget en masse test, så hun fik et bedre billede af mig. Det absolut bedste, Jutta har gjort for mig, er, at hun har banket en helvedes masse selvtillid ind i mig ift. hvad jeg kan, og hvem jeg er. Jeg laver ikke bare mit arbejde, og jeg er ikke bare hvem som helst. Jeg må indrømme, at jeg følte mig 110% klar til at søge job ved årsskiftet, hvilket er ret vildt, da jeg blot 4 måneder forinden var til kickoff, hvor jeg var i tvivl om stort set alt. Og jeg nåede ikke engang at aktivere hverken mit eller Juttas netværk før, jeg fik job, fortæller Alexandre.
Fik jobbet på sin fortid som soldat
Alexandre oplever selv, at han har været ekstremt heldig i sin jobsøgning, som allerede efter to samtaler sikrede ham jobbet som teamleder lager hos Øland.
– Mit held er, at jeg ramte et jobopslag, hvor manden bag, specifikt søgte en soldat eller en tidligere elite-holdsportsudøver. Det stod ikke i jobannoncen, og jeg kunne ikke læse mig frem til det, men han fortalte mig det til første samtale. Han er selv tidligere soldat fra 80’erne, og han ved, hvad vi bliver opdraget med, så da han fik muligheden for at få en soldat, satte han alle sejl ind overfor direktøren, fortæller Alexandre.
Det resulterede i, at Alexandre blev valgt ud af 67 mulige kandidater, fordi han var den eneste soldat, der søgte stillingen. Men der var et heldigt sammentræf mere, der sikrede ham jobbet, ifølge Alexandre selv:
– Yderligere heldigt var det, at jeg blev anbefalet af en bekendt fra mine ungdomsår i Holbæk. Personen har jeg ikke snakket med i over 10 år, men alligevel snakkede hun godt om mig, hvilket jeg er utrolig glad og stolt over. En anden sjov ting er, at jobbet er fundet via en jobannonce på Jobindex, og ikke på LinkedIn eller via et kaffemøde.
– Det blev til 4 jobansøgninger, 0 kaffemøder og 1 jobsamtaleforløb, og så var der bid. Jeg nåede ikke engang at aktivere hverken mit eller Juttas netværk. Det er ret vildt, siger Alexandre.
Mere forstand end held
Ifølge mentor Jutta Baltodano var det mere forstand, dygtighed og erfaringer, der sikrede Alexandre jobbet. Generelt oplever hun soldaterveteraner som yderst kompetente og med kvalifikationer i bagagen, som erhvervslivet kan få stor glæde af.
– Den militære kompetence, som jeg mener soldater fra Forsvaret især kan bidrage med til erhvervslivet er det ledelsesmæssige. De har gode solide lederuddannelser samt masser af praktisk erfaring i ledelse, så man får kompetente ledere ind i en organisation med det samme, og tilføjer specifikt om sin mentée:
– Alex har igennem Forsvaret også fået en masse praktisk erfaring i at lede mennesker, og det er netop også dette han skal i sit nye job i det civile. Han får sine faglige og ledelsesmæssige erfaringer fra militæret bragt i spil. Udover Alex’ ledelsesmæssige kompetencer, vil jeg også fremhæve hans evne til at skabe struktur, formidle planer, holde overblik samt at få eksekveret tingene, forklarer Jutta Baltodano.
Hun siger, at hun udelukkende har haft gode oplevelser i sit forløb som mentor for Alexandre, men fremhæver især en god oplevelse:
– Den bedste oplevelse var dog helt klart, da Alex ringede begejstret og fortalte, at nu havde han landet drømmejobbet. Det har været spændende at følge processen på sidelinjen og på det menneskelige plan var det som mentor, bestemt det mest givende, slutter hun.
Fik skabt sig et helt nyt liv
Alexandre de Azevedo fortæller om sit forløb i VELKOMMEN HJEM, at det har gjort det muligt for ham at lægge hele sit liv totalt om på under et år – både på arbejdsfronten og privat. Derfor vil han gerne dele sin historie med andre i samme situation:
– Jeg håber, at andre soldaterveteraner kan bruge Juttas og min historie. Jeg har selv siddet og læst samtlige artikler om soldaterveteraner, der har været igennem VELKOMMEN HJEM – og jeg har fundet stor inspiration i dem. Så hvis jeg kan give lidt videre med min historie, så vil jeg rigtig gerne det, slutter Alexandre de Azevedo.
Den korte historie om Alexandre de Azevedo
Alexandre de Azevedo startede i flyvevåbnet som værnepligtig i august 2008, tog efterfølgende hærens reaktionsstyrkeuddannelse (HRU) i Vordingborg og det daværende DANILOG, hvor han blev uddannet kontorhjælper og terminalhjælper.
Han blev udsendt på KFOR 21 i 2009-2010.
Vel hjemme i DK igen, arbejdede han som kontorhjælper, blev udnævnt overkonstabel, hvorefter han tog på afkortet sergentuddannelse i 2012. Her havde Alexandre de Azevedo tre værnepligtshold, før han kom over i stående styrke som terminalbefalingsmand.
Der fulgte nu en række udsendelser: RSM 2 i 2015 og OIR 4 i 2016-2017.
I september 2017 startede han på akademiuddannelsen i ledelse, hvor han tog tre af fagene på VUT-1 (oversergentuddannelsen). I november 2018 færdiggjorde og forsvarede han sin hovedopgave, og så var han klar til optagelse på Hærens officersskole i MAR2020.
Herefter arbejdede han som uddannelsesbefalingsmand og næstkommanderende/deling. Har siden september 2019 været på CU.