Hella Joofs tale til veteranerne

Udgivet d. 2. november 2017 af Velkommen Hjem

Kære Landssoldater, kære veteraner. (Forresten ved I, at ordet veteran stammer fra latin: Veteranus, afledt af vetus, som betyder gammel, en ældre person med stor erfaring. Men måske skal vi snart finde et nyt ord. For der knytter sig efterhånden nogle uhensigtsmæssige associationer til det.)

Velkommen hjem. Hvornår I end er kommet. I er velkomne tilbage.

Det er en ære at stå her. Jeg er fuld af respekt. Jeg er selv gift med en tidligere soldat, og det kan varmt anbefales. det er folk med selvdisciplin. Det er betryggende med folk, som holder aftaler og som løser opgaver uden for megen palaver og debat. Debatten kan man altid tage, eller man kan lade være.

I har været ude i verden, og I har løst opgaver under pres, under visse forhold med kuglerne fygende om ørerne. Det, det kræver, er der brug for alle steder. Folk, der kan bevare roen, når alle andre går i panik, er der brug for i disse tider. I gamle dage, da der var værnepligt, skulle alle mænd i militæret og alle kvinder føde hjemme i egen seng – uden bedøvelse (hvilket også er en slags manddomsprøve, skulle jeg hilse og sige), dengang var der en anden selvfølgelighed omkring at være soldat.

Nu er det frivilligt, og derfor er der måske kommet en tendens til at betragte militærfolk som en særlig art. Mennesker med en særlig profil, særlige holdninger; det stereotype billede er en aggressiv og krigsgal type. Men det er jo uendelig langt fra det generelle og det sande billede. Det er måske snarere en person, der er eventyrlysten, viljestærk, modig, nysgerrig, hjælpsom, passioneret. En person, som i 1492 ville have meldt sig, og var stævnet ud med Christoffer Columbus på Santa Maria for at lede efter søvejen mod Indien.

Men der er i vor tid, i vort samfund fordomme omkring folk, der har været i krig. En ide om, at I er militærpersoner, som ikke kan indgå i det civile liv.

(Talen fortsætter under billedet)

Folk møder jer med forskellige holdninger til de missioner, I har været udsendt i. Og folk er uenige i om, hvorvidt vi skal have et militær. Og der pågår en debat om Danmarks deltagelse i diverse missioner. Og det er fint, det er en del af den demokratiske proces, selvom vi en gang imellem skal overveje, om timingen er den rette, når vi har folk udstationeret i en konfliktzone med pårørende herhjemme, som skal høre i nyhederne, at opbakningen til pågældende mission er faldende. Det er ikke altid lige kønt, og vi er ikke altid enige her i landet.

Men vi kan ikke være uenige i, at I har bidraget med jeres liv og lemmer. I har været væk fra jeres familier og partnere og børn, og det har haft personlige konsekvenser.

Nogle af jer har mistet jeres kammerater.

I har set ting, som i måske ikke kan dele med os fra civilsamfundet. Fordi vi ikke can handle the truth, som colonel Nathan R Jessup, spillet af Jack Nicolson , siger i A Few Good men, filmen hedder ’Et spørgsmål om ære’ på dansk.

I kommer tilbage og bliver mødt med forvirring afstandtagen eller almindelig mangel på respekt.

Og naturligvis også, og heldigvis for det, den respekt I fortjener.

Vi lever i et samfund, som gerne vil gøre det rigtige, gerne vil være på den rigtige side i konflikterne, gerne vil fjerne tyranner og beskytte civilbefolkninger rundt omkring. Gerne så langt væk som muligt. Men vi vil have, at det skal se pænt ud, og når vi får efterretninger om, at der er civile tab eller ser filmen Amadillo og hører unge soldater med et højt adrenalinniveau juble over at have fået ram på talebanere, der lå i baghold, så gyser pæne mennesker og får småkagen galt i halsen. Og politikere går efterfølgende ud og tager ’klar afstand’, og forsvarsministeren bliver kaldt i samråd. For et er, at man rammer Taleban, men man kunne i det mindste lade som om, man var ked af det imens. Synes vi. Alle os civilister, som Oberst Hackel ville sige. Så sidder vi der og synes alt muligt. I vores bløde sofa, i vores varme stue, mens I har stået i den skarpe ende og forsvaret vores ideer om frihed.

Tak, fordi i er mænd og kvinder af den rette støbning. Tak, fordi i har løst alle de mangeartede opgaver, som vi ikke engang vidste, at I skulle løse, da vi gik i krig. Tak fordi I ikke rendte af pladsen, da det blev møgbeskidt, ubehageligt og uoverskueligt. Og det bliver det jo nogen gange, det er jo krig. Tak fordi I gennemførte, selvom det måske kneb med den samlede politiske og folkelige opbakning. Sådan er det, når det bliver grimt. Så er der nogen, der begynder at ryste på hånden. Fordi vi gerne vil se os selv som humanister og pacifister. Tak fordi I ikke rystede på hånden. I har garanteret også været i tvivl, men I blev og gjorde jeres arbejde færdigt. Tak for det. Måske er det, fordi I er mænd og kvinder af en ganske særlig støbning. Mennesker med integritet. Måske er I født med den. Måske havde I det ikke, da I som helt unge gik ind i militæret, men I fik den undervejs. Der er nemlig ikke plads til folk i militæret uden en høj integritet. For der er løbende en kraftig selektion og hvis man er en kluddermikkel, bovlam og en dårlig kammerat, er der kontant afregning. Der er æresbegreber, som vi faktisk mangler i civilsamfundet. For I lærte at behovsudsætte. Være præcise, komme til tiden og ikke spilde andres tid. Selvkontrol. At samarbejde. Fremdrift. Egen-motivation. At alle må yde sit bedste for at fælleskabet kan fungere. At man kan holde fokus på en opgave, selvom de basale behov ikke er opfyldt: Mad, søvn og muligheden for at træde af på naturens vegne et rart sted, med andre ord et varmt sted at skide. Prøv at bede en skolelærer, en økonom, en skuespiller eller embedsmand om det!

I ved, at en kæde ikke er stærkere end sit svageste led. I ved, at ’Smerte kun er svaghed, der forlader kroppen’. Sådan lyder et gammelt soldater mundheld. Tænk, hvis der var nogen, der sagde det på en almindelig arbejdsplads, så ville der blive ballade. Og I har lært, at leave no man behind. Vi skal have alle med hjem. Det er derfor, vi er mere sårbare end nogle af vore fjender. Vi er ikke parate til at ofre liv frivilligt. Vi vil gerne have alle med hjem. Det er et succeskriterie. Og nogen gange går det ikke som planlagt. Nogle af jer har set jeres kammarater dø. Nogle af jer har været i livsfare. Men I kom med hjem. Vi fik næsten alle med hjem med livet i behold.

Leave no man behind.

Det kunne vi med fordel prøve at overføre til resten af samfundet.

En af min mands kolleger fortalte, at han tog billeder af sine ben, fordi han gerne ville have dem med hjem på den ene eller den anden måde. Det kræver mennesker af en særlig støbning.

Og nu er I hjemme og velkommen hjem. Vi er stolte af jer, og vi mangler jer i vores samfund. Det kan godt være, at nogen flakker i blikket, når de møder jer. Fordi krig er så abstrakt et begreb i Danmark. Og nogle er måske direkte modstandere af de missioner, I har deltaget i. Og det er naturligvis smertefuldt at havde stillet sig til rådighed med liv og lemmer og så blive mødt af verdensfjern pacifisme eller selvretfærdighed.

Men de ved ikke, hvordan det er. I ved. I har et forspring. Men insister på jeres historie. Tving os til at tale med jer om jeres oplevelser. Til at anderkende vores fælles ansvar. Og uanset hvad I har oplevet så vær stolte af jeres indsats. Krig er krig. Det er os, der ikke kan rumme jeres oplevelser. We can´t handle the truth. Vær stolte over, at I kan. Og hvis I ikke kan, så sørg for at bede om hjælp.

I er en alt for stor en ressource til, at vi kan undvære jer. Vi mangler modige robuste folk, som kan arbejde under stort pres. Mennesker, som kan ryste oplevelser, som ville have traumatiseret de fleste af os, af sig. Mennesker som kan arbejde for et højere mål og som ikke piver, fordi de ikke får deres otte timers skønhedssøvn. Og husk, I er ikke ofre for noget som helst. Det er jer, der har noget, vi mangler. Når I skal ud i det civile liv igen, så bid jer fast i bordkanten, hvis jeres profil ikke lige matcher den i jobannoncen. I må ikke give op efter ti eller tyve afslag. Ikke kun for jeres egen skyld, men for vores. For de virksomheder, som ikke ved, at det lige præcis er en af jer, de står og mangler, de virksomheder skal have en chance. Lov det. I er alt for dyrebare til, at vi kan lade jer gå. I er en gave for erhvervslivet. I sundhedsvæsenet. I undervisningssektoren. You name it.

Bare tanken om en tidligere befalingsmand i en dansk folkeskole får mig til at smile. En senior sergent som leder af et jobcenter i en udkantskommune, så ville der komme gang i sagerne.

Der er masser af muligheder. Insister på jer selv og alle de virksomheder, som alligevel er ved at gå til af bar disruption, til jer vil jeg sige: det er godt at have en soldat med, when the going gets rough. De er gode til at bevare roen. Og de er gode til brandslukning, når det hele er ved at brænde ned om ørene på os.

Who dares Wins!

/Helle Joof