Fyld skattekisten med veteraner!

Udgivet d. 25. april 2021 af Velkommen Hjem

”Skattemyndighederne skal ansætte flere hundrede nye medarbejdere i de kommende år. Myndighederne kunne have glæde af at se i retning af VELKOMMEN HJEM”, mener advokat Kim Pedersen, Group CEO hos Juhler Holding, der er et nordisk rekrutteringsbureau. Virksomheden ejer bla ejer Temp-Team, der i flere år har været en del af VELKOMMEN HJEM.  Som mentor i foreningen har han netop afsluttet et stærkt forløb med veteran Christopher Shaughnessy, der har fundet sit drømmejob i Gældsstyrelsen. Og mentoren mener, at ”foruden Christopher er der i min optik mange kompetente veteraner, der kan passes ind i en lang række af de stillinger, der skal besættes i de kommende år.” Læs hele historien om et fantastisk partnerskab, der endte godt med en ny begyndelse på civil grund.

Veteran Christopher Shaughnessy forlod Forsvaret efter 13 år og 3 udsendelser. Han følte, at både han selv og Forsvaret havde forandret sig i de år, der var gået, og han trængte til at komme videre. Han gennemførte jurauddannelsen på Københavns Universitet og fik hurtigt job – men så gik det galt. 

– Allerede inden jeg havde afleveret speciale, var min drøm gået i opfyldelse, og jeg havde ved min første ansøgning fået job som advokatfuldmægtig. Desværre satte corona en stopper for drømmen om at blive advokat, for ligesom mange andre, blev jeg opsagt. Jeg stod derfor i sommeren 2020 uden job, med en knust drøm og en følelse af at være utilstrækkelig. Så med et friskt eksamensbevis i hånden var det bare at stille sig op i køen sammen med de andre nyuddannede akademikere og håbe på det bedste, fortæller Christopher.

Så fra at gå fra en verden, hvor Christopher følte, at han selv kunne det hele og hjælpe andre mennesker igennem juraen med deres problemer, så var det pludselig ham selv, der havde et problem og brug for hjælp … 

– Jeg havde ikke noget job, jeg havde en kæreste på barsel, og to børn på henholdsvis to et halvt og halvandet år. Jeg kastede mig derfor straks ud i at skrive et hav af ansøgninger, og for at gøre ondt værre, blev jeg ikke kaldt til en eneste samtale. Mine frustrationer voksede og voksede. Fra at få et job på den første ansøgning, blev jeg nu ikke engang kaldt til samtale.

Christopher luftede sine frustrationer overfor en gammel soldaterkammerat, der straks foreslog ham at kontakte VELKOMMEN HJEM. 

– Til at starte med var jeg lidt skeptisk. Jeg havde læst om foreningen og vidste overordnet, hvad det drejede sig om, men jeg havde en ide om, at det mest var et netværk for officerer, befalingsmænd og faglærte konstabler, som var på vej ud af Forsvaret. Det er unødvendigt at sige, at mine fordomme blev gjort til skamme, siger Christopher.

Christopher Shaughnessy,veteran

Værdier blev konkretiseret og italesat på en god og ”langhåret” måde

Christopher kontaktede VELKOMMEN HJEM, og held i uheld var der netop en deltager, som var hoppet fra et forestående forløb, så Christopher fik den ledige plads. Formålet med et forløb i foreningen er at hjælpe veteranen godt videre i en civil karriere og i det hele taget føre veteraner og erhvervsliv tættere på hinanden 

– Det intensive kickoff bød på mange forskellige indlæg om alt fra CV-opbygning og hvordan man som jobsøgende skal konkretisere sine kompetencer – til indlæg om, hvordan andre deltagere havde taget springet ud i det civile liv og havde stået og været lige så frustreret, som jeg selv var, fortæller Christopher og fortsætter:

– VELKOMMEN HJEM gjorde mig i langt højere grad bevidst om, hvad der betyder noget for mig og hvilke værdier, jeg ønsker en kommende arbejdsplads besidder. Det var dybt foruroligende at høre fra en af indlægsholderne, at ”man skal stille krav til en kommende arbejdsgiver”. Jeg ville jo egentlig bare gerne have et arbejde. Vores værdier blev konkretiseret og italesat på en måde, så vi kunne anvende de kompetencer, vi baserede vores værdisæt på. Det lyder langhåret, fordi det er det. 

Ifølge Christopher selv var det specielt disse nye indsigter, han tog med videre, og som for ham betød, at han efter kickoff ikke længere jagtede stillinger som advokatfuldmægtig. 

– Jeg fik i langt højere grad fokus på processen ved at søge et job, som ville ende med et job, jeg brænder for og bliver motiveret af – også selv om jeg ikke nødvendigvis havde nogen ide om, hvad dette job skulle være, fortæller Christopher.

Mentor stillede krav og udfordrede sin mentée

Efter kickoff fik Christopher tildelt sin helt egen mentor. Christopher blev matchet med en af foreningens dygtige mentorer – Kim Pedersen, der er advokat og partner i Sirius Advokater og Group CEO hos Juhler Holding.

– Jeg havde et begrænset kendskab til Sirius Advokater på forhånd hvor Kim var på daværende tidspunkt, men ikke til Kim. Efter en mail til Kim ringede han mig op og præsenterede sig selv, og en uge efter aftalte vi et møde på hans kontor. Til at starte med snakkede vi om, hvem vi var, og hvad vi havde lavet, og med de erfaringer rigere tog Kim styringen, og så blev jeg ellers udfordret. Jeg erfarede hurtigt, at Kim var meget velforberedt og havde krav og forventninger til min indsats som mentée, hvilket ikke er helt urimeligt, kan man mene. Kim havde et hav af spørgsmål, og efterhånden som samtalen skred frem, blev det mere og mere konkret, fortæller Christopher og tilføjer:

– Kim var god til at spørge ind til dels de ting, jeg ikke selv ville tale om, blandt andet mine svage sider, og til dels de ting, jeg ikke havde tænkt over tidligere i jobsøgningsprocessen. Jeg fandt det til tider dybt ubehageligt og følte, at jeg udstillede mig selv, men i virkeligheden afdækkede Kim netop, hvad jeg skulle fokusere på og arbejde med i den videre proces med at finde et job.

Kim Pedersen, mentor

Fik hjælp til at flytte fokus

Spørger man mentor Kim Pedersen om hans oplevelse af forløbet, så oplevede han lige fra start, at Christopher havde en klar plan om præcist, hvilket job han ville have og et godt bud på, hvordan denne målsætning kunne nås. Men det var midt under den første lockdown hvor advokatfirmaer var tilbageholdende med at ansætte – og derfor nødvendigt at tænke i alternative muligheder. 

– Der var på dette tidspunkt blot ikke så mange åbninger inden for det relativt snævre område, som Christopher ville arbejde med. Som mentor for Christopher har jeg har søgt at give sparring samt opbygge en direkte og fortrolig dialog. Fortroligheden kom hurtigt og dette gav mig mulighed for at udfordre Christopher på, om der kunne være andre jobmuligheder inden for det arbejdsområde, han brænder for. Christopher er jo både soldat og jurist med en drøm om at arbejde med konkursretten på et advokatkontor. Jeg har set det som min opgave at udfordre Christopher på, hvordan ”planen” kunne se ud og hvorledes vejen frem mod målet kunne være – og at der måske kunne være en anden vej eller anden måde at nå målet på – og samtidig sikre fremdrift i jobsøgningsprocessen på et tidspunkt, hvor det meste af landet lukkede ned, fortæller Kim Pedersen.

Fortroligheden var en væsentlig faktor for den udvikling i samarbejdet, som begge parter oplevede. Og selv om nogle af de udfordringer og spørgsmål, som Christopher blev stillet overfor, var svære for veteranen, så fremhæver sin mentors ærlighed som meget positiv.

– Jeg oplevede, at Kim var fuldstændig ærlig og samtidig var hans engagement i mig som person, og det at få mig i job, meget overvældende. Kim var god til at forklare, hvordan det var et fælles projekt og hvilke tanker, han havde gjort sig om det. Dette kom blandt andet til udtryk ved, at han var fuldstændig opdateret på jobmarkedet midt corona-situationen. Så på baggrund af Kims input, og godt tanket op på selvtillid, forsatte jeg jobjagten trods lockdown. Kim var meget behjælpelig med at sende jobopslag og artikler, og det betød, at jeg var fuldstændig opdateret og i hvert fald ikke havde nogen undskyldning for ikke at have søgt et job, fortæller Christopher.

Blev udtaget blandt 100 ansøgere

Efter relativt kort tids søgen blev Christopher indkaldt til jobsamtale i Gældsstyrelsen, en del af SKAT, i Roskilde.

– Jeg skrev til Kim med de gode nyheder, og dagen før min jobsamtale ringede han mig op og brugte over en time på at forberede mig i samtalen. Kim har som advokat en stor erfaring inden for Skatteområdet, og han var derfor ikke ubekendt med Gældsstyrelsen, deres opgaver og udfordringer – og hans råd var derfor guld værd. Der havde været over 100 ansøgere til stillingen i Gældsstyrelsen, og de havde indkaldt 4 til samtale. 

Kort efter jobsamtalen blev jeg indkaldt til endnu en jobsamtale hos en anden myndighed. Det endte med, at jeg blev tilbudt begge stillinger, og fra årsskiftet blev jeg ansat som fuldmægtig i Gældsstyrelsen hvor jeg sagsbehandler på henvendelser fra skyldneres repræsentanter i form af advokater, revisorer og gældsrådgivere, fortæller Christopher, der er meget glad for både forløbet og resultatet. Og det er mentor i den grad også:

– Det har været en fornøjelse at arbejde sammen med Christopher, der er både åben og villig til at omstille sig. I løbet af kort tid fik Christopher lavet en justering til ”Planen” og fik glæde af en dialog med Skattemyndighederne, der som bekendt har en betydelig gældsmasse, der skal inddrives. Det hele gik jo fint og Christopher arbejder nu med konkurs – inddrivelse af gæld hos Gældsstyrelsen, siger Kim Pedersen.


”I bagklogskabens klare lys er jeg ikke tvivl om, at hvis jeg ikke havde deltaget i VELKOMMEN HJEM og fået Kim som mentor, så havde jeg stadig jagtet rundt efter et job som advokatfuldmægtig uden at vide, at der fandtes andre alternativer, der kunne give mig mindst lige så stor glæde og faglige udfordringer.”

Veteran Christopher Shaughnessy

– VELKOMMEN HJEM gjorde mig i langt højere grad bevidst om, hvad jeg gerne søger, finder vigtigt og bliver motiveret af i et job. Samtidig betød VELKOMMEN HJEM, at jeg flyttede fokus fra målet om at få et job – til rent faktisk at koncentrere mig om processen, der ville føre til resultatet, nemlig det at få et job, som jeg er glad for og brænder for i lige så høj grad, som jeg gjorde for at være soldat, slutter Christopher Shaughnessy.

Den korte soldaterhistorie om veteran Christopher Shaughnessy.

Christopher Shaughnessy startede i 2007 som værnepligtig i Den Kongelige Livgarde. Han havde fra starten af en ide om gerne at ville blive i Forsvaret efter sin værnepligt, og han blev efterfølgende udsendt til Irak på hhv. ISAF 6, 9 og 15 – alle gange med livgarden. Efter ISAF 15 besluttede Christopher sig for at forlade Forsvaret i 2014, fordi han oplevede, at både han selv og Forsvaret havde forandret sig fra dengang, han startede i 2007. I sommeren 2014 blev han optaget på HA (jur.), men kom jeg til den erkendelse, at han var mere interesseret i jura end økonomi, og i sommeren 2015 startede han derfor på jurastudiet på Københavns Universitet. Han afsluttede studiet i 2020.