Forsvaret fostrer en særlig evne til kammeratskab, hvor man støtter hinanden til at komme i mål.
Udgivet d. 26. november 2024 af Velkommen Hjem
At være en god soldaterkammerat stopper aldrig. Det er så stor en del af den disciplin og de værdier, man lærer i Forsvaret, at det sidder i kroppen for livstid. Heldigvis, for det er netop en af grundene til, at Jonathan Heide Møhlenberg Kaihøj selv er blevet mentor i VELKOMMEN HJEM. Han har netop afsluttet endnu et mentorforløb – denne gang med Anders Thomsen, der har landet det perfekte job som Logistics Coordinator hos Caldan Conveyor A/S. Og det er præcis, hvad VELKOMMEN HJEM og alle de fantastiske frivillige mentorer gør for veteranerne – giver dem motivation, mod, selvtillid og viden til at kaste sig ud i jobsøgningen – til gavn for ikke alene dem selv, men også erhvervslivet og samfundet. Her kan du læse historien om et mentorskab, hvor en fælles fortid i Forsvaret og evnen til godt kammeratskab gjorde samarbejdet nemt og givende på begge sider af bordet.
Anders’ historie er lidt anderledes end de fleste andres, der kommer med i et forløb i foreningen, fordi han allerede havde taget en uddannelse og arbejdet civilt nogle år.
– Jeg forlod Forsvaret efter at have læst en 2-årig HF på CU, så jeg kunne læse videre til speditør. Jeg ville gerne prøve at forfølge drømmen om at arbejde i Transport- og logistikbranchen. Da jeg kontaktede VELKOMMEN HJEM, var jeg lige blevet opsagt fra mit daværende job som speditør og stod med følelsen af, at jeg kunne mere med min uddannelse og den erfaring, som jeg havde fra forsvaret, fortæller Anders.
Min tid i Forsvaret har været med til at gøre mig til den person, jeg er i dag. Både privat og arbejdsmæssigt. Meget af det, jeg har lært, har jeg taget med mig ud i mine civile jobs.
Veteran Anders Thomsen
Fik mod, lyst og vilje til at forfølge drømmen
Anders kom med i et forløb og startede som andre deltagere med et kickoff – to dage, der virkelig sparker både refleksioner, selvtillid, motivation og jobsøgning i gang.
– Det var to super intense dage med mange indtryk, udelukkende gode øvelser, snakke, diskussioner og ikke mindst super gode indlæg og foredrag fra dygtige ledere i danske virksomheder, samt fra tidligere kollegaer fra Forsvaret, som selv havde været igennem et mentorforløb. VELKOMMEN HJEM åbnede mine øjne for, at jeg havde meget mere at byde på, end hvad mit CV umiddelbart fortalte mig.
Det gav efterfølgende mange tanker om, hvad jeg gerne ville, men samtidig også lysten, viljen og modet til at forfølge nogle af de drømme, jeg havde og har, forklarer Anders.
At være en god kammerat slutter aldrig
Efter kickoff kom Anders i et individuelt mentorforløb med Jonathan Heide Møhlenberg Kaihøj – der også er veteran og tidligere selv har fået hjælp til sin transition i VELKOMMEN HJEM. I dag er Jonathan Kaihøj ansat som Senior Business Development Consultant i KMD og er fast mentor i VELKOMMEN HJEM. Og det er han ikke alene af et godt hjerte og en lyst til at give VELKOMMEN HJEM noget tilbage – det er også en af de ting, som han har taget med fra årene i Forsvaret. En stærk bevidsthed om nødvendigheden af at hjælpe hinanden, have hinandens ryg og være en god kammerat.
– Forsvaret fostrer en særlig evne til kammeratskab og samarbejde, hvor man støtter hinanden til at komme hele vejen i mål – noget, som jeg har set mange tidligere kolleger tage med ud i den civile verden, forklarer Jonathan Heide Møhlenberg Kaihøj og tilføjer:
– Som tidligere veteran har jeg også selv været igennem VELKOMMEN HJEM forløbet, og set, hvor svært det kan være at forstå det marked, man forsøger at komme ud i samtidig med, at det er nødvendigt at forstå et andet ”sprog”. Både det at kunne være med til at hjælpe tidligere kolleger igennem en svær periode, og at kunne støtte en organisation som hjalp mig i en svær tid, gør, at jeg synes det er fantastisk at kunne få lov til at betale tilbage.
Hvad dækker ”Product owner” over?
Jonathan Heide Møhlenberg Kaihøj har haft flere veteraner igennem forløb og de er alle forskellige og har behov for forskellige typer støtte og sparring.
– Anders er god til at tage og anvende feedback, hvilket gør det enormt givtigt at arbejde sammen med ham. Han har i hele processen været god til at anvende sit netværk – og selv få sat samtaler i kalenderen. Jeg sidder med en oplevelse af, at jeg har kunnet være med til at oversætte den skov af civile stillingsbetegnelser, så det er blevet lidt mere klart, hvad ”product owner” og lignende egentlig dækker over, når man læser et stillingsopslag. Derudover håber jeg, at jeg har været med til at hjælpe Anders med at målrette hans formuleringer og udlægningen af hans CV, så det bliver relevant for den branche, han er på vej ind i, forklarer Jonathan Heide Møhlenberg Kaihøj og tilføjer:
– Jeg tror også bare, at det for Anders har været godt at kunne tale med en, der har været i samme situation. Vi har desuden været i dialog op til hans jobsamtaler i forhold til, hvordan han kunne italesætte forskellige faktorer, der var vigtige for ham i forbindelse med en ansættelse.
Nemt at få præcis den ønskede sparring
Spørger man Anders, hvad han har fået ud af sit mentorforløb, så stemmer det helt overens med mentors egen fornemmelse af, hvad han kunne give – plus mere…
– Første gang jeg skulle møde min mentor Jonathan, var jeg virkelig nervøs og havde svedige håndflader. Der gik kun kort tid, så var nervøsiteten forsvundet, for da vi jo kom fra det samme og var tidligere kollegaer i Forsvaret, var der en naturlig kemi og forståelse for hinanden og situationen, jeg stod i. Det blev til en lang gåtur, hvor vi fik snakket om alt fra familie, hobbys og det mere seriøse vedrørende mit fremtidige job. Jonathan var superskarp i sin tilgang og udtrykte fra start, hvad han mente, at han kunne tilbyde og hvordan. Omvendt gav jeg også udtryk for, at jeg havde brug for en mentor, som var klar i mælet, og forklarede mine behov, fortæller Anders og fortsætter:
– Jeg brugte især Jonathan til forbedring af CV, hvordan det kunne optimeres og bare generelt, hvordan det skulle/kunne se ud. Jeg har sendt Jonathan en god håndfuld jobtitler og stillingsopslag for at høre, om jeg kunne søge det, da jeg selv syntes, at det lød langt over, hvad jeg kunne bidrage med, men så fik Jonathan banket noget selvtillid ind i mig og fremhævet, hvorfor jeg sagtens kunne søge de stillinger. Ligeledes brugte jeg Jonathan til sparring om alt lige fra lønforhandling til forhandling af arbejdstid.
Folk fra Forsvaret har en villighed til at ”kalde en spade en spade” – og være ærlige omkring tingenes situation (på en ordentlig måde). Det gør, at man i fællesskab kan være bevidst om de eventuelle udfordringer for at sikre, at alle trækker i samme retning.
Mentor og veteran Jonathan Heide Møhlenberg Kaihøj
Afslag giver hak i selvtilliden
For Anders har det gjort en stor forskel at være med i VELKOMMEN HJEM. Og selv om han især tilskriver forløbet og Jonathan Kaihøj, at resultatet blev så godt, så anerkender Anders også betydningen af sin egen indsats i forløbet.
– Man skal huske, at når man siger ja til et mentorskab, så er det hårdt arbejde. Mentoren stiller krav til en og forventer, at man engagerer sig i forløbet, hvilket jeg synes kom helt naturligt. Det er jo en kæmpe ære, at nogen gider bruge deres tid på at videregive deres erfaringer og hjælpe en videre i det civile liv, forklarer Anders til fortsætter:
– Jeg var fra starten klar over, at jeg nok ikke ville lande det første og det bedste job, jeg fandt. De første par afslag gjorde lidt ondt og var et lille hak i selvtilliden, men jeg søgte videre og blev efter 4 mdr. kaldt til jobsamtale. Der var en skarp og hurtig jobsamtale, som gave pote og jeg fik muligheden for 2. samtale. Dagen efter 2. samtale blev jeg ringet op og tilbudt jobbet. Det tog 1 uge fra første samtale, til jeg havde sagt ja til jobbet. Jeg kunne næsten selv vælge startdato og d. 16/9 startede jeg som Logistics coordinator hos Caldan Conveyor A/S, hvilket er den fuldstændige rigtige hylde for mig og passer perfekt ind i de drømme og forhåbninger jeg har om at arbejde i logistikbranchen, slutter Anders.
I VELKOMMEN HJEM får du mulighed for at skabe et nyt netværk og møde topprofessionelle ledere og mennesker, som kun vil dig det bedste og gøre alt, hvad de kan for at hjælpe dig på rette vej i det civile liv. Jeg kan kun anbefale, at man springer ud i det og kontakter foreningen.
Veteran Anders Thomsen
Den korte soldaterhistorie om veteran Anders Thomsen
- 2012 Jeg startede med at aftjene min værnepligt hos Den Kongelige Livgarde.
- 2013 Startede jeg i HRU i Varde, som dengang hed Danske Artilleriregiment. Efter halvdelen af min HRU var færdig fortsatte uddannelsen i Oksbøl, med funktionsuddannelse som morterskytte. Efter udnævnelse til konstabel samme år fortsatte jeg som konstabel i Forsvaret og kom tilbage til Varde, hvor MISU til KFOR30B startede.
- 2014 Blev udsendt med KFOR30B var 3 mdr. Udsendelsen var en vagtopgave, med vagt og patruljering i og omkring Novo Selo-lejren. Det var spændende og hyggeligt, og en rigtig god første gangs-udsendelse. Jeg tog efter hjemkomst tilbage til Oksbøl og forsatte i en morterdeling.
- 2015 Turen gik endnu engang tilbage til Varde, hvilket nu havde skiftet navn til Hærens Efterretningscenter, og et nyt arbejde som UAS-pilot startede.
- 2017-18 Var udsendt til Irak på OIR6. Det var en meget anderledes udsendelse både som destination, men bestemt også den konflikt som det hele handlede om.
- 2018 -20 Jeg tog min CU og læste en HF, så jeg kunne fortsætte med den uddannelse, jeg ønskede mig.