Fællesskabet og vidensdelingen fortsætter også efter VELKOMMEN HJEM

Udgivet d. 21. september 2023 af Velkommen Hjem

”De mennesker, som er en del at fællesskabet og netværket har alle en interesse i at støtte og hjælpe hinanden. Og ikke kun på kort sigt, men det er min opfattelse, at der også er en tid efter stillingen er fundet, hvor der stadig kan sparres og laves vidensdeling”, siger veteran Lasse Bredahl, der netop har afsluttet et forløb i VELKOMMEN HJEM med Tove Hejbøl Lindquist fra Copenhagen Airports som sin yderst værdsatte mentor. For udover at hjælpe Lasse med at lande præcis det job han drømte om, så har hun også – med godt humør, perfekt timing og konstruktiv sparring – hjulpet Lasse til at turde holde fast og gå efter det job, han brændte for. Her er historien om en veteran, der ikke lod sig friste af ”bare” at få et job – og en mentor med så stort engagement, at Lasse er sikker på, at hun ville ”slå kolbøtter både forlæns og baglæns, hvis det ville hjælpe mig med at finde et godt arbejde”.  

– Jeg valgte at forlade Forsvaret, fordi jeg følte, at jeg stod en smule stille i mit liv. Udsigten til nye udsendelser var meget reduceret, fortæller Lasse, der trods beslutningen om at skifte til det civile, har masser af ros til Forsvaret:

– I Forsvaret er der nogle helt unikke rammer og værktøjer som bidrager til, at man kan dygtiggøre sig inden for sit felt. Der er en rigtig god forståelse for at når vi er hjemme på kasernen, eller i hvert fald ikke er i skarpe situationer og har daglig tjeneste, så er der tid til at uddanne sig, reflektere og træne. I kontrast til dette; når vi er i skarpe situationer, så er tilliden og procedurerne fastlagte således, at enhederne ikke skal stå og diskutere ting, som ikke hører til, når indsatsen er høj. Det lærte mig at følge den plan, som vi har lagt – og evaluere bagefter, fortæller Lasse. 

Du er ikke alene

Lasse forlod Forsvaret for 6 år siden, og tog en cand.merc. på Aalborg Universitet. Efter endt uddannelse begyndte en lidt ukoncentreret jobsøgning for Lasse, hvilket skyldtes et turbulent privatliv, ifølge Lasse. Men da han rakte ud til VELKOMMEN HJEM og kom med i et forløb, så kom der styr på jobsøgningen.

– Da jeg kom med i et forløb, blev min jobsøgning ikke kun struktureret, men også styrket helt vildt af fællesskabsfølelsen, som opstod til kickoff. Da jeg fik tildelt Tove Hejbøl Lindquist som mentor, følte jeg et større ansvar overfor hende i forhold til at overholde de aftaler, som jeg lavede med mig selv. Det var motiverende og hjalp til at holde mig i gang. Ligeledes fik jeg lige pludselig aktiveret en stor del af VELKOMMEN HJEM netværket, og jeg var til flere kaffemøder med tidligere deltagere og mentorer, forklarer Lasse og tilføjer: 

– Jeg kom i den forbindelse også i kontakt med Daniel Amdi Lolle, som er Finansiel Business partner i Vestas. Han bidrog også til min personlige udvikling i forhold til min situation. Ham er jeg stadig løbende i kontakt med. På den måde var VELKOMMEN HJEM afgørende for, at jeg ikke følte, at jeg stod alene med mine frustrationer over min jobsituation mere. 

Mentor Tove Hejbøl Lindquist & veteran Lasse Bredahl

En mentor fra øverste hylde

Der er mange faktorer i forløbet, der har været vigtige for det positive og livsændrende forløb, som Lasse har været igennem i VELKOMMEN HJEM, men han fremhæver selv sin mentor, som den vigtigste faktor for, at han lykkedes med at holde fast i sine drømme om gå efter drømmejobbet, og ikke lod sig nøje med glæde ved endelig at få et arbejde. 

– Det mest afgørende har suverænt været min mentor Tove Hejbøl Lindquist, som har rådgivet og vejledt mig i forløbet. Jeg har et rigtig godt forhold til hende, og jeg føler mig heldig over at få en mentor fra den øverste hylde. Jeg var lidt langsom til at bruge hende efter hensigten, men da vi kom ud over kanten, var det helt fantastisk. Tove hjalp mig med at lægge en plan for, hvordan vi gik til opgaven. Vi fik talt om relevante stillinger, som åbnede mit scope, og vi fik aftalt at åbne søgefeltet langsomt op – i takt med, at mine frustrationer over at være arbejdsløs steg. Uden Tove havde jeg for længst taget en stilling, som jeg nok ville være væk fra igen inden for et år, mener Lasse og fortsætter: 

– Tove har en ekstremt open minded tilgang til udfordringer ved at være arbejdsløs. Hun er frisk og giver modstand, når timingen er rigtig. Hun er konstruktiv og ville komme med al den feedback og hjælp, som jeg måtte ønske – så længe jeg bare også selv var investeret i det. Jeg er overbevist om, at hun vil slå kolbøtter både forlæns og baglæns, hvis det ville hjælpe mig med at finde et godt arbejde. Og vi landede en Human Ressource-stilling, præcis som vi havde som udgangspunkt. Og vi gjorde det i et firma og i en branche, som jeg har en kæmpe interesse i. 

En lang liste af stærke faglige kompetencer 

Tove Hejbøl Lindquist har været med i VELKOMMEN HJEM stort set fra start, og i dag er hun en af foreningens mest aktive mentorer med så mange veteraner i forløb bag sig, at hun næsten ikke kan tælle dem – men hun kan huske hver og en. Hun oplever igen og igen, at veteranerne er en særdeles kompetent gruppe mennesker, der har mange fælles styrker med fra Forsvaret, som erhvervslivet har brug for.

– Veteranerne kommer med rigtigt stærke faglige kompetencer, der kan overføres direkte til det private, siger Tove Hejbøl Lindquist og nævner i flæng: Ledelseserfaring og stærke people skills. Projektplanlægning og projektstyring. Logistik – også under vanskelige forhold. Undervisning/træning/formidling. Kommunikation, herunder evnen til at skabe følgeskab og motivation. Stakeholder management – det vil sige evnen til at forventningsafstemme på mange niveauer og arbejde i en politisk kontekst – og derudover har veteranerne en helt fantastisk struktureret tilgang, som gør, at de sagtens kan tilgå nye udfordringer, fordi de har en indbygget struktur til at løse dem. Og samtidig har de beslutningskraft, fordi de er skolet i at være stærke til at træffe beslutninger. Sidst, men ikke mindst; Teamspirit og en optagethed af at lykkes sammen med andre som et hold, siger Tove Hejbøl Lindquist.

Om at turde holde fast i det, man virkelig brænder for

Tove Hejbøl Lindquist oplever, at forløbet med Lasse især har handlet om at hjælpe ham med at holde fast i forhold til dette, han virkelig brænder for. 

– En af de største udfordringer har været at hjælpe Lasse med at holde fast i, hvad han gerne vil og brænder for – og ikke lade sig friste af ”noget jeg sikkert godt kan”, forklarer Tove Hejbøl Lindquist og fortsætter:

– Derfor har jeg udfordret Lasse på, hvorfor han gerne ville søge det specifikke job… var det baseret på ”det er noget, jeg kan”, eller på ”det er noget, jeg virkelig ønsker”. Det er så fedt, at han har turdet holde fast i sine ambitioner og drømme, og det er lykkedes ham at lande i det rette job i den rette virksomhed. 

Håndværker, veteran og cand.merc.’er i en og samme person

En anden udfordring i forløbet for Lasse har desuden været at finde et job, der også fremadrettet matcher hans mange uddannelser og erfaringer, som er meget forskellige.

– Lasse stod i en lidt anden situation end mange andre veteraner, hvor han både har en tidligere håndværkeruddannelse og håndværkererfaring, en forsvarskarriere og desuden har læst videre som cand.merc. At komme med så bred en baggrund og så brede kompetencer og erfaringer har på den ene side været en kæmpe styrke, men også en udfordring at finde ud af, hvordan disse bedst muligt kunne bruges samlet og fremadrettet, forklarer Tove og afslutter med stor ros til din mentee: 

– Lasse haft en fantastisk energi og et kæmpe drive for at indgå i denne rejse. Han har været så åben og nysgerrig på at undersøge retninger og muligheder, han har udvist et kæmpe engagement i at tage fat i relevante mennesker, tale med dem for at blive klogere på forskellige områder og sig selv. Det har været en kæmpe fornøjelse at få lov til at sparre med ham og opleve, hvor meget af det, han bare lynhurtigt arbejder videre med.

Tusind tak, Tove!

Forløbet er slut, men Lasse har fået et nyt, stort netværk af civile erhvervsfolk og er nu startet i en stilling som Human Resource Manager hos en af verdens førende Esports organisationer; OG Esports i København.

– Det har indtil videre været en kæmpe fornøjelse, og min evner bliver værdsat. Jeg nyder det hver dag! Tusind tak, Tove, slutter Lasse.

4 gode grunde til at være mentor i VELKOMMEN HJEM

ifølge Tove Hejbøl Lindquist, Director i Copenhagen Airports.

  1. Samfundsmæssigt ansvar. Her er en gruppe mennesker, som har sat alt på spil for os, så jeg synes også, vi skylder dem at give dem en hånd, hvis de på et tidspunkt gerne vil videre.
  2. Jeg tror på, at der er stor værdi i at have en fleksibilitet ud og ind af brancher, hvor der bæres læring og viden rundt, og vi har medarbejdere med forskellige baggrunde. Her er der måske brug for, at vi hjælper med lidt brobygning for, at veteranerne kan se, hvordan deres kompetencer kan bruges – men de kommer med stærke kompetencer og erfaringer, vi i den grad har brug for.
  3. Så er det jo virkeligt vigtigt, at vi har et stærkt og et attraktivt forsvar – så jeg synes også det er vigtigt at være med til at vise, at Forsvaret i høj grad kan være en del af en karrierevej, også selv om man på et tidspunkt har lyst til at bruge sine kompetencer og erfaringer i en anden kontekst.
  4. Personligt er det utroligt givende at få lov at bruge min erfaring på en helt anden måde.

Den korte soldaterhistorie om veteran Lasse Bredahl

  • 2010 Startede i Forsvaret som værnepligtig og tog herefter Reaktionsstyrkeuddannelsen.
  • 2011 Udsendt med UNIFIL hold 5 til Libanon som medarbejder for Engineering Supply i C3 delingen. Var med til at lukke det danske bidrag til Libanon i december.
  • 2012 Forsyningskompagniet og kort tid efter hjemkomst meldte Lasse sig til Task Force 7 – hold 3, og blev samme sommer udsendt til Afghanistan.
  • 2013 Forsyningskompagniet og var tilknyttet OSCAR hos delingsfører og NKdeling.
  • 2015 Gik på CU og brugte sine optjente år på at tage en HF,
  • 2017 Læste først en bachelor i erhvervsøkonomi, og herefter en cand.merc. i organisation og strategi ved Aalborg Universitet, herunder 2 udlands-semestere i hhv. Kina og USA.

Privat
”Jeg er opvokset op i Himmerland. Jeg mistede min mor som 7-årig, så min far har primært været min forælder for mig og storebror og lillesøster. Jeg har boet i Aalborg i 10 år.”

Kort om VELKOMMEN HJEMs forløb

Et forløb starter med to dages kickoff, hvor de deltagende veteraner får indsigt og en bredere viden om erhvervslivet igennem oplæg og foredrag af erfarne, dygtige erhvervsfolk og erhvervseksperter. Veteranerne bliver desuden inddraget igennem gruppeforløb og 1:1 samtaler med erhvervspsykologer og karriererådgivere. Efter kickoff bliver hver enkelt veteran matchet med en af foreningens engagerede mentorer efter personlighed og faglige interesserer, og i de følgende seks måneder vil mentor guide, hjælpe og støtte veteranen i transitionen.