Det øger taknemmeligheden overfor Forsvaret endnu mere, når man får nye øjne på de faglige og personlige kompetencer, man får med derfra
Udgivet d. 19. september 2022 af Velkommen Hjem
I en tid med kamp om medarbejderne, kan det være en klar fordel for virksomhederne, at de har et højere purpose, hvis de vil tiltrække de kompetente veteraner. Mange soldater drives nemlig af et job, der giver mening. Som Anders Dalgaard Mølholm, der er en af de veteraner, der fik hjælp til at se sine egne kompetencer med nye øjne, da han efter 10 år og 3 udsendelser valgte at forlade Forsvaret. Han har fundet et civilt drømmejob med hjælp fra en af foreningens aktive og engagerede mentor Flemming Breum fra Ørsted. Anders arbejder nu i Energistyrelsen som teamleder for tilskudspuljer, der understøtter den grønne omstilling. Læs historien om en mentor, der igen har sendt en veteran videre i en ønskestilling – og en veteran, der er blevet endnu mere taknemmelig for sin tid i Forsvaret.
Anders Dalgaard Mølholm valgte at forlade Forsvaret først og fremmest, fordi han tænkte, at han havde nået alderen, hvor det var på tide at begynde sin CU.
Det var den primære grund, da jeg var glad for min stilling selv om jeg efter 8 år i samme enhed også begyndte at kunne mærke, at det var på tide at prøve noget nyt. Oveni fik min kone og jeg en lille pige, hvor vi begge gerne så, jeg var mere hjemme i hverdagen. Så det virkede naturligt, at det var nu skridtet ud af Forsvaret skulle tages, siger Anders.
Dygtig mentor med behagelig personlighed
Anders havde set et opslag om VELKOMMEN HJEM på Facebook. Han tog kontakt og kom med i et forløb, der starter med to dages kickoff, hvor de deltagende veteraner får indsigter og en bredere viden om erhvervslivet igennem oplæg og foredrag af erfarne, dygtige erhvervsfolk og erhvervseksperter. Herefter bliver hver enkelt veteran matchet med en af foreningens engagerede mentorer efter personlighed og faglige interesserer. Mentor guider, hjælper og støtter veteranen i transitionen i de følgende 6 måneder. Anders blev matchet med en af foreningens faste mentorer, Flemming Breum, der til daglig er Senior EPC director i Ørsted. Han har tidligere haft 7 veteraner gennem forløb i VELKOMMEN HJEM – alle med et lykkeligt udfald for veteranerne. Anders var da også fra start både glad for og imponeret over sin mentor.
– Flemming er en utrolig behagelig person, der har meget at byde ind med. Han er en person, man nemt kommer til at se op til. Efter mine samtaler med Flemming har jeg altid haft en god ro i maven, og fundet tro på, at det hele nok skulle lykkedes, fortæller Anders og forklarer videre om samarbejdet:
– Flemming har været en kæmpe hjælp i forhold til udfærdigelsen af mit CV, samt været en fantastisk sparringspartner, hver gang jeg kom i tvivl om alt lige fra job- match, løn eller blot skulle have et skub for at komme videre i processen. Her til sidst har vi også talt om det at være en del af reserven, som jeg håber kan lade sig gøre.
Mentorrollen er hjælp til selvhjælp
Flemming Breum er selv tidligere officer og valgte første gang at være mentor i VELKOMMEN I 2018. Han beskriver rollen som både en slags selvhjælp og en befrielse.
Jobbet som mentor i VELKOMMEN HJEM er en form for hjælp til selvhjælp. I en travl hverdag er det befriende at sætte sig ned med et ungt menneske og drøfte fortid/nutid/fremtid og i samarbejde finde en vej fremad. Det giver også god mulighed for at genopfriske gamle venskaber i forskellige firmaer i forbindelse med etablering af kaffemøder og virksomhedsintroduktioner for mentee, siger Flemming Breum.
Ledererfaring kan ikke overføres 1-1
Som erfaren mentor for veteranerne ser Flemming Breum indtil flere fællestræk hos veteranerne, der både kan være gavnlige og værdifulde i en jobsøgningsproces.
– Alle de soldater, jeg har haft igennem et forløb, er kendetegnede ved, at de har et enormt stort engagement og iver efter at komme til at prøve noget nyt. De har selvfølgelig ’kriller i maven’ over det, men det fede ved soldaterne er, at de er vandt til at håndtere usikre situationer, så de er ikke så nemme at ryste af pinden, forklarer Flemming Breum og tilføjer:
– Der er selvfølgelig udfordringer med at få dem konverteret ind i et civilt job og selv om man er befalingsmand eller officer, så skal der oftest sluges nogle kameler, idet man ikke kan overføre ledererfaringen fra militæret til det civile en til en. Men det giver anledning til nogle gode snakke om, hvordan man kan gøre en forskel og brænde igennem i det nye job
Det fede ved soldaterne er, at de er vant til at håndtere usikre situationer, så de er ikke så nemme at ryste af pinden.
Mentor Flemming Breum
Grøn omstilling er mere end vindmøller
Under samarbejdet med Anders oplevede Flemming Breum, at det ikke alene kørte nemt og behageligt, men også, at han lærte noget om en ny måde at tænke på.
Anders og jeg mødtes på mit arbejde, hvor vi havde en snak om forventninger og ønsker og jeg kunne allerede mærke, da Anders kørte igen, at dette ville blive nemt. Anders har så mange kompetencer, og jeg var sikker på, at når først han kom til et par samtaler, så ville han få job. For Anders’ personlighed emmer af tillid, ro og kompetence. Der var dog lige nogle bump på vejen, hvor Anders havde et super job på hånden, men på grund af eksterne omstændigheder blev det ikke til noget… men det tog Anders med oprejst pande, fortæller Flemming Breum og fortsætter:
– Vi havde nogle rigtig gode drøftelser omkring, hvad det rigtige første job skulle være og da Anders’ job-ønsker var i periferien af, hvad jeg laver, var det spændende at høre, hvordan Anders så den grønne omstilling og også at høre, hvordan han arbejdede med det i forbindelse med hans studie. Grøn omstilling er meget mere end at bygge vindmøller, har jeg erfaret.
Endnu mere taknemmelig for tiden i Forsvaret
Det er en stor beslutning af forlade Forsvaret for de fleste soldater, der jo er glade for deres arbejdsplads og de muligheder, den byder dem. Men når de en dag beslutter, at det er tid at prøve noget nyt, så er VELKOMMEN HJEM en enestående mulighed for at få hjælp til den transition, der for mange er krævende og præget af usikkerhed. Når Anders i dag ser tilbage på den tid, så er han glad for, at han fik øje på foreningen og kom med i et forløb.
– Jeg er overrasket og imponeret over, hvor stor betydning VELKOMMEN HJEM har haft på mig. Efter jeg kom med i et forløb, begyndte tingene at gå stærkt og tage form. I starten gik det nemt, og jeg fik hurtigt en stilling som graduate. Dette blev dog trukket tilbage grundet krigen i Ukraine, hvorefter det var op på hesten igen og flere andre stillinger blev søgt, fortæller Anders, der er startet i noget af et drømmejob i Energistyrelsen, som teamleder for tilskudspuljer, der understøtter den grønne omstilling.
– Når jeg sidder og ser tilbage på processen i dag, er jeg ikke i tvivl: Havde jeg ikke været inde over VELKOMMEN HJEM, ville jeg aldrig have søgt eller fået denne stilling. Så kæmpe tak til foreningen! Jeg ser nu også helt anderledes på de faglige og personlige kompetencer, jeg kan tage med fra Forsvaret. Det gør kun, at jeg nu er endnu mere taknemmelig for min tid i Forsvaret, slutter Anders Dalgaard Mølholm.
Den korte soldaterhistorie om veteran Anders Dalgaard Mølholm
- 2009 Startede i Forsvaret som Værnepligtig
- 2009 Blev sergent
- 2011 Udsendt til ISAF 12
- 2013 Udsendt til ISAF 16
- 2015 Blev oversergent
- 2018 Udsendt til OIR 7
- 2019 Gik på CU (Civil uddannelse)