Det gav ro at få afmystificeret det civile erhvervsliv

Udgivet d. 27. marts 2023 af Velkommen Hjem

Praksisorienterede kvalitetsuddannelser, masser af selvudvikling og en meget stærk fællesskabsfølelse er nogle af de ting, som veteran Rene Simonsen fremhæver ved Forsvaret. Men hver ting til sin tid, og lige nu passede det bedre at satse på en civil karriere. Efter et forløb i VELKOMMEN HJEM med sparring og hjælp fra mentor Allan Hejndorf fra KMD er René Simonsen i gang med en 2-årig kandidatuddannelse i IT, kommunikation og organisation (Cand. IT). Forløbet har givet ham en god fornemmelse af egne muligheder i fremtiden på civil grund.

-Det har givet mig en langt bedre forståelse af, at jeg har noget at bidrage med. Samtidig har det gjort hele processen nemmere ved at afmystificere, hvad det er for en verden, jeg er på vej ud i.

Veteran René Simonsen synes, at der er mange fordele ved at uddanne sig og arbejde i Forsvaret, som har haft stor betydning for, hvor han er i dag og hvem han er.

– Forsvaret har uden tvivl uddannelser af meget høj kvalitet, og jeg har udviklet mig rigtig meget både som menneske, leder og som soldat under Forsvarets uddannelser. Det skyldes særligt, at der er lagt mange ressourcer i uddannelserne, så man får meget feedback under uddannelse. Samtidig er de praktiskorienteret, så man lærer mange af de ting i praksis, som man undervises i teoretisk, forklarer René og tilføjer: 

– I Forsvaret er der også en meget stærk fællesskabsfølelse, som nok kommer som en konsekvens af, at man sammen har udstået en kombination af fysisk og mentalt pres og derfor har set, hvordan hinanden agerer under stort pres. Ligeledes er Forsvaret en arbejdsplads, hvor mange har en løsningsorienteret tilgang til opgaver og derfor får tingene til at fungere med det, man har ved hånden frem for at lade sig slå ud.

René Simonsen, veteran

Hvor skal man hen ”uden for hegnet”?

Når René har valgt at forlade Forsvaret, så skyldes det primært, at han er nået et sted i livet, hvor der også skal gøres plads til et mere stabilt familieliv.

– Det har indtil nu været forholdsvis nemt at acceptere meget lange arbejdsdage og to udsendelser inden for tre år, men jeg ønsker ikke at byde min fremtidige familie den type karriere. Den vil kræve en stor grad af geografisk ustabilitet på grund af uddannelser og stillingsskifter. Noget, jeg forestiller mig, er nemmere at styre ”uden for hegnet”, forklarer René. 

Men ”uden for hegnet” er et temmelig åbent terræn, og det kan være svært selv at beslutte, hvilken vej, der er den rigtige.

– Jeg synes det var svært at vurdere, hvilken vej jeg skulle gå efter, at jeg havde taget beslutningen om at søge ud af Forsvaret. Jeg har en del venner og tidligere kolleger på samme niveau som jeg selv, der har søgt ud i erhvervslivet og fundet nogle meget spændende stillinger, forklarer René.

Behov for mere viden om det civile erhvervsliv

Han tog derfor kontakt til VELKOMMEN HJEM for at få at blive klogere på, hvordan det civile erhvervsliv fungere i forhold til at arbejde i Forsvaret, og hvilke muligheder der ville være for en som ham selv. 

– Igennem mit forløb i foreningen har jeg fået et godt indblik i, hvilke kompetencer der efterspørges uden for Forsvaret, samt at jeg faktisk har noget at bidrage med i den forstand. Samtidig gav det mig en basal forståelse for den rekrutteringsproces mange virksomheder gennemfører, siger René, der ligesom alle andre veteraner i forløbet fik sin egen mentor, Allan Hejndorf, Vice president i KMD, som rådgiver og sparringspartner. 

– Allan har været er en god sparringspartner, og jeg har det indtryk, at han rigtig gerne vil hjælpe mig. Samtidig er han god til at lytte og stille spørgsmål, som sætter refleksioner i gang. Allan har desuden sørget for, at jeg har fået mulighed for at gennemføre en personlighedstest og efterfølgende samtale med en HR-medarbejder fra KMD. Det har sat en masse gode tanker i gang i forhold til, hvem jeg selv er, og hvad jeg skal være opmærksom på i arbejdssituationer. 

Allan har blandt andet sat mig i forbindelse med en af sine medarbejdere i en type stilling, som for mig, med min nuværende uddannelse og erfaring fra Forsvaret, kan være relevant efter min uddannelse. Det har været en god måde til at få afmystificeret, hvordan arbejdsgangene er i en virksomhed og derigennem finde ud af, at der faktisk ikke er så stor forskel på Forsvaret og et arbejde ”uden for hegnet”.

Veteran René Simonsen

Berigende at være mentor

Allan Hejndorf er en af de fantastiske, engagerede erhvervsfolk, der frivilligt stiller op som mentor for veteraner i VELKOMMEN HJEM. Mest for at hjælpe, men også fordi det personligt kan være en berigende oplevelse. 

– Jeg har igennem flere år været med i mentorprogrammet i KMD, og jeg ser det som en spændende og berigende opgave at hjælpe andre med at blive bevidst om egne kompetencer og dermed være med til at bane vejen for et karriereskifte, forklarer Allan Hejndorf, der ser det som sin vigtigste opgave at lytte og stille spørgsmål til sin mentée.

Allan Hjendorf oplevede da også René som meget åben og interesseret under deres samtaler. 

– René er empatisk, struktureret, analytisk, inviterer til dialog og er åben, ærlig og bevidst om egne styrker og svagheder. Det har for mig været meget positivt at opleve hans enorme lyst til at dele viden og hans villighed til at give så meget af sig selv og dermed lysten til at ”få hjælp” til at få indsigt i egne muligheder, forklarer Allan Hejndorf. 

Allan Hejndorf, mentor

Projektledelse er et andet ord for noget, man også gør i Forsvaret

En væsentlig del af et mentorforløb består i oversættelse af veteranens militære kompetencer i forhold til CV og jobansøgninger. Og det kan være lidt af en øjenåbner for veteranerne, fordi de opdager, hvor mange af deres kvalifikationer der faktisk efterspørges i det civile erhvervsliv. Ikke desto mindre er det helt essentielt at få dem oversat korrekt, så en eventuel kommende arbejdsgiver også ser værdien. To af de ting, som René har forstået er, hvor mange erfaringer han faktisk har med ”projektledelse” og hvilken styrke det at kunne aflevere et klart budskab.

– Mange organisationer i det civile arbejder projektorienteret, og det er jeg bl.a. gennem VELKOMMEN HJEM blevet opmærksom på, at jeg også har gjort rigtig meget i Forsvaret. Skydeperioder, øvelser eller uddannelsesplanlægning er også projekter, men man bruger bare sjældent begrebet ”projektledelse” i Forsvaret, forklarer René og tilføjer: 

– Det samme gælder faktisk med kommunikation. Det er et forholdsvist bredt begreb, men det er noget, som har fyldt rigtig meget i min tid i Forsvaret. Det kan være komplekst at give et klart budskab, som både afsender og modtager forstår ens. Det er en kompetence, som jeg benyttet meget i Forsvaret, og som jeg forventer at skulle benytte igen.

Tid til videreuddannelse og fordybelse

Forløbet har resulteret i, at René er gået i gang med at videreuddanne sig og læse en kandidat.

– Dels ønskede at fordybe mig fagligt, og dels ville jeg give mig selv lidt ro efter nogle år med højt tempo og geografisk ustabilitet. Heldigvis har udsendelser og overarbejde betydet, at jeg ikke behøver lide økonomisk ved at gå tilbage på en SU i et par år, hvilket også var en forudsætning for, at det kunne lade sig gøre. I dag er jeg derfor i gang med en 2-årig kandidatuddannelse i IT, kommunikation og organisation – en Cand. IT. Det er en spændende uddannelse, som giver en god teoretisk og praktisk forståelse for samspillet mellem IT og forretning. Det er noget, jeg til dels også arbejder med i Forsvaret, hvor vi i min enhed leverede IT- løsninger til andre enheder. Jeg bruger fortsat mine kompetencer fra Forsvaret i forbindelse med gruppearbejde og i min tilgang til studiet, slutter René.

Et godt råd til andre veteraner, der overvejer at gå med i et forløb i VELKOMMEN HJEM: Tag med! Det er en sand fornøjelse at mærke, hvor meget arrangørerne, oplægsholderne og mentorer går op i at hjælpe en med videre. For en vestjyde som mig kan det næsten være helt overrumplende. Men jeg er meget glad for at have deltaget.

Veteran René Simonsen

Den korte soldaterhistorie om veteran René Simonsen

  • 2013 Værnepligtig i Aalborg
  • 2013-2016 Bachelor i Historie
  • 2016-2018 Hærens Officersskole
  • 2019-2022 Diverse stillinger i Forsvaret – bl.a. delingsfører for værnepligtige og i stående styrke. Primært i Fredericia.
  • 2020 februar-august Udsendt til Afghanistan som stabsofficer i Kabul. En lidt anderledes mission pga. Covid-19, som bl.a. medførte omfattende Corona-restriktioner i missionen og betød at mange af soldaterne ikke kunne rejse hjem i løbet af de 6 måneder.
  • 2022 maj-august Udsendt igen til Letland som næstkommanderende i et detachement på 30 soldater. Der gik kun en måned fra besked om udsendelsen til soldaterne stod i Letland og skulle finde ud af, hvordan man etablerer en lejr ude midt i et øvelsesterræn sammen med 700 andre danske soldater.

PRIVAT
”Jeg er vokset op i en lille by i Vestjylland ved navn Hem, ikke så langt fra Skive. Det var en meget tryg, lille verden at vokse op i. Det er formentligt der jeg har min naturlig ro med fra. Jeg har ikke nogen nær familie, som har arbejdet i længere tid i Forsvaret, så det lå ikke i kortene, at jeg skulle gå den vej. Men under værnepligten fandt jeg ud af, at jeg udviklede mig meget i min tid i Forsvaret og fik en masse ansvar. Samtidig så jeg op til min daværende delingsfører og besluttede mig for selv at ville stå i den rolle en dag. I dag bor jeg i Odense med min kæreste. Som person er jeg pligtopfyldende, lyttende og forsøger på at tage tingene med et smil.”

Kort om VELKOMMEN HJEMs forløb for kompetente veteraner

Et forløb starter med to dages kickoff, hvor de deltagende veteraner får indsigt og en bredere viden om erhvervslivet igennem oplæg og foredrag af erfarne, dygtige erhvervsfolk og erhvervseksperter. Veteranerne bliver desuden inddraget igennem gruppeforløb og 1:1 samtaler med erhvervspsykologer og karriererådgivere. Efter kickoff bliver hver enkelt veteran matchet med en af foreningens engagerede mentorer efter personlighed og faglige interesserer, og i de følgende seks måneder vil mentor guide, hjælpe og støtte veteranen i transitionen.