Det bliver en lang artikel, hvis jeg skal fremhæve alle hendes styrker …

Udgivet d. 11. august 2024 af Velkommen Hjem

Mads Junget Madsen, VP i Carlsberg Group, er mentor i VELKOMMEN HJEM og har et godt kendskab til Forsvaret, fordi han selv har været reserveofficer. Han forestiller sig, at folk, der ikke kender Forsvaret, måske er lidt skeptiske overfor ledelsesstilen, og derfor kan have nogle ubevidste bias i forhold til at tage en leder fra Forsvaret ind i virksomheden. Men hvis de bare får mulighed for at møde en som Camilla Puge Clemmensen, så vil disse bias blive gjort til skamme. Han har netop afsluttet et mentorforløb med Camilla, hvor han, udover at glæde sig over hendes mange menneskelige kvalifikationer, blandt andet kunne hjælpe med oversættelse af hendes mange faglige kompetencer. Resultatet af forløbet blev, at Camilla nu er ansat i en stilling i DI – Dansk Industri, hvor hun hver dag kan gøre det, hun brænder allermest for – at udøve en tryg og inkluderende ledelse med en høj professionel standart.

Spørger man Camilla, hvilke fordele hun synes, at der er ved at uddanne sig og arbejde i Forsvaret – så kommer svaret hurtigt: 

– Hvilke fordele er der ikke? Det er et fantastisk sted, hvor man kan få teori og praksis til hurtigt at give mening. Man kan virkelig få mulighed for at prøve sig selv af, og hele tiden søge ny udvikling og viden – og de personlige og styrkemæssige kompetencer og menneskelige værdier, man får med sig, er helt uvurderlige, forklarer Camilla og fortsætter: 

– Når jeg ser tilbage på alle de unge mennesker og medarbejdere, jeg har fået æren af at uddanne og have under min kommando, så har jeg været mest stolt, når jeg så deres soldatermæssige færdigheder og især deres personlige karakter udvikle sig. Når alle begynder at løfte i flok og formå at få løftet alle op på det bedste niveau – både for individet, men ikke mindst for gruppen – og når de tager sig af hinanden uden, at det bliver italesat fra deres fører og leder af – der ved man, at man lykkedes som leder.

20 gode år i Forsvaret

Camilla har været i Forsvaret i 20 år, men har nu valgt at skifte branche af hensyn til familien.

– Jeg forlader ikke Forsvaret, fordi jeg er utilfreds, eller ikke var klar til at fortsætte til min sidste lønseddel. Jeg har været nødt til at forlade Forsvaret for, at vores familie kunne hænge sammen og få en mere balanceret og stabil hverdag, forklarer hun.

En styrke at være blandt ligesindede

Camilla opsøgte VELKOMMEN HJEM for at få hjælp til sin transition og kom med på Kickoff.

– Under kickoff bliver man samlet med ligesindede, som søger de samme svar, og der bliver hurtig skabt et rum for alle de spørgsmål og tanker, som man ikke kan og vil vende med sine kollegaer. Det er et sted, hvor man kan blive afklaret og man kan finde ud af, at der er et netværk, der rigtig gerne vil hjælpe og har de mest dedikerede mentorer, som bare gerne vil hjælpe alle os dygtige veteraner ud og sikre, at det bliver gjort i det tempo, veteranen har brug for, siger Camilla.

VELKOMMEN HJEM hjalp mig med at skabe sammenhæng mellem mine kompetencer, erfaringer og hvordan de kunne sættes i spil og bruges ude i erhvervslivet.

Camilla Puge Clemmensen

Veteran Camilla Puge Clemmensen

Nye tider på jobmarkedet

Alting forandrer sig – det gælder også måden, hvorpå man søger job. Det opdagede Camilla for alvor, da hun efter de 20 år i Forsvaret begav sig ud på jobmarkedet, hvor netværk spiller en stadig større rolle.

– Kickoff-dagene gjorde virkelig indtryk på mig, og gav mig en større forståelse for mine egne kompetencer, uddannelser og ikke mindst mine ledelsesevner. Men det vigtige var, at VELKOMMEN HJEM ikke skulle prøve at “sælge” mig til erhvervslivet, men at jeg selv skulle finde frem til det – selvfølgelig med redskaber og udfordringer, som man blev præsenteret for under kickoff. De var med til at bringe flere nutidsmuligheder i spil, som jeg – af gode grunde efter som jeg har brugt alle mine unge år i hæren – ikke havde kendskab til, at man brugte, eller hvordan man brugte dem. Her var kaffemøder og netværk en ny ting, som er blevet den primære go-to, mens traditionelle jobansøgninger er blevet en mere sekundær metode til at finde og navigere rundt mellem jobmulighederne på, forklarer Camilla.  

Jeg har fået en forståelse for den måde, som arbejdslivet uden for hæren foregår på, og det gav mig indsigt i, at ingen gjorde det på samme måde, eller spillede efter samme regler, når de rekrutterede, og at ens strategi skulle være forskellig fra kaffemøde til kaffemøde.

Camilla Puge Clemmensen

Veteraner er et u-udtømt potentiale

Efter kickoff kom Camilla i mentorforløb med Mads Junget Madsen, der er Vice President Human Ressource i Carlsberg Danmark og yderst engageret i foreningen både som oplægsholder på kickoff og som mentor, hvor han tidligere har ført andre veteraner i foreningens forløb godt gennem deres transition. Mads Junget Madsen har desuden en baggrund i Forsvaret, hvilket har været et godt udgangspunkt, da han i forvejen kender den kultur, som veteranerne vokser op i.

– Som tidligere Reserveofficer i Forsvaret ligger samarbejdet mellem Forsvaret og det private mig naturligt på sinde. Desuden mener jeg oprigtigt, at der er et u- udtømt potentiale i de mange gode kompetencer, som vores veteraner besidder som, med lidt oversættelse, med fordel kan bruges på det private arbejdsmarked, når de skal noget andet siger Mads Junget Madsen og forklarer videre: 

– Hvis vi generaliserer, så er det klare kompetencer inden for god ledelse, formidlingsevner, samarbejde, etc. Og så kommer det jo også an på de mere specifikke kompetencer som den enkelte besidder. For eksempel findes der både ekstremt dygtige eksperter inden for transport og logistik eller fantastiske mekanikere – kompetencer, som er meget relevante i det civile.  

Man skal bare møde en som Camilla

Baggrunden for mentorens begejstring for de kompetencer, man får med en fra Forsvaret, bunder i høj grad i de erfaringer han har med veteranerne – ikke mindst Camilla.

– Det har været en meget stor fornøjelse at arbejde sammen med Camilla, og det ville blive en lang artikel, hvis jeg skulle fremhæve alle hendes styrker her – men skal jeg fremhæve nogle enkelte, så vil jeg sige, at hendes grundlæggende menneskesyn og evne til at forstå og arbejde med mennesker er en af hendes klare styrker. For folk, der ikke kender Forsvaret og måske er lidt skeptiske overfor ledelsesstilen der, kan jeg forestille mig, at det kan være en barriere at tage en leder fra Forsvaret ind i virksomheden. Jeg tænker, at der en gang imellem er nogle ubevidste bias i spil. Men når man så møder en person som Camilla, så vil disse bias blive gjort til skamme, siger Mads Junget Madsen, der tror, at især samarbejdet med Camilla omkring oversættelsen og forståelsen af hendes militære kompetencer i en civil kontekst har hjulpet hende til det fantastiske job, som hun har landet.

Mentor Mads Junget Madsen

Fik hjælp til oversættelse – og meget mere!

Camilla er enig med Mads Junget Madsen i den betragtning, men for hende er listen med punkter med uvurderlig hjælp fra mentoren meget længere: 

– Min mentor – Mads Junget Madsen – gjorde en kæmpe forskel for mig. Mads var fra første møde meget ærlig, stillede mig relevante spørgsmål og ikke mindst udfordrede han mig på mine svar på en måde, som gjorde, at jeg fik øjnene op for alle de muligheder, som jeg både ikke var klar over fandtes, eller som jeg ikke var klar til at gøre brug af. Hans vedvarende støtte og tro på mig gjorde mig tryg og gav mig mod til at fortsætte min udvikling ud i erhvervslivet. Mads stillede op, når jeg havde brug for at vende muligheder, og hvordan jeg skulle tilgå dem. Han hjalp mig med at oversætte mit meget lange militær-CV til et civilt sprog, så det begrebsmæssigt blev forståeligt for andre uden en militær baggrund. Han var også den, jeg brugte som sparringspartner og vendte mine udfordringer og problemstillinger med, hvilket gjorde, at dem derhjemme blev aflastet, fortæller Camilla.

Brænder for sit job hver dag

Forløbet i VELKOMMEN HJEM resulterede for Camilla i et drømmejob, hvor hun får mulighed for at bruge de kompetencer, som hun har lært og udviklet i Forsvaret.

– I dag er jeg ansat i DI – Dansk Industri, under DI Forretningssupport, i en fantastisk stilling som leder for et stort support-team i vores Personalejuridiske afdeling. Teamet består af Personalejuridiske koordinator, en kontorelev, piccoliner og piccoloer. Jeg brænder for ledelse og udvikling af mennesker. Alt det får jeg lov til at bruge dagligt med masser af personaleledelse, stakeholders, operationel ledelse og brede rammer til at udøve en tryg og inkluderende ledelse med en høj professionel standart, slutter Camilla.

VELKOMMEN HJEM har for mig været et sted, hvor jeg blev mødt med forståelse for mit behov for at finde min vej videre, og for at finde ud af, hvilken vej jeg kunne gå – ikke skulle – men kunne. Til foreningen og til min mentor; af hjertet tak for jeres hjælp og støtte.

Veteran Camilla Puge Clemmensen

Den korte soldaterhistorie om Camilla Clemmesen

UDDANNELSER

2003 Jeg startede i Forsvaret og har altid vist at det var her, jeg ville uddanne mig, arbejde, og blive udsendt på internationale missioner rundt om i verden. 

Den mulighed fik jeg, og jeg har ikke set mig ret meget tilbage over skulderen de sidste 20 år. Jeg har gjort tjeneste ved Den Kongelige Livgarde i over 14 år, og har altid følt mig hjemme ved dette regiment. Jeg er utrolig stolt over min tjenestetid og alle de fantastisk dygtige kollegaer, jeg har gjort tjeneste med. 

2004 Blev uddannet konstabel.

2019 Blev uddannet oversergent 

2023 Blev uddannet officer fra Hærens Officersskolen 2021-2023, Hold Pløger.

UDSENDELSER

2008 Jeg blev udsendt første gang med ISAF Hold 5, Odin Coy, som var 5/II/Mekaniseredeinfanterikompagni, Den Kongelige Livgarde, til Afghanistan, Helmand provinsen, hvor vi lå som fast base ude ved Green Zone i FOB (Forward Operating Base) Armadillo. Denne udsendelse var med et helt særligt og fantastisk hold, som hver dag gik lange og krævende patruljer i en ekstrem varme, og vi levede under meget primitive forhold – men alt det har gjort, at vi som hold den dag i dag stadig holder sammen og mødes årligt og hjælper hinanden i alle de situationer, vi kan i hverdagene. Båndet til alle disse brødre – ’Band of Brothers’ – som jeg og de fik til hinanden (jeg var ene kvinde i kompagniet med 110 mand) er aldrig blevet brudt og de brødre betyder stadig alt for mig i dag, fordi vi deler en helt særlig historie, som kun vi har oplevet. Det var før man måtte bruge hjelmkamera og andet der kunne dokumentere vores oplevelser.

2010 Min anden udsendelse var med ISAF Hold 10, Bravo Coy – som var 1/I/Panserinfanterikompagniet, Den Kongelige Livgarde – igen til Afghanistan, i Helmand provinsen, hvor kompagniet var fast tilknyttet Camp Price. Dette var en udsendelse som bød på mange forskelligartede opgaver rundt om og i byen Gereshk, langs helmandfloden og Green Zone, samt nedlukningen og nedtagningen af FOB Armadillo, som havde skiftet navn til FOB Budwan. Det var en tur, hvor man skulle være meget omstillingsparat i forhold til, hvilke opgaver vores deling fik tildelt. Jeg fik ved denne udsendelse set rigtig meget af det sydlige Afghanistan, og fik et stort indblik i befolkningens hverdag, som levede under forhold, man kan have svært ved at forstille sig. Alle deres udfordringer, de glæder de vovede at vise os, sammen med deres kultur og traditioner, men selvfølgelig også alle de uroligheder, de blev udsat for, som de klarede meget forskelligt. Den indsigt, jeg fik i de mennesker, min deling og andre jeg mødte, gav mig en utrolig lærerig indsigt, både i de forskelligheder, vi som mennesker indeholder og bidrager med, men også hvor meget vi kan overkomme og samtidig finde glæde i.