Book nu den kaffe-snak!
Udgivet d. 15. september 2022 af Velkommen Hjem
Veteraner, der har været med i et forløb i VELKOMMEN HJEM får et stærkt netværk, som de kan trække på fremover. Det er veteran Mikkel Stonegaard et levende bevis på. Efter lidt mere end 10 år i Forsvaret og en udsendelse til Sydlibanon besluttede han for nogle år siden at forlade Forsvaret. Han fik hjælp i VELKOMMEN HJEM til at lande i et godt civilt job, desuden fik han også herigennem startet sit eget stærke netværk – blandt andet drak han kaffe med mentor Michael Myhre Solvang Erichsen, Head of DS Operations i PFA, tilbage i 2018. Og i dag, fire år efter deres første kaffe-snak, har den ført direkte til, at Mikkel nu er videre i sit næste civile job – en drømmestilling i PFA. Læs hele historien om den værdifulde netværksrelation.
Som resultat af et godt forløb i VELKOMMEN HJEM for knap fire år siden landede veteran Mikkel Stonegaard et civilt job hos Nuuday, som Proceskonsulent med ansvar for Changes & Releases i YouSee’s TV-Operations. Her fik han en chef, der, som Mikkel selv beskriver det, var ”en virkelig god chef, som var støttende og menneskelig, og som lod mig begå småfejl – men aldrig kastede mig ud på alt for dybt vand. Og selv når jeg kom ud, hvor jeg ikke længere kunne bunde, så vidste jeg, at min chef var klar til at støtte og sparre, men han overtog aldrig situationen”, fortæller Mikkel, der tilføjer, at han har lært meget af de år.
Mit møde med VELKOMMEN HJEM gav mig gåpåmod og selvtillid til mine første skridt ud i den civile verden. Jeg blev trygt sendt ud over rampen, hvor muligheder og døre blev åbnet, og jeg kom hurtigt i stævne med nye mennesker. Jeg oplevede interesse og integritet og blev inspireret af andre forhenværende soldater, der er gået den civile vej.
Veteran Mikkel Stonegaard, 2019
Opkald om et godt råd førte til et drømmejob
I løbet af de år, hvor Mikkel har været ansat hos Nuuday, har han holdt kontakten til sit netværk – blandt andet til Michael Myhre Solvang Erichsen, der også selv kom ind i det civile erhvervsliv med en baggrund på 26 år i Forsvaret.
Michael har jeg de sidste par år skrevet lidt spørgsmål til, når jeg havde brug for input til en given arbejdsopgave, en situation jeg havde håndteret eller for at få sparring fra én som mindede om mig selv; en soldat, som var gået civil, og som jeg derfor kunne tale ”militær/civil” med, fortæller Mikkel og fortsætter:
Michael tog telefonen en sen eftermiddag, hvor jeg ringede. Det var tilbage i maj/juni i år, og jeg spurgte, om han ikke havde et par minutter. Det havde han og 47 min senere sagde vi farvel til hinanden. Samtalen handlede egentlig mest om, at jeg igen havde brug for lidt sparring og input til nogle opgaver. Og uden at gå i forretningsmæssige detaljer fik vi os en snak om, hvordan han kunne se sig selv gribe lignede opgaver an. Men det var kun ca. 4-5 min. af samtalen. Den øvrige tid talte Michael og jeg om, hvad jeg havde fået tiden til at gå med siden sidst, fortæller Mikkel og fortsætter:
Michael sluttede samtalen af med at sige, at han lige ville ringe igen om nogle dage. Det gjorde han, og sagde, at jeg lige skulle prøve at give en af Michaels kollegaer et opkald. Som sagt så gjort og den telefonsamtale blev til en ”1. Samtale”, og efterfølgende kom en 2. Samtale i stand. Slutteligt ringede Morten (min nye chef) og tilbød mig stillingen som Product Owner i PFA, fortæller Mikkel.
Jeg har selv taget springet ud af Forsvaret efter 26 år i trøjen og tænkte, at jeg kunne bidrage i VELKOMMEN HJEM med mine egne erfaringer, overvejelser, tvivl mv., som man har i sådan en situation. Et brancheskifte ud af Forsvaret er som oftest et stort personligt skridt. Jeg var på daværende tidspunkt selv i gang med at lære kultur, omgang og faglighed at kende i mit ny job i PFA, men besluttede dog at give mentorvirket et forsøg.
Mentor Michael Myhre Solvang Erichsen
Var en indlysende kandidat til jobbet
Michael Myhre Solvang Erichsen er en af foreningens erfarne og dygtige mentorer, der også tidligere har haft veteraner gennem forløb. Men han var ikke mentor for Mikkel i første omgang – men ”bare” en kaffeaftale i mentornetværket.
Det var gennem VELKOMMEN HJEM, at jeg kom i kontakt med Mikkel. Det skete allerede tilbage i slutningen af 2018, hvor Mikkel og jeg havde haft en “kaffe-snak”, og vi holdt relationen ved lige efterfølgende. Der var derfor allerede etableret en relation, da der åbnede sig en jobmulighed i PFA inden for IT-udvikling, og som Mikkel fandt interessant og søgte. Siden vores oprindelige snakke havde Mikkel oparbejdet erfaring med IT. Fagligt var der derfor god sammenhæng til den nye potentielle stilling i PFA, forklarer Michael Myhre Solvang Erichsen.
I anden omgang blev han en slags mentor for Mikkel i forbindelse med Mikkels jobskifte fra det ene civile job til det næste.
Samarbejdet med Mikkel var meget kortfattet og fokuseret, da der var kort tid til at afdække, om Mikkel ville søge jobbet. Jeg kunne bidrage med beskrivelse af PFA som arbejdsplads, og mit kendskab til det job Mikkel søgte som Product Owner i en IT-udviklingsenhed i PFA. Mikkel var jo i et civilt job inden for IT-verdenen og havde derfor allerede et job, som han kunne koble med sine militære kompetencer, særligt inden for det relationelle og ledelsesmæssige område, og som var kompetencer, der var vigtige i jobbet i PFA. Og her tænker jeg, at der var en vinkel som gjorde Mikkel til noget “særligt” i forhold til andre kandidater. Han bragte selv både sine militære som nyerhvervede civile kompetencer i spil, og fik jobbet, forklarer Michael Myhre Solvang Erichsen.
Et givende netværk for både veteraner og erhvervsfolk.
Veteraner, der kommer med i et forløb i VELKOMMEN HJEM, får et uvurderligt netværk af erhvervsfolk. Både igennem alle de erhvervsfolk, rådgivere og tidligere veteraner, som de møder under de første to dages kickoff. Og efterfølgende igennem dels jobsamtaler og dels deres mentorers netværk. Omvendt får de erhvervsfolk, der engagerer sig i veteranerne, et førsteklasses indtryk af alle de kompetente folk, der ønsker at komme videre i et civilt job.
For mig var det et skoleeksempel på værdien af at have, vedligeholde og anvende sit netværk. Vigtigheden af at holde “kaffe-snakke” og ikke være bange for at række ud, når der er noget, man overvejer, finder interessant eller blot vil være lidt klogere på. Også uden, at der nødvendigvis er en konkret stilling at snakke om. Det kan være andre brancher eller kulturer, man kan være nysgerrig på. Og jeg oplever altid, at det er begge to – mentee som mentor – der tager noget med fra en snak uanset emnerne. Og uanset om man pt. er i Forsvaret eller allerede sidder i et civilt job, siger Michael Myhre Solvang Erichsen.
Netværk som det, både veteraner og erhvervsfolk får gennem VELKOMMEN HJEM, giver så god mening. Gennem sparring og erfaringsudveksling får man input til, hvorledes man kan gøre sin viden og kompetencer fra Forsvaret relevante og forståelige. Såfremt man allerede sidder i en civil stilling og søger en ny, så øges ens mulighed for at sætte sig selv i spil, fordi man bedre forstår det “civile sprog”, kulturen, tankesættet og kan argumentere for, hvorledes man kan sætte sine militære kompetencer i spil. Man kan bedre sætte ord på dem og kommunikere forståeligt på en eventuel vej over i “job 2” i det civile erhvervsliv. Men man kan også stadig sidde med behovet for at sparre sine idéer med andre med kendskab til den militære verden. Og her er VELKOMMEN HJEM et oplagt sted at række ud.
Mentor Michael Myhre Solvang Erichsen
Book nu den kaffeaftale!
Det, at have en “sponsor” som kan kommunikere ens evner og kompetencer i en potentiel ny virksomhed er guld værd, hvis man overvejer, eller er i færd med, at søge nyt job, mener Michael Myhre Solvang Erichsen, der understreger, at det særligt gælder, hvis det er i forbindelse med springet ud af Forsvaret.
Har man allerede taget springet og ser sig om efter noget nyt, så kan viden fra networking og andre brancher være med til at give én nye tanker om retningen i sin karriere eller input til ens daglige virke i den rolle man allerede har. Så også her kommer vi tilbage til “kaffe-møderne” igen, hvor man mere eller mindre ubevidst sætter en række “sponsorer” i søen for én. En kaffe-snak spreder viden om ens faglighed, hvad det er man søger efter samt – og ikke mindst – hvem man er som person. En kaffe-snak kan betragtes som gensidige “ambassadør-samtaler” og her er værdien af VelkommenHjem-netværket meget tydelig, siger Michael Myhre Solvang Erichsen og afslutter:
Det syntes jeg Mikkels og mit forløb tydeligt illustrerer. Så til alle jer, der går i overvejelser; book nu den kaffe-snak! Både hvis du kigger efter en ny stilling, er nysgerrig på andre brancher eller vil have input til dit daglige virke. Held og lykke med kaffen.
Den korte historie om veteranen Mikkel Stonegaard
- 2007-2019 Ansat i Forsvaret afsluttende med titel af Premierløjtnant samt én udsendelse til Sydlibanon som FN-observatør fra 2017-2018.
- 2019-2022 Har været ansat hos Nuuday i knap 3 år, som Proceskonsulent med ansvar for Changes & Releases i YouSee’s TV-Operations. Slutstilling i afdelingen for Kundeservice som IT-Business Consultant.
- 2022 Ansat som Product Owner i PFA.