Befalingsmanden tog kompetencerne direkte med over i rollen som produktionsingeniør

Udgivet d. 1. maj 2025 af Velkommen Hjem

Det kan være noget af en rutsjebane at søge stillinger, hvor virksomhederne efterspørger medarbejdere med mange års erfaring, og man selv mener, at ens kompetencer fra Forsvaret kan kompensere for dette, oplever veteran Mathias Johnsen. Han kontaktede VELKOMMEN HJEM fire år efter, at han havde forladt Forsvaret i forbindelse med, at han havde afsluttet sin ingeniøruddannelse. Han vidste, at kompetencerne fra Forsvaret var kompatible og relevante i forhold til de ingeniørstillinger, som han skulle ud at søge, men han vidste ikke, hvordan han skulle gøre det klart i ansøgningerne. Det vidste Carl Aage Dahl heldigvis en del om, og som mentor hjalp han Mathias med både oversættelse, støtte og sparring i overgangen til en ny, civil karriere. Læs historien om, hvordan VELKOMMEN HJEMs fantastiske mentorer igen og igen stiller op for veteraner, der selv har stillet op for at Danmark, for at hjælpe dem videre i en ny, civil karriere. 

– Da jeg startede mit forløb hos VELKOMMEN HJEM, havde jeg allerede mentalt forladt Forsvaret for mange år siden. Jeg havde studeret i fire år, og den mentale proces med ikke længere at identificere mig som soldat, havde jeg gennemgået for længe siden, fortæller Mathias og fortsætter: 

– Jeg var ved at afslutte min uddannelse som produktionsingeniør og stod over for at skulle søge mit første ingeniørjob. I den forbindelse søgte jeg hjælp fra Velkommen Hjem med henblik på at få støtte til at oversætte mit militære CV og få hjælp til at koble mine erfaringer fra Forsvaret sammen med min nye uddannelse. Der er utrolig mange fællestræk mellem arbejdet som befalingsmand og rollen som produktionsingeniør, og det var jeg fuldt bevidst om. Dog fandt jeg det udfordrende at formulere det klart for en kommende arbejdsgiver uden, at det blev for generelt. 

Veteran Mathias Johnsen

Soldater har et klart defineret resultat for en opgave, men løsningen kan ofte udføres på flere forskellige måder. Man har en værktøjskasse med standarder, og så må man vælge og tilpasse den standard, der passer bedst til opgaveløsningen. På den måde minder jobbet som befalingsmand om jobbet som produktionsingeniør.

Veteran Mathias Johnsen

– Qua mit studie, som er meget virksomhedsorienteret, havde jeg arbejdet med projekter for en række forskellige danske produktionsvirksomheder, hvilket havde medvirket til at afmystificere det civile arbejdsmarked for mig. Som nyuddannet ingeniør forventede jeg umiddelbart ikke udfordringer med at finde et civilt job. For mig handlede det mere om at få bragt så meget af min militære baggrund med over i min nye stilling som muligt, siger Mathias.

Forsvarskompetencer skulle med i det nye job

Mathias søgte ikke så meget hjælp til at finde det gode og rigtige job, men i højere grad hjælp til at finde det job, hvor han kunne integrere og bruge kompetencerne fra Forsvaret. Mathias fik tilknyttet en af de mange dygtige og dedikerede mentorer, der arbejder frivilligt for veteranerne i VELKOMMEN HJEM, som han i hele sin transition kunne søge gode råd, hjælp og sparring hos. Og det blev en mentor, der sad inde med den helt rigtige viden på området, nemlig Carl Aage Dahl, der er CEO hos IDA.

– Samarbejdet mellem Carl og mig oplevede jeg som utroligt positivt. Jeg var meget beæret over, hvor meget Carl prioriterede vores mentorskab i sin travle hverdag, og hvor meget han stod til rådighed for mig, fortæller Mathias og forsætter: 

– Konkret hjalp Carl mig med at udfærdige et skarpere CV – ikke kun med fokus på kompetencerne fra Forsvaret, men også med at få mig som person til at træde tydeligere frem i CV’et. Han hjalp mig også med at reflektere over og formulere, hvordan mit virke som befalingsmand styrkede mig i min nye rolle som produktionsingeniør. Carl var også en stor hjælp i processen med at vælge en retning for min jobsøgning – om jeg skulle gå efter en stilling med vægt på personaleledelse eller en mere ingeniørteknisk rolle. 

Det var utroligt værdifuldt at have en støttende mentor under jobsøgningen, der kunne berolige mig og bekræfte, at jeg var på rette vej, selv om resultatet ikke altid blev, som jeg ønskede.

Veteran Mathias Johnsen

– Ud over hjælpen til kompetenceafklaring, jobretningsafklaring, CV og ansøgninger var Carl også en stor støtte i selve rekrutteringsprocessen. Han hjalp mig både med at forberede mig til jobsamtaler og med at reflektere over, hvad der gik godt, og hvorfor jeg ikke blev valgt, når jobbet gik til en anden, fortæller Mathias.

Det blev hurtigt klart for mig, at Mathias var en person med meget stærke kompetencer, og jeg hjalp med glæde til med at ”oversætte” hans erfaring fra Forsvaret til styrker i civile jobs.

Mentor Carl Aage Dahl, CEO hos IDA

Mentor Carl Aage Dahl

En ny start i det rette job

Det gode samarbejde og Mathias’ målrettede indsats resulterede i præcis den ønskestilling, som Mathias oprindeligt opsøgte VELKOMMEN HJEM for at få hjælp til at lande i. 

– I dag har jeg fået en stilling som Manufacturing Engineer hos Grundfos Electronics. I min nye stilling kommer jeg til at anvende mange kompetencer fra Forsvaret – de oplagte som ledelse, beslutningstagning, teamwork og omstillingsparathed, men vigtigst af alt evnen til at analysere og løse opgaver, slutter Mathias.

Det var en fornøjelse at være mentor for Mathias, fordi han var meget fokuseret i forhold til at finde et job, men også meget åben og lyttende i vores dialog – både om, hvilken type af job han skulle gå efter, og om hans håndtering af jobsøgningen.

Mentor Carl Aage Dahl, CEO hos IDA

Den korte soldaterhistorie om veteran Mathias Johnsen 

Jeg har været ansat i Forsvaret i 15 år – heraf 11 år som operativ og 4 år som studerende på en civil uddannelse. Jeg har været udsendt i alt 3 gange, hvoraf de 2 gange var til Afghanistan (ISAF) og 1 gang til Irak (OIR).