Det kan være svært at tro, at man kan noget udenfor hegnet, når man altid har været i Forsvaret

Udgivet d. 4. november 2024 af Velkommen Hjem

… men helt ærligt, hvem har ikke brug for en medarbejder, der går en ekstra mil uden at klynke, sætter virksomhedens behov før egne, der forstår at flytte mennesker og adfærd og som er systematisk, ordentlig og præcis? Det spørgsmål stiller mentor Nicolai Houman, CSO i OOONO A/S, og i samme åndedrag besvarer han det selv: Det handler om at hjælpe veteranerne til at tro på sig selv, så de kan møde virksomhederne med selvtillid. Og selvfølgelig om oversættelse af den militære erfaring til kompetencer, der giver mening i en civil kontekst. Begge dele er blandt andet noget af det, han netop har hjulpet en veteran med gennem et forløb i VELKOMMEN HJEM. Veteranen har været i Forsvaret i 17 år og har været udsendt hele 6 gange, men stod pludselig ved en skillevej, der krævede friske øjne på situationen. Det fik han fra Nicolai Houman. Resultatet blev, at veteranen fandt sin vej og et nyt job i Forsvaret, og ønsker derfor at være anonym i denne artikel. Her kan du læse historien, især set fra mentors side. 

Nicolai Houman har valgt at engagere sig i at være mentor for veteraner i VELKOMMEN HJEM, fordi han selv har stået i samme situation og desuden ofte har coachet folk i deres professionelle karrierer. 

– Som tidligere udsendt soldat, så ved jeg, hvor svært det kan være at bevæge sig fra militæret ud i det civile liv. Jeg synes selv, det ville have været en fantastisk hjælp, da jeg i sin tid havde brug for det, hvis der var en stærk erhvervsprofil, der havde givet mig en hånd i ryggen. Det er derfor motiverende at kunne bruge min viden og kompetencer til at hjælpe soldater, der gerne vil videre, forklarer Nicolai Houman.

Nicolai Houman, mentor

Støtte på den mentale rejse

Som mentor lægger han især vægt på at opbygge sine mentees, så de kan gå ind til jobsamtalerne med selvtillid. 

– Det kan være meget svært for en, der har været det meste af sit liv i Forsvaret, at tro på og forstå, at man kan noget uden for hegnet. Mentorrollen handler ikke kun om at få skrevet et cv osv. Det er lige så vigtigt, at man kan støtte sin mentee i den mentale rejse, det er, når en mentee har besluttet sig for at ville noget andet til, at det rent faktisk sker. Jeg føler, at det er noget af en mental rutsjebane-tur for vores mentees. Den ene dag er de fulde af selvtillid og tro på egne evner, og den næste dag er de helt nede i kulkælderen uden tro sig selv overhovedet. 

Jeg tænker, at det er samme tur, de tager, som når folk er blevet fyret – bare gange 10, forklarer mentoren.

VELKOMMEN HJEM har i stor stil bidraget til en form for klarhed omkring mine ønsker i forbindelse med jobskifte.

Anonym veteran 

Veteranen skal værdiopleve egne kompetencer

Ifølge Nicolai Houman, så tager veteranerne så mange vigtige kompetencer og erfaringer med sig fra Forsvaret, og de kan alle bruges i erhvervslivet.

– Der findes så mange spændende jobs uden for Forsvaret, hvor der er brug for personer, der kan gå den ekstra mil uden at klynke, der kan sætte sine egne behov til side for virksomheden, som ved, hvad det kræver at flytte menneskers adfærd, som er systematiske, ordentlige og præcise. Jeg kunne blive ved. 

Udfordringen er først og fremmest at få mentee til at forstå og værdiopleve det – så de møder de potentielle nye virksomheder med tro på sig selv, dernæst er det vigtigt at hjælpe mentee med at få “oversat” deres viden og kompetencer til virksomheds-sprog, så de rekrutteringsansvarlige forstår alt det, som veteranerne rent faktisk kan. 

I VELKOMMEN HJEM får man et stort netværk, der kun har en ting i tankerne, nemlig at få det bedste ud af dig. Man bliver taget seriøst i sine overvejelser, og herefter bliver man guidet, rådet og vejledt ud fra sine egne ønsker. Man har en kæmpe støtte i de folk, der står bag og sin mentor.

Anonym veteran 

Personligheden er også vigtig at kende

Forløbet med hans veteran har lige fra start fungeret godt, og Nicolai Houman har kun rosende ord at sige om sin mentee.

– Han er virkelig god til at lytte og omsætte viden til handling. Han har en varm, venlig og vindende personlighed, hvilket gør det nemt for ham at bygge relationer og fremstå autentisk og troværdig, siger mentoren, der kun mødtes fysisk med sin mentee en enkelt gang udover de mange online møder. Det fysiske møde har dog været afgørende for den sparring han efterfølgende kunne tilbyde digitalt.

– Min mentee og jeg boede langt væk fra hinanden. Vi mødtes derfor kun en gang. Det var en virkelig hyggelig, men også helt afgørende eftermiddag, for vi fik talt og grint af mange ting, og jeg fik en rigtig god fornemmelse af mennesket bag al CV- og kompetence-snakken. Det gjorde, at jeg kunne hjælpe min mentee endnu bedre, slutter Nicolai Houman.

Den sparring, jeg har fået, har været uvurderlig og er helt sikkert en stor del af årsagen til, at jeg sidder, hvor jeg gør i dag.

Anonym veteran (der fandt sit nye job i Forsvaret)