Fra leder ved fronten i Afghanistan til leder af en del af DSB’s frontpersonale

Udgivet d. 21. maj 2021 af Velkommen Hjem

Efter mere end et årti i forsvaret rettede premierløjtnant Anders Rudbeck sigtekornet mod en civil karriere. Med inspiration og hjælp fra Velkommen hjem er han i dag afdelingsleder i DSB

Af Morten Tjerrild

Efter en lang og blandet karriere på 12 år i det danske forsvar kunne premierløjtnant Anders Rudbeck for et par år siden mærke i maven, at det var ved at være tid til at prøve noget nyt. En civil karriere, hvor han kunne få testet alle de kompetencer, han havde lært i militæret, af.

”Jeg startede i 2009 som værnepligtig. Siden gik vejen over Dragonregimentet og en udsendelse til Afghanistan og i 2017 og 2018 blev jeg uddannet på officersskolen. Den uddannelse brugte jeg, indtil jeg stoppede i militæret 31. marts 2021. Dagen efter startede jeg som afdelingsleder i DSB Salg & Service,” siger Anders Rudbeck.

Anders Rudbeck, veteran

Velkommen hjem var et vigtigt værktøj til at tage springet

Anders Rudbeck kontaktede Velkommen hjem i 2019, og det blev en øjenåbner for, hvordan og hvor han kunne bruge de mange erfaringer og lærdommen fra militæret i en civil karriere.

”Jeg var med til et kickoff-møde, hvor jeg fik inspiration og mod til at gå videre. Det handlede om, at her var et netværk, jeg kunne bruge. Der blev sat ord på mine kompetencer og jeg fik en tro på, at jeg kunne realisere mine drømme. Og så var der noget så lavpraktisk og brugbart, som instruktioner i, hvordan man skriver et godt cv,” siger Anders Rudbeck.

Driftsdirektør i DSB, Per Schrøder, er aktiv mentor gennem to år i Velkommen hjem. Han var dog ikke involveret i Anders’ ansættelse i DSB, men kender til hans forløb:

Per Schrøder, mentor

”Der, hvor Anders er endt i DSB, kan han supplere med rigtig mange erfaringer fra militæret. Blandt andet er korpsånd og evnen til at hjælpe og være der for hinanden vigtige redskaber i en uforudsigelig verden, som togdrift godt kan være. Og derfor var han et naturligt valg til stillingen. Han kan kommunikere på alle niveauer og gøre informationerne brugervenlige, når togene ikke lige kører, som de skal, og det brænder på,” siger Per Schrøder.

Sammen er vi bedst

Anders Rudbeck supplerer:

”Et af de mest almindeligt brugte evalueringsværktøjer i militæret, synes jeg, at jeg nærmest kan overføre én til én i min nye stilling. Hvad var planen? Hvad skete der? Hvorfor skete det? Hvad kan vi lære? Disse fire punkter har jeg tænkt mig at implementere i min nye dagligdag.”

Per Schrøder ser frem til at få Anders Rudbeck som medarbejder i DSB:

”Jeg er stensikker på, at Anders bliver en gevinst for DSB. Han kommer med talentet til at bygge bro mellem de forskellige verdener som militæret og en civil stilling er. Hans mindset passer rigtig til en filosofi ”DSB Kæden”, vi bruger hos os. Her gælder det blandt andet om, at sammen bliver vi bedre og som holdspillere gør vi det bedst, for det er jo noget, der gennemsyrer tankegangen i militæret.”


Fakta:

  • Navn: Anders Rudbeck
  • Alder: 31 år
  • Bor i Vejle sammen med Trine og deres to børn.
  • Vokset op nær Haderslev, som den yngste i en søskendeflok på fire.
  • Efter gymnasiet, skulle drømmen om den slørede uniform udfordres.

Fakta:

  • 2009 Værnepligtig ved Den Kongelige Livgarde
  • 2010-2011 Sergentskole i Sønderborg
  • 2011-2013 Sergent ved Jydske Dragonregiment
  • 2013-2017 Sergent og oversergent ved Den Kongelige Livgarde
  • 2017-2018 Kadet på Hærens Officersskole
  • 2019-2021 Premierløjtnant, Næstkommanderende/kompagni ved Føringsstøtteregimentet

Fakta:

  • 2012 Afghanistan, ISAF 14