Når man har været i krig, er det sgu svært at blive bragt ud af fatning over kontorarbejde

Udgivet d. 7. juli 2023 af Velkommen Hjem

Da Benjamin Markus Jensen startede i Forsvaret som 20-årig, havde han allerede dengang en forventning om at skulle gøre karriere i en eller anden grad i Forsvaret. Og det gjorde han. Efter 12 års tjeneste, herunder flere militære uddannelser og en udsendelse til Afghanistan, måtte han træffe et valg, der handlede om hans søn og hans familie. For selv om Benjamin var tilfreds med Forsvaret, og gerne ville udsendes igen, så kunne han ikke længere forsvare alle dagene væk hjemmefra. Benjamin kom med i et forløb i VELKOMMEN HJEM – og allerede efter det indledende kickoff, kastede han sig ud i jobsøgningen selv. Han landede et drømmejob så hurtigt, at han ikke engang nåede at få en mentor. Læs her Benjamins egen opskrift på, hvordan det kan lykkes. 

– For mig blev det springende punkt, for valget om at blive civil min søn, siger Benjamin og tilføjer: 

– Jeg kunne rigtig godt lide at være i Forsvaret, og ville gerne udsendes igen. Men jeg kunne ikke forsvare alle dagene hjemmefra til øvelser og andet, når der ikke var en konflikt at træne frem til. For mig føltes det også som om, at det aldrig ville blive så skarpt, som det var da vi tog til Afghanistan. Jeg kan stadig savne Forsvaret og de varierede dage, de fede oplevelser og bestemt ikke mindst de fantastiske kollegaer, men jeg er meget motiveret af, at jeg i det civile kan få bedre muligheder for at udvikle mig fagligt, og jeg kan have en større indflydelse på min egen og mine ansattes hverdag. 

Jeg havde helt sikkert ikke havde været halvdelen af den leder, jeg er i dag, hvis ikke jeg havde haft en lederuddannelse og i højere grad praktisk og kontant afregnet ledelseserfaring fra Forsvaret – dét er en af Forsvarets store styrker.

En strategisk tilgang til jobsøgningen virker

Benjamin havde hørt en masse godt om VELKOMMEN HJEM gennem kolleger, kontaktede foreningen og kom med i et forløb, der altid starter med et indledende to dages kickoff. Her får de deltagende veteraner indsigt og en bredere viden om erhvervslivet igennem oplæg og foredrag af erfarne, dygtige erhvervsfolk og erhvervseksperter. Veteranerne bliver desuden inddraget igennem gruppeforløb og 1:1 samtaler med erhvervspsykologer og karriererådgivere. 

– Jeg har været hjulpet rigtig godt af Velkommen Hjems forsøg på at lære mig at skrive et CV på civilsk, og jeg blev monster-inspireret af Danny Bukh Almstrups oplæg, hvor vi talte om det, at finde sit eget brand (som vi alle har, vi skal bare stille skarpt på det). De individuelle samtaler på kick-off gav supergod og konkret feedback på de kvaliteter jeg bringer til bordet, og endelig gav den mere strategiske tilgang til jobsøgningen enormt meget mening for mig, – og jeg tror at det også var afgørende for, at jeg landede mit nye civile, forklarer Benjamin.

Benjamin Markus Jensen, veteran

Ring op – og tilbyd dem at blive klogere på os veteraner

Efter kickoff bliver hver enkelt veteran matchet med en af foreningens engagerede mentorer – normalt! Men så langt kom Benjamin ikke – for det var er ikke brug for. Han forklarer, at et skyldtes et råd, han fik på kickoff.

Jeg fik det suverænt bedste råd – et råd, som jeg giver videre til alle, der spørger… det lyder sådan her:

I stedet for at lave et CV og nogle ansøgninger og så bare ansøge vidt og bredt, så afsæt et stykke tid (jeg afsatte op til 6 måneder) til at finde ud af, hvad du vil. Jeg skrev derefter et CV, hvor jeg forsøgte at være så civil i mit sprog som muligt, og så fandt jeg stillinger på Jobindex mv. som jeg syntes lød spændende, fortæller Benjamin og fortsætter: – I stedet for at skrive en ansøgning, så ringede jeg ud til dem og sagde noget i stil med: “Hej, jeg hedder Benjamin, jeg er soldat og veteran, og du har slået en stilling op, som jeg synes lyder megainteressant, og som jeg tror, at jeg kunne være god i. Jeg er ikke klar til at søge job endnu, for jeg er stadig ved at afkode det private erhvervsliv, men jeg ville være meget taknemmelig, hvis du havde tid og lyst til at tage et kaffemøde med mig, og så vil jeg gerne tale om min profil op imod det, som jobbet indeholder. På den måde kan jeg blive skarpere på, hvad jeg kan og vil, og I kan måske blive lidt klogere på, hvad en veteran egentlig er”.

Lidt langt ude, men send en ansøgning …

Det gode råd virkede helt konkret for Benjamin, da han tog chancen på et job, han synes lød spændende. Og det førte ham direkte ind i jobbet som Manager i Sport24. 

– Jeg fik positivt feedback fra dem, jeg ringede til; jeg talte med to HR-direktører i større virksomheder, og talte med min nuværende chef. Min nuværende chef sagde, da jeg ringede, at hun havde fået rigtig mange ansøgninger til stillingen, og hun synes det lød lidt far-fetched, at de kunne bruge mig. Men jeg måtte godt sende et CV og en ansøgning, hvor jeg forsøgte at matche mine kompetencer med stillingen, og så ville hun godt give mig feedback, hvis jeg endte med at få en blank afvisning … sagt mellem linjerne, at det ville jeg nok få. 

Jeg sendte, som hun bad om – og jeg fik jobbet! Jeg sidder nu som Manager på Lageret ved Sport24 i Silkeborg, hvor jeg er ansvarlig for al vores udgående trafik til alle vores butikker og til alle vores mange webkunder, siger Benjamin, der netop i det job kan gøre brug af mange af de kompetencer, som han tilegnede sig i Forsvaret: 

– Jeg bruger dagligt min ledelseserfaring fra Forsvaret, min evne til at tilgå opgaver analytisk og struktureret … og når man har været i krig, er det sgu også svært at blive bragt ud af fatningen over kontorarbejde.

Den korte soldaterhistorie om Benjamin Markus Jensen

  • 2010 Jeg startede i Forsvaret som 20-årig og havde allerede dengang en forventning om at skulle gøre karriere i en eller anden grad i Forsvaret.
  • 2010 Jeg tog på sergentskolen
  • 2012 Blev udsendt som sergent på hold 14 med Vikingkompagniet til Afghanistan.
  • 2014 Efter udsendelsen gik jeg ca. halvandet år i stående styrke, og herfra tog jeg på CU for at læse en Bachelor i Ledelse og Kommunikation.
  • 2016 Efter 1 år på CU havde jeg ikke mere CU optjent, hvorfor jeg søgte en stilling på kasernen i Aalborg. Her arbejdede jeg som Faglærer i felttjeneste ved de værnepligtige i resten af min studietid.
  • 2017 Efter studiet tog jeg på Officersskolen.
  • 2019 Da jeg kom tilbage, blev jeg kampvognsdelingsfører og senere næstkommanderende i et uddannelseskompagni.

Kort om VELKOMMEN HJEMs forløb

Et forløb starter med to dages kickoff, hvor de deltagende veteraner får indsigt og en bredere viden om erhvervslivet igennem oplæg og foredrag af erfarne, dygtige erhvervsfolk og erhvervseksperter. Veteranerne bliver desuden inddraget igennem gruppeforløb og 1:1 samtaler med erhvervspsykologer og karriererådgivere. Efter kickoff bliver hver enkelt veteran matchet med en af foreningens engagerede mentorer efter personlighed og faglige interesserer, og i de følgende seks måneder vil mentor guide, hjælpe og støtte veteranen i transitionen.