Frygten for at fjerne det sikkerhedsnet som Forsvaret repræsenterede, gjorde selve springet til den hårdeste del af processen.

Udgivet d. 30. april 2021 af Velkommen Hjem

Hvad er mulighederne, når man forlader Forsvaret? Hvordan griber man det an? Og hvem skal man tale med? Veteran Frederik Lindhardt valgte at tage kontakt til VELKOMMEN HJEM og gå med i et forløb for at blive klogere efter knap 12 år i Forsvaret og 2 udsendelser.  Sammen med en af foreningens dygtige mentorer Morten Schultz Fruergaard COO hos Købstædernes Forsikring, afsøgte og reflekterede de over fremtidsmulighederne. Det resulterede konkret i en jobmulighed som ekstern konsulent hos Falck ifht deres omfattende arbejde med Covid-19 testcentre.

– Det var en utrolig svær beslutning for mig at forlade den organisation, hvor jeg havde tilbragt hele mit voksne liv – men jeg er ikke i tvivl om, at det var den rigtige beslutning. Det var især frygten for at fjerne det sikkerhedsnet, som jeg følte, at Forsvaret repræsenterede, hvilket gjorde selve springet til den hårdeste del af processen, fortæller Frederik, og forklarer videre:

– Jeg forlader Forsvaret, fordi jeg blev stillet overfor en mulighed for at arbejde med genåbningen af samfundet. som jeg så som unik. Konkret set sidder jeg i et lille team, der støtter Falck med at implementere, udvikle og drifte kviktest i hele Region Sjælland. Det er en kompleks opgave hvor at jeg har kunne bruge mange af de tillærte kompetencer fra Forsvaret

Frederik Lindhardt, veteran

Fik udforsket mulighederne på den anden side af hegnet

Frederik kom herefter med i VELKOMMEN HJEM i et forløb, hvor formålet er hjælpe veteranen godt videre i en civil karriere og i det hele taget føre veteraner og erhvervsliv tættere på hinanden. Et forløb starter typisk med to dages kickoff, hvor de nye veteraner møder andre veteraner samt relevante erhvervsfolk, herunder mentorer og andre fra foreningen. 

– Jeg hørte om VELKOMMEN HJEM fra en ven og tidligere kollega der talte varmt om projektet og rammerne omkring det. Jeg kontaktede derfor VELKOMMEN HJEM, for at få hjælp til at se mulighederne på den “anden side af hegnet” og jeg blev meget inspireret af den professionalisme og seriøsitet, jeg blev mødt med. Efter kickoff blev jeg sat sammen med min mentor, og sammen fik vi udforsket, hvad der var af muligheder for en som mig både i Forsvaret og udenfor, fortæller Frederik.

Hvad vil og kan du selv byde ind med?

Frederik blev efterfølgende matchet med mentor Morten Schultz Fruergaard, der er COO hos Købstædernes Forsikring. Han har valgt at være mentor i VELKOMMEN HJEM, fordi det for ham giver mening at byde hjemvendte soldater fra alverdens brændpunkter velkommen hjem på den måde, som foreningen giver mulighed for. 

– Jeg har set nogle af de artikler, der har været om veteraner, der er kommet godt videre efter et mentorforløb. Det var dem, der gav mig ideen om at blive mentor. Jeg synes – helt generelt – at vi som samfund har en opgave med at byde vores veteraner ”velkommen hjem”. Der har hele samfundet flyttet sig meget over de sidste årtier, men der er stadig noget at gøre. Ikke mindst, når veteraner helt naturligt overvejer, om det karrieren skal tage en anden retning. Det er måske ikke altid, at det er helt simpelt at sige til sin chef, at man har overvejelser om en fremtid uden for Forsvaret, for hvad vil det betyde for den nuværende karrievej, alene at have disse overvejelser… Det er nogle af de spørgsmål, som man kan vende med en mentor – og så træffe beslutningen på et mere velfunderet grundlag, forklarer Morten Schultz Fruergaard, og uddyber konkret i forhold til Frederik:

– Jeg tror, at det handler om, at man først finder ud af, hvilke opgaver man gerne vil byde ind på, på ”den anden side af hegnet”. Frederik var ret tydelig i, hvilke kompetencer, han gerne ville bringe i spil. Det er en klar fordel. Vi havde nogle samtaler om, hvordan Frederik kunne tage de første dialoger, og om hvordan han kunne starte dialogen op, så han sikrede, at den person han sad overfor, kunne få et godt indblik i Frederiks kompetencer. Det er jo ikke sikkert, at den Frederik søger job hos, forstår hvilke opgaver en person som Frederik, har løst tidligere og derefter selv kan bygge bro til den civile hverdag. I Frederiks tilfælde er der jo tale om et job, der netop trækker på nogle af de kompetencer, Frederik har opbygget i Forsvaret og under udstationeringer. Det er ikke altid, at en veteran vil finde et så oplagt match, men den opgave, Frederik har kastet sig over, er spot-on for ham.

Processen med Frederik har været meget givende. Noget af det, jeg har tænkt over efter de samtaler, Frederik og jeg har haft, er hvilken tiltrækningskraft Forsvaret har på unge, talentfulde mennesker. Nu handler vores dialog jo ganske vist om, hvordan Frederik kommer godt videre efter tiden i Forsvaret, men det er egentlig ret vildt, hvor mange dygtige mennesker, der findes i det danske forsvar.

Mentor Morten Schultz Fruergaard

Morten Schultz Fruergaard, mentor

Fik et fundament at springe fra 

Jeg har haft en virkelig fantastisk oplevelse med Morten som mentor. Da jeg trådte ind i samarbejdet med Morten, så fik jeg en fornemmelse af seriøsitet, og at han var villig til at dele ud af sin erfaring. Morten har konkret hjulpet mig med at spore mig ind på, hvad er det reelt jeg gerne vil med mit fremtidige arbejdsliv. Morten har givet mig forskellige værktøjer, der har hjulpet mig med at gå på opdagelse rundt i den civile verden. Det hele gik så stærkt, at jeg aldrig rigtigt nåede at involvere Morten i processen, men hans mentorvirke havde alligevel givet mig et fundament, som jeg kunne tage stærkt afsæt fra, slutter Frederik Lindhardt.

Den korte soldatehistorie om veteran Frederik Lindhardt

Frederik Lindhardt startede sin karriere i militæret i 2009 som konstabelelev, og blev 9 måneder efter udnævnt som konstabel. Herefter blev han udsendt på ISAF 11 med C-Coy og blev efterfølgende overkonstabel. Herefter gik det stærkt med at færdiggøre Sergentskolen og i 2012 startede Frederik Lindhardt på Hærens Officersskole. Efter udnævnelse som linjeofficer arbejdede han først i en uddannelsesbataljon og senere i 1. Kampvognseskadron (Niels Kjeldsen Eskadronen). Her blev det til endnu en udsendelse, igen til Afghanistan med RSM Hold 11. Januar 2021 indtrådte han på Føringskursus 2021-I, som han ikke har gennemført, fordi han nu har forladt Forsvaret.