YES!!!! Jobbet er landet… Det er jo det, vi har arbejdet hen imod i måneder.
Udgivet d. 3. november 2021 af Velkommen Hjem
Det afføder altid et jubeludbrud, når ens mentée lander jobbet, fortæller Sten Arendt Stoltze, Vice President i Ørsted. Han er mentor i VELKOMMEN HJEM og har netop hjulpet sin anden mentée videre i et civilt drømmejob. For ham er det tydeligt, at veteranerne er yderst kvalificerede ansøgere, og han ser flere fællestræk:
Holdfølelsen og det at støtte op om det fælles mål er tæt på 1. prioritet for soldater og det kommer soldat og arbejdsgiver til gode i det civile liv. Derudover har soldater en stærkt tillært evne til at holde sig målet for øje, også når det ind imellem kan være lidt op ad bakke, og der ikke er de forventede fremskridt på jobbet.
Selv om Sten Arendt Stoltze arbejder i toppen af en af Danmarks største virksomheder, så kan der godt blive tid til at hjælpe andre mennesker, blandt andet soldater.
– Jeg synes det er givende på mange fronter at stille op som mentor i VELKOMMEN HJEM, og så synes jeg, at det er fantastisk at hjælpe en soldat videre til noget andet, efter hun eller han har lagt sine seneste år i Forsvaret på vegne af os alle sammen. Dette var mit andet forløb som mentor. Der var ingen tvivl, efter det første forløb, om at det ville jeg gerne gøre igen, fortæller Sten Arendt Stoltze. For ham tegner der sig et billede af, hvor udfordringerne for veteranerne ligger, når de søger fra Forsvaret til civil – og hvad deres styrker er:
– Udfordringerne falder helt klart inden for et par områder. Dels skal en del af de militære, funktionelle kompetencer sættes i et civilt lys – og det kræver en indsats både fra mentor og mentée. Dels opstår der gode snakke omkring det at komme til samtale og også når mentée ikke kommer til samtale. Jeg synes, at der er et par militære kompetencer, som er værd at fremhæve i processen og som jeg selv som leder har erfaret er rigtig stærke. Ansøgere med militær baggrund har en meget stærk holdfølelse, som kan være særdeles vigtig i det civile arbejdsliv. Holdfølelsen, og det at støtte op om det fælles mål, er tæt på 1. prioritet for soldater – og det kommer soldat og arbejdsgiver til gode i det civile liv. Derudover har soldater en stærkt tillært evne til at holde sig målet for øje, også når det ind imellem kan være lidt op ad bakke og der ikke er de forventede fremskridt på jobbet.
Corona prægede forløbet, men ikke resultatet
Et forløb starter med to dages kickoff, hvor de nye deltagere møder andre veteraner samt erhvervsfolk, herunder mentorer og andre fra foreningen. Herefter får veteranen tilknyttet en af foreningens dygtige og engagerede mentorer, som i de efterfølgende seks måneder guider, hjælper og støtter veteranen i transitionen.
Sten Arendt Stoltzes sidste mentorforløb foregik især under corona-nedlukningen, hvilket selvfølgelig prægede forløbet, men ikke resultatet.
– Vi mødtes en gang fysisk og det var endda udendørs. Det er selvfølgelig mere og mere en del af det nye arbejdsliv, at man ikke mødes fysisk hver gang, men det har alligevel sat sit præg på vores snakke. Jeg blev positivt overrasket over personen, jeg mødte – det er tit en oplevelse at møde et nyt menneske med alt det, der kommer. Jeg tror, at min sidste mentée har syntes, at vores samtaler gjorde en forskel på en række punkter. Dels i forhold til at diskutere relevante stillingsannoncer og min mentées kvalifikationer. Og dels i forberedelsen til første samtale og også anden samtale, hvor løn og vilkår kan komme på banen. Jeg oplever, at det var godt at debriefe de gange, hvor jobbet ikke blev landet, og hvor der kom et afslag, fortæller Sten Arendt Stoltze.
Jeg er simpelthen så taknemmelig for den sparring, som Sten og jeg har haft undervejs. For mig er det specielt forberedelse til jobsamtalerne, hvor det har været givtigt at tale om gode/dårlige spørgsmål, lønforhandlinger osv. Derudover synes jeg, at kickoff gav mig et rigtig godt udgangspunkt for at komme ordentligt i gang med jobsøgning – både i forhold til hvilke jobs, jeg helst ville søge og hvordan jeg fik gjort CV og ansøgninger helt skarpe.
Veteran og mentée til Sten Arendt StoltzeYES! Jobbet er landet …
Spørger man mentorerne i VELKOMMEN HJEM så er der mange gode grunde til at hjælpe veteranerne. Selve forløbet med veteranen er som regel meget givende og giver ofte anledning til nye refleksioner. Men den størst glæde er, når det lykkes, og veteranen lander drømmejobbet.
– Det bedste øjeblik er lige præcis det øjeblik, hvor jeg kigger i min mailbox og ser, at mentée har skrevet, at der er kommet en kontrakt på et job. Det er jo det, vi har arbejdet hen imod i måneder, og det afstedkommer altid et jubelskrig fra min side – ”YES!!”. Undervejs er der masser af positive oplevelser, især de øjeblikke, hvor vi kommer til erkendelser omkring, hvordan mentée kan bringe sine militære kompetencer i spil i det civile. Min egen refleksion ligger omkring, hvordan jeg tilgår andre mennesker, og hvorledes vi sammen bygger en kommunikation, vi begge kan se os selv i, slutter Sten Arendt Stoltze.