Veteraner skal lære at tale civil
Udgivet d. 20. februar 2017 af Velkommen Hjem
Christian sluttede sin karriere i Forsvaret efter 18 år og 2 udsendelser. Med den ballast skulle man jo tro, at det ville blive nemt at finde et godt arbejde. Men han oplevede, at det civile arbejdsmarked godt nok taler om fordelene ved diversitet, men foretrækker medarbejdere, der ligner dem selv. Og han stødte på indtil flere kedelige fordomme omkring soldaterveteraner under sin jobsøgning.
– Under mange af mine jobsamtaler har det været svært at få lov at komme ordentlig til at fortælle om mine erfaringer. Jeg havde en klar fornemmelse af, at mange på forhånd tænkte; ”… nu er det jo ikke soldater, vi har her i virksomheden, og derfor passer du ikke ind, for vi råber ikke”, fortæller Christian, og fortsætter:
– Men det gør vi jo så heller ikke i Forsvaret. Vi motiverer frem for at råbe! Det er virkelig frustrerende at blive opfattet så forkert, fordi jeg altid selv har tænkt, at hvis jeg, som officer, har kunnet løse de opgaver, som jeg er blevet stillet overfor i Forsvaret – så kan jeg også løse de opgaver, som jeg vil blive pålagt i den civile verden.
Hvor traumatiseret er du?
Selv om Christian heldigvis også har mødt mange kompetente og dygtige rekrutteringsmedarbejdere og HR-folk, så er der især to meget personlige spørgsmål, som har skuffet under hans mange forskellige jobinterviews.
– Jeg oplever, at det er meget fordomsfuldt og alt for nærgående at spørge mig; ”Hvor meget posttraumatisk stress har du?”. Og ”hvor mange mennesker har du slået ihjel?”.
Velkommen hjem til et nyt sprog
Christian meldte sig på projektet ‘Fra krigszone til virksomhed’, nu VELKOMMEN HJEM, for at få hjælp til at finde det helt rigtige job i forhold til de kompetencer, som han havde med fra militæret.
Han blev hurtigt bekræftet i, at mange af de kompetencer, som veteranerne tilegner sig i militæret, har tilsvarende værdi på det civile arbejdsmarked. Men han oplevede også, at der er en sproglig barriere, som skal nedbrydes for at få hul igennem til en god jobsamtale, så man får et job, der for alvor matcher det, man kan.
– I en tid, hvor alting går stærkt, er det vigtigt at kunne sige de rigtige ord for at være interessant. I den sammenhæng har mit forløb i VELKOMMEN HJEM været essentielt for mig – fordi de har lært mig at tale civil. Mange kompetencer, som bruges i den militære verden, efterspørges også i den civile verden – men de hedder noget andet og skal ind i mellem serveres på en lidt anden måde. Jeg har nu lært at oversætte mine militære kompetencer på en forståelig måde, der synliggjorde deres værdi i en civil sammenhæng, forklarer Christian.
– Det har været en fornøjelse at være med i en proces hos VELKOMMEN HJEM, hvor det er kompetente mennesker, der virkeligt brænder for at gøre en forskel for os veteraner. Der er plads til at være sig selv i forløbet, og samtidigt er det meget motiverende at få fastslået, at ens militære kompetencer faktisk også er attraktive i den civile verden, fortæller Christian.
Med hjælp fra egen mentor
Igennem det ca. 6 måneder lange forløb i VELKOMMEN HJEM bliver veteranens kompetencer afdækket blandt andet med hjælp fra en mentor fra en privat virksomhed. Hver deltager bliver matchet med sin egen mentor.
– Det har været meget lærerigt at have mulighed for at tale med en mentor. I mit tilfælde var jeg så heldig at have Thomas Honoré, CEO i Columbus. Han var rigtig god til at stille spørgsmål og få mig til at tænke. Han gjorde det klart for mig, hvilke af mine kompetencer, som er anvendelige, og han gav gode råd til, hvordan jeg bedst kunne få dem i spil. Det er meget motiverende at blive hørt, udfordret og taget seriøst. Jeg vil jo rigtig gerne være med til at bidrage til samfundet, siger Christian.
Men fornøjelsen var ikke alene på Christians side – også mentor fik noget ud af forløbet:
– Det var en god og givende oplevelse at coache Christian. Han er en meget kompetent, dedikeret og engageret person, som havde behov for at får kalibreret sit selvsyn og kommunikationsform. Vi tog udgangspunkt i, at pakken var god nok, men at indpakningen skulle opdateres og gøres lidt mere indbydende. Vi fandt frem til en effektiv samarbejdsform, hvor både Christian og jeg fik noget ud af vores møder. Jeg er glad for at Christian fik et job, som han er glad for, og muligheden for at vise, hvad han kan, fortæller Thomas Honoré.
Nu kører det godt
Christian arbejder i dag som driftsleder i Arriva, og mener, at det i høj grad skyldes det forløb, som han gennemgik i Velkommen hjem. Egentlig havde Christian fået et godt job. Men det viste sig, at han desværre ikke var landet på sin rette hylde. Via Københavns Lufthavn, blev han opmærksom på forløbet hos VELKOMMEN HJEM. Her fik han hjælp til at indkredse og præcisere, hvad for en type job, der ville være et bedre match i stedet.
– Velkommen hjem hjalp mig til flere nye jobsamtaler, og helt konkret har min deltagelse i veteranforløbet ført til, at jeg nu arbejder som driftsleder. Jeg oplever, at jeg her får brugt den ballast, jeg har med mig. Når der for eksempel sker noget kritisk eller uventet, så handler og løser jeg opgaven. Som officer har jeg lært at analysere en given situation i en fart og samtidig udregne, hvad de mulige løsninger vil få at betydning for de involverede – herunder mine chefer og medarbejdere. Den evne har jeg rigtig meget gavn af nu. Jeg tænker på det som en gave, jeg har fået med fra Forsvaret. Jeg kalder det en ”GSD (Getting Shit Done) certificering” – og det virker!, forklarer Christian.
Veteraner er værdifulde
De senere år har der været talt og skrevet en del om hjemvendte soldater. Men Christian mener, at både politikere og presse i højere grad burde skærpe fokus på det konkrete bidrag, som hjemvendte soldater kan tilbyde det civile arbejdsmarked.
– Et initiativ som VELKOMMEN HJEM er med til at sætte fokus på hvorfor og hvordan det civile arbejdsmarked kan få glæde af at ansætte alle de dygtige hjemvendte soldater. Det er vigtigt – ikke alene for os veteraner, men også for det danske arbejdsmarked. Vi både vil og kan virkelig tilføre værdi. Det ville være interessant hvis kommende arbejdsgivere tør være mere nysgerrige, give rum, og acceptere en veteran, der kan tilføre nogle andre kompetencer og derved en større diversitet – til gavn for hele organisationen, siger Christian.