Tjekkede det ukendte terræn efter elleve år til land, vands og i luften – og landede godt i Forsvaret igen
Udgivet d. 13. december 2023 af Velkommen Hjem
Linda Eriksen har altid opfattet Forsvaret som en fantastisk arbejdsplads med masser af mulighed for udvikling og uddannelse, men hun følte, at hun selv var kørt lidt fast
efter 11 år i hhv. Søværnet og Flyvevåbnet inklusiv 4 udsendelser. Gennem et forløb i VELKOMMEN HJEM med Preben Bech fra KMD som sin erfarne wingman og mentor, blev hun endnu mere bevidst om egne kvalifikationer – og pludselig helt sikker på, at hun skulle tilbage til Forsvaret igen – dog i en ny rolle. Gennem forløbet har Linda lært meget om sig selv, om erhvervslivet og om, at man som jobsøgende er i sin fulde ret til også at stille krav til en potentiel arbejdsgiver.
– Lige da jeg var blevet 40 år, led min familie og jeg et stort tab, og det påvirkede os meget. Det kastede mig ud i en længere identitetskrise med hensyn til mit arbejde. Jeg var landet et sted, som ikke rigtig for mig, og jeg kunne ikke se, hvordan jeg skulle komme videre i min karriere i Forsvaret. Den vej, jeg gerne ville i Forsvaret, så jeg ikke var mulig, uden at jeg skulle rykke min familie op med rode og flytte til den anden ende af landet, fortæller Linda, der derfor kontaktede VELKOMMEN HJEM i håb om at få hjælp til at finde den rigtige retning på den anden side af hegnet. Og det fik hun – på en måde, som hun roser foreningen for:
– I VELKOMMEN HJEM oplevede jeg, at alle var så utroligt sympatiske, lyttende og villige til at dele deres viden om det civile arbejdsmarked. De er gode til at forklare det civile arbejdsmarked for sådan en som mig, der har været i Forsvaret så længe og lidt har mistet følingen med, hvad der sker på den anden side, fortæller Linda.
Respekt!
Som alle andre veteraner i forløb, fik også Linda sin egen mentor, som hun havde mulighed for at sparre med og få hjælp og støtte fra. Hun blev matchet med en mentor, der ved en masse om arbejdsmarkedet, Preben Bech, Markedsdirektør i KMD.
Han har valgt at bruge tid på at hjælpe veteranerne som mentor, fordi han ønsker at vise veteranerne støtte og respekt for deres handlinger.
– Jeg har valgt at gå ind i arbejdet i VELKOMMEN HJEM, fordi jeg synes, at de danske soldater fortjener meget mere respekt og støtte fra det civile samfund. De har bragt nogle ofre og sætter i situationer ALT på spil for at beskytte alle os andre og sikre eller genskabe freden rundt om i verden. Det er for alvor blevet aktuelt den seneste tid, men de har løst opgaver gennem årtier til gavn for os alle. Mit beskedne bidrag her er for at vise min respekt og min støtte den anden vej, siger Preben Bech.
Friske øjne på egne kvalifikationer
Forholdet mellem Linda og Preben Bech har hele vejen igennem været præget af respekt, og Linda oplevede, at hendes selvtillid voksede under samarbejdet i takt med, at hun fik hjælp til jobsøgningsprocessen.
– Mit forhold til Preben har været fint hele vejen igennem. Preben har hjulpet mig rigtig meget med mit CV og ansøgninger. Han har bakket mig op hele vejen og været godt til at få min selvtillid op igen, når jeg fik et afslag, forklarer Linda.
VELKOMMEN HJEM har haft stor betydning og hjulpet mig meget til at se mine egenskaber og hjælpe mig med at oversætte mine kvalifikationer til et civilt sprog.
Veteran Linda Eriksen
Nem opgave
Preben Bech oplevede på den anden side Linda som endnu en af de stærke og fagligt kompetente veteraner, der kommer ud af Forsvaret – og som det derfor var nemt at hjælpe.
– Det har været en forholdsvis let opgave for mig at hjælpe Linda i den rigtige retning. Linda er meget bevidst om egne kompetencer, og hun har også lysten til at bringe dem bedst muligt i spil i det daglige arbejde. Hun er meget lyttende og reflekterende samtidig med, at hun igennem hele forløbet har været ret klar på, hvad hun gerne vil arbejde med, forklarer Preben Bech.
Jeg tror mine input har givet Linda en tryghed i de delbeslutninger og valg, hun har skulle træffe undervejs.
Mentor Preben Bech, KMD
Rollen som mentor bærer for mange lønnen i sig selv, fordi glæden ved at hjælpe et andet menneske, som man i den grad synes fortjener det, er stor. Og den bliver endnu større, når det lykkes for veteranen at lande det rigtige sted. For Linda var det sted Forsvaret – blot i en ny rolle.
– Jeg har lært utrolig meget om mig selv og mine kvalifikationer i mit forløb i VELKOMMEN HJEM, og det har gjort en stor forskel for mig at være med. Jeg har fundet en større tillid til mine egenskaber og kvalifikationer, og fundet ud af, at det er ok at vente på den rette stilling. Det er lige så meget arbejdsgiveren, der er til jobsamtale, som det er personen, der har søgt jobbet, og det er ok som jobsøgende at stille krav til arbejdsgiveren. Jeg er nu landet i en form for HR-stilling i Søværnet, hvilket er den retning, jeg gerne vil i, siger Linda.
Kompetencer som struktur, vedholdenhed samt resultatfokus er fællesnævner for mange med en fortid i Forsvaret – og det er vigtige kompetencer i mange civile jobs.
Mentor Preben Bech, KMD
Det endte med en sejr
For Preben Bech har det også været en sejr at se Linda lande det rette sted, fordi han som mentor føler et stort ansvar og en lyst til at lykkes på veteranens vegne, når et forløb går i gang.
– Det har været meget positivt at opleve en dygtig, dedikeret og samtidig ydmyg Linda, som er gået målrettet ind i kampen for at skabe forandringer i eget arbejdsliv. At det lykkes så hurtigt, er ikke nogen overraskelse, og det er fedt at have været med på sidelinjen. Det har fra starten været klart for Linda, at det var hende der skulle ”spille kampen”, men jeg føler et kæmpe ansvar for, at det lykkes… sejre og nederlag undervejs er noget, vi har delt, for når jeg går ind i et forløb, så tændes mit vinderinstinkt også, slutter Preben Bech.
Kort om VELKOMMEN HJEMs forløb for kompetente veteraner
Et forløb starter med to dages kickoff, hvor de deltagende veteraner får indsigt og en bredere viden om erhvervslivet igennem oplæg og foredrag af erfarne, dygtige erhvervsfolk og erhvervseksperter. Veteranerne bliver desuden inddraget igennem gruppeforløb og 1:1 samtaler med erhvervspsykologer og karriererådgivere. Efter kickoff bliver hver enkelt veteran matchet med en af foreningens engagerede mentorer efter personlighed og faglige interesserer, og i de følgende seks måneder vil mentor guide, hjælpe og støtte veteranen i transitionen.