Selvrefleksioner på begge sider af bordet førte både mentor og mentee ud på nye karriereveje

Udgivet d. 24. juni 2021 af Velkommen Hjem

Trods et jobskifte til et nyt spændende job i Forsvaret, måtte veteran Emil Knudsen erkende, at arbejdsglæden og energien ikke var den samme efter 8 år og 2 udsendelser. Efter lange overvejelser tog han konsekvensen, forlod Forsvaret og kom med i et forløb i VELKOMMEN HJEM, hvor han mødte sin mentor Rikke Laursen. Også hun havde været en tro soldat – blot i KMD.  Hun havde afsluttet sin 27 år lange karriere for at finde ud af, hvad hendes næste arbejdskapitel skulle handle om. I forløbet blev de begge afklaret – og efter sommerferien skal Emil læse Cand.soc i International Sikkerhed & Folkeret, mens Rikke Laursen starter som Business Development Manager i Komplex IT.

– Da jeg kom hjem efter min sidste udsendelse til Afghanistan, fik jeg min drømmestilling som EOD & Search-delingsfører. Et nyt, spændende speciale, der både udfordrede min faglighed såvel som mine ledelseskompetencer samtidig med, at enheden stod overfor en særdeles interessant omstrukturering, fortæller veteran Emil Knudsen og fortsætter: 

– På trods af alt dette måtte jeg erkende, at min energi samt min glæde ved at gå på arbejde – og min livskvalitet – var for nedadgående, og det i et hastigt tempo. Jeg var ikke i stand til at afvikle dette selv, og blev bekymret over min udvikling og tog fat i mine foresatte. Til deres store cadeau gjorde min arbejdsplads meget for at afhjælpe min situation og beholde mig. Det vil jeg altid sætte stor pris på. Desværre var det ikke forløsende og uden længerevarende effekt. Derfor satte jeg mig for at afdække, hvad det helt konkret var jeg kæmpede sådan med. 

Der var en, der var to … der var pludselig mange grunde til at stoppe

For Emil kom der stadig flere ting i spil i forbindelse med at skulle træffe den store og livsomvæltende beslutning, det er for en soldat at vælge sin Forsvarskarriere fra efter så mange år. 

– Igennem en større og frustrerende refleksionsproces kom jeg frem til, at jeg kæmpede med nogle helt specifikke problemer i forhold til at se en fremtid i Forsvaret. For det første boede jeg halvanden til to timers kørsel fra samtlige dybe og nære relationer. Dette var en mere betydelig stressfaktor, end jeg var klar over. Jeg har kørt i et karrierespor siden min udnævnelse, hvor jeg mere eller mindre bevist har nedprioriteret at etablere et netværk i denne del af landet. Da jeg kontaktede et andet regiment samt et andet værn, der begge befinder sig mere hensigtsmæssigt i forhold til mine relationer for at høre, om de kunne bruge en erfaren premierløjtnant, var der ingen mulighed. Og eftersom Premierløjtnanter i megen lille grad selv er herrer over, hvor de forretter tjeneste, valgte jeg løsningen at afvente at komme på føringskursus for at blive kaptajn. For det andet fandt jeg ud af, at jeg ikke glædede mig til det næste skridt, der er at blive kaptajn. Jeg glædede mig ikke til de seks måneder, det tager på Hærens Officersskole, fordi jeg forventede, at føringskurset ville komme til at kræve energi og overskud, som jeg ikke følte, at jeg havde. For det tredje havde jeg svært ved at komme til termer med én specifik præmis, jeg så mig underlagt som leder i hæren. Dette værende, at jo længere du når i din karriere, jo mindre håndgribelig, praktisk og ’hands-on’ føler jeg, at ledelsesvirket bliver. Sandheden er nok at ledelsesvirket blot forandres og underlægges nye vilkår. 

– Kort sagt følte jeg mig efterladt i et limbo af; Ikke at have dybere kvalitet i min hverdag, og for at adressere dette skulle jeg igennem et forløb, jeg ikke følte, at jeg havde overskud til med henblik på et tjenesteforløb, hvor jeg løbende ville komme længere væk fra det arbejde, jeg fandt meningsfuldt. Dette, koblet med andre private forhold, gjorde, at jeg ikke længere så en fremtid i Forsvaret, forklarer Emil Knudsen.  

Manglede ikke afklaring, men retning

Emil hørte om VELKOMMEN HJEM igennem kollegaer, da han åbnede op overfor dem omkring sine tvivl ved at fortsætte sin karriere i Forsvaret. 

– Det virker næsten til, at alle kender én der har været igennem forløbet, og alle taler pænt om det. Jeg tog fat i en tidligere kollega, som fortalte mig, hvad jeg kunne forvente af processen, og derfra vidste jeg, at det skulle jeg også igennem, siger Emil og tilføjer: 

– Da jeg kontaktede VELKOMMEN HJEM, var jeg afklaret med, at min fremtid ikke findes i Forsvaret. Det, jeg manglede hjælp til, var at finde ud af, hvad der skulle overtage dets plads. Det er netop disse værktøjer, givet af VELKOMMEN HJEM, der har været helt uvurderlige i forhold til at finde en meningsfuld fremtid.

Mentorarbejdet giver stof til eftertanke

På omtrent samme tid et andet sted sidder en af foreningens faste, fantastiske mentorer, Rikke Laursen og overvejer, hvordan, hvor og hos hvem hun selv skal fortsætte sin karriere. Hun er en af de utroligt dygtige og ansvarsbevidste erhvervsfolk, der har valgt at engagere sig i VELKOMMEN HJEM som mentor og bruge tid på at hjælpe veteraner videre fra Forsvaret i en civil karriere. 

– Jeg blev i sin tid spurgt af min gode kollega og ven – Per Frey, der har været med i VELKOMMEN HJEM fra start – om ikke det var noget for mig at blive mentor i foreningen. Det var ret afgørende for mig, at Per så det, som noget, jeg ville være god til (for det var jeg selv meget i tvivl om, da jeg aldrig selv har været i nærheden af et job i forsvaret). Jeg var på det tidspunkt ansat i KMD, som er en af de virksomheder, der er med i VELKOMMEN HJEM, så min arbejdsgiver bakkede 100 % op, og jeg ”sprang ud i det”. Jeg fandt ud af, at det var meget givende at have mentee- samtaler ind imellem det daglige arbejde. Det gav et ”pusterum” til refleksion og coaching, og jeg har aldrig fortrudt, at jeg gav det et forsøg. Efter jeg meldte ud, at jeg skulle stoppe i KMD til foreningens leder, Helene Djursø, var hun klar på, at jeg alligevel kunne fortsætte som mentor i VELKOMMEN HJEM, hvilket jeg naturligvis var klar til, fortæller Rikke Laursen.

Frustrerende ikke at have en meningsfuld erstatning for Forsvaret

Formålet med et forløb er at hjælpe veteraner til en afklaring, at hjælpe dem med at opbygge netværk og få dem videre i et civilt job eller en uddannelse, der står mål med veteranens ambitioner og kompetencer. Et forløb starter med to dages kickoff i VELKOMMEN HJEM og herefter får veteranen en mentor tilknyttet. Emil og Rikke Laursen blev således matchet med hinanden.

– Jeg har et meget godt og ærligt forhold til min mentor Rikke. Jeg sætter enormt stor pris på de ressourcer, hun lægger i vores forløb. Hun har været en uvurderlig sparringspartner, samt støtte i min proces. Det, Rikke konkret har gjort for mig, er at hjælpe mig med at blive mere kompetent til at anvende de værktøjer, jeg har fået tilegnet mig i forløbet. VELKOMMEN HJEM gav mig kørekortet, og Rikke har været den erfarne bilist, der har rutineret mig på vejen efterfølgende, fortæller Emil og konkretiserer: 

– Det mest udfordrende var, at jeg ikke kunne håndgribeliggøre det, jeg gik imod. Det blev meget overordnet og føltes aldrig skrapt eller rigtigt. Det var yderst frustrerende at være klar til at forlade Forsvaret, og ikke at have en meningsfuld erstatning. Det forløsende kom igennem at blive ved med at genbesøge de værdiøvelser, jeg fik af VELKOMMEN HJEM under kickoff. Jeg er nok endt med at gøre det omkring seks gange i alt. For mig handlede det om at finde frem til det behov, der manglede. Jeg vidste, at det skulle handle om mennesker i en håndgribelig ramme samt ledelse. Jeg vendte derfor hele tiden tilbage til HR-området. Det gav mening på papiret, men ikke i virkeligheden. Endelig faldt det på plads, da jeg langt om længe afdækkede hvor vigtigt, det at tjene et højere formål, er for mig. Nu, da min søgen endelig føltes skarp, endte mit blik på områderne vedrørende menneskerettigheder, nødhjælpsarbejde og sikkerhedspolitik. Derfor endte jeg med at beslutte mig for at læse kandidaten Cand.soc. i International Sikkerhed & Folkeret på SDU i Odense. 

Du har repræsenteret dit land, så rank ryggen i jobsøgningen

Rikke Laursen har haft indtil flere succesfulde mentorforløb i foreningen. Det er hendes opfattelse, at veteraner har en masse kompetencer og styrker, som de blot selv skal gøres bevidste om. Alene det faktum, at de har kæmpet for deres land i alverdens krigszoner, giver dem i hendes øjne en særlig status. 

– Det er efterhånden tydeligt for mig, at der er mange gode kompetencer i den ”militære rygsæk”. Alle de mentees, jeg har haft, har været i stand til at åbne op og være ærlige, alle har vist, at de kan bevare roen i en presset situation, og med lidt sparring kan de også alle omsætte de færdigheder, de har lært i Forsvaret til civile kompetencer. Jeg er ikke i tvivl om, at man får en loyal og stabil medarbejder, hvis man satser på en veteran. Ofte er der både projektleder og leder- kompetencer at bygge videre på. Og så er det vigtigt, at veteranerne lærer at gøre brug af netværk – netværk mennesker imellem. Der er mange veteraner rundt omkring i virksomhederne. De har selv en fortid i Forsvaret, og de ved, hvad det har givet af kompetencer i rygsækken, så mit bedste råd er; vær stolt af, at du har repræsenteret dit land og rank ryggen i jobsøgningen og ved samtaler! Veteranerne er trænet i at finde/undgå fejl, og det gør ofte, at de lige skal lære ”at sælge sig selv”. Og så tænker jeg, at det er vigtigt at bruge lidt tid på at finde ud af, hvad man gerne vil hen til – hvad skal et job eller en uddannelse indeholde for, at det matcher de værdier, man selv besidder? Ofte står en veteran i VELKOMMEN HJEM-regi i en situation, hvor det man er mest sikker på er, at man gerne vil ”væk fra Forsvaret”, siger Rikke Laursen.

Både mentee og mentor fik afklaret værdier og retning

Mentorforløbet med har været specielt for Rikke Laursen på flere måder – blandt andet har hun ikke på noget tidspunkt kunnet mødes ansigt til ansigt med Emil på grund af corona-restriktionerne. Men ifølge Rikke Laursen har ikke været et problem; faktisk har det bare gjort samtalerne endnu mere unikke. 

– Vores samtaler har udelukkende været via telefon, men det har fungeret fantastisk, og jeg oplever, at vi har fundet hinanden på trods af mangel på fysisk møde. Vi har fra starten haft en åbenhed og ærlighed, som måske på sin vis har været nemmere, fordi vi ikke har siddet overfor hinanden. Emil har givet klart udtryk for, at vores samtaler har givet ham et skub og en bekræftelse på, at processen nogle gange er lidt frustrerende, fordi man gerne vil hen til målet hurtigt. Men det her med at mærke efter og finde ud af, hvad ens værdier er, og hvordan man kan få dem kombineret med et job, er ikke let’. Det er vigtigt at huske, at små fremskridt og afklaringer er godt – og det skal man anerkende sig selv for – hvilket altid er lettere at se, når man når frem til afklaring. Emils situation har på det personlige plan også givet ham udfordringer – men her tænker jeg, at han i høj grad har brugt noget af det, som Forsvaret giver af erfaring, for han har ikke ladet sig stoppe. Han har kløet på, og er blevet ved, og på et tidspunkt stod han med to veje, han kunne gå. Han valgte den ”utraditionelle” i form af at søge ind på en kandidatuddannelse, som jeg er sikker på vil blive en rigtig god genvej for Emil til at lande sit drømmejob. Jeg håber og tror, at vores samtaler har været med til at afklare retning for Emil, men det er helt klart Emil selv, der har gjort det hårde arbejde, fortæller Rikke Laursen og slutter: 

– Det bedste er, at Emil har været bund ærlig hele vejen. Han har ærligt fortalt mig om sin personlige situation, og vi har afsluttet alle vores samtaler med energi i stemmen begge to. Så jeg er sikker på, at det har været godt for begge parter. Jeg har i forløbet med Emil jo haft en pause fra ansættelse, og har selv været i en proces om at finde ud af, hvad mit næste arbejdskapitel skulle handle om. Derfor har også jeg i høj grad reflekteret selv og brugt de samme værktøjer, som dem Emil og jeg har drøftet. Og nu har jeg også fået afklaring og starter efter sommerferien som Business Development Manager i Komplex IT.