Rollen som ”drengerøv med ansvar” måtte vige pladsen for ”familiefar med faste arbejdstider
Udgivet d. 8. december 2022 af Velkommen Hjem
– Forsvaret er en arbejdsplads, som stikker i alle retninger, og som kan tilfredsstille de fleste uanset interesser. Jeg havde vildt meget lyst til at være en “drengerøv med ansvar”, og det behov fik jeg bestemt indfriet i Forsvaret, fortæller veteran Jesper Korsgaard.
Som nybagt familiefar besluttede han at skifte til et civilt og mere stabilt job efter 12 fantastiske år i Forsvaret inklusiv en udsendelse til Mali. Han kom med i et udviklende og opløftende forløb i VELKOMMEN HJEM med engagerede og erfarne Allan Lohmann Buus som mentor. Jesper er nu landet godt i et ønskejob som projektleder hos Umove. Vejen dertil var belagt med masser af sparring omkring CV, jobansøgninger og jobsamtaler – og et sundt grundlag velfortjent selvtillid.
Da Jesper Korsgaard valgte at forlade Forsvaret, så var det ikke, fordi han var utilfreds med arbejdspladsen. Det var snarere et positivt tilvalg af en helt anden type arbejdsliv, der kom naturligt i forbindelse med, at Jespers livssituation og dermed prioriteter forandrede sig. Desuden vidste Jesper efter sin udsendelse, at han ikke ønskede at tage ud igen og dermed udsætte sin familie for de bekymringer, der naturligt følger med en sådan.
– Jeg valgte at forlade Forvaret for at få mere fleksibilitet til at få familielivet til at hænge sammen. Jeg synes, at Forsvaret er et dejligt sted at arbejde, men man skal give meget af sig selv for at få hverdagen til at hænge sammen. Det gælder både med megen øvelsesaktivitet og ikke mindst udsendelser, forklarer Jesper.
Forsvaret er også en arbejdsplads, som kan lære en meget om god ledelse, føring samt evnen til at eksekvere og skabe følgeskab.
Veteran Jesper Korsgaard
Intet at tabe, men alt at vinde
Jesper havde fra kolleger i Forsvaret hørt om foreningen og tog kontakt til VELKOMMEN HJEM, hvor han hurtigt kom med i et forløb. Efter to dages kickoff, hvor veteranerne får individuel sparring og en bredere viden om erhvervslivet igennem oplæg og foredrag af erfarne, dygtige erhvervsfolk og erhvervseksperter, blev Jesper matchet med en af foreningens engagerede mentorer, Allan Lohmann Buus.
De følgende 6 måneder fik Jesper gode råd, masser af løbende sparring og personlig støtte fra sin mentor, der desuden også åbnede sit netværk for veteranen.
– Der er intet at tabe, men alt at vinde! Under hele forløbet føler man sig værdsat og oplever, at her er mennesker, som oprigtigt har lyst til at hjælpe en, forklarer Jesper om de to dages kickoff, og fortæller videre om mentorforløbet:
– Allan er en helt vildt god mand, som ægte har lyst til at hjælpe. Han har altid mødt mig i øjenhøjde, og forstod at lure, hvad mine behov var. Han har en oprigtig interesse i mig som menneske og ikke bare som hans mentee. Allan og jeg har jævnlig kontakt, og vi skal sågar på en lille jagt sammen i løbet af efteråret. Allan har været en kæmpe hjælp og uden ham, så havde jeg ikke haft selvtillid og mod til rent faktisk at tage det sidste skridt. VELKOMMEN HJEM og Allan har givet mig selvtillid i forhold til egne evner. Jeg har faktisk turde tro på, at jeg er en værdifuld ressource for virksomheder, og jeg kan levere, hvad de forventer.
Allan Lohmann Buus har konkret hjulpet mig med …
- Opbygning af CV
- Virksomhedssøgning
- Coaching
- SELVTILLID!!!!
- Udvide mit netværk gevaldigt
Veteran Jesper Korsgaard
Spændende udviklingsforløb for en mentor
Allan Lohmann Buus har været mentor i VELKOMMEN HJEM siden 2018 til stor glæde og gavn for de seks veteraner, han har haft i forløb. Som mentor for veteraner oplever han, at det er nogle meget spændende udviklingsforløb.
– Det er fantastiske mennesker med stærke personlige og faglige kompetencer, og jeg syntes det er spændende at hjælpe dem med at få klarhed over deres karrierepræferencer og styrker i det civile, siger Allan Lohmann Buus og tilføjer:
– Der også et spændende erhvervsnetværk, som man kommer tæt i en mere uformel relation uden forventninger til hinanden, men en fælles mission om at bidrage til VELKOMMEN HJEM og veteranerne. I løbet af de sidste 4 år har jeg haft lejlighed til at møde seks mentees i nogle rigtig spændende forløb med udviklende møder for både dem og jeg. Flere har fundet deres næste karrieremulighed i samarbejdet, og jeg er stadig i kontakt med de fleste.
Veteraner tilgår udfordringer struktureret og intelligent
Selv om Allan Lohmann Buus har haft mange veteraner under sine vinger, så bliver han stadig imponeret over dem – i sidste omgang her var det især over Jespers gå-på-mod og den selvtillid veteranen fik opbygget gennem samarbejdet.
– Jeg er imponeret over det gå-på-mod og selvtillid, som Jesper viser i hans tilgang til karriereskiftet og mulighederne. Jesper udviser også stor ydmyghed og empati i mødet med relationer, som skaber en hurtig tillid og bekræfter den autentiske karakter, som Jesper også er kendt for. Han er absolut en stærk profil til ledelse og udvikling af medarbejdere, men også til stillinger, hvor relations-arbejdet er forretningskritisk, forklarer Allan Lohmann Buus.
Veteraner udviser generelt større forståelse for teamledelse, projektledelse og driftsledelse end en typisk erhvervsprofil i det civile. De bruger bare nogle andre begreber og termer, så det ligger lidt til højrebenet at hjælpe dem med at få de kompetencer frem og formulere i mere civil erhvervslingo. Indimellem møder jeg “specialister” fra Forsvaret, som har imponerende færdigheder indenfor eks. interviewteknik eller personprofilanalyse og risikovurdering. Det er spændende at finde de unikke karrieremuligheder, hvor de i særlig grad kan bringe deres kompetencer i spil.
Mentor Allan Lohmann Buus
Veteraner skal løftes i kraven og lære at tro på det
Allan Lohmann Buus mener, at flere af Jespers kompetencer har givet en fordel i jobsøgningsprocessen, men især fremhæver han veteranernes åbenlyse lederkompetencer.
– Som mange veteraner med ledelsesansvar har Jesper også en grundlæggende evne til at tilgå problemstillinger og udfordringer i en struktureret og intelligent facon. Jeg elsker generelt veteranernes logiske tilgang med situationsanalyse, ressourcer, trusler, muligheder, målscenarier og handlingsplaner. Det er en universel model, som kan anvendes i forhold til mange projekter og roller i det civile. De fleste har reelt ikke behov for hjælp af mig. De kan løftes i kraven og smides ned i hvilken som helst rolle i det civile og hurtigt finde en vej i at eksekvere og bidrage til organisationen, hvis de blot anvender de modeller, værktøjer, færdigheder og kompetencer, som de har med fra Forsvaret. De ved det bare ikke altid, når vi mødes første gang. De skal blot lære at tro på det, forklarer Allan Lohmann Buus og slutter:
– Jeg har holdt kontakten med flere af de veteraner, som jeg har haft gennem forløb, og vi deler gensidigt livets op og nedture. Man oplever stor tillid og kammeratskab, som ofte fortsætter efter, at forløbet er slut. Som aktiv i Hjemmeværnet er det også fedt at holde kontakten til en del af Forsvaret, som jeg ikke møder så tit i Hjemmeværnet.
Den korte soldaterhistorie om veteran Jesper Korsgaard
- 2011 Startede i Forsvaret som værnepligtig i Skive, og blev grebet af stemningen og det meget intense sammenhold, man oplever som soldat.
- 2012 Sergentskolen i Sønderborg
- 2013 -2016 Hærens officersskole.
- 2016 Efter udnævnelse som premierløjtnant arbejdede Jesper Korsgaard i Skive med værnepligtige i 1,5 år.
- 2018 Udlånt som holdfører til Løjtnantskolen, som på daværende tidspunkt lå i Oksbøl, hvor Jesper Korsgaard oplærte kommende officerskolleger i ledelse og taktik. 200? Startede i Human Intelligence først som officer, og derefter som operationsofficer.
- 2020 Udsendt til Mali som sektionsfører for et efterretningsbidrag. Det var en drengedrøm at blive udsendt, og det levede helt op til de forventninger jeg havde til en udsendelse, med hygge, risiko, gode venskaber og følelsen af at gøre noget for nogen og for Danmark.
Privat
Jesper Korsgaard er 31 år gammel og bor i Gram med Simone og deres nyfødte datter. Familien har to hunde og ni høns plus nogle duer og kaniner, og de nyder den landlige idyl med alt, hvad det indebærer.