Min mentor er bare en pissefed fyr 

Udgivet d. 28. marts 2025 af Velkommen Hjem

Sådan omtales Lasse Thorning Pedersen, CEO & Founder af RackPeople, af den veteran, som han netop har været mentor for gennem et forløb i VELKOMMEN HJEM. Og det er jo faktisk præcis, hvad mentorerne i VELKOMMEN HJEM er. For de er selve rygraden i foreningen, når de med deres viden, erfaringer og velvilje stiller op for veteranerne og hjælper dem videre fra Forsvaret igennem et skræddersyet mentorforløb. Typisk fører det veteranerne videre i en civil karriere – enten med start på en relevant uddannelse, eller endnu oftere direkte ind i et godt job. Det er naturligvis til glæde for veteranen, men også til gavn for erhvervslivet, for samfundet og i sidste ende Forsvaret, der af mange opleves mere attraktivt, når man ved, at der vil være dygtige civile erhvervsfolk, der står klar til at hjælpe en videre, hvis man en dag måtte ønske det. 

Der er også forløb, der ender med, at veteranen beslutter, at Forsvaret er det rigtige sted at fortsætte karrieren. Det valgte Lasse Thorning Pedersens veteran at gøre – og derfor ønsker han at være anonym i denne positive historie.

– Da jeg startede i et forløb i VELKOMMEN HJEM, var mit udgangspunkt at få en afklaring om, hvordan jeg kunne bruge mine militære kompetencer i et civilt arbejde, men hurtigt opdagede jeg også, at der var nogle udfordringer i forhold til at lave et CV, så det passede til et civilt arbejde, forklarer veteranen og fortsætter: 

– Allerede under de to første dage i forløbet, på kickoff, blev jeg klogere på, hvordan man kunne omskrive militære kompetencer til civile kompetencer, og hvad der var efterspørgsel på det civile arbejdsmarked. Samtidig fik jeg hjælp til at afklare, hvilke af mine egne kompetencer fra militæret, som jeg ville kunne fremhæve i en civil kontekst. Helt konkret fik jeg hjælp til at skrive jobansøgninger og CV og til at gøre dem specifikke i forhold til de jobopslag, jeg havde fundet. 

Stærke egenskaber fra Forsvaret

Efter kickoff fortsætter veteranerne videre i forløbet med en mentor ved deres side, som de kan søge råd, hjælp og sparring hos. Mentorerne i VELKOMMEN HJEM er erhvervsprofiler på hver deres måde med masser af erfaringer og viden. Fælles for dem er, at de er drevet af et stærkt ønske om at hjælpe de ressourcestærke veteraner. En foreningens fantastiske mentorer er Lasse Thorning Pedersen, der er CEO & Founder af RackPeople, og selv har en baggrund fra Forsvaret. 

Han oplever, at veteranerne får særlige kompetencer med sig fra Forsvaret, som kan være til gavn i de fleste virksomheder.

– Når man er soldat, har man en evne til at få ting gjort, når opgaven bliver stillet. Man forstår, at der er en opgave, og man forstår at give klar besked, når der skal gives status. Jeg oplever, at man forstår, hvornår det er tid til at diskutere form, format og løsning og hvornår der alene skal fokus på at få opgaven løst, siger Lasse Thorning Pedersen.

Mentor Lasse Thorning Pedersen

Fik overblik over det ukendte terræn

I forløbet med sin sidste veteran oplevede mentoren især at kunne hjælpe med en bedre forståelse af det civile erhvervsliv og samtidig skabe retning og afklaring i forhold til selve jobsøgningen.

– Jeg var fra start med til at lave en ”demystificering” af det civile erhvervsliv i forhold til, hvordan man går til det dels at finde et job og dels at arbejde civilt. Vores samtaler har været med til at give min veteran mere tryghed i processen og måske lidt mere afklaring om, hvad ambitionerne egentlig var for fremtiden, forklarer Lasse Thorning Pedersen.

En pissefed fyr

Langt de fleste forløb giver anledning til selvrefleksioner og nye erkendelser, ligesom målet undervejs bliver klarere. Således skete det også for veteranen, der gradvist blev mere bevidst om, hvad målet var og hvor han ville hen.

– Under jobsøgningen fik jeg feedback fra min mentor på mine ansøgninger, før jeg sendte dem. Men vigtigere end det var, at jeg fik jeg stor hjælp til at blive mere klar over, hvad jeg gerne vil have ud af min fremtid, hvad jeg ønskede af et job, og hvordan jeg egentlig bedst er motiveret i mit arbejde, forklarer veteranen, der herefter besluttede at vende tilbage til Forsvaret og de mange muligheder, som var blevet tydeligere undervejs i forløbet. Og det er veteranen taknemmelig for.

– Jeg har kæmpe respekt for min mentor Lasse, og jeg sætter virkelig stor pris på den hjælp, han har givet mig. Som person er han utrolig hjælpsom og venlig, og han er ikke bange for at bruge sit store netværk til at hjælpe. Jeg vil sige, at det ikke kun er en mentor, jeg har fået, men faktisk også en ven gennem vores forløb. Jeg vil rose ham for hans åbenhed og vilje til at hjælpe ikke mindst i forbindelse med min afklaring af, hvad jeg vil i fremtiden. Og så er han bare en pissefed fyr, slutter en tilfreds veteran, der er landet godt i Forsvaret igen.