Mentor havde en vild tillid til mig og mine kompetencer,  som jeg ikke aner hvor kommer fra …

Udgivet d. 8. april 2025 af Velkommen Hjem

Det var som at falde ned i et sort hul, fortæller Johanne Marie Skov om hendes oplevelse ca. 5 måneder inde i et forløb i VELKOMMEN HJEM, hvor hun pludselig mistede den jobmulighed, som hun havde troet på. Det nærede hendes i forvejen lave selvtillid i forhold til jobsøgning. Heldigvis havde hun Vivian Fussing (indtil for nylig Vice President i Novo Nordisk) som mentor, der straks trådte til med al sin støtte, styrke og opbakning. Hun gav Johanne Marie modet og den berettigede selvtillid tilbage; Vivian gav mig ikke tid til at have ondt af mig selv, og blev ved med at snakke om mine kompetencer og at jeg kunne noget, som ikke mange kunne. Jeg aner stadig ikke, hvor hendes tro på mig kom fra, men jeg er meget taknemmelig for den, siger Johanne Marie Skov. Forløbet endte da også lige præcis der, hvor Johanne Marie havde håbet på, i et job i Forsvarsindustrien hos Weibel Scientific A/S, hvor også kompetencerne fra Forsvaret kunne komme i spil. Læs her, historien om en yderst ressourcestærk veteran, med alt for lidt selvtillid, der lykkedes med at komme forbi jobsamtalerne og lande et job.

Johanne Marie har med glæde tjent Forsvaret i sammenlagt 17 år og har været udsendt for Danmark 6 gange til hhv. Irak, Libanon, Yemen og USA. Ind imellem årene i Forsvaret har hun også taget civil uddannelse og har i dag Ph.d. i koldkrigshistorie og våbenhandel. Hun har tidligere forgæves forsøgt på egen hånd at starte en civil karriere, men nåede kun til jobsamtalerne. Derfor opsøgte hun VELKOMMEN HJEM i håb om at få hjælp til at lande jobbet denne gang.

– Jeg opsøgte foreningen, fordi jeg håbede på at få hjælp til at finde ud af, hvordan jeg skulle søge job for rent faktisk at få et job. Jeg havde en gang tidligere prøvet at søge civile jobs, men endte kun med at komme til samtaler; jeg fik aldrig et job tilbudt. Så spurgte en ven, om ikke jeg havde lyst til at blive udsendt med ham igen, og så var jeg tilbage i Forsvaret, forklarer Johanne Marie, der efter hjemkomsten valgte at prøve at gå civilt igen: 

– Jeg havde brug for hjælp til at forstå, hvad der skulle til for at komme forbi samtalen. Da alle mine samtaler havde været i det offentlige, havde jeg også brug for at lære, hvordan det private arbejdsmarked rent faktisk fungerede, og om de overhovedet var interesseret i en person som mig. Jeg havde ret lav selvtillid baseret på mit tidligere forsøg, og det gik op for mig, at jeg kun kendte til at søge offentlige stillinger, men ikke anede hvordan det private fungerede, og hvilke kompetencer de efterspurgte, og hvad de ville regne med som anciennitet, eller om de betragtede mig som en grønskolling, der skulle begynde helt på bunden. 

Vigtigt at holde mod og selvtillid oppe

I sit forløb fik Johanne Marie en af foreningens dygtige og engagerede mentorer, Vivian Fussing, der fra første møde gjorde det klart for Johanne Marie, at hun oplevede, at Johanne Marie i den grad har noget at byde ind med i det civile erhvervsliv. 

– Johanne Marie var usikker på, hvordan hendes profil kunne bruges i det private erhvervsliv og manglede en afklaring omkring, hvilke job kunne være interessante for hende at arbejde med fremadrettet. Vi brugte derfor tid på at diskutere hendes opgaver og oversætte dem til termer, der er forståelige i det private erhvervsliv. Samtidig var det også vigtigt at minde Johanne Marie om, hvor gode kompetencer, hun bringer med sig både i forhold til alt det, hun har lært i Forsvaret, og i forhold til, at hun har en Ph.d. med sig, forklarer Vivian Fussing, og fortsætter med at fremhæve en lang række kompetencer og personlige styrker hos Johanne Marie.

– Johanne Marie kommer med en stærk analytisk baggrund og kan levere detaljerede analyser og anbefalinger inden for forsvarsindustrien. Hun er lydhør og nysgerrig på andres synspunkter, og så er hun intelligent og skarp. Samtidig er Johanne Marie arbejdsom og ambitiøs, men opmærksom på work-life-balance. Hun er derfor en stærk arbejdskraft som kan passe på sig selv, forklarer Vivian Fussing.

Der var masser at have selvtilliden i

For Johanne Marie kom det som en positiv overraskelse, da hun igennem Vivian Fussing begyndte at forstå, hvor mange af de kompetencer, hun havde med sig fra Forsvaret, som hun kunne bringe i spil på civil grund.

– Jeg var slet ikke klar over, hvor interessant for eksempel stakeholdermanagement og -mapping er for ansættende chefer. Der var mange ting, jeg tog for givet i Forsvaret, for det er jo bare at ’gøre sit job’, men som åbenbart ikke betragtes som sådan i det civile. Jeg blev til gengæld overrasket over at finde ud af, at nogle blev skræmt af mine civile kvalifikationer. Til et kaffemøde fik jeg at vide, at jeg skulle tage min Ph.d. af mit CV, for det blev de intimideret af og vidste ikke hvad de skulle stille op med, forklarer Johanne Marie, der trods denne tydelige opbakning alligevel mistede troen undervejs i forløbet i forhold til, at hun kunne lande godt civilt. Heldigvis havde hun mentor Vivian Fussing.

– Vi afholdt møder hyppigt især i den del af processen, hvor der ikke var job i sigte, eller når der kom afslag, fortæller Vivian Fussing og fortsætter: 

– Det var en frustrerende periode for Johanne Marie, der havde en tendens til at kunne glemme alle de gode kompetencer, hun bringer med sig – og jeg følte, at det var vigtigt at tale det igennem ofte for at holde modet og troen oppe i de stille perioder. For mig var det vigtigt at give Johanne Marie følelsen af ikke at være alene, og at hun kunne række ud, når som helst hun havde haft brug for sparring.

Jeg har været overrasket over, at Johanne Marie var usikker på sine kompetencer undervejs, for hun har en superstærk og attraktiv profil.

Mentor Vivian Fussing

Håbet endte i ingenting

Johanne Marie oplevede, at støtten og opbakningen fra hendes mentor var helt afgørende i forhold til at holde dampen oppe og blive ved med at søge, især da det ikke gik som ventet.

– Vivian var rigtig god til at fortælle mig, hvad hun ville se ud fra mit CV, og hvordan det skulle skrives – og hvad der skulle fremhæves. Samtidig havde hun en vild tillid til mig og mine kompetencer, som hjalp mig med at tro på mig selv, forklarer Johanne Marie og fortæller videre om forløbet med Vivian Fussing:

– Der var i begyndelsen af forløbet en del positiv respons. Jeg var også til flere samtaler. Så det hele kørte egentlig ret godt, og jeg havde hele tiden noget at se hen imod. Så fik jeg et opkald i juli, hvor en stilling, jeg havde været tæt på at få, pludselig ikke skulle besættes alligevel. Der endte jeg pludselig i en situation, hvor der ikke var noget at falde tilbage på, for alle andre spor havde også ført til ingenting. Det føltes som at falde i et hul. Jeg havde ingen opfølgende møder, ingen samtaler, ingenting kørende. Det var hårdt efter ca. 5 måneder pludselig at stå med ingenting. 

Vivian var rigtig god til at følge op på min fremdrift eller mangel på samme. Hun spurgte, hvad der hjalp mig med at komme videre, så jeg kunne blive bevidst om, hvordan jeg taklede ting og næste gang kunne hjælpe mig selv videre.

Veteran Johanne Marie Skov

– Vivian gav mig dog ikke tid til at have ondt af mig selv, og blev ved med at snakke om mine kompetencer, og om at jeg kunne noget, som ikke mange kunne. Jeg aner stadig ikke, hvor hendes tro på mig kom fra, men jeg er meget taknemmelig for den! Hun fik mig op på hesten igen, mindende mig om at planlægge nogle kaffemøder. Simpelthen, ud og så nogle frø. Og så udvekslede vi erfaringer om, hvilke steder der var gode og knap så gode til at have kaffemøder.

Johanne Marie var i spil til en spændende stilling, hvor samtalerne trak ud … det endte med, at stillingen blev nedlagt på grund af manglende økonomi. Det er frustrerende og hårdt at gå igennem.

Mentor Vivian Fussing

Brug dit netværk – også selv om du er landet!

Et god netværk er guld værd – men det kommer ikke af sig selv. Så udover at hjælpe Johanne Marie med at holde modet oppe, selvtilliden intakt og fortsætte jobsøgningen, så brugte Vivian Fussing også tid på, at hjælpe Johanne Marie med hendes netværk – til stor glæde for veteranen, der stadig arbejder struktureret med sit netværk, selv om det til sidst lykkedes hende at lande drømmejobbet.

– Jeg havde på kickoff endelig nogenlunde forstået, hvordan networking fungerer i praksis. Det er en term, som alle kaster om sig med, men Vivian hjalp mig med forstå, hvordan jeg kunne gå meget målrettet til værks uden at ’bruge folk’ på den ubehagelige måde – og hele tiden holde netværket i gang, forklarer Johanne Marie og slutter: 

– Jeg er stadig tæt på Forsvaret, hvilket passer mig meget fint. Jeg arbejder i forsvarsindustrien for Weibel Scientific A/S. Vi laver Doppler radarer, og jeg er landet i en ’Business Development Director and Analyst’-stilling.

Den korte soldaterhistorie om veteran Johanne Marie Skov

2007 Jeg begyndte i sin tid i Forsvaret som Sprogofficer. 

Idet jeg ikke kom ind på den traditionelle måde, har det været ret svært for mig at få ordentligt fodfæste i Forsvaret men foruden min flittigt brugte rådighedskontrakter (reserveofficerskontrakt) er det er blevet til en hel del korttidskontrakter i træk som både tolk, underviser, kursuskoordinator, kulturel rådgiver, og analyse. 

Det er imidlertid blevet til seks udsendelser, hvoraf fire til Irak, en til Libanon og Yemen, og en til USA. 

Jeg har også i perioder været ude af Forsvaret for at tage civil uddannelse eller korte stillinger på diplomatiske repræsentationer i udlandet. Det gjorde også, at jeg var ekstra spændt på dette forløb hos VELKOMMEN HJEM. Kunne en person med så broget en forsvarsbaggrund, som jeg, få lov at være med? Og kunne jeg bruges til noget på arbejdsmarkedet. Trods mine få civile udspring så var min profil overvældende militær og til min store glæde ville både foreningen og min mentor Vivian Fussing rigtig gerne hjælpe mig. Jeg er enormt taknemmelig for al den hjælp jeg har fået.

Den korte forklaring omkring mentortrollen fra Vivian Fussing

Vivian Fussing har været engageret som mentor i VELKOMMEN HJEM siden 2021, og er en aktiv og afgørende rolle for de ressourcestærke veteraner, når hun igennem op til 6 måneder er til stede i veteranens transition med sparring, støtte og hjælp til at veteranen lander godt – enten på en uddannelse, i et godt civilt job eller i Forsvaret igen. 

– Jeg synes, at det er vigtigt, at man lander i et job, som man er glad for og trives i. Veteraner kommer med en imponerende baggrund og har virkelig gode kompetencer inden for ledelse, og ikke mindst har de haft et meget stort ansvar i en ung alder. Det er virkelig gode kandidater til jobs i det private, men det kræver, at man kan konvertere disse gode erfaringer fra Forsvaret til et sprog, som giver mening for det private erhvervsliv. 

Jeg er glad over, at jeg kan hjælpe veteraner på vej med denne overgang. Samtidig har det været spændende at hjælpe en dygtig kvinde som Johanne Marie videre til en god stilling, og jeg er spændt på at følge hendes vej fremadrettet.