
Jeg ønsker at gøre en forskel
Udgivet d. 16. marts 2025 af Velkommen Hjem
Jo tydeligere vejen videre fra Forsvaret er, jo større er chancen for, at man som ung m/k vælger at søge ind i Forsvaret. Og det er der brug for i disse tider. Regeringen har med en stribe nye tiltag gjort Forsvaret mere attraktivt, og det samme bakker VELKOMMEN HJEM op om at gøre med vores tilbud om et skræddersyet veteranforløb, den dag veteranerne måske ønsker at komme videre i en civil karriere.
Centralt i veteranforløbene er foreningens fantastiske mentorer. Det er dedikerede mennesker fra erhvervslivet, med masser af erfaring og viden, som de frivilligt stiller op med for at hjælpe veteranerne til en god landing på civil grund. En af dem er Henrik Fylking-Nielsen, Corporate Vice President i Novo Nordisk. Vi har stillet Henrik Fylking-Nielsen 5 hurtige spørgsmål om meningen med mentorrollen.
5 hurtige til mentor Henrik Fylking-Nielsen, Novo Nordisk
At opleve at jeg kan gøre en forskel for veteranerne, betyder meget for mig. I stort som småt. Det er ikke nødvendigvis, at veteranen lander et nyt job, men måske bare får en afklaring på nuværende jobsituation, en tro på det man kan, eller får lagt en plan for fremtiden.
Mentor Henrik Fylking-Nielsen
1. Hvorfor har du valgt at være mentor i netop VELKOMMEN HJEM?
– Jeg har tidligere haft tilknytning til Forsvaret og mener, at vi kan gøre samarbejdet mellem Forsvaret og erhvervslivet bedre. Jeg mener, at vi kan gøre det bedre, når udsendte vender tilbage enten til Forsvaret eller til et andet job. Da jeg så foreningens forløb første gang, kontaktede jeg samme dag VELKOMMEN HJEM for at høre, hvordan man kunne blive en del af ordningen.
– At have Henrik som mentor i mit forløb var en ubeskrivelig hjælp! Henrik var helt fra starten god til at understøtte mig og de ting, jeg var god til. Og dernæst til at få mig til at tænke mere over de steder, hvor jeg havde mangler og italesætte lige netop dette. Henrik var på samme måde ret åben omkring sine egne måder at gøre tingene på, og hvordan der I Henriks afdeling bliver vurderet på opgaver, ansøgninger m.m. Det gjorde også, at jeg synes, at vi forholdsvist hurtigt sporede os ind på en model for ansøgninger og en skabelon for CV’er, der fungerede for os.
Anonym veteran og mentee hos Henrik Fylking-Nielsen
2. Hvordan får du tid til at være mentor i en ellers travl hverdag?
– Først og fremmest prioriterer jeg det. Hvis vi aftaler lidt fleksibilitet i vores aftaler, så lykkes vi. Både mentee og mentor har ofte brug for, at vi kan rykke aftaler lidt rundt, så længe vi holder fast i et interval. Vi starter med en god snak om forventninger til, hvordan vi arbejder sammen. Jeg har været nødt til at udskyde opstarten af et forløb, da jeg ikke kunne give den tid, det krævede i de næste måneder.
– Jeg vil fremhæve Henriks fleksibilitet! I den periode, hvor Henrik og jeg havde vores mentorforløb havde vi begge meget travlt med megen rejseaktivitet for os begge. Heldigvis lykkedes det os alligevel at få afviklet vores møder – og var det virkelig nødvendigt, så fandt vi tiden til det. Desværre var vores geografiske afstand for stor til, at fysiske møder kunne prioriteres, hvorfor online møder var vores foretrukne mødeform.
Anonym veteran og mentee hos Henrik Fylking-Nielsen
3. Hvad oplever du er den største udfordring for veteranerne, når de søger civilt arbejde?
– Det er oversættelse af kompetencer, og det at forstå ledelsesstrukturen i en virksomhed. Det er vigtigt i forhold til at lede efter jobs og læse jobannoncer. Det er også vigtigt for at kunne oversætte den kunnen, man har som veteran, til et sprog, der kan forstås af den, der rekrutterer. Hvordan kan man forklare de resultater, man har skabt uden, at sprogbrugen bliver for indforstået. Virksomheder kan også bruge et indforstået sprog i jobannoncer, som man skal lære at afkode og forstå.
For nogen skal netværk også være i fokus, og det er vigtigt at skabe sig et netværk – for eksempel via LinkedIn, men også ved at investere i sit personlige netværk.
4. Hvilke af veteranernes militære kompetencer ser du især, at erhvervslivet har brug for?
– Det ville være nemt at svare ledelseskompetencer, men det er meget mere end det og ofte kræver en lederstilling også specifikke faglige kompetencer.
Jeg har nok ikke så meget fokus på de militære kompetencer, men på oversættelsen til kompetencer i en virksomhed.
Det kunne være viden om planlægning, logistik, sikkerhed (arbejdsmiljø), kulturforståelse fra udsendelser, sprog, uddannelse af medarbejdere og selvfølgelig en lang række kompetencer, man får som leder.
– En af de ting, der har betydet mest for mig i mentorforløbet er, at Henrik på rigtig dygtig vis har lært mig, at de kompetencer jeg har tilegnet mig i Forsvaret, også er nødvendige i en hvilken som helst anden virksomhed. Alle virksomheder har behov for dygtige ledere, dygtige planlæggere eller controllere osv. Det har uden tvivl gjort mig mere sikker på, at mine kompetencer også er brugbare andre steder end i Forsvaret.
Anonym veteran og mentee hos Henrik Fylking-Nielsen
5. Hvad har det indtil nu givet dig personligt og fagligt at være mentor for veteranerne?
– Jeg ønsker at gøre min del til at give veteranerne en bedre hjemkomst og i den forbindelse styrke samarbejdet med erhvervslivet. Det får jeg personligt opfyldt igennem mentor ordningen.
Samtidig giver arrangementerne, som VELKOMMEN HJEM afholder for mentorer samt det netværk jeg får gennem foreningen, mig noget personlig og fagligt tilbage. Jeg er også mentor for primært ledere i min egen organisation, og det giver mig et godt perspektiv uden for virksomheden. Jeg har været mange år i samme virksomhed og det er vigtigt at følge med i, hvad der foregår uden for virksomheden. Det får jeg gennem mentorforløbene.
– Det var endelig lykkedes mig at komme til en jobsamtale, og jeg skrev med det samme til Henrik. Der var prompte svar, og han kunne mødes allerede få timer senere, således vi kunne tale os igennem det hele. Det var naturligvis en stor hjælp, men det, at Henrik formåede at udvise en næsten lige så stor glæde over min invitation til en jobsamtale som jeg selv, viser en god del om Henriks engagement. Jeg syntes, at det viser, at Henriks lyst til at deltage som mentor og til at støtte veteraner i VELKOMMEN HJEM er ægte og reel. Tak!
Anonym veteran og mentee hos Henrik Fylking-Nielsen