Har du brug for hjælp, så ræk ud!
Udgivet d. 15. september 2020 af Velkommen Hjem
Michael P. Vester opdagede, at det – som han selv troede, han beskrev i sine jobansøgninger – ikke var det, som en civil arbejdsgiver læste. Han fik hjælp fra VELKOMMEN HJEM og en af foreningens yderst aktive og dygtige mentorer Mogens Lindhard, Head of global Social Responsibility i Grundfos. Modsat Michaels egne forventninger resulterede forløbet i, at Michael returnerede til Forsvaret. Og det resultat fremhæver veteranen, som et udtryk, for noget af det bedste ved foreningens forløb: ”Der er ikke nogen rigtige eller forkerte svar, men en god portion hjælp og støtte til at finde ud af, hvad der er det rigtige for mig eller dig”, siger Michael P. Vester.
Efter knap 14 år i Forsvaret og en udsendelse til Afghanistan besluttede Michael P. Vester, at det var tid til nye udfordringer. Han kiggede efter nye muligheder både i Forsvaret, men var også klar til at søge udfordringerne på den anden side af hegnet.
– For et par år siden delte min tidligere næstkommanderende et stillingsopslag til et civilt job som veterankoordinator i Viborg Kommune. Det fangede min interesse, så jeg søgte og fik jobbet, fortæller Michael og fortsætter:
– Efter en tid i jobbet kunne jeg mærke, at min transition til det civile var slået fejl – jobbet var ikke var det rigtige for mig, så jeg sagde min stilling op. Efter længere tids søgen og mange afslag, besluttede jeg mig for at følge det råd, som jeg havde givet mange andre veteraner: Hvis du har brug for hjælp, så ræk ud efter den.
VELKOMMEN HJEM er sat i verden for at hjælpe
Michael kendte i forvejen til VELKOMMEN HJEM, og foreningens tilbud om at hjælpe veteraner videre i en civil karriere. Han tog kontakt til foreningen, og kom med i et forløb.
– Kickoff gav mig et nyt energiboost. Efter at have skrevet en del ansøgninger og modtaget dertilhørende afslag var energien lav. Men på kickoff var indlæggene og oplægsholderne fyldt med en energi og nye måder at gøre tingene på, som skabte den energi, jeg skulle bruge til at forsætte arbejdet med at søge stillinger og blive helt skarp på, hvad jeg gerne ville, siger Michael – og tilføjer:
– Jeg opdagede blandt andet, at min største udfordring var, at det, jeg troede jeg beskrev, ikke var det, som en civil arbejdsgiver læste. VELKOMMEN HJEM har hjulpet mig ved, at der har været en ”ekstern” til at udfordre mig på, hvad det er jeg vil, og som har tvunget mig til at forklare mine kompetencer på en ny måde.
Mentor med indsigt fra den anden side af bordet
Den ”eksterne”, som Michael omtaler, er hans mentor. For som et fast led i forløbet i VELKOMMEN HJEM bliver veteranerne under kickoff matchet med en mentor. Michael blev matchet med Mogens Lindhard, der er Head of global Social Responsibility i Grundfos og samtidig yderst aktiv i foreningen. Mogens Lindhard har allerede hjulpet seks andre veteraner godt videre. Michael er således Mogens Lindhards syvende mentée – og ifølge mentéen selv; endnu en tilfreds en af slagsen.
– Mogens og jeg har haft en åbent og tillidsfuldt forhold, hvor vi fra starten har været enige om at tale lige ud af posen. Det har særligt hjulpet mig i forhold til at se forskellen imellem, hvad jeg syntes, at jeg beskrev i CV og ansøgninger og hvad Mogens som ”civilist” læste. I processen med at få justeret mine formuleringer har Mogens været god til at få mig til at forklare mine kompetencer på flere gode, forskellige måder, så vi til sidst sammen har kunnet finde de rigtige formuleringer. Det har også hjulpet meget, at Mogens har været kritisk overfor mine beskrivelser af tidligere arbejdsopgaver og områder, hvor jeg har haft en tendens til at sælge mig selv, lidt for billigt, forklarer Michael.
Blev klar til jobsamtalerne med svar på rede hånd
Mogens Lindhard har efterhånden fået en stor viden om veteranerne, den verden, de kommer fra og deres udfordringer. Men han er også blevet endnu mere bevidst omkring selve den opgave, det er at være mentor og give den bedst mulige sparring. Som mentor for Michael oplevede han, at hans viden som arbejdsgiver var nyttig i forhold til at klæde Michael på til jobsamtalerne.
– Jeg tror, at min rådgivning har bidraget til, at vi kunne finde svarene, før spørgsmålene blev stillet! Jeg oplever, at jeg kunne bidrage til, at Michael nu har svarene på rede hånd, når en rekrutteringskonsulent stiller indgående spørgsmål. Vi har kigget på styrkerne og har bygget videre på disse – og vi har kigget på hullerne og set, hvordan vi kan lukke og forbedre dem, forklarer Mogens Lindhard og fortsætter:
– De helt konkrete faglige kompetencer er vigtige, men ligeså vigtige er interesserne og de personlige kompetencer. Michael er en person, der tager ansvar og gerne involverer sig i opgaver. Det være sig i arbejdslivet, men også i fritiden, hvilket jeg synes, er en styrke, der kan spilles på, fordi han kan dokumentere sit engagement, siger mentoren.
Mission completed. Det blev til flere samtaler og et job i Forsvaret
Michael havde forladt Forsvaret til fordel for et civilt job flere år før, han kom i kontakt med VELKOMMEN HJEM og havde desuden valgt at sige jobbet op, før han havde et nyt på hånden.
– Det gav en del spørgsmål, der var rigtig gode svar på, som vi også fik beskrevet og besvaret. Efter flere jobsamtaler på konkrete jobs på det civile arbejdsmarked, valgte Michael at søge tilbage til en god stilling i Forsvaret. Han har nu fået rigtig mange gode erfaringer fra det civile jobmarked, som har både styrket og udviklet ham, siger Mogens Lindhard.
Det gode mentorskab mellem Mogens Lindhard og Michael P. Vester endte altså ikke som forventet med et nyt, civilt job, men derimod med Michaels tilfredse tilbagevenden til Forsvaret.
– I sidste ende viste det sig, at jeg ikke var færdig med Forsvaret alligevel – og derfor sidder jeg nu i en ny stilling ved Ingeniørregimentet, slutter Michael P. Vester.
Den korte historie om soldaterveteran Michael P. Vester
Michael P. Vester startede som værnepligtig i Farum i 2001 og er stille og roligt avanceret over sergentskole og officersskole til rangen af kaptajn. Han har været ingeniørsoldat fra første dag, og har været udsendt en gang til Afghanistan i 2009 som delingsfører.