Fik kort og kompas til at finde vej til sin egen grønne omstilling 

Udgivet d. 13. september 2023 af Velkommen Hjem

Det civile jobmarked virkede som et uoverskueligt vildnis for Veteran Maria Christiansen da hun kontaktede VELKOMMEN HJEM med et klart mål for øje: Et job hos Ørsted eller Energinet. Efter 17 år og 4 udsendelser havde hun besluttet, at hun ville finde et civilt job, hvor hun kunne gøre en forskel for klodens klima. Hun fik hjælp, støtte og sparring af en af foreningens erfarne og engagerede mentorer, Allan Lohmann Buus, CEO hos People Of Talent. Med udgangspunkt i ”profil frem for titel” kom Maria i mål, og hun har nu landet et grønt drømmejob som cyberkonsulent hos Energinet. Læs om den målrettede indsats, hvor især mentors hjælp til oversættelsen af Marias CV har været afgørende for det gode resultat. 

– Forsvaret har for været altafgørende for, hvor jeg er landet i dag. Jeg anser mig selv for at være lidt af en mønsterbryder. Med min sociale baggrund har det ikke ligget i kortene at opnå ret meget, eller noget som helst egentlig, hvilket en del forsøg på at tage en videregående uddannelse i de unge år, vidner om; jeg besad simpelthen ikke arbejdsmoralen til så meget selvstudium, som det krævede, efter at være skøjtet igennem gymnasiet nærmest uden indsats, fortæller Maria og forklarer om sin vej ind i Forsvaret:

– På et tidspunkt blev jeg enig med mig selv om at sadle helt om fra nederlagene i den akademiske verden. Det skulle være Forsvaret. Og således startede jeg som værnepligtig i Fredericia for 17 år siden. Set i bakspejlet har Forsvaret nærmest været der, jeg har fået lov at gennemleve min ”rigtige” rejse fra barn til voksen. 

Selvtilliden accelererede i Forsvaret

Maria mener, at hun startede med en ret tom værktøjskasse i Forsvaret, især i forhold til selvværd og sociale kompetencer, men gennem årene er den kasse blevet fyldt godt op. 

– Retrospektivt har det været grænseoverskridende på mange gode måder at gå fra en dybtliggende mistillid til andre mennesker til trygt at være en del af patruljen i Afghanistan med livet som indsats, selv om jeg var asset og ikke en fast bestanddel af de sammentømrede Livgardere – det er egentlig ret vildt, fortæller Maria og tilføjer:
– Al den opbakning fra kollegerne, jeg har mødt gennem årene, er bare accelereret, hvilket kulminerede, da jeg oplevede at kunne præstere overfor F-16-piloter. Og præstere godt. Når impostor-syndromet rammer fra tid til anden, er det helt klart noget, jeg fortsat vil minde mig selv om. Jeg har da også brugt det i forbindelse med min jobsøgning, hvor især selvtilliden har fået et ordentligt slag ind imellem.

Til kamp for fremtiden

Når Maria alligevel har valgt at forlade de opbyggende år i Forsvaret, er det ikke af én bestemt grund – men på grund af flere forskellige ting: 

– Primært er det, fordi kampen for klodens fremtid, især gennem grøn omstilling, har vokset sig vigtigere og vigtigere for mig. Det betyder virkelig meget for mig, især som barn af 80’erne med al den lurende undergang og dommedag dengang, at jeg kan se min datter i øjnene om 30 år og sige: ”Jeg gjorde, hvad jeg kunne, for at gøre fremtiden bedre”, siger Maria og fortsætter:
– Min datter har også en aktie i det. Hun vil virkelig helst undgå, jeg bliver udsendt igen. Der har også været nogle rigtigt svære stunder, da hun var mindre. For eksempel kom jeg hjem fra 2-3 ugers øvelse i Litauen til, at hun ikke ville kigge på mig. Hun ville hellere sidde ved sin far og kigge på billeder af mig på hans telefon. Av! I dag er hun 10 år, og vi har et fantastisk forhold. Men tidligere minder spøger, så min samvittighed byder mig at være fuldt tilgængelig og klar til at støtte, når hun lige om lidt bliver teenager med alt, det involverer. Dette er ikke foreneligt med at være udsendelsesparat. Så selv om jeg anser alle mine kolleger i Forsvaret for at være min rigtige familie, stopper jeg nu. Det føles lidt som at flytte hjemmefra fra den trygge rede. Men som et ungt menneske, der flytter hjemmefra, gør jeg det med en tryg vished om, at de stadig har min ryg. Og jeg fortsætter da også med en reservekontrakt.

Profil før uddannelsesniveau

Maria kom med i et forløb i VELKOMMEN HJEM, hvor Maria allerede fra start fik en klar forståelse af, at der er brug for hende i erhvervslivet.

– Kickoff var to ultrakondenserede dage fyldt med redskaber til at klarlægge vejen til målet: Hvad er det egentlig, jeg vil. Og hvordan kommer jeg derhen. Alle fra erhvervspsykologer til tidligere deltagere fyldte vores hoveder med: ”I kan sagtens. Erhvervslivet vil rigtigt gerne have jer. I skal bare liiiiige lære at tale samme sprog.” Ovenikøbet fik jeg sat (nogle vældigt fine!) ord på mine kompetencer og en bevidsthed om, at virksomhederne mere kigger på profiler end uddannelsesniveau en stor del af tiden, fortæller Maria. 

Veteranernes færdigheder kan ikke erstattes

Maria fik Allan Lohmann Buus, CEO hos People Of Talent, som mentor efter de første dages kickoff i VELKOMMEN HJEM. Han er en erfaren mentor, der har engageret sig i netop denne sag i respekt for Forsvaret og for de unikke færdigheder, som veteraner kommer med.

– Jeg har altid haft en stor interesse for Forsvaret – for det formål, som det tjener samfundet og for den rolle, som det spiller for os alle sammen. Jeg er aktiv i Hjemmeværnet og har fået et godt kendskab til de militære færdigheder, der er så eftertragtede i det civile. Jeg arbejder civilt med lederudvikling, coaching og executive search, og rollen som mentor trækker på de færdigheder, som jeg selv arbejder med til dagligt, forklarer Allan Lohmann Buus og uddyber videre: 

– Forsvaret er formidabelt til at prioritere udvikling af de ikke-tekniske færdigheder, såsom Træning af andre; Lede, motivere og inspirere andre; Kritisk tænkning; Situationsfornemmelse; Styring/tilsyn med andres arbejde; Teamwork og teambuilding; Interpersonelle færdigheder med flere. I de fleste civile organisation er der sjældent tid og ressourcer til at dedikere arbejdstiden til denne udvikling. Den er ofte forbeholdt de få, der enten er på lederudvikling eller bliver betragtet som top performere. I Forsvaret arbejder vi med at udvikle de kompetencer struktureret, strategisk og kontinuerligt. Veteranerne tilbyder kompetencer, som jeg oplever i stigende grad, er forretningskritiske for mange civile organisationer og som for eksempel er svære at erstatte med kunstig intelligens.

Indforstået sprog er nødvendigt – og en barriere 

Allan Lohmann Buus oplever, at det, der især gør transitionen svær for veteranerne, er den unikke sprogbrug man lærer i Forsvaret, som bare desværre også er en nødvendighed. Og derfor var der i samarbejdet med Maria også brug for hjælp til oversættelsen af hendes færdigheder, så de blev forståelige i en civil kontekst.

– Forsvaret har nogle stærke kulturankre, som er svære at ændre på. De er meget strukturerede og strategiske i deres brug af kommunikation, hvilket også er kritisk for missionseffektivitet og føring. Der må ikke være tvivl om, hvad tingene betyder i Forsvaret, især når vi er på skarpe opgaver. Derfor bliver militære termer ofte unikke for Forsvaret og anvendes kun “inden for hegnet”, som man siger. Det er med til at gøre militære kompetencer og færdigheder lidt sværere at sammenligne med civile. Ofte er det blot sproget og termerne, som vi arbejder med at gøre sammenlignelige og forståelige på “begge sider af hegnet”. For en veteran kan de civile termer ofte virke forvirrende og uforståelige, forklarer Allan Lohmann Buus.  

Mentor åbnede vinduet til den civile verden

Som mentor for Maria har Allan Lohmann Buus haft mulighed for at få et godt indblik i de styrker, som Maria især har med sig fra Forsvaret … og det er ikke så få ifølge ham.

– Jeg tror, at især Marias kommunikationsfærdigheder og planlægningsevner har været en fordel i jobsøgningen for Maria. Hun er god til at gøre udfordringen til en proces, og så har hun modet og viljen til at eksekvere den. Det er jo en kæmpe fordel i jobsøgningen, at man kan lægge en plan og eksekvere den. Det giver momentum i indsatserne og holder gang i processen, forklarer han og tilføjer om samarbejdet: 

– Jeg tror, at jeg har været “et vindue” for Maria ind i den civile verden og organisationerne og det hjulpet med at give lidt klarhed over, hvordan de tænker i forhold til ansættelser og kandidater. Maria har i det hele taget vist stort mod, vedholdenhed og robusthed. Jeg er imponeret over Marias kampånd, som helt sikkert kommer hendes kommende arbejdsgiver til gavn, siger Allan Lohmann Buus.   

Seriøs håndsrækning fra uventet side

Jobsøgningen gik helt efter planen og Maria fandt vej til et job, der bidrager til den grønne omstilling – men først skulle hun en lille omvej. 

– Fra start af vidste jeg, jeg helst ville arbejde med grøn energi. Allerhelst ved Ørsted eller Energinet, fortæller Maria og fortsætter:

– ”Profil frem for titel” og min mentors, Allans, store indsats for at oversætte mit cv er det, der, sammen med mit eget netværk, har gjort udslaget for, at jeg landede drømmejobbet ved drømmevirksomheden. Og uden VELKOMMEN HJEM ville jeg aldrig have fundet ud af, hvor stort og stærkt et netværk, jeg faktisk selv har ved lige præcis Energinet. Både fordi jeg mødte en fra netop det netværk, som var foredragsholder til kickoff; men også takket være foreningens insisteren på LinkedIns fortræffeligheder. Jeg har aldrig fået lavet mig en fornuftig profil derinde; men at opdage sit netværk – det var brugbart! Jeg endte med at få mit job ved at spørge foredragsholderen fra kickoff, om han ville kigge mit cv igennem efter forbedringspunkter. Det gjorde jeg efter, at jeg havde fået afslag på en stilling ved Energinet, som jeg ellers selv mente, var som skabt til mig. Foredragsholderen ville gerne hjælpe mig, og efterføglgende ringede han til mig og sagde: ”Jeg håber, det er okay, jeg viste dit cv til min chef. Hun ringer vist til dig i morgen…” Jeg var ved at falde ned af stolen!
Chefen ringede og kaldte mig til jobsamtale, hvor jeg var megaspændt, men ikke nervøs. Takket være alle de input fra kickoff, havde jeg forberedt mig på også de svære spørgsmål. Og fordi jeg følte mig så tryg og godt forberedt, blev jeg heller ikke hylet ud af den ved de uventede spørgsmål, der alligevel dukkede op. Dagen efter fik jeg opkaldet fra chefen om, jeg havde landet en ny stilling. Den første, jeg ringede til, var min mand, Allan. Han tog ikke telefonen. Så den anden Allan, altså min mentor, blev den første uden for mit kontor, der fik den gode nyhed. Og som ventet blev han oprigtigt glad.

Tak for ”selvfølgelig går det-typen”

For Maria har samarbejdet med Allan Lohmann Buus gjort en verden til forskel – både som oversætter og som menneske. 

– Det lyser ud af Allan, hvor meget han gerne vil hjælpe, fortæller Maria og fortsætter:  Og så er han sådan en ”selvfølgelig går det-type”, hvor jeg selv er noget mere pessimistisk anlagt. Jeg er ham yderst taknemmelig for den tid, han har lagt i at agere ordbog og opslagsværk. Og for hans perspektivering af mulige arbejdsområder inden for grøn omstilling. Vi kom i mål til sidst, og vi har aftalt, at Allan kigger forbi til en kop kaffe ved Energinet efter sommerferien, slutter Maria.