”En relativ let passage fra kaserne til kontor er faktisk mulig”
Udgivet d. 25. juni 2023 af Velkommen Hjem
Mentor Otto Bjerg Hausgaard mener, at i kraft af, at mennesker er mennesker og de fleste interaktioner både civilt og i Forsvaret foregår mellem mennesker, tror han på, at en god og let transition er mulig …. hvilket han førte bevis for som mentor for veteran Martin Gregersen. Efter 24 år i Forsvaret og 3 udsendelser, til hhv. Kroatien, Afghanistan og Mali, valgte Martin at afslutte sin militære karriere og begynde en ny i det civile erhvervsliv. Og selv om Martins transition varede næsten et år, fordi Martin både har familie og også havde et job at passe, så førte det rolige og velovervejede forløb til det helt rigtige civile job som HSE Coordinator hos Semco Maritime i Esbjerg. Det her er den positive historie om samarbejdet mellem en mentor, der selv er veteran, og en veteran, der glæder sig til at folde sine specialer som erhvervsmand.
– Jeg forlader Forsvaret, fordi der ikke er noget sted, hvor jeg kan videreudvikle mine specialiserede kompetencer. Så jeg føler, at jeg har ramt et glasloft, hvor der ikke længere er plads til at vokse. Et skifte til en anden stilling i Forsvaret ville flytte mig op i organisationen. Men med en specialistviden som min er det ofte begrænset relevant, og derfor ville jeg skulle starte forfra. Det er modsat i det civile, hvor man kan vokse med firmaet eller en branche og man kan endog skifte på tværs af brancher, forklarer Martin, der efter mere end 20 år mest kan se, alle de fordele, der er ved at uddanne sig og arbejder i Forsvaret.
– Forsvarets struktur kræver, at du bidrager til opgaveløsningen fra første dag på jobbet. Det kan lade sig gøre, når der ligger entydige processer, som inden for rammen tillader den grad af frihed, som eksekvering af opgaven kræver. Forsvarets opgave kræver, at mange uddannelser gennemføres internt, hvorimod jeg tror, at Forsvaret kunne lære meget af at kigge på erhvervslivet, når vi taler om omstilling af forretningen til nye situationer, forklarer Martin.
Motivation, nye indsigter og et imponerende netværk
Ligesom rigtig mange andre veteraner, så hørte også Martin om VELKOMMEN HJEM fra en kollega, der havde deltaget i et forløb.
– Min kollegas beskrivelse af, hvor stort foreningens netværk er, imponerede mig, siger Martin, der kom med i et forløb – og fik masser af positive oplevelser lige fra start:
– Der er to ting, der springer frem, når jeg tænker tilbage på hele forløbet. Det første er de samtaler og små øvelser, der blev gennemført de første dage i forløbet under kickoff. De har om noget formet den retning, jeg har valgt i min jobsøgning, og er en stor del af min motivation. Den hjælp man får på kickoff, sætter virkelig gode rammer for at fordybe sig i, hvad ens kompetencer kan omsættes til. For mig var det en øjenåbner. Nogle meget motiverende indlæg. Jeg havde også fornøjelsen af et kaffemøde med Flemming Breum fra Ørsted, hvor hans store netværk i netop Esbjerg var en sand guldgrube.
VELKOMMEN HJEM hjælper med at sætte ord på, hvad det er, du brænder for. De har i den grad givet mig klarhed og forenet faglig interesse med min erfaringer og afdækkede kompetencer. Uanset, hvor man ender, vil deres forløb hjælpe os veteraner til afklare vores kompetencer og dermed være årsagen til, at vi lander en drømmestilling i fremtiden.
Veteran Martin Gregersen
Fik hjælp til at holde snuden i sporet
Efter et vellykket kickoff blev Martin matchet med Otto Bjerg Hausgaard, Senior Relationship Manager hos Danmarks Eksport- og Investeringsfond, som mentor – med udsigt til de følgende mange måneder at kunne bruge ham som sin personlige sparringspartner, rådgiver og støtte gennem transitionen.
– Mit forhold til Otto har virkelig været en ubeskrivelig hjælp. Otto sætter ofte ord på de sider af jobsøgningen og ansættelsesforløb, som jeg er i tvivl om. Det kan måske læses et sted, men den tillid jeg har til Otto, har vægtet tungt for mig. Jeg valgte at gå ind i mentor/mentee-samarbejdet på en måde, hvor jeg umiddelbart bare lytter, reflektere og finder muligheder i det, Otto og jeg drøfter. Jeg finder, at vi er meget forskellige som personer, hvilket har givet mig utrolig meget, siger Martin og forklarer mere konkret om samarbejdet:
– Indledningsvis var Ottos hjælp bekræftelser af, hvad jeg havde taget med fra kickoff. Det kan lyde banalt, men for mig var det en stor hjælp til at holde “snuden i sporet”. Ottos hjælp blev mere og mere konkret og helt ubeskrivelig, da jeg røg ind i første og anden samtale hos en mulig kommende arbejdsgiver.
Udover den uvurderlige faglige hjælp og sparring, som Martin har fået af Otto Bjerg Hausgaard , så roser han også sin mentor for hans væremåde.
– Jeg vil også rose Otto for hans tålmodighed. Det kan være svært at finde tid til jobsøgning og særligt kaffemøder mellem et fuldtidsarbejde og børnenes fritidsinteresser. Jeg har været mere end et år undervejs, men er altid blevet mødt med tålmodighed og forståelse, forklarer Martin.
Mentor med veteranblod
Otto Bjerg Hausgaard har selv en fortid i Forsvaret, og dermed en god indsigt i, hvordan transitionen opleves for en veteran.
– Der løber lidt veteranblod selv i mine åre. Jeg var udstationeret tilbage i ’95 på Balkan og har derfor særlig vindikation for alle, som tager den ekstra tørn for Danmark. Jeg mener, at vi, som har indsigten fra både det militære og det civile, har særlig mulighed for at hjælpe, når en tidligere udsendt ønsker at træde nye veje, siger Otto Bjerg Hausgaard.
Mennesker er mennesker på begge sider af hegnet
Otto Bjerg Hausgaard mener, at det burde være relativt nemt for veteraner at gå fra en militærkarriere til en civil.
– Jeg tror faktisk ikke, at det er så svært, som det kan se ud. Jeg forstår sagtens, at det kan se rigtigt svært ud, når man har 20 år bag sig i Forsvaret. Men mennesker er mennesker, og de fleste interaktioner både uden for og inden for hegnet er mellem mennesker. Så derfor tror jeg, at det faktisk er muligt at få en relativt let passage fra kasserne til kontor. Men jeg anerkender, at det kan være supervigtigt i de første måneder at stikke fingeren i jorden hos nye kolleger og ny chef for at sikre, at man er landet rigtigt og godt, forklarer Otto Bjerg Hausgaard, der oplever samarbejdet med Martin som en lang optur.
– Det var en fornøjelse af følge Martin i hans søgning på et liv uden for Forsvaret. Martin er meget målrettet, og vi havde mange gode snakke. Særligt er jeg stolt over, at Martin kunne holde motivationen oppe i hans jobjagt, da det jo ikke er en triviel opgave at gå til kaffesamtaler, eller finde måder at få en ny kaffeaftale på. Men kreativitet og vedholdenhed gav pote, siger Otto Bjerg Hausgaard afslutningsvis og tilføjer:
– Jeg syntes virkelig, at vi havde nogle gode snakke. Altid en fornøjelse at tage telefonen eller gå en tur og vende de foreliggende udfordringer. Så jeg syntes, at det var en lang optur at få lov at være mentor for Martin.
Den korte soldaterhistorie om veteran Martin Gregersen
Martin Gregersen har været i Forsvaret af to omgange. Først fra 1993 til 2000. Sidst fra 2006 til 2023.
- 1993 Værnepligtig.
- 1995 Kort efter min tid som værnepligtig sergent, blev jeg udsendt til Kroatien (UNPROFOR) på hold 8 i 1995. Tyve år gammel og allerede næstkommanderende for en deling, var der ikke meget andet at gøre end at vokse med opgaven.
- 1998 Jeg fik oversergent-uddannelsen.
- 2006-07 Da jeg genindtræder i Forsvaret, udsendes jeg til Afghanistan på ISAF Hold 4.
- En ulykke afkorter dog udsendelsestiden med behandling i Danmark.
- 2010 Udnævnelse til seniorsergent. Jeg gennemførte nogle hårde udenlandske kurser for at lære mere om, hvordan andre nationer inddrager krigserfaringer i deres uddannelse.
- 2016 Jeg udsendes til Mali, hvor jeg indgår i en international enhed. Det var her min interesse for arbejde i organisationer virkelig blev vækket.
- 2019 Jeg afsluttede en akademiuddannelse i ledelse, hvorefter jeg kunne udnævnes til Chefsergent. Således var vejen banet for at sidde som leder af et element, der behandler militære operationer i særlige operationsmiljøer.
Privat
Jeg bor i dag i Tjæreborg med min kæreste og vores to drenge. Det er kun 4 km fra St. Darum, hvor jeg voksede op, omend job og uddannelse har givet mig bopæl over hele landet i de sidste snart 30 år.
Kort om VELKOMMEN HJEMs forløb
Et forløb starter med to dages kickoff, hvor de deltagende veteraner får indsigt og en bredere viden om erhvervslivet igennem oplæg og foredrag af erfarne, dygtige erhvervsfolk og erhvervseksperter. Veteranerne bliver desuden inddraget igennem gruppeforløb og 1:1 samtaler med erhvervspsykologer og karriererådgivere. Efter kickoff bliver hver enkelt veteran matchet med en af foreningens engagerede mentorer efter personlighed og faglige interesserer, og i de følgende seks måneder vil mentor guide, hjælpe og støtte veteranen i transitionen.