Det var på tide at komme hjem!
Udgivet d. 26. august 2024 af Velkommen Hjem
Veteran Asger Andersen har været i Forsvaret i 7 år. I løbet af den tid har han været udsendt 2 gange til hhv. Kosovo og Irak. Han er uddannet konstabel og har været rigtig glad for sine år i tjenesten, som foregik i Jylland. Og netop geografien blev den primære årsag til Asgers skifte. Han er født og opvokset på Sjælland og ønskede at flytte hjem igen. Så nu er uniformen skiftet ud med civilt arbejdstøj, og Asger er landet godt i jobbet som Procurement Specialist/Operational Buyer hos Convatec, og samtiidg er han startet på Copenhagen Business School. Begge dele er en konsekvens af Asgers forløb i VELKOMMEN HJEM, hvor Niels Holmberg, Vicebrandinspektør i Copenhagen Airports og en af foreningens yderst engagerede mentorer, hjælp ham fra sidelinjen som sparringspartner og støtte hele vejen. Her kan du læse de 2 sider af den samme, gode historie …
På den ene side… veteran Asger Andersen
Om VELKOMMEN HJEMs bidrag til rejsen fra militær til civil
– Mit forløb i VELKOMMEN HJEM hjalp utrolig meget med at sætte en retning og med at overbevise mig om, at det jeg havde lært i Forsvaret, faktisk godt kunne bruges på den anden side af hegnet, hvis ikke ligefrem gøre mig lidt eftertragtet. Samtidig var det også en kæmpe hjælp at få noget hjælp til CV og LinkedIn.
Om mentors hjælp og støtte
– Det har været en kæmpe hjælp at få Niels’ med hjælp til ansøgninger, og hvordan man skal gå til jobsamtaler! Det bedste ved Niels er, at han bare er der, når man har brug for ham. Jeg kan huske, da vi næsten lige var startet på forløbet, og jeg skulle skrive min første ansøgning en lørdag morgen klokken 8. Jeg skrev en SMS med et spørgsmål og ikke mange minutter efter fik jeg et svar, hvor kan skrev; giv mig lige 2 minutter, hvorefter han ringede til mig, og vi fik en lang og god snak om spørgsmålet.
Sådan har det været hele vejen igennem, og jeg har altid kunnet regne med, at hvis jeg var i tvivl, eller havde brug for lidt hjælp, så kunne jeg altid ringe til Niels. Han havde altid et svar, eller et par gode ord, der fik lettet presset en lille smule!
Om fremtiden
VELKOMMEN HJEM hjalp med mig at se, at jeg faktisk kunne meget mere, end jeg selv var klar over, og gav mig motivationen for måske at sigte lidt højere i de stillinger, jeg søgte. Det medførte, at jeg nu har fået et job som Procurement Specialist/Operational Buyer, hos Convatec, som jo er en stor international virksomhed, der producerer infusionsprodukter, man bruger i sammenhæng med insulinpumper. Samtidig med at have fundet et fantastisk job, starter jeg også på CBS for at gennemføre en HD1 og derefter en HD2. Så alt i alt har VELKOMMEN HJEM hjulpet mig med at finde en plads i det private samt banet vejen for min fremtidige karriere.
Det har været fedt at få en mentor, der er så dedikeret til at hjælpe en med at få den bedste mulige start på det nye spændende liv på den anden side af hegnet
På den anden side… mentor Niels Holmberg
Om rollen som mentor i VELKOMMEN HJEM
– Jeg har valgt at engagere mig i netop VELKOMMEN HJEM, da jeg faktisk syntes, at veteraner fortjener at komme godt videre i tilværelsen. Hvis jeg kan hjælpe med til det, bliver jeg selv glad inden i. Desuden er det at være mentor ikke blot at skabe en udviklingsproces, men også at holde fast i, og få fremhævet, de nuværende kompetencer. For mig er det tilmed et spørgsmål om også at ”holde spejlet op” og blive mere bevidst om mine egne valg, og fravalg, og i det hele taget selv blive lidt klogere på livet og tilværelsen.
Om veteranen Asger
– Min mentee er fornuftig, velovervejet, rolig og dygtig til at kommunikere, hvilket alt sammen vægter tungt hos en kommende arbejdsgiver, og ikke mindst hos mig som mentor.
Om den konkrete rådgivning og hjælp
– Jeg tror, at jeg har været med til at hjælpe Asger med at finde det rigtige niveau/ den rigtige jobtype. Og forhåbentlig også i de ”svære stunder” været med til at holde troen og humøret oppe undervejs i processen.
Asger er en helt forrygende fyr at kende og arbejde sammen med, hvilket bevirker, at mentorrollen og kammeratskab flyder sammen.