#VærdAtKæmpeFor

Udgivet d. 21. august 2024 af Velkommen Hjem

Veteran Niklas Bay har altid ønsket at arbejde i Forsvaret, og derfor klippede han det lange hår af lige efter gymnasiet og trak i trøjen. I dag, 17 år efter, er han stadig mindst lige så begejstret for Forsvaret, og har med hjælp fra mentor Niels Trads Pedersen og et forløb i VELKOMMEN HJEM skiftet uniformen ud med et civilt job, hvor de grundlæggende værdier og målet er det samme:

I Forsvaret kæmper vi for Danmarks sikkerhed med mod, evne og vilje, og vi løser opgaver, som ingen andre kan. Vi gør det for fællesskabet og for vores samfunds værdier. Det er noget, der er #VærdAtKæmpeFor. Nu fortsætter jeg denne mission i et civilt job, forklarer veteranen. Du kan læse hvor, samt hele historien om Niklas’ transition her.

“Alone we can do so little; together we can do so much.” Dette citat af Helen Keller reflekterer betydningen af den støtte og vejledning, jeg har fået i VELKOMMEN HJEM, og hvordan min mentor har hjulpet mig med at finde klarhed og retning i min karriere. Vi behøver ikke at tage store beslutninger alene – samarbejde kan føre til stor succes.

Veteran Niklas Bay

– For seks år siden stod jeg ved en ny skillevej i livet, hvor jeg skulle træffe en beslutning i forhold til rammer, retning og mål for min videre karriere, fortæller Niklas og fortsætter: 

– Jeg havde besluttet at forlade det operative spor i Forsvaret for at prioritere min familie på Sjælland. Jeg erkendte, at Danmarks bedste ledelsesuddannelse og praktisk erfaring ikke kunne stå alene, så jeg valgte at blive i Forsvaret og specialisere mig gennem kompetenceudvikling. Jeg begyndte min rejse inden for cyber- og informationssikkerhed ved Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI). Her udviklede jeg mine kompetencer som specialist inden for orkestrering af hændelseshåndteringsaktiviteter, håndtering af komplekse interessentmiljøer og udvikling af innovative procedurer og metoder til håndtering af sikkerhedshændelser.

Fordele ved at uddanne sig og arbejde i Forsvaret ifølge Niklas Bay
Forsvaret har givet mig en stærk ledelsesuddannelse og praktisk erfaring, som er uvurderlige på både det personlige og professionelle plan. Den disciplin, teamwork og evne til at håndtere stressede situationer, som jeg har lært, er færdigheder, jeg kan anvende i enhver civil karriere. Forsvaret har lært mig at tage ansvar, tænke strategisk og lede under pres – alle egenskaber, der er højt værdsat i det civile erhvervsliv.

Veteran Niklas Bay

Et troværdigt og behageligt menneske

Da Niklas besluttede at søge over på civil grund med alle sine uddannelser og kompetencer i bagagen, kontaktede han VELKOMMEN HJEM for at få hjælp til overgangen, og han kom med i et forløb. Her fik han blandt andet stillet en mentor til sin rådighed, som han kunne spørge til råds, og sparre med under sin transition. Mentoren er en af foreningens garvede og yderst aktive erhvervsprofiler, nemlig Niels Trads Pedersen, der er partner i Deloitte med speciale inden for informations- og cybersikkerhed. Niels Trads Pedersen har haft flere veteraner gennem forløb i foreningen og ser masser af militære kompetencer hos veteranerne, som erhvervslivet kan have gavn af – blandt andet fremhæver han veteranernes professionalisme, eksekveringsformåen og gode lederegenskaber i både management sammenhæng såvel som i samarbejdende sammenhæng. Derudover ser han yderligere nogle faglige kompetencer, styrker og personlighedstræk hos Niklas:

– Dyb teknisk forståelse og indsigt, Er meget hurtigt til at forstå principper og modeller for hvad man skal arbejde med. En helt igennem dejlig person, som man kan stole på. Niklas har vist sig at være et yderst behageligt menneske, som har utroligt meget at byde på i form af både en spændende og meget professionel tilgang til opgaven såvel som intelligente overvejelser omkring, hvordan han kommer videre i forløbet, siger Niels Trads Pedersen, der tilpasser sin sparring og hjælp i forhold til sine mentees ønsker og behov. 

– De efterhånden adskillige mentees, jeg har haft, har alle lagt vægt på, at de syntes, at den pragmatiske tilgang, hvor vi beskæftiger os med forberedelse, hvor igennem vi snakker om, hvordan deres kompetencer kan bruges i civil sammenhæng, har været godt. Dernæst har de alle syntes godt om, at vi kan træne til jobsamtaler etc. Sidst men ikke mindst har mine mentees udtrykt, at de sætter pris på, at jeg bringer modeller på banen, som er til at forstå og sætter tingene i kontekst i forhold til, hvordan de skal arbejde med denne opgave, forklarer Niels Trads Pedersen.

Niklas Bays anbefaling til andre veteraner i transition
I VELKOMMEN HJEM får du personlig støtte og vejledning fra mentorerne. Det er en unik mulighed for at få skræddersyet rådgivning og trække på et netværk af erfarne fagfolk, der kan hjælpe med at navigere overgangen fra militæret til det civile erhvervsliv. Forløbet hjælper med at skabe en klar retning og struktur, hvilket er uvurderligt for enhver, der står ved en skillevej i deres karriere.

Fik skabt en vigtig rød tråd

Øvelserne op til jobsamtalerne, sparringen og støtten fra Niels Trads Pedersen har været helt afgørende for Niklas – det gælder også i forhold til at søge i den rigtige retning. 

– Med støtte fra min mentor Niels har jeg været i stand til at navigere gennem komplekse karrierevalg. Mit forhold til Niels har været uvurderligt. Jeg vil især rose ham for hans evne til at forstå mine styrker og hjælpe mig med at skabe en rød tråd mellem min tid i Forsvaret og mine karrieremål. Jeg har søgt nye stillinger relateret til IT, selv om jeg ikke havde tidligere erfaring på disse områder, forklarer Niklas og fortsætter: 

– Og Niels har støttet mig ved at fremhæve firmaer, der matcher mine ambitioner, og hjulpet mig med at forberede mig til jobinterviews ved at nedbryde samtaleemner og jobopslag. Niels har et omfattende netværk og en dyb viden, som jeg har kunnet trække på. Han har hjulpet mig med at identificere firmaer, der matcher min motivation og mine fremtidige karrieremål.

Mentor Niels Trads Pedersen

Kompetencerne passede perfekt til en konsulentstilling

En af fordelene for Niklas ved at få en erfaren mentor som Niels Trads Pedersen har klart været, at mentoren både kender mulighederne – både i dybden og i bredden. 

– Inden jeg begyndte forløbet med VELKOMMEN HJEM, havde jeg ikke overvejet konsulentarbejde som en mulig karrierevej. Mine overvejelser kredsede primært om at finde en stabil civil stilling, hvor jeg kunne anvende mine militære erfaringer. Men Niels har ikke kun hjulpet mig med at se, hvordan mine færdigheder og erfaringer fra Forsvaret kan oversættes til konsulentrollen, men også hvordan konsulentarbejde kan tilbyde en dynamisk og udfordrende karriere, hvor jeg kan gøre en forskel for forskellige organisationer. Gennem hans vejledning har jeg indset, at jeg kan anvende mine analytiske evner, min ledelseserfaring og min evne til at håndtere komplekse situationer i en konsulentrolle, hvilket gør det til en attraktiv og meningsfuld karrieremulighed for mig, fortæller Niklas, der i dag er ansat som Cyber Security Consultant. 

– Dubex er et full-service cybersecurity-firma, der skaber de bedste sikkerhedsløsninger for at beskytte vores digitaliserede samfund. God cyber- og informationssikkerhed er afgørende for både erhvervslivet og samfundets funktion. Sammen med Dubex arbejder jeg målrettet på at #SammenSikrerViDanmark og beskytte vores fælles værdier og afslutter: 

– Jeg tror på, at Niels’ støtte og træning har været afgørende for, at jeg har fået min nye stilling hos Dubex.

Niels støttede mig i at skabe den røde tråd mellem nedslagspunkterne i, hvem jeg er som veteran, og hvordan det har formet min karriere.

Veteran Niklas Bay

Værdier bliver skabt på begge sider

Et mentorforløb kommer heldigvis ofte med et positivt udbytte for både mentee og mentor, hvilket Niels Trads Pedersen kan bekræfte.

– Alle mine mentee’s har været unikke mennesker i sig selv, og jeg er taknemmelig for at lære dem alle at kende og give tilbage til mennesker, som vi specielt i disse tider skal sætte pris på, at vi har og som gør en forskel for vores fædreland. De besidder alle egenskaber, som jeg selv på en måde ser op til og derfor er det også givende for mig at arbejde med den slags mennesker, så værdier bliver bestemt skabt på begge sider, slutter Niels Trads Pedersen.

Den korte soldaterhistorie om veteran Niklas Bay

  • 2007 – Jeg meldte mig frivilligt som værnepligtig ved Føringsstøtteregimentet i Fredericia efter gymnasiet. Miljøet tiltalte mig, så det lange hår blev klippet, og jeg startede min militære karriere som infanterisoldat ved Den Kongelige Livgarde i Høvelte. 
  • 2008 – Mit kompagni blev udsendt til Afghanistan på ISAF hold 6 til Patrol Base Armadillo. 2009 Kort efter hjemkomsten blev jeg optaget på Hærens Sergentskole med henblik på et afkortet forløb til optagelse på Hærens Officersskole. 
  • 2013 – Jeg tiltrådte Artilleriregimentet i Oksbøl, hvor jeg indtil 2018 tog del i NATO’s afkortede beredskaber, hvor rygsækken altid skulle være pakket, så vores støvler var de første på jorden ved en krise eller krig.