Mikkel lærte, at man godt kan være soldat indeni, selvom man forlader Forsvaret
Udgivet d. 10. august 2026 af Velkommen Hjem
At være soldat er ikke kun et job, men et kodeks og en måde at tilgå livet på. Og det er noget, man kan tage med sig den dag, uniformen skiftes ud med civilt arbejdstøj. Det kan veteran Mikkel Regaard skrive under på.
Han var glad for at være i Forsvaret, men med kone, barn og tvillinger på vej, blev Mikkel nødt til at prioritere familien og en mere forudsigelig hverdag. Sammen med mentor Frederik Nexøe-Larsen, der selv har en fortid i Forsvaret og i dag arbejder som segmentdirektør i ISS, fik Mikkel set på situationen med nye øjne og fundet et nyt formål i arbejdslivet. I dag arbejder Mikkel som lageransvarlig hos Safe-Tec og har fået mere tid til familien. Men inderst inde lever soldaten Mikkel videre.
Mikkels identitet lå i uniformen
Efter knap 10 år i Forsvaret og mange gode oplevelser i bagagen havde Mikkel gået med tanken om en civil karriere i noget tid – og den glædelige udsigt til tvillinger gjorde det endnu mere aktuelt for at få familie og karriere til at spille bedre sammen. Samtidig havde Mikkel svært ved at sige farvel til livet som soldat, som han forklarer:
– Jeg er opvokset i en militærfamilie, og det har været hele min identitet at være soldat. Det var det eneste, jeg kendte og elskede. Så selvfølgelig frygtede jeg at miste alt dette og kaste mig ud i noget ubekendt.
Mikkel opsøgte derfor VELKOMMEN HJEM for at møde andre fra Forsvaret, der gik med de samme tanker. Men også for at få nogle værktøjer og dialoger til at håndtere det hele. I VELKOMMEN HJEM blev Mikkel introduceret til mentor Frederik Nexøe-Larsen, der selv har en fortid i militæret og har stået i samme situation som Mikkel. Frederik fortæller:
– Jeg har selv været ansat i Forsvaret og kender udfordringen ved at forlade det til fordel for en civil karriere. Jeg havde desværre ikke selv en mentor, som kunne støtte mig, men det havde uden tvivl lettet min personlige transition, hvis jeg havde haft nogen at sparre med. Jeg vil gerne dele mine erfaringer og mine læringer, så andre kan gennemgå en nemmere proces på vejen mod deres næste job.
Man holder aldrig helt op med at være soldat
Sammen fik Mikkel og Frederik talt om den udfordrende omstilling. Men også om, hvordan veteraner som Mikkel kan tage en masse værdier og ting, man lærer i Forsvaret, med sig videre i livet. Mikkel sætter nogle ord på:
– Jeg oplevede samarbejdet meget åbent og ærligt. Frederik hjalp mig med at se tingene på en anden måde og indse, at bare fordi man ikke arbejder som soldat mere, betyder det ikke, at man ikke er soldat indeni. Han lyttede meget til mine tanker og frustrationer – og også gråd nogle gange – og så gik vi i dialog omkring, hvordan han så på tingene og at jeg ikke var alene om det.
Frederik har ligeledes en positiv opfattelse af dialogen mellem de to, og han uddeler stor ros til Mikkels evne til at tage situationen ved hornene og samtidig være der for familien:
– Vi har talt meget om den udfordring, der ligger i at gå fra en arbejdsplads med et meget tydeligt formål til at skulle finde sin egen. Det er ikke en nem omstilling, og jeg er vildt imponeret over, hvordan Mikkel har taget ejerskab over sin skæbne, samtidig med at han har skullet være til stede for sin familie – det er sejt gået!
– Jeg har, som sagt, selv stået i samme situation, så jeg kan i høj grad relatere til Mikkels rejse. Jeg tror, en stor del af det at være mentor, er at lytte til de frustrationer og den tvivl, som jeg oplever hos mine mentees. Men det er i lige så høj grad at stille de svære spørgsmål for at sikre refleksion og skabe mening.
Samtidig peger Frederik på nogle overordnede kvaliteter, som han så hos Mikkel, og som går igen blandt mange kandidater fra Forsvaret:
– Kandidaterne fra militæret har en markant profil, som adskiller sig på flere måder. De kommer fra en stærk struktur, er formålsbevidste og har en stærk evne til selvledelse. Særligt sidstnævnte er en vigtig konkurrencefordel i det private erhvervsliv. Jeg oplever desuden, at de er gode kolleger, der engagerer sig i deres kolleger og på den måde bidrager til at løfte trivslen i deres omgivelser.
Nyt job og nyt formål
Efter en række gode, men også svære samtaler, der har fået Mikkel til at reflektere over fortiden og fremtiden, er han landet i et nyt arbejde. Mikkel fortæller:
– Jeg er blevet lageransvarlig for en virksomhed, som faktisk har Forsvaret som kunde. På den måde føler jeg stadig et dybere formål, men nu kan jeg komme til min familie hver dag. Samtidig bruger jeg min planlægningsevne og min logistikuddannelse samt min lederuddannelse fra Forsvaret, da jeg både skal holde styr på et par medarbejdere og et lager.
For mentor er forløbet et nyt eksempel på, at karriereskiftet til det civile af flere grunde kan være sværere, end man umiddelbart tror. For jobbet som soldat er mere end bare et job. Som Frederik siger:
– Jeg er blevet bekræftet i, at det er svært at søge væk fra Forsvaret, særligt med den stærke kultur og identitet, der hersker blandt vores soldater. Som naturligvis er meget vigtigt for det sammenhold, der skal være til stede i så farligt et job.
Afslutningsvis understreger Frederik derfor også, at det er vigtigt, at veteraner får støtte til at komme videre, når den dag kommer. På den måde bliver det også lettere at tiltrække dygtige mennesker til Forsvaret fremover, som Frederik forklarer:
– Jeg mener, det er vigtigt, at vores soldater kan se en vej videre fra Forsvaret, så man ikke udelukker dygtige folk, som ikke ønsker at blive i Forsvaret i hele deres arbejdsliv. Det fjerner barrierer og gør Forsvaret til en attraktiv arbejdsplads, både for specialister og ledere.
Den korte soldaterhistorie om Mikkel
- 2017: Værnepligtig ved Gardehusarregimentet i Slagelse
- 2017-2018: Uddannet til sergent på Hærens Sergentskole
- 2018-2019: Sergent og uddannede værnepligtige under Hærens Basisuddannelse ved Gardehusarregimentet
- 2019-2020: Sergent og uddannede soldater i Hærens Reaktionsstyrkeuddannelse
- 2021-2023: Sergent i en militær basisuddannelsesfunktion ved Gardehusarregimentet
- 2023-2024: Sergent i SRS-enheden ved Gardehusarregimentet
- 2024-2025: Næstkommanderende for en deling i Hærens Basisuddannelse
- 2025: Gennemførte uddannelse til oversergent på Hærens Sergentskole
- 2025: Oversergent i Hærens Basisuddannelse

