Er blevet kollega med mentor, og det er en gevinst for alle
Udgivet d. 6. januar 2026 af Velkommen Hjem
Forsvaret og det civile arbejdsmarked taler ikke altid samme sprog. Og selvom man har opbygget en masse kompetencer og erfaringer fra en karriere i militæret, kan de være svære at oversætte, når man ønsker at bevæge sig ind i det civile. Det er en udbredt problemstilling, som veteran Christopher Rasmus Nørgaard også mødte. I VELKOMMEN HJEM fik han heldigvis en mentor i Pernille Keum Hjort Møller, der var meget fokuseret på at få alle Christophers kompetencer ned på papir og omsat til et overbevisende CV.
Pernille arbejder som Lead P&C Business Partner hos softwarevirksomheden Systematic, og i dag er Christopher endt som Pernilles kollega. I Systematic er Christopher ansat som Technical Implementation Consultant, hvor han arbejder med et program, som Forsvaret bruger på slagmarken. Derfor drager han stor fordel af sine egne praktiske erfaringer som soldat.
Hvad betyder militære kompetencer i det civile?
Efter en karriere som leder i Forsvaret havde Christopher blikket rettet mod et civilt job. Christopher vidste, at han naturligvis havde en masse evner og erfaringer med i bagagen, men han var også på udebane på arbejdsmarkedet. Som han forklarer:
Jeg havde en lang række kompetencer fra Forsvaret, som føltes meget snævre i forhold til ting, der foregår “på den anden side af hegnet”. Stort set hele mit grundlag for at være på arbejdsmarkedet kom fra hæren, og jeg har derfor heller ikke prøvet at skrive en jobansøgning siden studietiden. Jeg har også i mange år holdt mig langt væk fra LinkedIn, for hvad skulle jeg bruge det til i uniform?
Så i første omgang havde Christopher brug for hjælp til at få omskrevet sine militære kompetencer til civile og få et indblik i, hvad der reelt er af jobs på den anden side. Men forståeligt nok også få en bekræftelse af, at man har noget at tilbyde ud over det, der foregår på kasernen. For som Christopher selv beskriver det, kan karriereskiftet opleves som lidt af et kulturchok. Han sætter nogle flere ord på udfordringerne:
Forsvaret er på mange måder et meget gennemskueligt system ift. rang og en naturlig karrierevej, og i og med at man er opfostret i samme system, er man uddannet på samme måde, og alle har et fælles sprog. Så ligesom det kan være svært for mange at forstå Forsvaret udefra, lige så svært kan det være at forstå den civile verden som soldat.
Sidevis af kompetencer kogt ned til stærkt CV
Som mentor var Pernille både dedikeret og nysgerrig på Christophers fortid, og hvordan hans erfaringer kunne skabe en indgang på det civile arbejdsmarked. Pernille fortæller:
Jeg stiftede bekendtskab med VELKOMMEN HJEM, da vi i Systematic selv var værter for et arrangement, og her lærte jeg om de udfordringer, der kan være i forbindelse med transitionen til det civile arbejdsmarked. Det var helt nyt for mig, og jeg tænkte, at her kunne jeg måske hjælpe.
Med Christophers egne ord hjalp Pernille med en kombination af lavpraktiske detaljer og selvrefleksion, så Christopher både fik overblik over sine kompetencerne og skabt et stærkt CV. Men også blev opfordret til at tænke over, hvor han så sig selv i fremtiden, og hvordan hans værktøjskasse fra Forsvaret kunne bringes i spil bedst muligt. Og der blev gået grundigt til værks fra både Christophers og Pernilles side.
Pernille gav mig flere gange konkrete lektier for. En af disse opgaver gik på, at jeg skulle skrive ALT, hvad jeg havde lært i min uddannelse og mine jobs. Jeg troede, hun lavede sjov med mig – ville hun virkelig læse det? Men den var god nok, så det skulle hun da få.
Pernille uddyber:
Jeg synes generelt, at Christopher havde ret nemt ved at forholde sig til en transition, idet han forholdt sig meget åben og havde en klar ”can do”-tilgang. Men vi arbejdede med hans CV, så det blev mere civilt.
Jeg har kun positive ting at sige om forløbet med Pernille, hvor hun også var god til at holde mig til ilden, selv hvis jeg fik løbende afslag på ansøgninger undervejs.
Veteran Christopher Rasmus Nørgaard
Disciplin og emotionel intelligens
Når Christopher kigger tilbage på, hvad han har taget med fra Forsvaret, er der en række kvalifikationer, der stikker ud. Det handler blandt andet om disciplinen og evnen til at tænke og arbejde struktureret. Som han selv siger:
Man lærer meget af, at ting er hårde en gang imellem, og at opgaven er i centrum. Så må man acceptere lidt spidsbelastninger sommetider, for dem er der også i den “civile” verden. Her tror jeg i høj grad, at man kan trække på den grad af disciplin, som man grundlæggende opbygger i Forsvaret, uagtet hvor meget man tyr til kæft, trit og retning. Derudover er det en god egenskab at lære at analysere en opgave og bryde den ned i mindre dele for på den måde at skabe struktur.
Som mentor er Pernille helt enig:
Jeg oplever en klar disciplin, arbejdsomhed og pligtopfyldelse hos de veteraner, jeg har mødt. Der er punktlighed, klare aftaler og hjemmearbejde bliver udført med stor dedikation og grundighed. Det tænker jeg, er gode dyder eller arbejdsmetoder, som man får med sig i en uddannelse ved Forsvaret.
Christopher fremhæver desuden den emotionelle intelligens, som man får opbygget som leder i Forsvaret. Man lærer at kommunikere med forskellige mennesker, også når man er under stort pres. Det er en kvalitet, Christopher også kan gøre nytte af på en travl arbejdsdag.
Mentor og mentee endte som kollegaer
I dag arbejder Christopher i Systematic og altså i samme virksomhed som Pernille. Han er Technical Implementation Consultant i den relativt nye Battlefield Health-afdeling, og det var Christopher selv, der tog initiativ til at søge jobbet på opfordring fra VELKOMMEN HJEM. Han følte selv, at han havde de rette kompetencer, og det bekræftede et kaffemøde med den, der skulle vise sig at blive Christophers nye chef.
Hos Systematic arbejder Christopher med software til Forsvaret og er på den måde med til at give input og lave demonstrationer af et program, han selv har været slutbruger af i flere år. En stor gevinst for alle parter. Han ser tilbage på mentorforløbet med stor tilfredshed:
Pernille var supergod og nysgerrig. Jeg kunne føle mig helt benovet over den opmærksomhed og tid, jeg fik stillet til rådighed af et fremmed menneske, som i forvejen havde rygende travlt. Der var tydeligvis en lyst til at lære ALLE mine kompetencer og interesser at kende, så vi kunne starte med at udvide tragten, for at hun så kunne hjælpe med at snævre den ind igen.
Som mentor er Pernille også kun blevet bekræftet i den vigtige rolle, som mentorer som hende selv spiller i forhold til at bygge bro mellem militæret og det civile arbejdsmarked:
Jeg håber, at flere får lyst til at følge deres drøm om at tjene i Forsvaret, når de ved, at der også kan være spændende muligheder inden for erhvervslivet på den anden side, hvor deres erfaringer bliver højt værdsat.