Måske det korteste mentorforløb nogensinde, men ikke mindre værdifuldt!
Udgivet d. 22. oktober 2025 af Velkommen Hjem
Kun 3 dage efter sin første samtale med mentor Morten Thing-Simonsen, Senior Manager for Web Development i Demant, kunne veteran Michael Falk Lange ringe tilbage og fortælle, at mentorskabet allerede havde gavnet ham. Efter 20 års tjeneste og hele 3 udsendelser havde Michael valgt at søge nye udfordringer. Beslutningen var ikke nem, men da den først var taget, skulle der ikke mere til end et par timers fokuseret sparring i telefonen med sin mentor, så havde Michael landet sit første civile job. Her kan du læse historien om det effektive forløb.
– Vi jokede med, at det måske var VELKOMMEN HJEMs korteste mentorforløb – men det gjorde det ikke mindre værdifuldt, fortæller Michael, der efter 20 år i Forsvaret havde svært ved at forestille sig et arbejdsliv uden for hegnet og især at give afkald på den tryghed, som han havde fået opbygget sig gennem en lang karriere.
– For mig var den største udfordring at forlade en arbejdsplads, jeg havde været en del af i næsten 20 år. En organisation, jeg kendte ud og ind – både strukturen, kulturen og menneskene, fortæller han og fortsætter:
– Det civile arbejdsmarked er mere uforudsigeligt, og det krævede både mod og refleksion at tage skridtet ud af noget velkendt og stabilt – og ind i noget helt nyt.
Samtidig var det vigtigt for Michael at finde ud af, hvordan hans mange års erfaring og kompetencer kunne oversættes:
– Jeg håbede at få hjælp til at oversætte mine militære kompetencer til et mere civilt sprog. Ikke fordi kompetencerne ikke er relevante – men fordi de ofte bliver misforstået i det private erhvervsliv. Mit ønske var at kunne præsentere mig som en kommende medarbejder, der kunne skabe værdi og bidrage til virksomheden – ikke blot som “soldaten, der kan parere ordre og er omstillingsparat, fortæller Michael.
Søgte først for at afprøve fornemmelsen
Usikkerhed er en fast følgesvend for de fleste veteraner, når de beslutter at gå civilt og afprøve kompetencerne i en ny kontekst. Det er en stor beslutning – ikke mindst, når Forsvaret har været en god arbejdsplads år efter år, som det var for Michael. Derfor mærkede han også usikkerheden i starten af sit forløb, hvor han selv gik i gang med at søge job uden en mentor ved sin side.
– Jeg søgte en stilling for at “mærke markedet” – og selv om jeg ikke fik jobbet, kunne jeg mærke, at processen føltes rigtig. Det gav mig modet til at kontakte VELKOMMEN HJEM for at få tildelt en mentor, fortæller Michael, der få dage efter blev kontaktet af Morten Thing-Simonsen, som er en af foreningens mange engagerede mentorer fra Audika Group.
Et værdifuldt telefonopkald
Men allerede inden Michael nåede at blive koblet med sin mentor, dukkede en ny og spændende stilling op.
– Jeg kunne mærke, at dét job matchede præcis dét, jeg havde ledt efter. Jeg nåede derfor at sparre med Helene Djursø, leder og stifter af VELKOMMEN HJEM, omkring CV og ansøgning, og kort efter sendte jeg materialet afsted, fortæller Michael.
Michael blev derefter kaldt til samtale, og første møde med Morten Thing-Simonsen blev derfor et telefonopkald om forberedelsen hertil.
– Morten og jeg brugte nogle timer i telefonen på at finjustere min tilgang til samtalen – og han kom med helt konkrete strategier og fokuspunkter, som jeg ikke selv havde tænkt over. Mortens erfaring og skarpe blik på, hvad der virker i samtaler, gjorde en tydelig forskel, forklarer Michael.
En strategisk og taktisk tilgang til samtalen
For Morten Thing-Simonsen var processen også usædvanlig effektiv, men også han oplevede den som givende på flere områder.
– Da Michael blev stillet en case i forbindelse med et job, trådte jeg til som sparringspartner og hjalp ham med at angribe opgaven fra flere niveauer. Strategisk arbejdede vi med at skabe en klar forståelse af det overordnede mål og konteksten, løsningen skulle indgå i. Taktisk fokuserede vi på at identificere centrale indsatsområder og kom med konkrete initiativer, der adresserede udfordringerne i casen. På det operationelle niveau gik vi i dybden med løsningsforslag, detaljer og formidling, så Michael kunne præsentere et gennemarbejdet og konkret løsningsforslag. Det var en god proces, hvor Michael fik vist sine evner til at tænke holistisk, forklarer Morten Thing-Simonsen.
Selvfølgelig fik du det!
Forløbet i VELKOMMEN HJEM og sparringen med Morten Thing-Simonsen virkede effektivt. Blot tre dage senere kunne Michael nemlig ringe til sin mentor og fortælle, at han havde fået stillingen.
– Mortens første reaktion var grin og et “stort tillykke – jeg var sikker på, du ville få den, forklarer Michael, der landede et job i Nordværk, hvor han nu er afdelingsleder for genbrugspladserne i Aalborg Kommune. Her kombinerer han sine erfaringer fra Forsvaret med nye ansvarsområder inden for drift, personaleledelse og udvikling, og det er med taknemmelighed, han ser tilbage på de 20 år i Forsvaret.
– Det, at have været soldat, har været en stor del af mit liv. Gennem årene har jeg mødt utallige fantastiske kollegaer på tværs af Forsvaret – mennesker, der har gjort indtryk og efterladt varige aftryk.
Heldigvis kan Michael gøre brug af mange af kompetencerne fra Forsvaret i det nye job, blandt andet det, at kunne skabe retning, sikre tydelig kommunikation og samtidig være til stede og lyttende i hverdagen.
– Når der sker ændringer, vil der naturligt være modstand – og her er det en kæmpe fordel at kunne bevare roen, håndtere uenigheder og træffe balancerede beslutninger. Det lærte jeg i Forsvaret, og det tager jeg direkte med mig videre.”, uddyber han.
Jeg nyder nu at arbejde på tværs af fagligheder, være med til at skabe trivsel og struktur for medarbejderne og samtidig bidrage til noget større gennem den grønne dagsorden.
Veteran Michael Falk Lange
Den korte soldaterhistorie om veteran Michael Falk Lange
- 2007 Konstabelgruppefører i HBU samt udsendt som ambulancebehandler til Irak
- 2008–2010 Faglærer, Hærens Logistikskole
- 2010 Udsendt til Afghanistan som ambulancebehandler
- 2011–2018 Behandlerspecialist i Forsvaret
- 2018-2020 Sergentskolen
- 2020–2021 Forsyningsbefalingsmand i Danmark samt udsendelse til Irak (NMI)
- 2021 Akademiuddannelse i ledelse og management på UCN
- 2022 Officerskadet, Forsvarsakademiet
Kort om et forløb i VELKOMMEN HJEM
Et forløb starter med to dages kickoff, hvor de deltagende veteraner får indsigt og en bredere viden om erhvervslivet igennem oplæg og foredrag af erfarne, dygtige erhvervsfolk og erhvervseksperter. Veteranerne bliver desuden inddraget igennem gruppeforløb og 1:1 samtaler med erhvervspsykologer og karriererådgivere. Efter kickoff bliver hver enkelt veteran matchet med en af foreningens engagerede mentorer efter personlighed og faglige interesserer, og i de følgende seks måneder vil mentor guide, hjælpe og støtte veteranen i transitionen.

