For Bjarne handlede det om at lande på den rigtige hylde
Udgivet d. 7. september 2026 af Velkommen Hjem
Efter 17 år i Forsvaret og udsendelser til både Irak og Afghanistan havde Bjarne Søndergaard en klar idé om sine evner på det militære område. Men som mange andre, der har stået i Bjarnes situation, var han usikker på, hvordan kompetencerne fra Forsvaret kunne omsættes i det civile, og hvordan han skulle finde det rette match i forhold til hans ledelsesmæssige erfaring.
Faktisk var Bjarne allerede kommet ret langt i processen mod et civilt job, da han kontaktede VELKOMMEN HJEM og blev introduceret til mentor Thomas E. Rasmussen. Samtalerne mellem Bjarne og Thomas handlede derfor ikke så meget om at få afklaring og finde vej i karrierelandskabet. Det var mere et spørgsmål om at få hjælp til at komme helt i mål. Det kom Bjarne, og i dag arbejder han i STARK, og selvom arbejdspladsen og omgivelserne er nogle andre, er der flere ting ved Bjarnes nye arbejdsliv, der minder om Forsvaret.
Hvad er dine erfaringer egentlig værd på den anden side?
Som Bjarne beretter, havde han allerede besluttet sig for, at det var tid til at søge nye udfordringer, da han tog fat i VELKOMMEN HJEM – i en sådan grad, at han allerede havde en konkret jobsamtale i kalenderen. Men der var stadig nogle usikkerheder og spørgsmål, han gerne ville have vendt:
– Jeg opsøgte VELKOMMEN HJEM, fordi jeg ønskede sparring omkring overgangen fra Forsvaret til det civile arbejdsmarked. Selvom jeg havde mange års erfaring med ledelse og drift, var jeg usikker på, hvordan mine militære kompetencer bedst kunne omsættes til civile jobmuligheder. Desuden havde jeg brug for hjælp til at oversætte mine kompetencer til et civilt sprog og få dem beskrevet på en måde, som kunne bruges i CV og ansøgninger.
Bjarne forklarer, at hans største udfordring var at finde roen og bevare troen på egne evner. Én ting er at vide, hvad man kan i Forsvaret, noget andet er at vide, hvordan de kompetencer vil blive værdsat på det civile arbejdsmarked. Bjarne fortæller videre:
– Samtidig havde jeg brug for sparring omkring jobsøgning og de forventninger, man møder i det civile erhvervsliv. Desuden var det også vigtigt for mig at finde den rigtige hylde rent ledelsesmæssigt, hvor ansvaret og opgaverne passede til mine erfaringer og ambitioner.
I VELKOMMEN HJEM blev Bjarne matchet med Thomas E. Rasmussen, der er director i virksomheden Sinal. Inden da gjorde Thomas tjeneste i Forsvaret i 13 år, og han er i dag en del af reserven. Derfor ved han, hvad det vil sige at stå i en overgangsfase og kan rådgive andre veteraner ud fra egne erfaringer. Det mærkede Bjarne også hurtigt:
– Vi fandt hurtigt en fælles forståelse, og Thomas forstod de udfordringer og overvejelser, jeg stod med. Det betød alverden. Thomas var hurtig til at spore sig ind på mine tanker og udfordringer og sætte sig i mit sted. Efter vores første samtale på omkring en halv time havde han nærmest gennemskuet mig og kunne se, hvad der skulle til for at bringe mig videre.
Som Thomas forklarer, var han overrasket over, hvor afklaret Bjarne var, da de to mødtes. Samtidig mener Thomas, at den usikkerhed, som Bjarne oplevede på det tidspunkt, på mange måder er helt naturlig. Især når man har været så længe på en arbejdsplads:
– Når man har været i en virksomhed i over ti år, kommer der altid den her frygt: “Hvordan er det på den anden side?”, “Hvad hvis de ikke kan lide mig?” og “Er jeg god nok?”. Det er ikke unikt for hverken Bjarne eller andre i Forsvaret. Men veteraner står ofte med den her følelse i en eller anden form, og det gjorde Bjarne nok også.
– Det, der overraskede mig, var egentlig, hvor langt fremme Bjarne var både mentalt og i processen. Mit arbejde i den her case handlede i virkeligheden bare om at give ham noget afklaring, hjælpe med at oversætte hans militære færdigheder til civile kompetencer, give ham det sidste puf og bekræfte ham i alt det, han allerede vidste om sig selv.
Spændende job i en ny ‘deling’
Thomas hjalp blandt andet Bjarne med at forberede sig til den kommende jobsamtale, De to snakkede blandt andet om lønforventninger, arbejdsopgaver og de krav, der fulgte med stillingen. Desuden var Thomas med til at give Bjarne troen på, at han faktisk havde de kompetencer og den erfaring, der skulle til for at lykkes i jobbet.
Det var med til at give Bjarne en ro og sikkerhed i processen. I sidste ende gik samtalen helt efter bogen, og i dag er Bjarne startet i et nyt job:
– Jeg arbejder nu som driftschef hos STARK RDC. Jeg har ansvaret for distributionen af varer til kunderne i vores leveringsområde og er daglig leder for 33 chauffører og fem disponenter. Det svarer egentlig meget godt til størrelsen på en deling i Forsvaret, så det er rart med noget velkendt midt i alt det nye.
Det er ikke kun teamets størrelse, der bringer minder frem om Forsvaret. Bjarne fortæller, at han også bruger mange af de værktøjer, han har fået med sig efter alle årene i militæret:
– Jeg bruger dagligt mine ledelseskompetencer til at motivere og udvikle medarbejdere. Min erfaring med planlægning og koordinering hjælper mig med at sikre en stabil drift, og min evne til at bevare overblikket under pres gør, at jeg kan håndtere udfordringer hurtigt og effektivt.
– Samtidig bruger jeg i høj grad den situationsbestemte ledelse, jeg lærte i Forsvaret. Jeg forsøger at møde medarbejderne dér, hvor de er, og behandle dem fair ved at anerkende, at forskellige mennesker har forskellige behov. Det handler om at ramme den rigtige person med den rigtige ledelse på det rigtige tidspunkt.
Det er vigtigt at stoppe op og mærke efter
Spørger man mentor Thomas E. Rasmussen, er Bjarnes historie et godt eksempel på, hvordan soldater kan bidrage med en masse i et civilt job. Ikke mindst når det handler om at træffe hurtige og vigtige beslutninger:
– Soldater og særligt veteraner lærer at tage ansvar og skride til handling. Det lyder banalt, men det er faktisk deres største styrke, at de har været steder, hvor muligheden for at udsætte beslutninger ikke eksisterer. Det findes også i en civil verden, bare slet ikke på samme skala og slet ikke med samme konsekvenser. Derfor mener jeg, at veteraner har en fordel her, særligt i miljøer hvor man bliver tvunget til at tænke kreativt for at finde en løsning.
I Bjarnes tilfælde var han som sagt ret langt i processen, før mentor Thomas blev koblet på. Alligevel er det ifølge mentoren vigtigt, at veteranerne lige stopper op og mærker efter, når de føler, at det er tid til nye udfordringer. Som Thomas forklarer, er det vigtigste, at veteraner som Bjarne i første omgang bliver helt afklaret:
– Hvis soldaterne allerede har taget kontakt til VELKOMMEN HJEM, så er de oftest nået frem til, at karrieren i Forsvaret synger på sidste vers. Den beslutning synes jeg, at man bør afdække og gennemtænke. For man finder også veteraner, der har et lidt glorificeret syn på, hvordan den civile verden hænger sammen, og der skylder man dem lige at justere deres forventninger, inden de bliver alt for skuffede. For mig handler det om at hjælpe mennesker videre til en afklaring.
Den korte soldaterhistorie om Bjarne
- 2009: Værnepligtig i Skive
- 2010: Uddannet sergent
- 2010: Gruppefører for værnepligtige og Hærens Reaktionsstyrkeuddannelse
- 2012: Udsendt til Afghanistan som gruppefører
- 2014: Uddannet oversergent
- 2014: Næstkommanderende i deling
- 2015: Udsendt til Irak, uddannelse af sikkerhedsstyrker
- 2018: Udsendt til Irak, næstkommanderende i deling for sikringsstyrke
- 2018-2025: Kompagnibefalingsmand i værnepligtskompagni, Hærens Reaktionsstyrkeuddannelse og stående styrke, alle i Skive
- 2020: Geledudnævnt til seniorsergent

